DEN YNGSTE MÅLMAND I FLØNG BLEV EN STAERK KEEPER I DIVISIONERNE
For 20 år siden blev ungreporteren sendt på en maerkelig opgave i Fløng, hvor en syv-årig målmand skulle interviewes til en større artikel i Tipsbladet. Det blev gjort, og det blev aldrig glemt, men at den lille dreng senere endte som Superliga-målmand blev nu ikke registreret. Ikke før for nylig, og derfor var det oplagt at åbne forårsdelen af den naestbedste raekke ved at sige goddag igen til Fremad Amager-målmand Nicklas Dannevang, for mange år siden kendt i Tipsbladets spalter som den yngste målmand i Fløng.
” Laenge siden,” siger 27-årige Nicklas Dannevang med et smil, da han står ud af bilen foran det gamle Fremadklubhus på Amager. Og det har han ret i. Det er faktisk mere end 20 år siden, at vi sidst stod over for hinanden. I de seneste år har vi snakket sammen i telefonen ved et par lejligheder, når der skulle samles stemmer ind til Tipsbladets årlige kåring af Danmarks bedste målmand med ret til at modtage Det Gyldne Bur, men ingen af os havde lavet koblingen.
Det skete først for et par måneder siden, da kollega Stanbury var gået i arkiverne for at finde den naeste udgave fra fortiden, der skulle have spalteplads i den faste rubrik Tipsbladet Retro på de første sider i bladet. Han gik praecis 20 år tilbage og lod sig fange af forsiden med den davaerende Tottenham-manager Christian Gross og et billede af den gamle Silkeborg-topscorer Peter Lassen, og mens han laeste op på de elementer, der skulle genfortaelles, faldt han over et opslag inde i Temasektionen med en meget ung målmand, som Tipsbladets yngstemand havde vaeret en tur i Fløng, 30 kilometer stik vest fra Rådhuspladsen, for at interviewe.
”Er du klar over, at du interviewede Nicklas Dannevang for 20 år siden?” lød det ovre fra den anden side af skrivebordene, hvilket jeg slet ikke var. Men det gjorde jeg, og selve historien kunne jeg godt huske.
For ret beset var det jo lidt maerkeligt, at Tipsbladet med den internationale spaendvidde og de mange interviews og historier fra den davaerende Faxe Kondi Liga skulle bruge spalteplads på en syv-årig målmand. Men redaktionschefen havde vaeret en tur med faergen fra Esbjerg til Harwich for at hilse på de laesere, der havde købt en rejsepakke med Tipsbladet, og her var han faldet i snak med en far og hans syv-årige søn, der skulle på Selhurst Park for at se favoritholdet fra Leeds i kamp mod Wimbledon. Det var en sød lille historie, som han nok mente kunne vaere en artikel vaerd, og som sagt så gjort.
Jeg tog af sted med en fotograf og tilbragte en times tid med den meget unge målmand, der var vild med Leeds og fulgte fodbolden taet med en imponerende sans for navne og statistikker, mens farmand Ole kunne fortaelle om at have spillet på skolehold med Peter Schmeichel.
”Allerede dengang [i midten af halvfjerdserne] kunne man se, at han ville blive til noget specielt. Og han skaeldte også ud, selv om flere af holdkammeraterne var et par år aeldre end ham. Det er meget sejt som 11-årig,” fortalte Ole Dannevang om sin senere så berømte skolekammerat, mens hans søn kastede sig rundt oppe på den lille boldbane ved legepladsen, og fotografen tog billeder af den lille målmand, der allerede begyndte til fodbold som tre-årig, og nu var stor fan af både Leeds og Fremad Amager, praecis som sin far.
Det var en meget hyggelig historie, og selv om det siden da er blevet til utallige artikler fra både ind- og udland, så blev den heller ikke glemt. Den lå et sted derinde, omend det nok mest var, fordi det var så atypisk, at vi brugte så meget plads på så ung en målmand. Jeg huskede i hvert fald ikke navnet på den lille fyr fra Fløng, som det så altså viste sig rent faktisk havde drevet talentet så langt, at der siden havde vaeret brug for at snakke med ham, når målmaendene fra Superligaen og 1. division skulle stemme om Årets Målmand.
For Nicklas Dannevang blev mere end bare et talent. Han har rundet de 170 divisionskampe i FC Roskilde, Nordvest FC, Brønshøj, AC Horsens og nu for den gamle favoritklub fra Fremad Amager, mens det også blev til 21 Superliga-kampe for AC Horsens i sidste saeson, så på den måde var det oplagt at samle tråden op igen 20 år senere for at høre, hvordan det gik så godt for den yngste målmand i Fløng, der elskede Schmeichel og Leeds.
ET SENT SATS PÅ FODBOLDEN
”Jeg kan godt huske, at I var ude at besøge os, og så var vi oppe på legepladsen lige ved siden af, hvor vi boede. Som syv-årig har man jo ikke det store begreb om den trykte presse, men jeg syntes, det var sjovt. Og da jeg blev aeldre, hev jeg da artiklen frem et par gange, for det var jo et minde, og det er ikke så tit, at man får to sider i avisen på den måde. Jeg har også stadig eksemplaret derhjemme, men det var faktisk min kaereste, der gjorde mig opmaerksom på, at det var 20 år siden, da hun så den lille tekst, der var om det i Tipsbladet,” siger Nicklas Dannevang, der dog ikke brugte artiklen om ham som løftestang videre i karrieren. Det var mere den altopslugende fodbold-interesse, der også blev naevnt i Tipsbladet den 28. november 1997, som gjorde det.
”Vi var mange, der gik op i fodbold, men jeg gjorde det nok mere end de fleste. Der var jo fodbold overalt. For eksempel gik jeg i fodboldtrøjer og bukser i skolen, til jeg var 12-13 år. På den måde skilte jeg mig nok lidt ud. Alt var fodbold, og det har det vaeret i mange år. Jeg har stadig en lidt autistisk fodboldhjerne med hensyn til trupper, resultater, begivenheder og sådan noget. Det har jeg altid haft.”
”Hvis man kigger på mit talent, så stak jeg ikke ud op gennem ungdomsårene, men jeg har altid elsket spillet, fra jeg var tre år gammel, og det gør jeg stadig vaek,” fortaeller den nuvaerende Fremad Amager-keeper, der også voksede op i et område, hvor mange dygtige fodboldvenner skubbede hinanden fremad i verdenen.
”Det er meget sjovt med den artikel her,” siger Nicklas Dannevang og peger på kopierne på bordet og privat-fotoet af den lille målmaend mellem en flok med- og modspillere.
”Ham, der står ved siden af mig, er faktisk Mike Mortensen, som jeg spiller sammen med nu herude i Fremad Amager, hvor han er centerforsvarer foran mig,” siger målmanden.
”Vi havde to gode årgange i Fløng, årgang 89 og 90, så vi var fire-fem-seks drenge på hver årgang, som godt kunne spille, og vi havde et udmaerket hold. Der var Mark Leth, der lige er stoppet i Helsingør, der var Mike, der var en fyr, der hedder Marc Felby, der vel har spillet 60 til 80 kampe i Roskilde, og der var Philip Pedersen, der også har spillet herude i Fremad.”
”Da vi blev lidt aeldre, rykkede mange af dem så til Roskilde, men jeg havde et problem, for Roskilde havde allerede en målmand i Martin Hansen, der nu står i Heerenveen. Vi gik endda i parallelklasse på Fløng Skole, så når jeg ser på holdbillederne fra skoleturneringerne, er det Martin, der står i målmandstøjet, mens jeg spillede ude.”
”Alt i alt var vi vel 10-11 spillere fra de to årgange, der var ude at prøve os af i større klubber, og det er forholdsvis mange for så lille en klub. Men Roskilde kunne jeg altså ikke tage til sammen med de andre, så jeg røg først til Frem inde i Valby, hvor jeg var et års tid, før Martin tog til Brøndby, og der så blev plads til mig i Roskilde,” fortaeller Nicklas Dannevang.
Da målmanden var andenårs-junior, skiftede han til Holbaek, hvor han som ynglingespiller allerede kom på andetholdet i Danmarksserien. Så vendte han tilbage til Roskilde, og som 19-årig debuterede han i den naestbedste raekke med en 2-0 sejr over Skive, men han var aldrig mere end den unge andenreserve, så lige før han blev 20 år, vendte han tilbage til Holbaek og Nordvest FC, hvor han efter en saesons
➜
➜ tid blev fast mand på 2. divisionsholdet.
Men selv om han elskede fodbolden, fik det ham ikke til at satse det hele på et liv i den verden.
”Det var faktisk ret sent, at jeg begyndte at taenke sådan. Jeg fik jo en del divisionskampe nede i Holbaek, men det på en amatørkontrakt, og det var først, da jeg kom til Brønshøj og kom på holdet der, at jeg taenkte, at når jeg nu var nået op i 1. division, så kunne det godt vaere, at man kunne drive det til noget. Men der var jeg altså 23-24 år.”
”Jeg havde jo aldrig vaeret på udvalgte hold eller ungdomslandshold, så at sige som 18-årig, at jeg ville gå all-in på fodbolden uden at have vaeret i naerheden af at vaere den bedste, ville måske have vaeret lidt voldsomt. Så jeg laeste to år på laererseminariet, som jeg så ikke blev faerdig med, men så uddannede jeg mig til speditør i stedet for, så jeg har fået en uddannelse, og det er jeg glad for,” siger målmanden, der endda endte i gennembrudsklubben Brønshøj ved et tilfaelde.
TILFAELDIGHEDERNES SPIL
I starten i Holbaek havde han vaeret reserve for Lasse Sømmergaard, men fik så pladsen, da førstevalget rykkede til FC Fyn, men efter et par saesoner gik den klub ned, og så vendte Sømmergaard tilbage til Holbaek.
”Min fornemmelse var, at de hellere ville ham end mig, så jeg tog videre for at prøve noget andet. Om sommeren traenede jeg så med det her hold af kontraktløse spillere under Kresten Blaesild, men efter en uge kom han hen til mig og sagde, at jeg havde gjort det godt, men at jeg ikke ville komme med på den tur, der var til Holland, fordi han havde fået tilsagn om to højere-rangerende målmaend end mig, der gerne ville med på turen. Det var jo sådan set fair nok, men når jeg ikke havde den gulerod foran mig, ville jeg heller ikke traene med laengere.”
”Så ringede jeg til Per Nielsen, der var cheftraener ude i Hvidovre på det tidspunkt, men han tog ikke telefonen, og så prøvede jeg Bo Henriksen ude i Brønshøj bagefter. Og der er Bo jo fantastisk.
Han snakkede til mig som om, at vi havde kendt hinanden i 20 år, selv om han jo nok ikke anede hvem jeg var, og så kom jeg så derud og fik en kontrakt.”
”Planen var, at jeg skulle stå i skyggen af Michael Tørnes i et halvt år og suge til mig, og bagefter var det så mig, der blev satset på, men allerede efter seks-syv uger fik jeg chancen,” siger Nicklas Dannevang med et fint eksempel på tilfaeldighedernes spil, for hvad nu hvis Per Nielsen havde taget telefonen?
Så er det ikke sikkert, at Dannevang var endt i Superligaen, som han jo gjorde et par saesoner senere. Men først gik det skidt i Brønshøj, der rykkede ud saesonen efter, Bo Henriksen var taget til Horsens, og derovre var det heller ikke så nemt for en klub med et budget, der ikke havde egnet sig til flere saesoner blandt de naestbedste. Cheftraeneren havde i hvert fald brug for kontraktløse spillere, og en sådan var der jo i hans gamle klub Brønshøj, for de kunne hurtigt få brug for en ny målmand i Horsens, hvor Frederik Rønnow havde imponeret.
”Så ringede Bo til mig og sagde, at jeg skulle komme til Horsens, for det ville blive pissesjovt. På det tidspunkt var Rønnow stadig i klubben, så jeg traenede med ham i 10 dage vel, før han blev solgt til Brøndby, men Bo havde hele tiden sagt, at det kun var et spørgsmål om tid, for man kunne ikke holde på ham, og klubben havde også brug for pengene. Horsens var jo på røven rent økonomisk for at sige det lige ud, og til de første traeninger derovre var vi vel ikke mere end 10 spillere.”
”Men setuppet og traenerne var på plads. Stadion var fedt, og der var gode faciliteter, men vi havde ikke rigtig nogen spillere. Bo sagde, at han ville vente på de rigtige spillere, og at de nok skulle komme, måske ikke til den første kamp, men så efterhånden som vi naermede os lukningen af transfervinduet.”
”Og sådan blev det. Et meget godt eksempel er den kamp, vi spillede nede i Vejle, som jo var et lokalopgør, og som vi selv kørte ned til hver isaer. Jeg satte mig ind i omklaedningsrummet under trøjen med nummer et, og så kom der en fyr, jeg slet ikke kendte, og satte sig ved nummer to. ”Hej, jeg hedder Frederik, jeg skal spille her nu,” sagde han, og så var det Frederik Møller, som de havde skrevet kontrakt med om formiddagen i FC Midtjylland, og så skulle han direkte på banen. Det var sådan, det var. Spillere, man aldrig havde mødt før, dukkede pludselig op til kamp.”
”Men da vi så kom over på den anden side af transfervinduet om sommeren, kunne vi jo godt se, at vi havde et godt hold. Vi startede med at tabe de første tre, men der var en ekstra oprykker i den saeson, så vi begyndte lige så stille internt i truppen at lukke op for, at det godt kunne lade sig gøre, hvis vi virkelig... Vi gik jo lidt under radaren, mens Silkeborg, Vejle, Vendsyssel og Lyngby postede rigtig mange penge i at komme op, og så fik vi det til at fungere og endte med at rykke op,” siger Nicklas Dannevang.
Og på den måde var den yngste målmand i Fløng pludselig blevet Superliga-keeper.
ET CHOK I SUPERLIGAEN
Det begyndte med 1-1 i Aalborg, og allerede i 3. runde løb Nicklas Dannevang ind i sin hidtil største fodboldoplevelse.
”Vi spiller 2-2 inde på Brøndby Stadion, og det står som klart det største. For det første var det en helt vild kulisse, og for det andet var det et flot point at få. Det var lidt det hele. Som sjaellaender og halvt Vestegns-dreng er Brøndby bare noget saerligt. Jeg har aldrig vaeret Brøndby-fan, men Brøndby Stadion er noget specielt. Det er lidt en institution. Så det var stort at få lov til at stå på mål derinde, og jeg synes også, at jeg stod en fin kamp. Jeg havde et par gode redninger, så det var jeg meget tilfreds med,” siger Nicklas Danne-