Ekstra Bladet - Tipsbladet

FINALEMÅLM­AND I FOKUS

-

Idette vejr er der al mulig grund til at vaere glad og lykkelig for, at man ikke selv skal spaene rundt, men kan nøjes med TV og med at se andre arbejde hårdt for sagen. Vi kommer ikke uden om, at vi naermer os VM, hvilket de naeste klummer uden tvivl vil baere praeg af, men der er unaegtelig lige nogle sløjfer, der skal bindes først. Nu fik vi så fastlagt, hvilke hold der skal deltage i Superligae­n til efteråret, og uanset hvilket syn man måtte have på turnerings­strukturen, kan de fleste nok blive enige om, at afslutning­en med playoff-kampene har vaeret en fest, i hvert fald for en neutral iagttager. Smaek for skillingen og tju-bang for alle pengene. Igen er jeg rigtig glad for, at vi slap igennem det meste uden dommerkend­elser, der var vaerd at stille spørgsmåls­tegn ved. Bevares, der manglede et straffespa­rk i én af de sidste kampe – men heldigvis blev det på ingen måde kampafgøre­nde, og så kan vi koncentrer­e os om eksemplet til undervisni­ngsbrug uden alt for dårlig smag i munden.

Champions League fik vi også afgjort i den forløbne uge, og bortset fra at finaleopgø­ret mellem Real Madrid og Liverpool langt hen ad vejen var en rigtig underholde­nde affaere, kastede kampen også et par situatione­r af sig, som har givet mange henvendels­er. Egentlig overrasken­de mange for mig – men det er da i den grad fint nok. Lad os starte med Reals første mål. Der vil ikke vaere noget at sige til, hvis målmand Karius har haft problemer med at sove bagefter, for han havde da i den grad investeret i en hel saesons forbrug af saebe til handskerne i den kamp. Det er laenge siden, at jeg har set to så eklatante målmandsfe­jl som dem, der gav Reals første og tredje mål, og sådan kan fodbold vaere så ubarmhjert­ig. Ingen tvivl om, at han nok skal rejse sig igen, men de to situatione­r kommer til at klaebe til ham på samme måde, som folk almindelig­vis forbinder Jesper Olsen med den famøse tvaerpasni­ng mod Spanien ved VM i 1986 – og ikke det fremragend­e sidste minuts-mål, som han scorede i en kvalifikat­ionskamp mod England før EM i 1984. Uden det mål havde vi ikke kvalificer­et os til vores første slutrunde – og gad vide, hvor meget der så var blevet af resten af eventyret. At Spaniens mål i Mexico så aldrig skulle have vaeret godkendt, fordi der var en spanier adskillige meter inde i straffespa­rksfeltet, før bolden havde forladt det på målsparket, er en anden historie.

Men tilbage til Reals første mål. Karius har i fin stil sikret sig bolden, og han skal egentlig bare skille sig af med den igen. Udkastet er sådan set også godt nok, bortset fra at det med sin retning skal passere Benzema, som bare kan straekke benet ud og dirigere bolden i mål. Der er kommet rigtig mange henvendels­er med spørgsmåle­t, om det virkelig kan vaere i orden at tage bolden fra målmanden på den måde. I gamle dage kunne vi instruere en hel aften i målmanden og alle finurlighe­derne, men nu om stunder er det i virkelighe­den relativt simpelt. Målmanden må tage bolden forsaetlig­t med haenderne i sit eget straffespa­rksfelt (som den eneste), han må bevaege sig rundt med bolden i principiel­t maksimalt seks sekunder, før han frigør bolden til spil – og i den periode kan ingen anden spiller få bolden fra målmanden med lovlige midler. Man må ikke forhindre målmanden i at frigøre bolden til spil.

Det efterlader os med to ting, der skal vurderes ved Benzemas aktion: er det farligt spil – og forhindrer han Karius i at frigøre bolden til spil ? Det første kan vi relativt hurtigt komme hen over. Afstanden er vel et par meter mellem de to spillere, da Benzemas ben er strakt laengst ud, og benet er ikke rettet mod Karius, men mod bolden. Så farligt spil kan vi ikke bruge til noget. Men er bolden frigjort til spil ? Tja, Karius har klart og tydeligt sluppet bolden, og den har bevaeget sig et par meter i luften. Lad mig vende situatione­n om: hvis Benzema slet ikke var der, og Karius havde kastet bolden de to meter frem, var løbet efter den og havde samlet den op igen, ville ingen formentlig have vaeret i tvivl om, at det måtte han ikke. Netop fordi bolden var frigjort til spil, og så må målmanden ikke røre bolden med haenderne igen, før en anden spiller har gjort det.

Det som måske ligger i baghovedet på mange og får tvivlen til at opstå, er situatione­n, hvor målmanden har bolden i haenderne, som vanligt kaster den en halv meter op i luften eller fremefter for at sparke til den og dermed frigøre den. Hvis en angriber lige i den fase, efter at bolden er sluppet, stikker foden ind og tilraner sig bolden, er det ulovligt. For godt nok har målmanden sluppet bolden og har således teknisk set ikke laengere kontrol over den – men han er i faerd med at frigøre bolden til brug for andre spillere, og det må han ikke forstyrres i. Nogle har, sikkert af samme grund, spurgt mig, om der er forskel på, om målmanden skiller sig af med bolden ved hjaelp af haenderne eller fødderne, og det er der ikke – det helt afgørende er afstanden mellem målmanden og bolden, for det er den, som signalerer, at nu har målmanden skilt sig af med bolden, så de andre spillere lovligt kan erobre den. Og afstanden her var efter mine begreber stor nok til, at Benzema var i sin gode ret til at forsøge sig. Havde afstanden nu kun vaeret den halve, kunne vi begynde at snakke om tingene – og det var nok også det, som Karius fortvivlet prøvede at signalere med haenderne, da han med en omvendt lystfisker­gestus forsøgte at vise, at Benzema højst havde vaeret cirka tyve centimeter vaek. Men selv om vi nok alle i en snaever vending allerhelst vil tørre egne fejl af på ydre forhold, hoppede dommer Mazic og hans team heldigvis ikke på den.

Den anden situation fra finalen var den, der nok var kraftigt medvirkend­e til at punktere Liverpools drømme, nemlig at Salah tidligt måtte udgå efter et sammenstød med Sergio Ramos. Ramos kan godt lide at holde fast i folk i naerkampen­e, og her holdt han så grundigt fast, at han naermest trak Salah med sig ned med et uheldigt nedfald til følge. Guderne skal vide, at jeg har et noget ambivalent forhold til Sergio Ramos. Han kan lave genialitet­er og forrygende hovedstøds­mål på afgørende tidspunkte­r, men han kan også té sig på en måde, så han snildt ville kunne begå sig i et gennemsnit­ligt vaertshuss­lagsmål. I virkelighe­den synes jeg ikke, at handlingen over for Salah kommer ind på en top tyve-liste over Ramosoverg­reb gennem tiderne. Men selvfølgel­ig får situatione­n ekstra fokus, fordi resultatet bliver det yderst uheldige, at Salah, som omvendt hører til i den mere sympatiske afdeling, må udgå og måske misser åbningen på VM).

Selv om sympati og harme her er éntydigt fordelt på de to spillere, bliver man også nødt til at se på det, som man med et fraekt ord kunne kalde proportion­alitet. Er aktionen fra Ramos af en sådan karakter, at man med rimelighed kan forvente, at Salah ville blive så slemt skadet ? Den minder lidt om situatione­n fra sidste VM og kampen mellem Colombia og Brasilien, hvor Zuniga i opspringet efter en høj bold fik anbragt et knae så uheldigt på Neymar, at turneringe­n sluttede dér for Neymars vedkommend­e og gav ham et par måneders pause på grund af beskadiged­e ryghvirvle­r. Skraeller man følgevirkn­ingerne vaek, var dette frispark vel ikke engang ét af de fem mest svinske i den kamp – men alligevel har jeg flere steder set det fremhaevet som en skraekakti­on. Zuniga kunne snildt have fået en advarsel, for handlingen var afgjort hensynsløs (ligesom så meget andet var i lige den kamp). Men ingen kunne vide, at Neymar ville blive ramt så uheldigt og med så store konsekvens­er – og fordi dommeren havde set og vurderet situatione­n, ville FIFAs disciplina­erkomité heller ikke gå ind efterfølge­nde og give karantaene eller andet.

Det er afgjort et af de steder, hvor det kan vaere svaerest at vaere dommer – at skille sympati, følelser og fakta fra hinanden. Ingen kan vaere i tvivl om at Salah (og Neymar) fortjener al mulig sympati, - men hvis det vitterlig er sort uheld, at resultatet bliver, som det bliver, er det morderlig svaert at skride til de helt store drastiske sanktioner mod synderen, der begår et frispark, som måske nok er over kanten, men ikke er sat ind med det formål at skade modspiller­en og foretaget med unødig stor kraft. Vi vil allesammen gerne beskytte de gode fodboldspi­llere, men man er nødt til at have juraen med og ikke udelukkend­e lade følelserne råde, selv om det kan vaere yderst fristende. ✖

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark