DA DANSK FODBOLD BLEV FØDT
Uddrag fra bogen ”Dansk fodbolds sande guldalder” om den første store kamp i Danmark, hvor et udvalgt dansk hold fik ørerne i maskinen mod datidens FC Barcelona, skotske Queen’s Park FC.
Da de 22 spillere på fodboldbanen gør sig klar, er luften tyk af forventning. Der er 7000 tilskuere på plads på Faelleden, så langs snoren rundt om banen er der taet med folk. Og de forventer en helt speciel oplevelse. Noget de ikke har set magen til.
Det er det klart største fodboldkampsarrangement nogensinde i Danmark, og anledningen er Den Internationale Gymnastikog idraetsfest, det første internationale fodboldstaevne på dansk jord med deltagelse fra Tyskland og fra selveste Storbritannien.
Det er den 30. maj 1898, og en af de vigtigste fodboldbegivenheder i dansk fodbolds historie er ved at udspille sig. I årene forinden har spillet gået sin sejrsgang blandt ungdommen over hele landet. Der er poppet maengder af klubber op alle vegne, som paddehatte på en graesmark. Og nu er det lykkedes Dansk Boldspil Union at skaffe fint besøg fra udlandet. For første gang skal et udvalgt hold af de absolut bedste danske spillere, et uofficielt landshold, møde et hold fra fodboldens moderland – De Britiske Øer.
Og det er ikke hvem som helst, det danske landshold skal møde. Over for danskerne står, i de markante og flotte stribede dragter, det berømte skotske amatørhold Queen’s Park FC, Skotlands aeldste fodboldklub. Som amatører spiller skotterne kun venskabs- og opvisningskampe, men DBU har lokket dem til Danmark med et fee på 100 pund. Dengang et kaempe beløb for en idraetsunion i sin vorden.
EN ENORM SATSNING
Det er naturligvis ikke tilfaeldigt at det netop er Queen’s Park der er blevet inviteret til Danmark.
Da det skotske landshold den 30. november 1872 spillede 0-0 mod England i Glasgow i verdens første landskamp, leverede klubben samtlige 11 spillere til det skotske landshold. Det skotske landshold kopierede Queen’s Parks mørkeblå spillertrøjer – og har bevaret dem lige siden. Derfor skiftede Queen’s Park i løbet af saesonen 1873-74 til de nu legendariske spillertrøjer med sorte tvaerstriber på en hvid baggrund. Samme saeson, 1873-74, vandt klubben den allerførste Scottish Cup ved i finalen at besejre Clydesdale med 2-0. Skotternes akkreditiver fejler således ingenting.
Den måde at praktisere spillet på som skotterne med kølig selvfølgelighed demonstrerer for et måbende dansk fodboldpublikum, er –
som forfatteren Jonathan Wilson demonstrerer det i sit mestervaerk om fodboldens taktiske udvikling, Inverting the Pyramid – det første spaede skridt i en taktisk udvikling, der foreløbig er kulmineret med det spanske landshold og klubber som Barcelona og Bayern München.
Queen’s Park praktiserer med andre ord en meget tidlig form for tiki-takafodbold – dog uden det ekstremt hurtige og høje genpres som for eksempel FC Barcelona praktiserede med Pep Guardiola som traener.
Queen’s Park er på mange måder på ukendt terraen. Som rendyrket amatørklub er det faktisk graenseoverskridende, at skotterne modtager et større pengebeløb for at komme til Danmark. Det har utvivlsomt afstedkommet en del diskussion internt, for amatørreglerne i tiden var strikse, og der var distinkt forskel på the players og the gentlemen i alle sportsgrene i Storbritannien. The players modtog penge for at tilbyde deres kunnen til klubben, mens the gentlemen udelukkende spillede for sportens og deres fornøjelses skyld.
Det var forbundet med ikke så lidt prestige at vaere medlem af de fine gamle amatørklubber, og et medlemskab var i høj grad et udtryk for et klassemaessigt tilhørsforhold. For eksempel kunne kun gamle kostskoleelever fra Eton blive medlemmer af Old Etonians. Royal Engineers, eliten af den britiske imperiearmé, havde deres eget amatørhold, der endda praegede den prestigefyldte engelske pokalturnering, FA Cuppen, i slutningen af 1800-tallet – den eneste turnering hvor amatører og professionelle spillede imod hinanden. Legendariske The Corinthians rekrutterede sine medlemmer fra de fineste skoler. De der ikke var dygtige, eller helt fine nok, kunne opnå medlemskab af Corinthians’ andethold, de ligeledes berømte The Casuals. Queen’s Park FC var Skotlands fornemste pendant til hele denne haederkronede amatørfodboldkultur.
Og det var en idraetskultur som man i Danmark beundrede graenseløst, og som lagde fundament til størstedelen af dansk eliteidraet i naesten et århundrede.
Det hold, som Queen’s Park sender til København, er praeget af en del unge folk fra andet geled, men der er hele fire skotske landsholdsspillere på. Målmanden Gillespie, backen Ritchie, centerhalfen Alex Christie samt holdets store stjerne, angriberen Robert McColl.
Tilskuerne på Faelleden kan allerede inden kampens start fornemme at der er maerkbare fysiske forskelle indbyrdes på de to hold.
Skotterne har, udover deres fine tvaerstribede trøjer, alle sammen fodboldstøvler med knopper under. Det har ingen af danskerne, der alle stiller op i almindelige vandrestøvler. Danskerne har heller ikke strømper på, men i stedet cricketskinner der går op til lige under knaeene.
Queen’s Park-spillerne er iklaedt fodboldsokker og de lettere fodbold-skinner.
Danskerne har hvide trøjer med DBU-logoet på, og nogle af dem baerer de traditionelle huer (caps). Men denne dag giver forskellene på holdene sig ikke kun udslag i ydre og ➜
➜ fysiske uligheder.
De forventningsfulde tilskuere ser skotterne stille i en startformation, hvor der er tydelig forskel på de offensive og defensive spillere. Og da spillet bliver sat i gang af den neutrale opmand, spiller gaesterne bolden til hinanden langs jorden, i trekanter, det vil sige ikke – som danskerne – med lange bolde udelukkende frem ad banen. Skotterne flytter sig flittigt for hinanden. Halfbackerne, midtbanespillerne, bygger spillet op. Så snart de har afleveret, som regel til angrebs-kantspilleren – wingen – i deres side, eller til innerwingen, den anden angriber i den respektive side, løber de straks i position. Angriberne er i stand til at taemme afleveringerne med stor nøjagtighed og derefter centre i højt tempo. Publikum får den helt banebrydende oplevelse, de er kommet efter. De har aldrig set noget lignende!
De danske spillere har sjaeldent bolden. De løber rundt i klumper for at få fat i den, men det ser ud som om, skotterne er adskillige flere på banen, fordi de formår det hurtige positionsspil. Den danske ”taktik” er inspireret af rugby. Otte mand udgør angrebet der stormer frem over banen, blot for at se det gaestende hold problemfrit rykke spillet fra side til side. De to skotske backs, forsvarsspillerne, er også med i opspillet, hvilket sender et gys gennem det københavnske publikum. Taenk at de tør!
På det danske hold er de to backs kun med som bagstoppere, og når de får fat i bolden, sparker de den fremad – så langt de kan.
Allerede efter små to minutter brager bolden i de danske netmasker. Stjerneforwarden Robert McColl scorer med et smukt skud. De danske spillere har ikke rørt bolden én eneste gang, siden skotterne gav den op, og DBUspillerne klapper spontant ad det skotske spil, som naermest er af en anden verden. Tilskuerne er ellevilde.
Skotterne spiller altså efter en given taktik med to forsvarere, tre midtbanespillere og fem angribere (i landskampen mod England i 1872 spillede Skotland/Queen’s Park i en 2-2-6-opstilling – englaenderne spillede 1-27!), hvoraf de enkelte har deres helt specifikke områder på banen og en klar rollefordeling. Det danske landshold, i en udefineret 2-0-8-opstilling, bliver udklasseret taktisk. Danskerne er også oppe imod en markant overmagt på det tekniske område. Skotterne spiller positionsspil, mens danskerne løber/ dribler bolden frem, eller sparker lange bolde.
DBU har ellers gjort sig umage med at stille med de absolut bedste på dagen. De bedste klubber, KB, AB, Frem og B.93, stiller folk til opgaven. Spillerne er garvede og rutinerede. De fleste har spillet klub- og turneringskampe i flere år, og på en tid, hvor man blev regnet for at vaere gammel i sportsmaessig forstand som 25-årig, har danskerne mange erfarne spillere. Gennemsnitsalderen på det danske hold er tydeligt højere end på det skotske. Spillerne er haerdede af knaldhårde og fysisk betonede kampe, hvor bolden i høj grad blev løbet frem, idet datidens offside regel fordrede det – dengang skulle hele tre af modstandernes spillere vaere bag bolden på afleveringstidspunktet. Der blev almindeligvis tilladt meget hårdt spil, men naturligvis fair.
Dommeren blev i reglen kun konsulteret når man var i tvivl om reglerne, ellers blev der bare kløet på. Og ingen peb. Profilerne på det danske landshold er da også markante. Tilskuerne kender spillerne ud og ind, og de har heltestatus. De er spillets pionerer i Danmark. I deres tid får fodbolden sin udbredelse og opnår en enestående popularitet.
Forsvarets krumtap er den hurtige og erfarne hovedspilsekspert Vilhelm Schultzer fra KB der kaldes Fabrikanten. Han spiller altid med kalot. Dengang var huerne en måde at skelne holdene fra hinanden, idet man stillede op i forskellige hue-farver og ellers ens, eller helt forskelligt tøj.
For Schultzer er det dog mest for at skjule den skaldede isse. Derfor sker det indimellem at han lader bold og modstander rende af sted for i stedet at samle sin kalot op, hvis den er røget af. Til gengaeld gør han lykke ved at slå saltomortaler, når hans hold scorer. Udover Fabrikanten er holdets rygrad AB’s to baerende spillere, brødrene Forchhammer, og den fysiske supermand Axel Byrval fra Frem. I angrebet spiller KB’s dr. Meincke, der er tidens bedste tekniske spiller. Sammen med landets ubestridt største fodboldidol; den lynende hurtige B.93’er Johannes Gandil.
Dette ”landshold” består med andre ord af landets absolut dygtigste, og navnlig mest rutinerede spillere. Nogle dage forinden har et begejstret københavnsk fodboldpublikum, også på Faelleden, set dette hold udklassere et byhold fra Hamburg-Altona med 5-0. Nationaltidende skrev den 31. maj 1898 under overskriften: ”Fodboldkampen mellem Hamborg-Altona og Kjøbenhavn” følgende:
”Folk der, for et aar siden, havde overvaeret kampen i Hamborg mellem – omtrent – de samme hold, som praesenteredes i søndags, var saa omtrent paa det rene med, at tyskerne atter denne gang ville komme til at ligge under. Og det slog til, idet de danske vandt nøjagtig den samme sejr som sidst, nemlig med 5 maal mod 0. Paa holdene, da de ved kampens begyndelse stod opstillede over for hinanden, hamborgerne i en morsom og priselig iøjnefaldende blanding af rødt, hvidt og sort, kjøbenhavnerne i Dansk Boldspil Unions klaedelige hvide, svagt rødmelerede dragt, skulle man imidlertid ikke kunne se hvilket der var staerkest, da de begge bestod af høje, kraftige folk, men da dommerpiben havde lydt, og spillet varet i 5 minutter, havde de danske spillere allerede til fulde dokumenteret deres overlegenhed.
I første halvleg fik kjøbenhavnerne vinden, der i øvrigt ikke var meget generende, med sig og holdt den meste tid bolden paa hamborgernes halvdel af banen. Efter en halv snes minutters forløb fik DBU sit første maal og derefter med omtrent lige lange mellemrum de tre andre, der blev denne halvlegs udbytte, mens tyskerne, der havde 3 eller 4 gode chancer, hvoriblandt en meget farlig, ikke fik maal.
I anden halvleg maerkede man tydeligt, at de danske spillere betragtede det fundament for sejren, der allerede var erhvervet, som fuldt betryggende, idet de tillod sig at tage sagen med megen ro – vel sagtens for at spare paa kraefterne til naeste dags haarde kamp”.
”Det danske hold var kommen godt i traening, og ydede gennemgaaende saa godt spil, som overhovedet ses herhjemme. Kun sammenspillet mellem forwards lod til tider noget tilbage at ønske”. (Store begyndelsesbogstaver ved navneord fjernet, red.).
Som et morsomt kuriosum skal her naevnes, at journalisten såmaend selv deltog i kampen, så laeseren fik da i alt fald et førstehåndsindtryk af begivenhederne. Det var nemlig ingen anden end dr. Henrik Meincke, det danske holds angrebsstrateg der under pseudonymet Henry skrev i Nationaltidende. Han var beskeden nok til ikke at naevne at han selv stod for to af de danske mål. I mange år var Meincke en af landets bedste og mest vidende sportsskribenter.
FOLKET ER VILDT BEGEJSTRET
Klasseforskellen mellem DBU’s udvalgte og de tyske gaester var entydig. Men den er intet imod den gigantiske niveauafstand imellem Danmarks 11 bedste og Skotlands fineste amatører, der udstilles foran Faelledens 7.000 måbende og tryllebundne fodboldentusiaster.
Faenomenet fodbold har endnu nyhedens interesse, men spillet har allerede fået et solidt tag i ungdommen. Fodboldfeberen har for laengst fået fat, og der spilles bold på alle gader og straeder. På skolerne, isaer kost- og latinskolerne, i frikvartererne og frokostpauserne på arbejdspladserne. På denne majdag på Faelleden er ungdommen da også mødt i store tal. Billetpriserne har dog betydet, at mange må nøjes med at fornemme stemningen udefra, mens andre har held til at snyde sig ind. Uden egentlige tribuner og effektive afspaerringer kraever dette, at knaegtene sniger sig udenom det udkommanderede politi. Det lykkes for nogle, mens andre igen overvaerer kampen fra de omgivende traeer m.m. Det reelle tilskuertal er dermed formentlig noget højere end det officielle tal på 7.000.
Blandt de heldige der tiltager sig gratis adgang, er en knaegt på 10 år ved navn Nils:
”Da vi knaegte hørte, at der var skotter i byen, ”glemte” vi vore foraeldres strenge regler om mødepligt til maaltiderne. Den første kamp skulle spilles paa en hverdagsaften kl. 6 ude paa Faelleden ved husar-kasernen. Vi rendte hele vejen derud fra Falkoner Allé, men hvordan vi skulle komme ind uden penge, skaenkede vi nok ikke en tanke, førend vi stod ved den yderste snor. Hvorledes vi kom igennem helt inde ved selve spillepladsen, mindes jeg ikke, men jeg kan taenke mig, at de betjente, der red frem og tilbage for at passe paa, ogsaa var interesseret i spillet.”
(Fra Nils Middelboes KB-Chelsea, og hjem igen).
Mange blandt publikum tilhører et lidt aeldre segment, end de der almindeligvis går til fodbold. Der ses mange noble herrer med høje hatte osv., der denne dag får en opvisning udi fodboldens kunst. I ren verdensklasse!
Danskerne bliver udspillet på kryds og tvaers, og publikum kvitterer for underholdningen ved at applaudere i begejstring over skotternes sublime spil. Isaer sammenspillet, der er på et hidtil uset niveau på disse breddegrader, vaekker åbenlys beundring. Det sker adskillige gange at en af danskerne stiller sig op og som tryllebunden betragter de skotske kombinationer, og helt glemmer at agere.
Kampen ender med en 7-0-sejr til Queen’s Park, og tilskuerne naegter at slippe aktørerne. Der bliver klappet taktfast, og laenge, efter kampen hvor skotterne bliver kaldt frem til kolossal hyldest og ovationer. Enhver der har set kampen, forstår at de har overvaeret noget skelsaettende. Sådan skal fodbold spilles! Fodbolden har eksisteret i Danmark i omkring 20
år, men ikke som det her. Det er dansk fodbolds fødsel!
Skotterne har vaeret så overlegne, at kampen er mere end på kanten af en ydmygelse for hjemmeholdet. Mod slutningen holder gaesterne lidt igen og nøjes med at holde bolden i gang. Alligevel er publikums begejstring enorm. Man har indtryk af, at skotterne generelt har vist det bedste af britisk fodbold, og at de har spillet til. Det saetter det københavnske fodboldpublikum stor pris på!
Nationaltidende (Meincke) skrev følgende anmeldelse af kampen:
”Det var en god og laenge tiltraengt lektion, vore fodboldspillere fik i gaar. Hvis nogen har troet, at vi kunne spille fodbold, blev han grundigt overbevist om, at vi endnu staa paa et meget barnligt standpunkt, og for folk der teoretisk har beskaeftiget sig med spillet, staar der kun tilbage at annullere alt, hvad de tidligere have ment og skrevet som bygget op paa et falsk grundlag”.
”Det spil, det skotske hold i forgaars praesterede, viste en saadan overlegenhed og sikkerhed i behandlingen af bolden og et saa fint gennemført sammenspil, som ingen, der ikke har set spillet i Skotland, havde nogen anelse om overhovedet var muligt. Først og fremmest betød kampen i forgaars for vore folk, at de i fremtiden helt maa forandre taktik – i stedet for long-passing, de lange spark mand og mand i mellem, maa de indføre short-passing – korte spark mellem spillere, der stadig løber i saadanne afstande og paa saadanne steder, at medspillere med sikkerhed vide, at de er, hvor de skulle. Det var en udsøgt fornøjelse at se skotternes spillere ”ordne” de danske spillere med dette system – til tiden med en saadan overlegenhed, at vore folk faldt helt i staver af forbavselse, selv maend som Schultzer og Axel Andersen Byrval, som vi dog ellers ikke regner for sinker, blev behandlede som rene børn. For at bruge short-passing til fuldkommenhed maa man selvfølgelig kunne behandle bolden. Og det kunne skotterne. Det var ligegyldigt, om den kom forfra eller bagfra, paa jorden eller i luften – altid vidste de ikke blot at faa den i den rigtige retning, men ogsaa at faa den nøjagtig hen for foden af en medspiller, deres evne til at føre bolden var fuldkommen jongløragtig. Endnu ét imponeredes man over, og det var skotternes spark paa maal, som skudt ud af en kanon susede bolden – oppe i hjørnet eller langs jorden – alt, som omstaendighederne kraevede det. Noget, skotterne ogsaa udmaerkede sig ved, var – ikke blot det pilsnare løb – men ogsaa den forbavsende herredømme over enhver bevaegelse, deres evne til at standse pludselig og deviere retvinklet ud fra den retning, de havde, i meget hurtigt løb. Her stod vore folk langt tilbage. Endvidere kunne vore folk laere af skotternes spil, at man skal vaere varsom ved anvendelsen af høje spark – det spilder ofte tiden og gør det vanskeligere at faa herredømme over bolden. Skotterne gav aldrig bolden laengere frem, end at de med sikkerhed vidste, at enten de selv eller en medspiller kunne raekke op til den, og altid med flade spark”.
I Politiken gjorde Edgar Aabye følgende betragtninger under overskriften ”Fodboldkampen mellem skotter og danske:
”Det var, for at sige det straks, noget af det mest forbløffende, vi har set. Skotternes overlegenhed var med et mildt udtryk kolossal. 7 gange sendte de bolden gennem maal, medens kjøbenhavnernes faatallige angreb afvistes med den største lethed. Der fik vi da at se, hvad fodboldsspil egentlig vil sige. Skotterne var gennemgaaende yngre folk end de danske; de spillede med en beregning og en behaendighed, der var over al beskrivelse. De første 5 minutter, efter at kampen var begyndt, var der naesten ingen af de danske spillere, der havde rørt bolden. De kunde ganske simpelt ikke komme til. Hver gang bolden kom i naerheden af dem, og de skulde lige til at sparke til den, kom der hurtig og let en skotte, og vips, et halvt sekund efter var baade han og bolden langt borte. […] den belaering, der var ved at se skotternes spil, vil de danske spillere have godt af for lange tider.
Aabye ramte fuldkommen i plet. Den lektion i rigtig fodbold, som landsholdet fik denne dag, satte et uudsletteligt spor i dansk fodbold og den fik en uvurderligt betydning for spillets videre udvikling i Danmark. ✖ Michael Kjaerbøl har begået en bog om en definerende periode for dansk fodbold. Dansk Fodbolds Sande Guldalder handler om en epoke hvor landsholdet havde høj verdensklasse, og hvor fodbolden udvikledes konceptuelt herhjemme. 47-årige Michael Kjaerbøl er uddannet i dansk og historie ved Københavns Universitet og har arbejdet som laerer i omkring 20 år. Han har en lang baggrund som traener og frivillig i dansk fodbold. Bosat i Taastrup.