DE STORE FØLELSER, NÅR DE SMÅ VINDER

For to år siden var Island hele Europas kaeledaegger, fordi det lille land overraskede ved EM. Nu saetter islaendingene igen rekord som den mindste nation ved en slutrunde, men hvorfor kan vi så godt lide, når de små besejrer de store?

I sidste uge tikkede der en email ind i den faelles indbakke på Tipsbladet. Det var endnu en i raekken af pressemeddelelser, men til forskel fra så mange af dens forgaengere havde denne et interessant budskab. Det var ikke det, som afsenderne havde taenkt sig, men tankevaekkende ikke desto mindre.

På overfladen handlede mailen om, at Island ville have borgere fra deres nordiske naboer til at støtte det islandske landshold ved det forestående VM. Der var endda et link til en video, hvor landets praesident tonede frem med tvivlsom fodboldteknik og ditto karisma, mens han opfordrede folk til at slutte sig til Team Iceland.

Det interessante var ikke at se praesidenten forskraekke sin hustru med et vildfarent hovedstød, men den argumentation, som pressemeddelelsen brugte til at få resten af Norden bag sig.

”VM’s underdogs rekrutterer danske supportere til Team Iceland,” stod der i emnefeltet.

”Island er langt den mindste nation, der nogensinde har kvalificeret sig til VM med et indbyggertal på kun 340.000. Det naestmindste land i dette års turnering er Uruguay med en befolkning på 3,4 millioner,” skrev islaendingene i det første af fire punkter med argumenter for at tage vulkanøens parti.

Her har PR-folkene givetvis ramt plet, for hvis der er noget, vi mennesker ikke kan stå for, er det en god underdog-fortaelling. Det gaelder ikke kun Island, som ellers var hele Europas kaeledaegger, da de nåede kvartfinalen ved EM for to år siden, eller andre fodboldhold som Leicester City og Hobro IK. Det er et gennemgående traek for os, at vi har et godt øje til opkomlingen mod overmagten. En amerikansk undersøgelse viste eksempelvis, at 81 procent af de adspurgte, der blev praesenteret for to fiktive hold, en favorit og en underdog, holdt med det undertippede mandskab.

I anden undersøgelse blev deltagerne praesenteret for to basketballhold, og deres sympati skiftede eksempelvis efter, hvilket hold der blev angivet som det mest velhavende. I 70 procent af tilfaeldene lå deltagernes sympati hos holdet med det mindste lønbudget.

I aften går de islandske spillere på banen det store Spartak Stadium i Moskva, hvor der kan vaere 45.360 tilskuere. Det svarer til 13 procent af hele Islands befolkning. Modstanderen er Argentina, og underdog-rollen bliver ikke meget mere udtalt. Argentina er dobbelte verdensmestre og 14-dobbelte sydamerikanske mestre, på holdet spiller en af historiens allerbedste spillere, og landet var i finalen i dets tre seneste slutrunder. Selv om det er lidt af et trauma, at holdet tabte dem alle, fortaeller nylig slutrundehistorie os, at Argentina er det andenbedste fodboldland i verden og i Sydamerika.

Hvis man efter VM-finalen for fire år siden havde opskrevet Island som argentinernes naeste VM-modstander, havde det fremstået som en trykfejl.

Men nu er de der, islaendingene, så hvorfor har underdoggen så stor appel for os? Det er der ifølge førnaevnte forskning mindst tre teorier om.

1. Det styrker vores følelse af retfaerdighed. Vi under succes til dem, der ikke har fået megen af den i forvejen, og noget tyder på, at vi synes, at den undertippede fortjener succesen mere.

”Det får verden til at fremstå retfaerdig. Hvis den staerkeste vinder alle slag, er der intet håb for os andre. Hvis de samme mennesker, som har al magten og alle pengene og al autoriteten, også vinder alle dyster, hvad er så pointen for os andre? Så underdog-fortaellingen giver alle os, som ikke er på toppen, håb,” siger Malcolm Gladwell, der har skrevet bogen David and Goliath: Underdogs, Misfits and the Art of Battling Giants, i et interview i forbindelse med sin TED talk om emnet.

Når de kan overkomme modgang, kan vi også.

2. Skuffelsen er mindre, og fornøjelsen er større. Undersøgelser viser, at overraskende sejre skaber mere glaede end forventede sejre, og forventede nederlag skaber mindre smerte end de overraskende af slagsen. Når vi holder med underdoggen, har vi simpelthen mindre at tabe og mere at vinde.

3. Vi er skadefro. Dette er det modsatte af 1’eren, som tager udgangspunkt i underdoggens succes, mens dette handler om favorittens fiasko.

Teorien er omstridt, da noget forskning understøtter den, og anden forskning modsiger den. Den har dog et vist logisk element: Vi bliver traette af at se FC København, Bayern München og Paris Saint-Germain vinde, så vi håber, nogle andre overrasker og tager mesterskabet.

HAR VI MISFORSTÅET ISLAND?

Historien om den undertippede, der byder overmagten trods og vinder en dramatisk sejr, er lige så gammel som nogle af menneskehedens aeldste nedskrevne fortaellinger, og aerkeeksemplet har både fundet vej ind i vores kulturelle bevidsthed og vores sprog. Det er 3000 år, siden hyrdedrengen David og hans slangebøsse faeldede kaempen Goliat i Terebintedalen.

Davids kamp mod Goliat har fået størst betydning i den kristne tro, men optraeder

både i jødedommen og islam. I det hele taget er historien fuld af mennesker, som har formet den moderne verden, men som var outsidere. Sokrates, den graeske filosof, der blev en af tidernes mest indflydelsesrige taenkere, blev dømt til døden af sine samtidige. Jesus Kristus blev født i en stald, stod i spidsen for et religiøst mindretal, der var på kant med myndighederne, og døde på korset side om side med gemene kriminelle.

Derfor overrasker det måske ikke, at det langt fra kun gaelder i sport, at mennesker har en tendens til at favorisere den lille. En undersøgelse i forbindelse med det amerikanske praesidentvalg i 1980 viste eksempelvis, at deltagerne favoriserede Ronald Reagan, når de fik at vide, at Jimmy Carter førte i meningsmålingerne. Og omvendt.

Som New York Times påpeger, spiller forretningsverdenens svaervaegtere på samme melodi.

”Marketingfolk ved, at den underdogstatus har en menneskeliggørende effekt. Taenk på budskabet fra HewlettPackard, Apple eller Ben & Jerry’s: Hey, vi er ikke et eller andet multinationalt selskab. Vi er bare et par fyre, som kom på en god idé i garagen.”

Det er ikke kun amerikanske magtmennesker, der dyrker idéen om deres ydmyge rødder. Tag bare Danmarks to seneste statsministre. Lars Løkke Rasmussen har enten med held eller dygtighed opbygget et image som en jovial, lun og helt almindelig mand, som man godt gad dele et par fadøl med, mens Helle Thorning-Schmidt hellere ville fremstille sig selv som Helle fra Ishøj end Gucci-Helle.

Som det er tilfaeldet med politikere, aendrer måden, vi opfatter sportshold på, sig også, hvis de betragtes som underdogs. Ser vi et undertippet hold forsvare sig godt, konkluderer et amerikansk forsøg, opfatter vi det som hustle and grit, altså hårdt arbejde. Da deltagerne fik at vide, at holdet var favorit, så de det samme gode forsvarsspil som naturlige evner, ikke et udslag af indsatsen.

Når vi skal forklare Islands succes, bruger vi ofte danske pendanter til hustle og grit, men måske skal vi genoverveje den fortaelling. Måske opfatter vi det bare sådan, fordi vi er praedisponeret til det, og i virkeligheden beror holdets succes på evner – bare til at forsvare i stedet for at angribe – snarere end på knokleri.

JANTELOV OG DEN AMERIKANSKE DRØM

Den amerikanske velvilje over for den undertippede tyder på, at det ikke bare er et symptom på jantelovs-Danmark, at mange herhjemme forelskede sig i Island, Leicester og Hobro. For selv om amerikansk og dansk kultur ligner hinanden relativt meget, er der ikke meget jantelov på den anden side af Atlanten. I USA må man gerne vaere noget; det er det, den amerikanske drøm handler om. At blive til noget.

Men som Frederik Stjernefelt, der er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet, påpeger, er selv den amerikanske drøm også en underdog-fortaelling.

”The American Dream, for fanden. Du starter som skopudser, du starter som en lille lort, og ved sejt arbejde og gode idéer arbejder du dig op, og til sidst er du Donald Trump eller Joachim von And,” siger han.

Den mentalitet kan man spore helt tilbage til de første europaeiske nybyggere, der koloniserede den nye verden.

”USA er vendt mod det europaeiske samfund med adel og kongehus og gamle penge. Det er jo folk, der bliver født med en sølvske i munden og ikke behøver gøre en skid. Man arver det hele, fordi man er søn af en greve, og man behøver ikke gøre noget for at opnå det. Det er anti-underdog,” siger Stjernfelt.

”Nybyggerne var jo typisk fattige eller den tredje søn i en flok, der ikke fik en arv, eller som du siger: de små protestantiske sekter i England, der måtte skride, fordi de blev forfulgt af kirken. Det var netop underdogs, der sad på Mayflower og tog derover. Så det ligger dybt i den amerikanske kultur, alt det der.”

Diskussionen om underdogs peger desuden direkte ind i en af tidens store, underliggende temaer i fodboldens verden. Idéen om en europaeisk superliga, hvor kun de største og rigeste klubber bliver inviteret, og altså ikke kvalificerer sig på sportslige meritter, luftes jaevnligt. Den er en af storklubbernes pressionsmidler, når de skal have UEFA til at gøre Champions League til en endnu mere lukket fest. Hvilket de har haft et vist held med.

Fremover er de store lande sikret fire hold i den fineste af alle klubturneringer, der i forvejen skaeldes ud for at vaere for forudsigelig. Det er de samme hold, der mødes i kvartfinaler, semifinaler og finaler år efter år, anfører kritikerne.

Storklubbernes jagt på at gøre international klubfodbold større, vildere og mere indbringende kan i sidste ende komme til at koste dem dyrt. For forudsigelig fodbold er svaer at saelge, mener sportsøkonom Kenneth Cortsen fra Aarhus Universitet. Han bruger engelske Leicester som eksempel.

”Den slags underdog-historier er ekstremt vigtige for at skabe hype, fordi fodbold – og sport som sådan – i høj grad handler om kontraster,” sagde han til mediet Zetland.

Kontrasterne bliver ikke meget større på højeste niveau, end når Island i aften møder Argentina. Millioner verden over vil heppe på de undertippede knoklere fra Nordatlanten, men årsagen er nok naermere en dyb kulturel tendens end opfordringen fra praesidenten med den tvivlsomme teknik. ✖