DER DUFTER SÅ DEJLIGT AF FODBOLD – OGSÅ PÅ LERPYTTER
D en 6. november 1973 var jeg én af de 18.600 tilskuere på Vejle Stadion, der så Vejle Boldklub lide et knebent Europa Cup-exit til Celtic. Min far var også én af de 18.600 tilskuere. Jeg havde en kongeplads bag det ene mål og på skuldrene af min far. Han er sådan lidt Allan Simonsen-høj. Selv vil han haevde, at han er vaesentligt højere. Nuvel, marginalt så da. Derfor var det ikke et ønskescenarie for ham med en ståplads bag det ene mål. Udsynet var daekket til heltene på grønsvaeren i Nørreskoven. Og jeg måtte naermest live-kommentere kampen for ham midt i menneskehavet.
Turen til Vejle den novemberaften var en udflugt af de store. Min far, et par af hans kammerater, der også var blevet inficeret med VB-sygen, og så mig. En lille flok fra Lemvig med en uforklarlig stor kaerlighed til den østjyske klub. I en blå Ford Taunus fra Vestjylland til fodboldens hovedstad.
Kampen var min første store stadion-oplevelse, og uden at vide det på det tidspunkt fik stedet en saerlig plads i mit liv. Den syv-årige knaegt kunne jo ikke vide, at de første streger til cirklen blev sat den aften.
Turen hjem fra Vejle føltes som en køretur igennem hele Europa. Småslumrende på bagsaedet, mens de voksne talte om heltenes bedrift. Selv om VB ikke formåede at udnytte, at det første opgør i Glasgow var endt uden mål, blev der nikket anerkendende hele vejen til Lemvig. Et samlet et-måls nederlag til det skotske storhold var trods alt til at leve med. Også selv om VB havde vaeret så taet på sensationen.
Nede på Nørreskovens graestaeppe havde jeg bidt maerke i mange fine spillere. Ole Fritsen var én af dem. Jeg havde aldrig set ham før. Jeg vidste ikke, hvem han var. Hvordan hans stemme lød. Hvad for et menneske han var. Det fandt jeg først ud af en dag i forsommeren 1996. Det var før mobilens indtog. En mellemmand, lad os kalde ham det, ringede til Dagbladet Holstebro, hvor jeg arbejdede som journalist, mens jeg spillede som halvtidsprofessionel i Ikast fS. Om jeg mon havde lyst til at skifte heden ud med Nørreskoven.
Når man en pinsesøndag står i den bagende sol på Lerpytter i Thisted, er det måske ret nemt at regne ud, at det ikke tog lang tid at sige ja til kontraktudkastet fra Vejle Boldklub. Kaerligheden til klubben havde jo vaeret der altid. Ikke så meget, at jeg ikke kunne save Jesper Krølle Mikkelsen, Peter Graulund, Kaspar Dalgas eller nogen af de andre små boldbegavelser midt over, når jeg i den gule Ikasttrøje spillede overfor dem. Ikke så meget, at jeg ikke gerne tog et rødt kort for at stoppe dem med alle midler.
Havde Ebbe Skovdahl nu vaeret på Lerpytter i søndags, ville han formentlig også have sagt, at der dufter så dejligt af fodbold i Thisted. Et rødt og hvidt faellesskab. Et stort rødt og hvidt hjerte med samme braendende ønske. Om så folk var kommet fra København, Saeby, Aarhus, Holstebro eller Vejle. At få VB tilbage til dansk fodbolds bedste raekke, hvor VB hører hjemme. Skidt pyt, at det er svaert at udtale en del af spillernes navne. Skidt pyt, at det er en moldovisk rigmand, der ejer klubben, og at det ikke er helt lige så let at udtale navnet, som det er at sige Ejgil Jensen. Skidt pyt, at det er svaert at tale med traeneren med mindre, man har gået til Italiensk for begyndere. Ole Fritsen kunne det også vaere svaert at få fat i. Han lod altid telefonen ringe naesten helt ud, for så vidste han, at det nok var vigtigt, hvis folk ville have fat i ham. Den tørreste traener med en ubegribelig stor menneskelig indsigt. Kun Fritsen kunne tumle vildbassen og energibundtet Thomas Gravesen. Jeg er glad for, at det trods alt var Ole Fritsen, der ringede mig op i forsommeren 1996 og ikke omvendt. For så havde jeg måske smidt på, inden han fik taget telefonen og på sin underfundige måde bare sagde ”hallo.”
Mange af os, der stod der i Thisted i søndags, har sikkert også siddet og bladret i historiebøger i skolen, der var bundet ind med Allan Simonsen papir. Det var i det spaede forår af den merchandise-bølge, der siden skyllede ind over fodboldlandskabet. Årets Spiller i Europa 1977 var en katalysator for en industri, der herefter ikke så sig tilbage. Spurven fra Nørreskoven er og vil altid vaere klubbens fyrtårn. Og der har vaeret mange andre store, store navne. Ib Jacquet er en anden af min barndomsfavoritter. Vel var han en målfarlig angriber. Men det var mere navnet, der var sejt at udtale. Ib Jacquet, det ligger godt i munden.
De store og mange navne til trods er og vil det altid vaere kaerligheden til klubben, der fylder. Når man ved, at Danmark normalvis ikke er begunstiget af overdrevent mange solskinsdage, er det kaerligheden til klublogoet, der kan få mange af os til at drage til Thisted på en fridag, som vi ellers kunne have nydt i sommerlandet. At man kan vaere med til at skrive endnu et kapitel i traditionsklubbens historie fylder også.
I midten af halvfemserne tog Vejle Boldklub også turen op i Superligaen. Min debutsaeson i klubben endte med sølvmedaljer i 1997 – den fineste praestation af et Vejlemandskab i de seneste godt 30 år. Da jeg i postkassen i januar i år fandt det lille Club 100 kort med VB-logoet på, fik jeg i løbet af den dag spillet hele sølvsaesonen igen. Plus alle andre af de 127 kampe i den røde VB-trøje. Minderne om Fritsen, Ferrari-Finn, en topskuffet og sur Gravesen over, at det kun var blevet til sølv, mødet med verdens dyreste fodboldspiller, Denilson i Real Betis, og mareridtet når man til traening havnede i midten og skulle prøve at erobre bolden tilbage fra de pokkers små og dygtige teknikere, der havde gået i Allan Simonsen-skolen.
Superligaens røde løber er atter rullet ud i Nørreskoven. Endelig. Der dufter så dejligt af fodbold i Vejle – og for en stund i hvert fald også i Thisted. Stedet, hvor det efter ni års ventetid, endelig var tid til at drikke champagne.