FRA BJERGTOP TIL BJERGTOP

For små to år siden optrådte Andrew Robertson på et bizart holdfoto, bestående af ni spillere foran en bjergkaede i Østrig. Det blev postet af en mand ved navn Curtis Davies under titlen ”Hull City squad photo 2016/17”.

Curtis Davies var på det tidspunkt en af de fremtraedende spillere i Hull City, der netop var rykket op i Premier League. Det havde dog mildest talt ikke ført til de store indkøb, og det humoristiske billede af de ni spillere i orange traeningstøj skulle også forstås som et råb om hjaelp.

Situationen var nemlig den besynderlige, at kort før saesonstarten i Premier League havde Hull ikke hentet en eneste spiller ind, manager Steve Bruce havde opsagt sit job i frustration, og tilbage stod en decimeret flok, der syntes dømt til at rykke ned igen

Det gjorde Hull så også, men det er ikke det, denne historie skal handle om. Den skal handle om manden, der står yderst til venstre i bagerste raekke på det omtalte holdfoto, nemlig den skotske venstre back Andrew Robertson. Ham var der ingen, der tog synderlig notits af dengang, men det er der i dag.

For mens ingen af de øvrige på billedet fra de idylliske Alper laengere spiller nogen rolle i engelsk topfodbold, så spiller skotske Robertson i dag for Liverpool FC og er sikker mand fra start, når Champions League finalen bliver fløjtet i gang lørdag aften. Deltagelsen i klodens største klubkamp bliver kulminationen på et ganske specielt forløb for en spiller, der er gået fra at vaere en nobody i det engelske fodboldlandskab til at vaere en nøglespiller for en storklub som Liverpool.

I løbet af blot en halv saeson.

EN CHAMPIONSHIP-SPILLER

For lad os nu vaere aerlige. For seks måneder siden var der jo ingen, der i Andrew Robertson havde set ret meget andet end sådan en spiller, man i engelsk fodbold benaevner en Championship-spiller. Der ligger ikke noget decideret hånligt i betegnelsen, som daekker over en hårdt arbejdende type med fysik og stamina til at overleve den hårde hverdag i den naestbedste raekke, men der ligger selvfølgelig den vurdering i det, at man tvivler på, om spilleren har det tekniske niveau til Premier League.

Det var da også yderst rimeligt at anlaegge den vurdering af Andrew Robertson, der kom til Hull City i sommeren 2014 på bagkant af en fornem gennembruds-saeson i Dundee United i den skotske liga. Den svage skotske liga.

I Hull City havde Robertson også svaert ved at saette sig igennem for alvor, selv om han i princippet var købt ind som en spiller, der skulle starte på venstre back. Det gjorde Robertson da også ind imellem, men han startede i under halvdelen af Hulls kampe i Premier League og fuldførte i øvrigt meget få i konkurrence med middelmådige spillere som Liam Rosenior og Maynor Figueroa.

Saesonen 2014/15 endte med, at Hull rykkede ned, og meget betegnende var der ikke bud efter Robertson fra nogle af de øvrige klubber i Premier League.

For Robertson var der nu ikke nødvendigvis tale om nogen katastrofe, og han beskriver også selv sit ophold i the Championship som ganske laererigt. Hull var ikke spået de store chancer for en hurtig tilbagevenden til det fine selskab, men holdet fra den nedslidte havneby i det nordøstlige England fik med Andrew Robertson som stensikker mand på venstre back sikret en overraskende oprykning.

SKOLET UNDER MARCO SILVA

I sit andet livtag med Premier League gik det noget bedre for den løbestaerke back, selv om facit for klubben blev det samme som i første omgang, nemlig nedrykning. Det skete dog ikke uden kamp, for trods de mangelfulde forberedelser i de østrigske bjerge var Hull trods alt andet og mere end blot slagtekvaeg.

Navnlig efter at den dygtige Marco Silva overtog manager-saedet i januar og fik lov til at hente en raekke nye spillere, rykkede Hull sig i den rigtige retning. Det samme gjorde

Andrew Robertson, som spillede sin indtil da bedste fodbold i England i det halve år med den taktisk dygtige Marco Silva ved roret. Blandt andet spillede Robertson en brandkamp, da Liverpool i begyndelsen af februar blev slået med 2-0 på KC Stadium i Hull, og det er langt fra umuligt, at Jürgen Klopp den dag så nogle ting, han kunne bruge fra Hulls venstre back.

I laengden rakte opsvinget ikke for Marco Silva og Hull, som måtte acceptere igen at ryge ud af Premier League. Men denne gang var situationen anderledes for Robertson, for nu skulle han ikke med ned. Den angrebsivrige skotte spillede nemlig naesten alle kampe og gjorde det så godt, at flere Premier Leagueklubber viste interesse. Venstre back er jo notorisk et sårbart punkt hos mange klubber, og eftersom Robertson i sommeren 2017 blot havde et år tilbage af sin kontrakt, var han også relativt billig.

RINGERE END MORENO

Det endte med at blive Liverpool, der for en transfersum i underkanten af 90 millioner kroner hentede Robertson ind til den position, som havde vaeret et af klubbens svage punkter i årevis. Situationen var på det tidspunkt den, at den højrebenede midtbanespiller James Milner havde vikarieret på venstre back i hele saesonen 2016/17 efter, at Alberto Moreno havde spillet fallit med en katastrofal indsats i premieren mod Arsenal.

Det lignede altså Robertson fra starten af denne saeson, men det blev det bare ikke. Det blev såmaend Alberto Moreno. Hermed blev mange Liverpool-supporteres skepsis overfor købet af Andrew Robertson i den grad bekraeftet. Der var rigtigt mange, der havde ønsket sig et større navn, og hvis manden ikke engang var bedre end Moreno, så kunne man da lige så godt have ladet ham vaere.

Det virkede også besynderligt, men faktum er bare, at Alberto Moreno rent faktisk spillede udmaerket efter sin totale marginalisering i saesonen forinden, og hvem ved? Hvis han ikke var blevet skadet, er det langt fra sikkert, at Andrew Robertson overhovedet var kommet på holdet. Så lunefuldt et spil er fodbold jo også.

Således spillede Robertson blot fire kampe i løbet af sine første fire måneder i Liverpool, og ofte var han ikke engang med i truppen. Det skyldtes ikke nødvendigvis, at han ikke var taet på holdet, men det var en konsekvens af, at han er så en-dimensionel en spiller. Han kan kun spille venstre back eller venstre wingback. Så med Moreno som venstre back og med James Milner i truppen var der simpelthen ingen grund til for Klopp at have Robertson med. Hvor langt den nyindkøbte venstre back i efteråret var fra holdet illustreres også af, at han ikke fik et eneste spilleminut i Liverpools otte kampe i Champions League.

Alligevel ville skaebnen, at det var en Champions League-kamp, der banede vejen til holdet for Robertson.

UDRADEREDE RAHEEM STERLING

Det var kampen mod Spartak Moskva, der blev en festdag for alle i Liverpool undtagen Alberto Moreno, for mens alle andre jublede over den sensationelt overbevisende sejr på 7-0, så graed Moreno over den skade, han pådrog sig i slutningen af første halvleg. I første omgang tog Milner over, for Robertson var ikke i truppen, men i det efterfølgende Merseyside Derby startede Robertson. Og det har han gjort siden.

Jeg var selv til stede på Anfield den dag mod Everton, og selv om det meste druknede i kritik af Jürgen Klopps rotation af sine brasilianske stjerner og polemik omkring Evertons straffespark, så leverede Robertson i al stilfaerdighed en meget kompetent kamp, hvor han først holdt Wayne Rooney og siden den lynhurtige Aaron Lennon fra fadet.

Så kan man altid diskutere, hvilken kamp, der har vaeret Robertsons ultimative gennembrud, for når man spiller back for et tophold haenger den slags som regel sammen med en dag, hvor man har brilleret offensivt. Der er ikke mange, der laegger maerke til det, når Liverpools venstre back lukker sin side totalt af, men når Liverpools venstre back suser op af sidelinien og laegger det ene praecis indlaeg ind foran mål efter det andet, så spaerrer vi øjnene op, både på kommentatorpositionerne og på tilskuerpladserne. Og så var det pludselig, at hyldestsangen ”Oh, Andy, Andy! Andy, Andy, Andy, Andy Robertson” blev en del af den faste koreografi på Anfield.

Andrew Robertson spillede i hvert fald aldeles fremragende den dag i januar, hvor Liverpool i den bedste kamp i hele Premier League tilføjede Manchester City saesonens første nederlag. Også her havde jeg den fornøjelse at vaere til stede og overvaere, hvordan Robertson til Anfields udelte fryd tog pynten af Raheem Sterling i en sådan grad, at Pep Guardiola måtte tage den tidligere Liverpool-spiller ud midt i anden halvleg.

Og hvis der er noget, der giver kredit hos the Kop, så er det netop det: At udradere den forhadte Raheem Sterling.

ET MESTERSKAB KRAEVER EN SKOTTE

For at kunne det, skal man vaere lynende hurtig, og det er Andrew Robertson også, hvorved han er i stand til at kompensere for sin ellers så klejne fysik. Mon ikke også, at det er Robertsons fart, der har fået Jürgen Klopp overbevist om, at han var en mand for Liverpool? For skotten er perfekt castet til Klopps overfalds-fodbold. Den slags kraever sit løbearbejde, og på det punkt er der ikke mange, der matcher Robertson, der med stor fornøjelse deltager i Liverpools hidsige pres, når bolden er mistet højt oppe på banen.

I det hele taget har foråret vaeret til stor gensidig fornøjelse for Liverpool FC og Andrew Robertson. Lige nu venter Champions League finalen, men når den er afviklet, så venter jagten på det, som i mange Liverpoolsupporteres optik er endnu større. Nemlig det engelske mesterskab, som Liverpool ikke har vundet siden 1990. Og i praecis det spil kan Robertson blive en nøglefigur.

For realisterne er han det allerede, fordi han synes at have løst det problem på venstre back, der naermest syntes at vaere blevet permanent hos Liverpool.

Og for nostalgikerne, fordi Liverpool ikke kan blive mestre uden en skotte. I 17 ud af Liverpools 18 mesterskabs-saesoner har man haft mindst en skotsk nøglespiller på holdet. Det har vaeret folk som Billy Liddell, Tommy Lawrence og Ian St. John i de aeldgamle dage, Graeme Souness, Kenny Dalglish i de største dage og senest Alan Hansen, Steve Nicol og Gary Gillespie i 1990. ✖