HVORNÅR OVERHALEDE KLUBFODBOLDEN LANDSHOLDENE?
Der var engang, hvor landsholdsfodbolden var det ypperste, sporten havde at byde på. Hvor man samledes om slutrunderne, fordi det var der, de nyeste taktiske tendenser blev vist frem for hele verden. De tider er forbi. I dag hersker klubfodbolden i kraft af globaliseringen og sportens voldsomme økonomi. Men derfor kan der stadig vaere noget at se frem til i Rusland.
Da FC Barcelona i 1999 havde 100 års fødselsdag, skulle det fejres med manér. Egentlig var det planen at vinde Champions League, eftersom finalen det år blev spillet på Camp Nou, men det endte med, at puljemodstanderne Bayern München og Manchester United i stedet spillede den kamp. Så catalonierne måtte nøjes med det spanske mesterskab og dertil en festlig jubilaeumskamp.
Den 28. april 1999 var en regnvåd dag i Barcelona, men det havde ikke forhindret 80.000 tilskuere, deriblandt FIFA-aerespraesident João Havelange, praesidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Juan Antonio Samaranch, og den spanske konge, Juan Carlos, i at møde op på Camp Nou til det, der blev kaldt ”Partido del Centenario” – ”Hundredeårets Kamp”. 250 tidligere spillere og traenere vinkede inden kampen nede fra plaenen og var iført hver deres jubilaeumshalstørklaede. De populaere britiske traenere Bobby Robson og Terry Venables var der, og det samme var spillere som ungareren Ladislao Kubala, Luis Suárez (ikke ham fra Uruguay, derimod Spaniens Ballon d’Or-vinder anno 1960), Ronald Koeman og Johan Cruyff. Og som modstander havde FC Barcelona inviteret det største, man kunne forestille sig inden for fodbolden: De firedobbelte verdensmestre fra det brasilianske landshold. Intet andet hold repraesenterede på samme måde både tårnhøj klasse samt stor boldkunst.
FC Barcelona spillede blandt andre med med anfører Pep Guardiola på midtbanen, Luis Figo på fløjen og Patrick Kluivert i angrebet som en af de seks hollaendere i staropstillingen. På baenken sad en 19-årig midtbanespiller, der var godt på vej mod sit gennembrud med spilletid i 26 kampe gennem saesonen, 22 af dem fra start. Xavi hed han. Det års største profil i FC Barcelona – ja faktisk i hele verden, eftersom han nogle måneder senere vandt Ballon d’Or – spillede dog for modstanderne. Rivaldo trak i den gule trøje med nummer 10, mens nummer 11 og nummer 9 tilhørte to andre superstjerner, der var med til at gøre netop Brasilien til så passende en modstander for Barcelona. I midten af halvfemserne havde Romario vaeret den store målkonge på Camp Nou, og da han forsvandt, tog Ronaldo over. De tre markerede Barcelonas stolte brasilianske for- og nutid, mens Ronaldinho og Neymar endnu ventede i horisonten.
Det var Ronaldo, der åbnede scoringen den onsdag aften, da han viste sin unikke kombination af fysik, spilintelligens og teknik ved at lade en aflevering passere til Romario og selv løbe i dybden, hvor han fik bolden, afdriblede Ruud Hesp og sparkede den tungt i mål med venstrebenet. Luis Enrique udlignede på et målmandsdrop af Rogerio Ceni, hvorefter Rivaldo højst uvant scorede et udebanemål på Camp Nou. Til slut udlignede Phillip Cocu efter endnu en fejl af Ceni.
”Kampen var en perleraekke af detaljer, praegtige detaljer (…) De glitrende brasilianske stjerner med guldets farve i deres uniform brillerede med al deres storslåethed, specielt deres angrebspar, Ronaldo og Romario, to exceptionelle spillere der kan fylde plakaten i selv den største fodboldkamp,” skrev avisen El Mundo efter kampen.
Otte måneder senere blev 1999 til 2000, og det 20. århundrede var forbi. Det samme var efterhånden aeraen, hvor landsholdene var det fornemste, fodbolden havde at byde på. I dag hersker klubfodbolden, og der skal en begivenhed som VM til, før landsholdene kommer i fokus. Hvornår blev det sådan? Og hvorfor skete det?
TOTALFODBOLDENS GENNEMBRUD
Der var engang, hvor landsholdene var der, hvor fodboldens nye tendenser var tydeligst. Når de bedste spillere fra de bedste lande samledes hver fjerde sommer for at spille VM, kunne alle se, hvor sporten var på vej hen. Det var på mange måder koncentratet af fodboldens udvikling, der blev udstillet ved verdensmesterskaberne.
De nye tanker, der blev taenkt i Holland i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne havde givet Ajax succes med tre Europa Cup-titler i traek i 1971, 1972 og 1973, men det var først ved VM i Vesttyskland i 1974, at hele verden så, hvad totaalvoetbal gik ud på. Selv om det hollandske landshold med Rinus Michels på baenken og Johan Cruyff som leder inde på graesset kun fik sølv, var de orangeklaedte spillere den store historie ved slutrunden.
”Det var glad fodbold. Det var fremadrettet spil, det var spil med risiko, det var spil med glaede. Det var en anden type spillere, end de andre hold brugte. På backpladserne brugte man normalt forsvarsspillere, og isaer stopperne var klodser, der kun kunne ødelaegge spillet. Hos Holland var alle gode på bolden. Det, som moderne fodbold kraever i dag, kraevede Holland også for 40 år siden, det vil sige gode fodboldspillere på alle positioner. De var langt forud for deres tid og har praeget fodbolden siden,” sagde Morten Olsen i Tipsbladets VM-magasin i 2014 om et hold, der havde praeget og inspireret hans egen fodboldfilosofi.
”Jeg spillede fodbold, fordi jeg som knaegt så Brasilien i 1958, og jeg har siden ladet mig inspirere, fordi jeg så Hollands totalfodbold og Brasiliens hold i 1982,” sagde den davaerende danske landstraener – bemaerk, hvordan han pegede på tre landshold, men at de alle sammen lå mindst 35 år tilbage i tiden.
I Vesttyskland stillede Holland med en stamme af Ajax-spillere suppleret af de bedste fra Feyenoord og så Rob Rensenbrink og Johan Cruyff fra henholdsvis Anderlecht og FC Barcelona. De to var til gengaeld sammen med reservekeeperen Ruud Geels fra Club Brugge de tre eneste udlandsprofessionelle i truppen. De tyske verdensmestre havde én: Real Madrids Günter Netzer. Sådan var billedet generelt dengang for 44 år siden. Ud af 16 hold bestod de syv udelukkende af spillere fra det pågaeldende lands egen liga. Det var i øvrigt første gang, der var et flertal af landshold med udlandsproffer men de fleste hold havde kun én til seks spillere. Skotland var eneste undtagelse med 12 spillere uden for den skotske liga. De spillede alle syd for graensen i England. I dag er billedet et andet. England er den eneste VM-deltager i Rusland, der kun har spillere med fra egen liga. Kun seks af landene har bygget mere end 50 procent af truppen af lokale folk. Og både Sverige og Senegal har slet ingen med, mens Belgien, Island, Nigeria og Schweiz hver har udtaget én.
Men går man nogle årtier tilbage, rejste spillerne ikke på samme måde ud over landegraenserne, og derfor bestod klubbernes udvalg fortrinsvis af nationale spillere. Derfor var det på landsholdene, at man maerkede den relative overflod og retten til at vaelge og vrage. Når de bedste spillere var fordelt rundt om i klubberne, kunne landsholdene sammensaette en startopstilling ud fra dem alle. Men fordelen i forhold til klubfodbolden varede kun, indtil verden blev mindre, og klubbernes raekkevidde større.
90’ER-REVOLUTIONEN
Fodbolden revolutionerede sig i halvfemserne. Det fik stor betydning for forholdet mellem klubber og landshold, eftersom førstnaevnte påbegyndte en udvikling, som de nationale forbund og deres udvalgte mandskaber ikke kunne følge med i.
Europa Cuppen havde altid vaeret der, hvor de største klubber målte sig med hinanden, men i 1992 fik turneringen et kommercielt løft. Tanken var, at det hele skulle strømlines. Der introduceredes et nyt logo; en fodbold formet af stjerner, så alle vidste, hvad det handlede om. Tidligere var kampene blevet spillet på forskellige tidspunkter, men nu fik de ét, onsdag klokken 20.45, ligesom spillere og fans aldrig skulle vaere i tvivl om, at de var til en kamp i Champions League, som turneringen blev relanceret som.
”Uanset om man er tilskuer i Moskva eller Milan, vil man altid se stadion udsmykket med de samme materialer, den samme åbningsceremoni med ”stjernebolden” i midtercirklen og høre den samme UEFA Champions League-hymne,” som UEFA’s marketingspartner TEAM har udtrykt det.
Relanceringen blev så stor en succes, at UEFA senere brugte nogle af de samme tanker, da landsholdsfodbolden skulle styrkes med Week of Football i 2014. Champions League var et af de elementer, der fik klubfodbolden til at eksplodere i halvfemserne. Også den engelske liga fik et løft med lanceringen af Premier League, der fra start fik en kaempe pengeindsprøjtning takket vaere en rekordstor tv-aftale med Sky. Siden dengang er tv-pengene blevet større og større. Således udviklede sporten sig til en gigantisk forretning, der gav klubberne mange flere penge mellem haenderne.
Samtidig fik de flere spillere at bruge dem på. Verden åbnede sig i kraft af globaliseringen og murens fald. Og klubberne fik lov til at kigge sig omkring i verden. Tidligere havde der i blandt andet den spanske og den italienske liga vaeret et maksimalt antal af udlaendinge, man måtte bruge på hvert hold. Det samme havde der i UEFA’s turneringer. Men det blev aendret i december 1995.
Belgieren Jean-Marc Bosman indledte en sag mod transfersystemet, da han i 1990 ikke frit kunne skifte mellem RFC Liège og Dunkerque. Den franske klub ville ikke betale de penge, belgierne ville have for Bosman, og så måtte han blive, hvor han var, selv om hans kontrakt egentlig var løbet ud. EU-domstolen afgjorde, at den slags var strid med lovene om arbejdskraftens frie bevaegelighed, og da kendelsen blev afsagt, aendrede det transfermarkedet, hvor spillere nu frit ➜