I VERDENS CENTRUM
Efter en halv times ventetid modtog jeg det fysiske bevis på, at jeg var inde i varmen: Den plasticlaminerede VM-akkreditering, som skal baeres om halsen i de kommende uger. Jeg sagde tak og forlod akkrediteringscentret ved Luzjniki Stadion. Jeg så, at der var kommet en besked på telefonen. Det var fra en journalist, der ville høre, om jeg havde tid til at give en kommentar til historien om Spaniens fyring af landstraener Julen Lopetegui. Hvad for en fyring, taenkte jeg og ilede ind i pressecentret for at forsøge at få et overblik over begivenhederne.
Så var det VM ellers i gang. Med en kaempehistorie allerede inden den første kamp. Nogle få timer efter at jeg var ankommet til Moskva med et natfly fra København. Ventetiden kan føles lang inden en slutrunde, men når det først går løs, er der slet ikke timer nok i døgnet til at følge med og til at dykke helt ned i alle detaljerne i VM’s store dramaer.
Jeg ville gerne bruge laengere tid på Spanien og på at se naermere på omgivelserne omkring Luzjniki, men det måtte vente. Der var et Peru-pressemøde på deres hotel ude ved lufthavnen, der naermede sig, så jeg skyndte mig ned mod metroen og passerede på vejen en masse fodboldfans fra en raekke forskellige lande. Mexicanere, colombianere, marokkanere. Og peruanere ikke mindst. Min private og helt uvidenskabelige måling fortaeller, at de peruanske tilskuere vil vaere dem, der kommer til at saette det største praeg på stemningen ved VM.
”Hvorfor er der ikke flere danskere?” spurgte en peruaner mig undrende. Jeg forsøgte at forklare det med, at Danmark trods alt er et lille land, og at danskerne er lidt skeptiske over for Rusland.
Jorge Valdano siger det smukt andetsteds her i bladet: VM er det ultimative inden for fodbolden. Sådan er det også for mig. Jeg maerker en boblende glaede over at vaere helt taet på den begivenhed, som samler hele verdens opmaerksomhed i en måned.
Mit første VM var i 2006 i Tyskland. Jeg har vaeret til to Copa América-turneringer og to udgaver af Confederations Cup i 00’erne, turneringer, der ikke har den samme globale opmaerksomhed, men hvor slutrundefølelsen også er til stede. Men indtil sidste sommer arbejdede jeg i otte år som fastansat for det nuvaerende Eurosports kanaler. Med masser af fodbold, men uden slutrunder. Det er godt at vaere tilbage. Min barndoms fodboldminder bygger på VM-slutrunderne. Og stadig er et VM i sit udgangspunkt, hvad det altid har vaeret: De bedste spillere fra verdens bedste nationer i kamp mod hinanden på fodboldbanen. Sådan som det er sket hvert fjerde år i naesten et århundrede.
Dette VM afvikles på en kontroversiel scene i Rusland, og som journalist er balancen svaer. Er det okay at glaede sig og lade sig fascinere af det sportslige drama, eller svigter vi vores hverv? Jeg har ikke svaret, men når jeg taler med euforiske peruanere, som har maerket en enorm lykkefølelse over deres lands første deltagelse ved VM i 36 år, ja så står det i hvert fald klart, at et VM har en menneskelig vaerdi, som er vigtig og vaerd at beskrive.