JAKOB JOHANSSON SVERIGES UHELDIGE HELT
Der skulle jubles, der skulle synges, der skulle tales om et muligt Zlatan Ibrahimovic-comeback, men da det svenske landshold på San Siro havde kvalificeret sig til VM, skulle der også sendes en hilsen til en god kammerat. For Jakob Johansson var ikke med til at fejre kvalifikationen i AC Milans omklædningsrum. Tidligt i kampen var han blevet udskiftet liggende på en båre, efter han var kommet galt af sted i et solouheld, så hans bidrag til jublen var det billede, det svenske landshold lagde på Instagram, hvor Ludwig Augustinsson fremviste hans trøje, mens holdkammeraterne stod ved siden af – bortset i øvrigt fra Mikael Lustig som i baggrunden var travlt optaget af sin telefon. En ærgerlig afslutning for en spiller, hvis landsholdsuge ellers var begyndt helt perfekt.
For Jakob Johansson var en af hovedårsagerne til, at Sverige endte med at kvalificere sig til VM. Fredag aften på Friends Arena startede den 27-årige midtbanespiller på bænken, men da Albin Ekdal i det 57. minut måtte udgå med en skade, kom han ind. Og fire minutter senere scorede han kampens enlige mål, da Ola Toivonen headede et indkast videre til Johansson, hvis afrettede afslutning gik forbi Gianluigi Buffon. Spilleren fra græske AEK spillede to venskabskampe for Sverige i januar 2014, men blev først en fast del af truppen sidste efterår.
”Det her havde jeg nok ikke regnet med for halvandet år siden, men det er gået nemt med at komme ind på landsholdet, og det har hjulpet, at der er sådan en aura og atmosfære om landsholdet. Det gør det lettere at komme ind,” sagde Jakob Johansson efter den første kamp, hvor han også kommenterede det fordel- agtige i at score i en stor kamp, når han har kontraktudløb i AEK om et halvt år. ”Det er vel ikke negativt,” grinede han. Men nu løber hans kontrakt ud i kølvandet på en alvorlig skade. Der var endnu ikke spillet 20 minutter på San Siro, da Jakob Johansson strakte sig for at nå en bold, og i den aktion ødelagde han korsbåndet. Landstræner Janne Andersson har allerede luftet tanken om, at midtbanespilleren kan blive klar til VM, men det bliver et kapløb med tiden for at nå den slutrunde, han selv har så stor en andel i at skaffe Sverige til.
”Alle vil for evigt være taknemmelige for, at han skød os til VM. Det kan han tage med sig til sin grav,” sagde Mikael Lustig, mens der også var hyldest fra Grækenland.
”Vi er chokerede over, hvad der er sket, og det er en normal reaktion. ”JJ” er meget populær her i AEK Athen. Han er en lige så stor helt for os, på grund af alt han har gjort for klubben, som han er i Sverige,” sagde Andreas Dimatos, kommunikationschef i AEK, til Aftonbladet. Det græske medie SDNA har siden skrevet, at klubben trods skaden vil tilbyde Johansson en ny treårig kontrakt.
Det svenske landshold udbragte under mandagens sejrsmiddag en skål for Johansson, der efter at være blevet undersøgt på hospitalet vendte tilbage til holdkammeraterne.
”Jeg var med til festen på hotellet i nat. Der var mere fart på festen hos dem, der ikke havde ødelagt det forreste korsbånd,” fortalte Johansson dagen derpå til Aftonbladet. Kvalifikationen kunne han sagtens glæde sig over.
”Det var fantastisk cool! Det er virkelig noget specielt, vi har været med til at præstere; det vi er lykkedes med i denne gruppe. Janne Andersson, som har styret det her, har gjort et kæmpe arbejde,” sagde Johansson – velvidende, at han måske ikke selv kommer med.
”Det er enormt trist, hvis det ender sådan, men jeg har nok ikke rigtigt bearbejdet det. Jeg er ikke kommet så langt i min sorgproces. Jeg tager én ting ad gangen,” sagde Johansson – Sveriges uheldige VM-helt. (Stan)