”JEG ER IKKE ET SEKUND I TVIVL OM, AT JEG STADIG HAR NIVEAU TIL AT SPILLE SUPERLIGA”
Selv om Kim Aabech rykkede to raekker ned fra AC Horsens til Hvidovre, er angriberens niveau ikke dalet maerkbart. For han elsker bare at spille fodbold uanset hvor og hvordan, så han har domineret for den sikre oprykker fra 2. division og drømmer nu om at lukke sin karriere i Superligaen – med Hvidovre.
For en fodboldspiller er der ikke noget bedre, end når traeneren dekreterer skudtraening fra kanten af feltet for så at lukke sessionen med en god gang bold på to mål, men for 34-årige Kim Aabech stoppede mandagens traening med possession-øvelserne. Og nu sidder han her på en baenk foran klubhuset i Hvidovre og ser på holdkammeraterne, der ude på banen kaemper for den interne håneret i omklaedningsrummet bagefter.
”Det er da skide-irriterende at sidde her og kigge på. Jeg har jo stadig den der glaede ved fodbolden. Hvis man ikke har den, kan man lige så godt stoppe. Men jeg har haft lidt med lysken, så jeg bliver også nødt til at vaere realistisk. Jeg vil hellere vaere med til kampene end at få en eller anden dum skade,” siger Hvidovre-angriberen, mens han følger spillet på de to mål.
Talentet, venstrebenet, overblikket og kaerligheden til fodbolden gav ham 177 kampe og 37 mål i Superligaen for klubber som Lyngby, FC Nordsjaelland, AGF og AC Horsens, og fra 2015 til 2017 spillede han 63 kampe og scorede 13 mål i den bedste raekke for de to jyske klubber, før han sidste sommer rykkede tilbage til Storkøbenhavn og lavede en et-årig aftale med Hvidovre i 2. division, hvilket må siges at have vaeret noget af et skridt ned.
For niveauet er det stadig, og det har han også bevist. Hvidovre er for laengst rykket op i den naestbedste raekke, og ingen har scoret mere i oprykningsspillet end Kim Aabech, der med to mål i lørdagens 4-1 sejr over Avarta nåede op på 11 scoringer i de 12 kampe, det foreløbig er blevet til i foråret.
”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg stadig har niveau til at spille Superliga. Og det har jeg også nu, selv om jeg bliver 35 på torsdag [dagen før dette blads udgivelse]. Men klubberne taenker måske, at ”han er også 34, og hvordan er formen?” og så videre.”
”Samtidig har man jo nogle prioriteringer, og jeg prioriterede at spille meget. Det kunne jeg se ville ske her i Hvidovre. De havde et projekt med mig, så det ville jeg langt hellere end at vaere en joker i en Superliga-klub. Jeg elsker at spille fodbold, og jeg vil spille hver gang. Det gør jeg her, og det er superfedt,” siger angriberen, der vidste, at han skulle tilbage til hovedstaden sidste sommer efter tre år i det jyske.
For hans kone og parrets to små børn flyttede tilbage i foråret 2016, så hun kunne komme taettere på sin familie.
”Ja, det er dejligt at komme tilbage til min kone og mine to børn. Jeg savnede dem sgu meget i Horsens. De var herovre i 14 måneder, hvor de kom og besøgte mig i Jylland, eller jeg kom over til dem, når jeg kunne. Det var sindssygt hårdt, men også meget laererigt at se hvor jeg egentlig selv stod henne i livet.”
”For mit vedkommende blev jeg sgu aldrig rigtig voksen, før jeg fik mine børn. Det må jeg bare erkende. Ikke fordi jeg fortryder noget i mit liv, jeg synes, at jeg har haft et fedt liv, men voksenlivet kom egentlig først, da jeg fik mine børn.”
”Så det er dejligt at vaere tilbage med familien, og jeg kan godt maerke, at det giver en masse ro i kroppen, fremfor når man ikke har børn. Og så var det superfedt, at jeg kunne finde et match, der passede så godt, som Hvidovre gjorde,” siger Aabech, der selvfølgelig overvejede situationen i sin gamle klub, den davaerende bronzevinder Lyngby, før han skrev under med 2. divisionsklubben.
”Jeg havde taenkt på, om jeg skulle snakke med Lyngby, men jeg følte ikke, at det var det rigtige. Man vil selvfølgelig gerne slutte af, hvor man er vokset op, og Lyngby er jo min klub, fra jeg var helt lille, men jeg havde også bare så mange gode minder derudefra, så jeg ville ikke ødelaegge det ved at komme tilbage og så føle, at jeg ikke leverede det, som jeg kunne.”
”Så ville jeg hellere prøve noget nyt, og det var derfor, at Hvidovre var så fed en mulighed. Det passede bare som fod i hose. Og det har så også vist sig, at det måske var et bedre match, end vi egentlig havde turdet håbe på for begge parter,” siger topscoreren med en ny-underskrevet kontraktforlaengelse som et bevis på succesen sammen med den suveraene oprykning til den naestbedste raekke.
”Ja, det er gået supergodt. Da jeg lavede den første aftale, snakkede vi om, at hvis det gik, som vi håbede for både dem og mig, at vi kunne rykke op med mig som en del af det, så ville de gerne give mig et år mere. Så vi skulle bare vaere sikre på, at vi rykkede op, så det hele passede.”
”Der var da nogle henvendelser, men det var fra andre klubber i 1. division, så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle forlade Hvidovre for at starte noget nyt, når nu jeg passer så godt ind her,” fortaeller angriberen, der allerede var et hit i klubben, før han skrev den oprindelige aftale under.
MED FARS NUMMER PÅ RYGGEN
Det kan godt vaere, at Kim Aabechs far er mest berømt for det danske mesterskab, han sikrede KB i 1980 i sidste runde på Naestved Stadion, da Torben Storm forgaeves råbte ”pas på Aabech”, hvorefter angriberen dukkede op i feltet og headede den udligning i nettet, der gjorde KB til mester i stedet for Naestved. Men Hans Aabech vandt sit første danske mesterskab syv år tidligere, da han med ”Yankie Bar” på brystet scorede 28 mål for Hvidovre og blev Årets Spiller i Danmark, før han blev udlandsprof i Belgien, så navnet Aabech har altid klinget godt på Sollentuna Alle.
”Da der sidste sommer begyndte at gå rygter om, at jeg skulle herud, var der mange, der skrev til mig. Det var både tidligere spillere, der havde spillet sammen med min far, og fans, der skrev, og de syntes, at det ville vaere superfedt, hvis jeg kom ud til Hvidovre, for min far havde vaeret her, og de havde fulgt ham, da de var små og spillet sammen med ham. Så de ville gerne have, at jeg gik i hans fodspor og sluttede af herude,” fortaeller Kim Aabech, der da også blev modtaget med åbne arme, da kontrakten var på plads.
”Ja, helt sikkert. Der var heller ikke alle de fordomme om, hvordan jeg havde vaeret før, da jeg var yngre. Alle folk så positivt på det, og det var jo også med til at gøre starten nemmere, end hvis man følte, at man skulle bevise alt for meget,” siger angriberen.
Og hans far, der gik bort i starten af 2018 i en alder af 69 år, fik også indflydelse på det rygnummer, som Kim Aabech spiller med i Hvidovre. Han har ellers altid set sig selv som
10’eren og vaeret glad for det trøjenummer, men selv om han altså rykkede et par raekker ned og kom ind som et stort navn på holdet, kunne det ikke lige lade sig gøre.
”Vi havde snakket lidt om, at jeg skulle have nummer 10, men så fik jeg at vide, at ham der havde det, Frederik [den 22-årige midtbanemand med efternavnet Andersen] var knaeskadet, og så ville jeg sgu ikke komme til min første traening og tage nummeret fra en, der var langtidsskadet med korsbåndet.”
”Så vi ringede til min far i stedet for at høre, hvad nummer han spillede med, da han var i Hvidovre. Han spillede med nummer 9, og så blev det sådan. Og jeg var jo også tiltaenkt en angriberrolle, så på den måde passede 9’eren fint.”
”Jeg vil jo altid gerne have nummer 10, men nu var der den historie, som der var, og nu er Frederik heldigvis på vej tilbage. Han løber rundt derinde nu, så nu glaeder jeg mig til at se, om han er vaerdig til at baere det 10-tal, eller om jeg skal tage det i naeste saeson,” siger Kim Aabech med et grin.
Men ét er tallet på ryggen, noget helt andet og meget vigtigere er tallene i tabellen, hvor Hvidovre har imponeret. I det indledende gruppespil vandt man 11 af 14 kampe og tabte først i sidste runde i en kamp uden betydning for oprykningsspillet, hvor man tog seks sejre med over. Her er det blevet til to nederlag i 14 kampe, og alt i alt har saesonen sammenregnet foreløbig budt på 65 point i 28 kampe og med en målscore på 75-29.
Så oprykningen blev sikret for et par runder siden, mens sidste sommers store tilgange har gjort fornem fyldest. For Nicolai Agger har scoret 17 mål i 25 kampe siden skiftet fra Silkeborg, mens Kim Aabech har scoret 16 mål i lige så mange kampe, siden han sagde farvel til AC Horsens. Og selv om det var et par skridt ned, havde angriberen ingen problemer med at omstille sig til det nye fodboldliv.
”Jeg tror da, at de fleste skal gennem en eller anden mental omstilling, men jeg er jo så heldig, at jeg elsker fodbold. Mit valg af Hvidovre handlede ikke om økonomi eller noget. Det var i ren og skaer kaerlighed til fodbolden, for jeg kunne se, hvad de gerne ville, og jeg kunne se, at jeg ville blive brugt. De ville mig, og det var derfor, at jeg valgte Hvidovre,” siger Kim Aabeck og griner over spørgsmålet, om det ikke var svaert at lade vaere med at give den med hael, tå og en ekstra yderside for lige at vise, at han altså havde spillet Superliga?
”Jamen, det gjorde jeg da også, og de var meget imponerede. Nej, men det er da klart, at det nok mere var dem, der havde forventninger til mig end omvendt, fordi jeg kom fra Superligaen og havde et navn der. Men de tog altså imod mig med åbne arme i stedet for at taenke, at nu kom der en eller anden, der bare skulle hive den sidste hyre. For sådan var det jo slet ikke. Der var åbne arme begge veje, og det har bare vaeret fantastisk,” siger angriberen.
Og specielt foråret har vaeret godt for den aeldste mand i Hvidovres trup, for han har scoret 11 gange.
”Mit mindset er blevet lidt mere som en angriber end en playmaker. Jeg har også vaeret playmaker og har lavet en masse assists, men jeg haft den der følelse af, at jeg bare skulle have én chance, så ville jeg også klappe den ind. Så jeg er kommet mere med frem på for eksempel indlaeg. I stedet for at laegge mig uden for feltet, gå jeg med ind.”
”Og så har jeg jo også fået en tillid fra holdet og fra traeneren. Som spiller var Frandsen en type, der godt kunne lide at spille bold, og det ser man jo også nu. Han prøver hele tiden at få drengene til at spille, og så kender han mine kvaliteter, og dem har jeg fået lov til at udnytte fuldt ud. Det er vel 20 år siden, at jeg sidst havde så fri en rolle på banen.”
”Som vi altid laver lidt sjov med herude, så er jeg jo ikke den, der sprinter rundt, ligesom nogle af de andre. Jeg lunter lidt mere frit rundt og finder hullerne og gør de andre og mig selv gode. Vi spiller 4-4-2, men jeg laegger mig tit lidt ud til højre, ud mod Agger på kanten, for vi har et fantastisk samarbejde. Og så har vi Alex [Aleksandar Lazarevic, der har scoret 12 mål i saesonen] oppe foran, der tager de ekstra meter for mig.”
”Det er det, der er så fedt. Vi har en konstellation, hvor folk ved, hvilke pladser og roller de har på holdet. Det er det, der har bragt os til, hvor vi er nu, og som forhåbentlig også kan bringe os endnu laengere. Jeg synes, at vi har et rigtig godt hold. Vi mangler måske tre-fire spillere, der kan gå ind i start-11’eren for, at vi kan se rigtig gode ud i 1. division, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at med det hold vi har nu, så rykker vi ikke ud af 1. division. Det er helt sikkert,” siger Kim Aabech.
DET GODE MINDE PÅ KAEMPERNES ARENA
Da Tipsbladet portraetterede og interviewede ham som AGF-spiller tilbage i efteråret 2015, snakkede han om, at han gerne ville slutte sin karriere som et godt minde i den sidste klub, han var i. På det tidspunkt taenkte Kim Aabech selvfølgelig på AGF, men sådan gik det ikke, så den logiske følgeslutning må vaere, at det nu er i Hvidovre, han skal runde af som det gode minde.
”Ja, det er det. Det kan jeg maerke. Da vi
➜ snakkede sammen dengang, følte jeg, at det var i AGF, at jeg skulle slutte af, for jeg havde det rigtig godt i klubben. Der var en god lederkreds og en god vennekreds, men så kom der en ny traener [Glen Riddersholm], og så skulle det så ikke vaere der. Jeg passede ikke lige ind i hans filosofi.”
”Så nu er det her, jeg slutter af. Det kan jeg godt love. Jeg føler stadig, at jeg har et par år endnu, og det passer jo fint med, at jeg har skrevet et år, for så kan jeg spille Hvidovre op i Superligaen, og så tager jeg min sidste saeson deroppe. Det passer fint ind i planerne,” siger angriberen uden at se ud som om, at det er sagt for sjov.
Men selv om de indrammede vimpler på vaeggen inde i klubhuset kommer fra Benfica, Liverpool, Real Madrid, Feyenoord og Manchester United som et bevis på den glorvaerdige fortid med tre danske mesterskaber og masser af kampe i Europa Cuppen, så har Hvidovre i nyere tid kun spillet én saeson i Superligaen, i 1996/97 under cheftraener Jan Kalborg. Og seks af de seneste syv saesoner er foregået i 2. division, men det forhindrer ikke Kim Aabech i at tro på, at det kan lade sig gøre.
”Det kan det helt sikkert. Det er selvfølgelig en utrolig staerk 1. division, der kommer, for der er tre hold, der rykker ned fra Superligaen, og der bliver måske kun én oprykker, men alt kan ske i fodbold.”
”Selvfølgelig skal vi ud og hente nogle forstaerkninger, hvis vi skal med oppe i toppen. Lige nu har vi måske niveau til en midterplacering, men en tre-fire spillere der kan gå ind i startopstillingen, det kan sgu gøre undervaerker.”
”Lyngby, der er rykket ned, har vaeret ude at udtale, at de vil satse på egne talenter, så de kommer ikke til at rykke op med den udmelding. Så er der Silkeborg, der nok er favoritter sammen med Viborg til at tage de øverste pladser, men jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne ligge oppe i toppen med et godt hold i forhold til for eksempel Roskilde eller nogle af de andre hold, der også gerne vil med deropad.”
”Det bliver fanme spaendende, og det bliver fedt at se, hvad der kommer til at ske. Der er måske ikke så mange af drengene her, der har prøvet at vaere oppe på det naesthøjeste niveau, så der er selvfølgelig nogen af os, der skal prøve at hjaelpe dem lidt på vej. Men der er så meget talent i den her trup, og mange af dem har talent til mere end 2. division og 1. division. Det skal bare udfolde sig. De skal vise det, og de skal ikke vaere bange for at køre på. Og det tror jeg heller ikke, at de er.”
”De har haft godt af, at typer som jeg og Agger er kommet og har sagt til dem, at de godt kan vaere med her, i stedet for at de måske altid har løbet rundt i 2. division og taenkt, om de får chancen. Nu kan de se, at de godt kan vaere med på en højere hylde, så det bliver fedt at se, hvor langt det kommer til at raekke det her.”
”Det vil kraeve en masse tillid og tro på tingene, men det synes jeg også, at vi har, og det glaeder jeg mig til, at vi tager med op i 1. division. Vi må ikke blive låst af at tabe et par kampe i traek, for det kommer jo nok til at ske, efter vi her i 2. division stort set har vundet det hele. Det bliver spaendende at se, hvordan vi reagerer i modgang, men jeg håber sgu, at vi kan håndtere det, for det er et godt hold, det her,” siger Kim Aabech, mens holdkammeraterne har spillet faerdig og nu ligger på graesset foran os og bliver kørt igennem nogle afsluttende fysiske øvelser.
”Der er bare et godt klubliv herude og et rigtig godt sammenhold. Nu sidder vi her og snakker, mens drengene laver de der øvelser, men der er ikke en, der kigger skaevt herop, eller en traener der kommer og siger, at nu skal jeg gøre det og det. Vi ved nemlig alle sammen, at folk har lyst til at vaere her, og at de giver sig 100 procent, når de er inde på banen. Det er sådan, det skal vaere.”
”For man skal have lyst til det her. Man skal have lyst til at komme til traening og vaere sammen, for så yder man også optimalt. Så kører det, så hygger man, så smiler man,” siger Kim Aabech – med et smil. ✖