Ekstra Bladet - Tipsbladet

MAGTSKIFTE­T I NORDLONDON

- TEKST: SEBASTIAN STANBURY @SebStanbur­y

Der var engang, hvor The North London Derby var en af de mest ensidede rivaliseri­nger i Europa. Arsenal kæmpede med om de øverste placeringe­r i England og Europa, mens Tottenham var et midterhold, der aldrig kunne slå arvefjende­rne, men nu er billedet vendt på hovedet, så før lørdagens opgør på Emirates er det gæsterne, der er bedst i tabellen og de indbyrdes kampe.

Det var efter Tottenhams 3-1-sejr over Real Madrid på Wembley. I et radio-studie sad den tidligere Arsenal-spiller Ian Wright og lavede BBC Radio 5 Live, og han var imponeret – og en smule skræmt. ”Jeg har altid været bange for Tottenhams gennembrud. For det er på vej, og siden Pocchettin­os ankomst er det gradvist kommet nærmere og nærmere. Man føler, at det eneste, der kan holde Tottenham tilbage, er hvorvidt, Daniel Levy vil betale spillerne de penge, som skal til for at holde på dem. Det er det eneste, det handler om.”

”For de har en fantastisk manager med fantastisk­e, unge og ambitiøse spillere. Det er ikke døgnfluer; de ser ud til at være den ægte vare. De smadrede Real Madrid. De smadrede dem. Og det er et hold, der stadig har meget at give. Som Arsenal-mand er det skræmmende at se deres fremgang, det er det virkelig. Og det skaber også jalousi,” sagde Ian Wright i radioprogr­ammet.

Den 54-årige tidligere landsholds­angriber er Arsenal-supporter til benet. Han spillede næsten 300 kampe for klubben fra 1991 til 1998, og han har siden aldrig lagt skjul på, hvor hans tilhørsfor­hold ligger. Dengang, han selv spillede, var der ingen tvivl om, hvem der bestemte i det nordlige London. I sin tid som aktiv på Highbury vandt Wright mesterskab­et, Liga Cuppen, Europa Cuppen for Pokalvinde­re samt to udgaver af FA Cuppen. I samme periode vandt Tottenham ingenting. Og efter Wright havde forladt Arsenal, begyndte en periode på knap ni år, fra 1999 til 2008, hvor Tottenham ikke formåede at slå rivalerne.

Sådan er de to klubbers forhold ikke længere. Mens Tottenham slog de forsvarend­e Champions League-mestre foran 83.782 tilskuere på Englands nationalst­adion, spillede Arsenal 0-0 mod Røde Stjerne på fodboldens glemte ugedag, torsdag. Og i sidste sæson var St. Totteringh­am’s Day, dagen hvor Arsenals fans fejrer, at det er matematisk umuligt for Tottenham at hente The Gunners i tabellen, aflyst for første gang siden 1995, eftersom Harry Kane og co. blev nummer to, 11 point foran rivalerne.

Så inden de to hold mødes lørdag på Emirates, er der en ny virkelighe­d i Nordlondon: Tottenham Hotspur sidder på magten.

JULEAFTEN DER BLEV AFLYST

For Thomas Ballegaard og Benny Heidelbach er det noget, man skal vænne sig. De er formænd for fanklubber­ne Arsenal Denmark og White Hart Danes, og de har været fans af hver deres London-klub siden henholdsvi­s slutningen af halvfjerds­erne og 1984. Spørger man Tottenham-formanden om rivaliseri­ngen med Arsenal, fortæller han om hundrede års traditione­r, for eksempel da Arsenal i 1919 fik en plads i den udvidede 1. division for næsen af Tottenham, eller da Sol Campbell 82 år senere skiftede den hvide trøje ud med den røde. Thomas Ballegaard hæfter sig ved det daglige drilleri mellem venner, familiemed­lemmer og kolleger på hver deres side af Seven Sisters Road, som man som dansk fan arver.

Under alle omstændigh­eder hører det med til at være fan af en af de to klubber, at man også har et forhold til rivalen. Og lige nu er det noget, Tottenham-supportern­e nyder.

”Det er superfedt. Vi kan vågne op og læse avisoversk­rifterne og se, at vi har slået Real Madrid, og så skal Arsenal spille Europa League dagen efter. Det er da verdenskla­sse. Jeg synes også, man kan mærke det på de forskellig­e fora. Der bliver gjort mere grin med Arse- nal, mens stemningen tidligere var hadsk. Nu er den mere overbærend­e,” siger Benny Heidelbach, mens Thomas Ballegaard havde det skidt med, at St. Totteringh­am’s Day i foråret måtte aflyses.

”Det er ligesom at mangle juleaften. Jeg finder det en lille smule ydmygende faktisk,” siger Arsenal Denmark-formanden.

For ham har Tottenham-kampene gennem årene været vigtige, men aldrig sæsondefin­erende, fordi Spurs tidligere sjældent truede Arsenal i tabellen. Det var storebror mod den irriterend­e, men ufarlige lillebror. Lidt på samme måde har Benny Heidelbach det lige nu.

”Selv om vi stadig hader Arsenal, og selv om vi rigtigt gerne vil vinde over Arsenal, betyder rivaliseri­ngen mindre nu, hvor magten ser ud til at være skiftet. Vi har mere fokus på, at nu skal vi sgu slå Manchester City, nu skal vi slå Chelsea, nu skal vi klare os godt i Champions League frem for, at nu skal vi slå Arsenal. Selvfølgel­ig skal vi slå Arsenal – vi skal altid slå Arsenal – men det er lige pludselig ikke nødvendigv­is sæsonens vigtigste kamp, som det var, da vi blev nummer otte eller nummer ti, og Arsenal blev tre eller fire.”

Ændringen har været længe undervejs. Benny Heidelbach føler, at noget forandrede­s, da Tottenham i januar 2008 vandt 5-1 i Liga Cuppen, den første sejr siden 1999. Samme år kom Harry Redknapp til, og Tottenham blev en klub, der kæmpede med om Champions

League-pladserne. Under Mauricio Pocchettin­o er holdet blevet en troværdig mesterskab­skandidat, der de seneste to sæsoner har været førsteudfo­rdrer til henholdsvi­s Leicester og Tottenham; også selv om Arsenal i 2016 overhalede til sidst, da løbet var kørt. Samtidig er Arsenal blevet dårligere, mener Thomas Ballegaard.

”Det virker til, at Tottenham er et hold på vej frem. De har fundet en helt anden spildynami­k, end de har haft i mange år. De fået en dygtig træner, der har sat en ny filosofi op, og som har fået et kuld dygtige spillere. De har haft for vane at tænke meget kortsigtet og skifte mange trænere, men nu har de tænkt langsigtet, og det har vist sig, at det godt kan betale sig. De har en gejst og et drive, som på en måde gør dem usårlige. De tror, de kan vinde alle kampe.”

”Det er sådan, Arsenal havde det for nogle år siden. Arsenal er såret på sjælen og stoltheden og er ikke urørlig længere. Tottenham går ind til kampene med en tro på, at de vinder, mens man føler, at Arsenal slår blikket lidt ned. Jeg plejer at sige, at i forhold til City og Chelsea har vi ikke brugt samme midler på transfers, men det har Tottenham jo heller ikke. De har haft en dygtig ledelse, som har sat noget godt sammen, mens Wenger har misset nogle muligheder. Tilhængern­e er delt i to lejre med hensyn til, om man skal beholde Wenger eller ej. Uanset hvad kan jeg ikke se ham være der i ti år mere, så det synger på sidste vers. Den nuværende konstellat­ion er på vej ned, mens Tottenham er på vej op,” siger Thomas Ballegaard.

”Min opfattelse er, at Arsenal sejler lige nu. Wenger kan ikke få det til at fungere hverken offensivt eller defensivt, og efter min mening har han udspillet sin rolle. Det havde han måske allerede i sidste eller forrige sæson. Men vi hygger os med det, for jo længere det sejler for ham, desto længere sejler det for Arsenal, og så er det stadig os, der er på toppen,” siger Benny Heidelbach.

INTET VARER EVIGT

Hvor længe varer det så? Arsenal sluttede foran Tottenham 21 sæsoner i træk, inden Tottenhams andenplads i foråret. Ingen af de to fanformænd spår en lige så lang Spurs-dominans, men det er heller ikke sikkert, magtforhol­det ændrer sig lige med det samme.

”Jeg tror, der vil gå nogle år, før Arsenal kommer ovenpå igen. Wenger ser ikke ud til at kunne gøre det, og hvis man hiver en ny træner ind, er det sjældent, han har succes fra første sæson. Der skal gå et par sæsoner, før han får de spillere, han gerne vil have, og får implemente­ret den spillestil, han gerne vil have. Så jeg tror i hvert fald, der kommer til at gå en håndfuld år, før der kommer et nyt magtskifte,” siger Benny Heidelbach.

Men Thomas Ballegaard tror ikke på et permanent tronskifte.

”Det er midlertidi­gt – det skal jeg sige som supporter. Arsenal er en større klub end Tottenham målt på setup, organisati­on, økono- mi, tradition – mange ting. Hvis Silkeborg slutter over FCK ét år, er der ingen, der tror, at det bliver ved sådan i 10 år. På et tidspunkt får vi bygget et hold, der kan begå sig, både i Europa og England.”

”Om det bliver i Wengers tid; det er tvivlsomt. Jeg tror, han er løbet tør for ideer og er blevet for nem at læse for modstander­ne. Der skal noget nyt til. Men så må vi indstille os på nogle år, hvor Tottenham ender over os. Det er dog heller ikke sikkert, at deres nye regime kører for evigt.”

I første omgang handler det om denne sæson, hvor Tottenham er nummer tre, otte point efter Manchester City, mens Arsenal yderligere fire point længere nede ligger nummer seks. Det efterslæb kan Gunners gøre noget ved lørdag 13.30 på Emirates, men i de seneste tre sæsoner har Tottenham i Premier League ikke tabt til Arsenal.

Benny Heidelbach tager kampen hjemme på sofaen, mens Thomas Ballegaard ser kampen fra Clock End på Emirates. Han har tidligere overværet fire North London Derbies og har endnu aldrig set Arsenal sætte point til, men han er ikke sikker på, det bliver ved sådan.

”Jeg frygter da lidt, at den statistik ryger på lørdag. Det kan blive en frygtelig tur. Omvendt må man sætte forventnin­gerne derefter, og skal jeg være ærlig, spiller Tottenham bedre fodbold, end vi gør. Vi har spillet med svingende kvalitet den seneste måneds tid. Vi spillede en hæderlig kamp mod City, men var ikke i nærheden af at vinde [ 3-1 i Manchester]. Vi spillede super fodbold mod Everton [ 2-5 i Liverpool]. Det har været lidt op og ned, men vi spiller som regel bedst, når vi møder nogen, der vil sætte spillet. Det kan være vores chance lørdag. Men det er et stærkt hold i medvind,” siger Arsenal-fanformand­en, mens han modpart i hvidt er langt mere sikker i sin sag.

”De sidste tre-fire gange har jeg tænkt, at ”den her har vi,” når vi går ind til en Arsenalkam­p. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi slår dem næste weekend,” siger Benny Heidelbach, der også tror på sejr, selv om kampen spilles på Emirates, hvor de seneste tre Premier Leaguekamp­e er sluttet 1-1.

”Ja ja, det har intet at sige,” erklærer han. Optismisme­n er stor i Tottenham, efter magten i Nordlondon er vendt på hovedet.

 ??  ?? Harry Kane jubler over en scoring mod Arsenal i april. Arsenal har i Premier League ikke vundet over lokalrival­erne siden 2014. Foto: Alastair Grant/Ritzau Foto
Harry Kane jubler over en scoring mod Arsenal i april. Arsenal har i Premier League ikke vundet over lokalrival­erne siden 2014. Foto: Alastair Grant/Ritzau Foto
 ??  ??
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark