VEJEN TIL RUSLAND

De to nederlag til Polen og Montenegro i oktober 2016 fik konsekvenser.

For det første betød det et farvel til den 3-5-2-opstilling, som Åge Hareide havde taget med ind i jobbet for at udnytte de mange kvalificerede stoppere, og som var det tydeligste brud med Morten Olsens taktik og filosofi. Efter det skiftede Hareide til Olsens velkendte 4-3-3, dog med et noget andet spillemaessigt udtryk. Men 3-5-2 fik kun én chance mere, 0-0-kampen i Rumaenien, og siden har landstraeneren holdt sig til fire i bagkaeden.

For det andet blev der byttet spillere. Efter at have spillet samtlige minutter under Hareide indtil da røg Andreas Christensen nedad i hierarkiet og er i dag fortrinsvis reserve. Pierre Emile Højbjerg var en af Åge Hareides tidlige foretrukne, og han har ikke fået ét minut på landsholdet siden 1-0-nederlaget til Montenegro.

Og for det tredje forsvandt optimismen. Danskerne havde håbet på noget nyt med Hareides ansaettelse, nu lignede det den samme, gamle landsholdskvalifikation, hvor for mange kampe blev spildt på grund af dårlige praestationer og resultater. Men optimismen vendte tilbage. Hareides beslutninger, både angående taktikken og personellet, gav succes, og landsholdet har ikke tabt siden Montenegro-kampen. Oven i købet har stimen budt på et par mindevaerdige resultater, 4-0 over Polen og 5-1 i Dublin. Nu venter Rusland og måske yderligere et par kampe, vi vil huske.