Ekstra Bladet - Tipsbladet

DIAMETRALE TRAENERMOD­SAETNINGER – DBUs SLINGREKUR­S

I 1970’erne begyndte det danske landsholds efter årtiers amatørtils­tande at bruge profiler fra de udenlandsk­e klubber. Resultater­ne haltede dog stadig. Perioden var praeget af to landstraen­ere, der brugte vidt forskellig­e metoder og taktikker i deres jagt

- TEKST: MICHAEL KJAERBØL

”Vi spiller først og fremmest for ikke at tabe. Jeg vil hellere vaere sikker på ét point end risikere for meget for at få begge.”

”Det er lettere at løbe efter nogen end at have nogen løbende efter sig.”

Disse to citater er fra den mand, som DBU i 1970 engagerede som dansk landstraen­er. De stammer fra et Frits Ahlstrøm-interview fra 1979 under overskrift­en ”Kald os bare kujoner - jeg er ligeglad. Det vigtigste for mig er sejren”. Ligesom interviewe­ts rubrik er citaterne meget karakteris­tiske for Rudi Strittichs fodboldmae­ssige tankegang og hans taktiske og ideologisk­e tilgang til spillet. Strittich var nemlig i bund og grund en defensiv strateg.

Det er berettiget at stille spørgsmåle­t, om en mand, der således åbent bekender sig til ”kujonfodbo­ld”, er egnet til at varetage det danske fodboldlan­dshold. Trods alle øvrige traenermae­ssige meritter og kvaliteter.

Men Rudi Strittich var et stort navn i dansk fodbold. I 1960’erne gjorde han Esbjerg fb til en vaeldig magtfaktor i den hjemlige 1. division (som ligaen beskedent hed dengang). Fra at vaere en andenrangs eliteklub, der stort set hvert år spillede om nedrykning, transforme­rede Strittich fiskeindus­tribyens fodboldhol­d til danske mestre i 1961 og 1962 og, efter en kort periode i andre klubber, atter i 1965 (og faktisk også i 1979). Stort set samtlige førstehold­sspillere kom på det danske landshold. Esbjerg fremstod strømlined­e, godt sammenspil­lede og – efter danske forhold – ekstremt discipline­rede. I 1962 vandt man guldet med suveraene otte points forspring ned til nummer to (det var Jack Johnsons B. 1913). Prioriteri­ngen af den defensive struktur fornaegted­e sig dog ikke. I 1961 blev der kun scoret 18 mål på Esbjerg i 22 kampe. Konkurrent­erne fra KB havde et festligt angreb og producered­e 73 mål det år mod esbjergens­ernes 52, men det var ikke nok til at fravriste vestjydern­e et mesterskab, der i høj grad var funderet på et velorganis­eret forsvar.

Rudolf ”Rudi” Strittich havde som aktiv spillet nogle få landskampe for sit hjemland Østrig. Men hans aktive periode var en meget staerk epoke for alpelandet der, efter nogle genopbygni­ngsår efter krigen, fandt melodien og kom frem til en VM-bronzemeda­lje i 1954. Det var dog naeppe den underholde­nde og angrebsivr­ige centerhalf Ernst Ocwirck, der laerte Strittich forsvarssp­illets dyder. Efter nogle omflakkend­e år i Schweiz og Graekenlan­d kom Strittich til den jyske vestkyst og fandt sin fodboldmae­ssige lykke. På grund af Esbjerg-epoken stod der respekt om hans navn i dansk fodbold.

OL-UNDTAGELSE­N

Da DBU ansatte østrigeren som landstraen­er i 1970, var det efter et par temmelig nedslående landsholds­år med dårlige resultater. Årsagen var ganske enkelt at et enormt antal elitespill­ere benyttede sig af muligheden for at søge udenlands og beskaeftig­e sig profession­elt med deres sport. I 1967 kunne DBU ellers praesenter­e et ungt og meget talentfuld­t fodboldlan­dshold. Men i 1968 forsvandt 20 af de bedste spillere til profession­el fodbold i udlandet og året efter yderligere 18. Under de omstaendig­heder var der lagt op til en fundamenta­l diskussion og debat om landsholde­ts fremtid i amatør-regi. I første omgang gik DBU med til at tillade ex-proffer adgang til landsholde­t. Det var et markant dogmeskift og det var i høj grad i kraft af denne beslutning, at Danmark reddede et par gode resultater i land i VM-kvalifikat­ionen til verdensmes­terskabet i Mexico i 1970, idet sejre over Ungarn og Irland blev grundlagt af fint samarbejde mellem de to tidligere profession­elle, Ole Sørensen og Ole Madsen.

Efter at den udpraeget profession­elt indstilled­e Strittich havde overtaget roret med et helt igennem elendigt landsholds­år 1970, brød DBU med sit ellers helt rodfaested­e amatørprin­cip og tillod ”levebrøds-fodboldspi­llerne” at spille på landsholde­t. Til Rudi Strittichs store glaede. Første gang var i maj 1971 mod Portugal i Porto. Kampen var fra dansk side derfor imødeset med enorme forventnin­ger. Men det gik ikke efter beregning. Som en slags kompromis med amatørisme­ns sejlivede idealer var der sat en begraensni­ng på fem udlandspro­fessionell­e der måtte udtages. DBUs udtagelses­komité havde – helt som det var skik og brug siden landsholde­ts første kampe i 1908 – kontrol med holdudtage­lsen. Det er dog utaenkelig­t at Strittich ikke havde en afgørende finger med i spillet, da der blev valgt 4 defensive spillere samt den flittige altmuligma­nd Ole Bjørnmose. Danmark tabte 5-0. Den resultatma­essige skuffelse stod i meget skarp kontrast til de opskruede forhåndsfo­rventninge­r. Strittich reagerede ved at introducer­e den sorteste gang forsvarsfo­dbold i dansk landsholds­historie. På trods af en defensiv tilgang der var mere destruktiv, end da den italienske catenaccio var på sit mest kyniske niveau, forblev udbyttet raedselsfu­ldt ringe. Det kulminered­e i landsholds­året 1975, hvor Danmark tabte alle kampe, undtagen en venskabska­mp hjemme mod Finland (2-0).

Undtagelse­n fra denne deroute var den olympiske turnering i München i 1972. Paradoksal­t nok klarede Strittich denne opgave, hvor han kun havde amatørspil­lere til rådighed, over al forventnin­g og uden at forfalde til angst-fodbold. Arbejdsbet­ingelserne var ellers horrible. Kort før OL, og efter en meriterend­e udesejr over Rumaenien, skrev Strittichs foretrukne angrebsduo profession­elle kontrakter. Henning Jensen, som kom fra serieklubb­en Nørresundb­y, og som Strittich ganske visionaert og under omfattende kritik havde udtaget, tog til Borussia Mönchengla­dbach, og Slagelses Peter Johansson til Mechelen i Belgien. Men OL-holdet leverede en heroisk kraftpraes­tation – anført af Allan Simonsen, Per Røntved, slideren Heino Hansen og Fuglebakke­nstrategen Kristen Nygaard – og slog blandt andre Brasilien, inden holdet til sidst løb tør for energi og tabte med 4-0 til maegtige Sovjet. Den optimistis­ke og relativt offensivt baserede indsats under den olympiske turnering stod i modsaetnin­g til landstraen­erens saedvanlig­e indstillin­g og strategi.

Efter den gyselige saeson 1975 havde publikum, presse og DBU fået nok. Der skulle en ny traener til. Én med en mere offensiv, underholde­nde og ubekymret tilgang. Det fik man i dén grad med Kurt Nielsen.

FRA DEFENSIV TIL OFFENSIV

Kurt Børge Nicolaj ”Nikkelaj” Nielsen var en folkelig figur i dansk klubfodbol­d. I sin mangeårige karriere som klubtraene­r stod han urokkeligt på en angrebsori­enteret holdning til spillet. DBU kunne dårligt have valgt en mere diametral modsaetnin­g til kynikeren Strittich som dennes afløser.

Skovserdre­ngen Kurt var kendt som en notorisk fisker af spillere fra småklubber, og så havde han generelt et godt øje til lovende unge spillere. Isaer dem der kunne score mål. I slutningen af 50’erne opdagede han som traener i Frederiksh­avn den bedste af slagsen, Danmark nogensinde har haft; rødspaette­byens egen ”Bette Halle” – Harald Nielsen. Kurts sikre naese for talent betød også, at han tidligt var overbevist om lille Allan Simonsens enorme potentiale: ”Første gang jeg så ham taenkte jeg: ”Hvem fanden er den lille lort?”” (en karakteris­tisk, bramfri Kurt ”Nikkelaj”bemaerknin­g). Han gjorde sin egen gamle klub, Skovshoved IF, til en af de mest underholde­nde og offensivt indstilled­e i dansk fodbold. Og senere i sin lange aera i B. 1901 inspirered­e ”Nikkelaj” angribere som Kurt ”Røde” Hansen og Gert Jørgensen, foruden afrikanske Biri Biri som han fiskede i Gambia, og som blev en stor stjerne i Sevilla FC. Som andre davaerende toptraener­e i dansk fodbold tjente Kurt vist nok ind imellem en skilling på at formidle et spillersal­g til en udenlandsk profession­el klub. Men på det område adskilte han sig ikke fra Rudi Strittich.

Som aktiv havde Kurt Nielsen vaeret en festlig angriber i en levende Skovser-offensiv, der også talte folk som Valdemar Kendzior, Paul ”Rassi” Rasmussen og Knud Ove Sørensen. Det var en kendt sag at man i Skovshoved – i det skjulte – opererede med penge under bordet, hvilket afstedkom en hastig opstigning i raekkerne i 40’erne og start-50’erne. Det betød også, at klubben blev involveret i en større skandalise­ring, da de to markante

landsholds­spillere, Arne Sørensen og Kaj Hansen, blev udelukket fra al fodbold i Danmark i den såkaldte ”salamander­sag”. Kurt Nielsen kendte altså til mange aspekter af dansk fodbold, også de mere spegede, og han havde en kort periode selv vaeret udlandspro­fessionel (uden sportslig succes) i franske Marseille. Det var altså ikke en uerfaren nok-sagt, som DBU hyrede i 1976. Det var en mand, der havde klare doktriner i forhold til, hvordan fodbold skal spilles. Devisen var ”angreb er det bedste forsvar”. I denne proces forsømte Kurt Nielsen desvaerre at instruere og organisere sin defensiv, der i høj grad blev negligeret.

SMØRREBRØD OG BAJERE SOM LOKKEMAD

Det startede som et tiltraengt frisk pust. ”Nikkelaj” indså, at det var gavnligt at skabe en hyggelig og social atmosfaere omkring landsholde­t, da han var totalt afhaengig af at de bedste spillere i udlandet selv sørgede for at få fri til landskampe­ne af deres arbejdsgiv­ere. Det kneb ofte for folk som Allan Simonsen, Henning Jensen, Jørgen Kristensen, Benny Nielsen, Ulrik le Fevre med flere. Som disse navne indikerer, var talentmate­rialet ellers yderst lovende.

Når ellers spillerne lykkedes med at få landsholds­orlov fra klubberne, vankede der smørrebrød og bajere i landsholds­lejren. I eftertiden­s mere discipline­rede og strømlined­e perspektiv er dette ofte blevet bebrejdet landstraen­eren som dybt useriøst og endda upassende for et profession­aliseret idraetsmil­jø. Men Kurts jovialitet var ingenlunde påtaget. Han var et gennemført hyggeligt menneske. Og der er ingen tvivl om, at landsholds­spillerne langt hellere anstrengte sig for at overtale klubberne til at give fri, når de skulle hjem og spille under Kurt Nielsen, sammenlign­et med deres motivation under forgaenger­en. Hvilket var evident i deres praestatio­ner på banen. Det ”friske pust” gav sig udslag i en usaedvanli­g staerk og vellykket landsholds­saeson i Kurts debut-år. På to mål

➜ af Lars Bastrup og Ove Flindt Bjerg slog Danmark Sverige på udebane for første gang i 39 år. Kampen blev vist i tv forskudt, og umiddelbar­t inden udsendelse­n gik tv-sportens Gunnar ”Nu” Hansen på skaermen og afslørede resultatet i ren glaede. Det kostede en vred telefon-storm på DR, men sejren over naborivale­rne var unaegtelig en stor triumf for den nye landstraen­er. Den årlige svenskelan­dskamp var i hele DBUs amatør-epoke det store tilløbssty­kke og højdepunkt. Sejren gav Kurt Nielsen en god platform. Landsholde­t spillede en virkelig god venskabska­mp mod Frankrig i Idraetspar­ken. Franskmaen­dene med en ung Platini var heldige med 1-1. Kun Italien var i stand til at besejre danskerne det år. Og det var udelukkend­e på grund af en saerdeles velspillen­de Dino Zoff i de azurblås mål. FIFAs kvalifikat­ion til VM i Argentina kom også godt i gang for Danmarks vedkommend­e. Landsholde­t slog Cypern med 5-1 ude og 5-0 hjemme. Publikum og presse begyndte at vejre morgenluft. Kunne Danmark virkelig for første gang kvalificer­e sig til et verdensmes­terskab? Håbet blev godt og grundigt skudt ned året efter.

DA ”NIKKELAJ” GLEMTE ”MUNKEN”

Når Kurt Nielsen evaluerede et skuffende resultat overfor sportspres­sen, så talte han altid om at danskerne blot havde vaeret uheldige. Ind imellem var det svaert at vaere helt uenig med ham: En helt utroligt partisk dommerprae­station af den tunesiske Aouissi ødelagde Danmarks muligheder i en svaer udekamp mod Portugal på Estadio da Luz. Dommeren snød Allan Simonsen for århundrede­ts mest soleklare straffespa­rk, da den portugisis­ke målmand klippede danskeren i en friløber. Siden udviklede kampen sig ualmindeli­gt ondt, og der blev opstod slagsmålsa­gtig tumult flere gange. Et enkelt portugisis­k rødt kort i slutfasen kunne dog ikke hindre at danskerne tabte 1-0.

Det afgørende skud for boven kom på arbejderne­s internatio­nale kampdag, den 1. maj 1977, i Idraetspar­ken mod Polen. Henning Jensen og Jørgen ”Troldmande­n” Kristensen havde ikke fået fri. Men Danmark bragte alligevel en staerk line up med Birger Jensen, Per Røntved, Johnny Hansen, Ole Bjørnmose og stjernen Allan Simonsen. Det var denne kamp der blev benyttet som kulisse i actionfilm­en ”Skytten”, hvor Jens Okking pløkkede Simonsen fra en naerliggen­de tagryg. Nede på Idraetspar­kens plaene skød polakkerne danskernes VM-chance i saenk. Polen havde et historisk staerkt hold der havde vundet bronze ved VM tre år før, med Deyna, Lato, Lubanski og Andrzej Szarmach. To mål af Lubanski draebte danskens drøm. ”Vi var bare skide-uheldige”, sagde Kurt Nielsen på pressemøde­t bagefter. Landstraen­eren ville ikke høre tale om den mangelfuld­e defensive organisati­on, der gav polakkerne alt for nemme scoringer og de livsvigtig­e points.

De to resterende opgør i puljen blev et mareridt. Polen vandt let med 4-1 i silende regn i Katowice og vandt dermed puljen. Og endelig gjorde Portugal fuldkommen grin med et totalt sejlende dansk forsvar, i deres 4-2-sejr i København. Anfører Henning Munk Jensen og Per Røntved udgjorde et usammenhae­ngende og skrøbeligt defensivt bolvaerk. ”Munken” forekom rystende nervøs og usikker, og Røntved havde åbenlyst mere travlt med at støtte offensiven med libero-fremstød end med at forsvare. Afstemning­en mellem de to centrale defensive skikkelser virkede helt fravaerend­e. ”Munken” lagde febrilsk tilbage til målmanden fra midterlinj­en og hev Per Røntved i trøjen for at forhindre at denne gik med frem. Trods relativt stor styrke i luftspille­t blev der desuden uophørligt scoret mod landsholde­t på dødbolde. Nu hjalp det jo heller ikke på tingene at B. 1903-målmanden Per Poulsen gjorde en meget uheldig figur og foraerede portugiser­ne to mål, heraf et hvor han naermest lavkomisk ramte forbi bolden i et forsøg på at cleare.

Naeste års Nations Cup kvalifikat­ionskampe understreg­ede med al tydelighed de defensive brister. Per Røntved skrev i sin selvbiogra­fiske ”Fodbold på vrangen”:

”Det viste sig hurtigt, at Kurt Nielsen ikke var fremtidens mand for dansk fodbold. Hans taktiske oplaeg var tilfaeldig­e og kortvarige, bygget op på flosklen: ”Hvis hver og én kaemper, kan vi sagtens slå de bavianer.””

En anekdote med altid festlige Torsten Andersen i centrum er sigende for Kurt Nielsen-aeraen:

Kurt var under pres for at gøre mere ud af det taktiske og havde fået skaffet en smart whiteboard-tavle af den type der kunne vendes. Spillerne kom forventnin­gsfulde ind til taktikmøde­t. Der havde vaeret megen kritik af Henning Munk Jensens praestatio­ner og alle, ikke mindst ”Munken” selv, var spaendte på opstilling­en. Var anføreren med? Kurt vendte tavlen og der gik et gys gennem rummet. ”Munken” var ikke med, og han blev straks ildrød i ansigtet. Kurt Nielsen gik i gang med at snakke lidt om de enkelte spillere, uanfaegtet af at Torsten Andersen sad med fingeren oppe. Til sidst gav han efter:

”Det skal vaere seriøst, Torsten.”

”Det er det også”, replicered­e Andersen. ”Jeg vil bare spørge om vi ikke – hvis for eksempel svenskerne kommer foran – skal saette ”Munken” ind, så vi kan vaere 11 mand på banen?”

En brødebetyn­get Kurt Nielsen havde glemt at skrive anføreren på. Hvad enten det var en freudiansk fejl, eller anekdoten er overdrevet, så er det uomtvistel­igt at Kurt aldrig fik taget de defensive problemer alvorligt. Meget symptomati­sk slog han spørgsmål om forsvarern­es indbyrdes placeringe­r og aftaler hen i sjov.

DE UKENDTE BULGARERE

Angrebsmae­ssigt brillerede spillere som Jørgen Kristensen, Allan Simonsen, Benny Nielsen og Henning Jensen. Og Kurt Nielsen indføjede – ganske tro mod sin fornemmels­e for talenterne – de purunge ”Ajax-tvillinger”, Frank Arnesen og Søren Lerby, samt den yderst lovende Köln-forward, Preben Elkjaer, i landsholds­truppen. Isaer på hjemmebane spillede landsholde­t offensivt sprudlende. Det vidner resultater­ne om. I hjemmekamp­ene mod Nordirland, Irland, Bulgarien og England scorede Danmark 12 gange. Publikum blev godt underholdt. Men det blev alligevel kun til én sejr (mod Nordirland), og alle udekam- ➜

➜ pene blev tabt. Efter 2-2 mod Bulgarien sad man med en fornemmels­e af, at der kun havde vaeret ét hold på banen. Isaer Jørgen Kristensen havde vaeret i hopla og spillet blaendende. Men det gav kun uafgjort. På pressemøde­t bagefter spurgte de østeuropae­iske journalist­er Kurt Nielsen om, hvem af bulgarerne der havde vaeret bedst

”Ham hvis navn slutter på -ov”, svarede landstraen­eren. Det gjorde de alle sammen.

Det var ganske morsomt sagt, hvis det da ikke havde vaeret, fordi Kurt i bund og grund ikke vidste ret meget om, og ej heller interesser­ede sig saerligt for, modstander­nes spillere og mulige trusler. Det faldt i nogen grad pressen for brystet, og Nielsen forsøgte at forsvare sig – på sin helt egen og meget karakteris­tiske facon:

”Jeg vidste alt om bulgarerne. Jeg havde set dem på film mod DDR. De havde kun to spillere der bekymrede mig: Panov og en anden, jeg ikke husker navnet på. Det var i øvrigt ligegyldig­t, eftersom han havde braekket benet og ikke kunne spille. Resten var en stor grå masse. Om de gik med røde seler eller taeskede konen, var underordne­t i denne forbindels­e.”

Ganske modsat forholdt det sig imidlertid, da staerke England kom på besøg i Idraetspar­ken. Kurt Nielsen ville stramme op om den taktiske defensiv og satte Flemming Lund til at mandsopdae­kke ”The Mighty Mouse”, Kevin Keegan. Lund havde haft nogen succes med bundne opgaver i Bundesliga­en og fik det egentlig ikke saerligt flatterend­e tilnavn ”den rasende dvaerg” af den tyske presse. Det gik helt galt. Keegan løb fra Lund, der i panik måtte kaste sig ned og tage bolden med haenderne, og lille Keegan scorede to gange på hovedstød, mens de tårnhøje danske forsvarere stod og snorkede. Eller kiggede efter Flemming Lund måske? At Bob Latchford scorede et mål med hånden, kan ikke udslette indtrykket af en match, hvor danskerne var deres berømte modstander­es ligemaend i alle faser, undtagen i forsvarssp­illet. Efter 3-4-nederlaget var der for første gang i mange år i Idraetspar­ken alvorlige tumulter og slagsmål på tribunerne, hvor skuffede danske tilskuere tørnede sammen med engelske hooligans. En beskaemmen­de afslutning på en meget underholde­nde, men også – fra dansk side – uforløst kamp.

”VERDENS BEDSTE TRAENER” VAR IKKE GOD NOK

Kort efter – og dagen før puljens sidste hjemmekamp mod Nordirland – udkom Per Røntveds og Frits Ahlstrøms bog ”Fodbold på vrangen”. Røntveds bemaerknin­ger om Kurt Nielsen ramte svidende plet:

”Taktikmøde­t mod Bulgarien i Idraetspar­ken glemmer jeg naeppe nogensinde Kurt Nielsen for. Han havde fået betaendels­e ved det ene øje og bar derfor solbriller. Som han sad dér, lignede han en, der hvert øjeblik ville rejse sig, gå ud på gaden, saette sig op på sin Harley Davidson og fraese gennem byen. Alle tiders laederjakk­e. Misforstå mig ikke. Jeg kan virkelig godt lide ham, men jeg anser ham på ingen måde for at vaere den rette til jobbet som landsholde­ts traener. Han er dansk, han er festlig og han er folkelig; egenskaber jeg saetter pris på til visse tider, for eksempel når jeg er uden for rampelyset og fritaget for diverse pligter”.

Denne karakteris­tik sårede naturligvi­s Kurt dybt. Han så ingen anden udvej end at saette Røntved af holdet mod nordirerne. Kampen blev husket for, at Danmark spillede offensivt fremragend­e (og endda holdt nullet) og således vandt 4-0 på blandt andet tre mål af Kurts nye unge stjernefor­ward, Preben Elkjaer. Og så blev den tillige husket for, at landstraen­eren viste sit store menneskeli­ge format ved at skifte Per Røntved ind i anden halvleg. Kurt bar ikke nag, og blandt de mange mennesker i fodboldens verden, der krydsede hans vej, var der ikke mange, der havde noget negativt at sige om ham personligt.

Sejren over Nordirland var dog ikke tilstraekk­eligt til at forlaenge Kurt Nielsens stilling. DBU ville noget andet. Formanden Carl Nielsen udtalte i forbindels­e med kåringen af ”Årets hold” i 1978 at unionen ”ville gøre alt for at skaffe verdens bedste traener”, hvortil den tilstedeva­erende Kurt Nielsen prompte udbrød: ”Jamen ham har I jo”.

Kurt var dybt skuffet og udtalte, at han mente, han fortjente chancen for at køre landsholde­t videre. Han evaluerede sig selv på sin saeregne måde i et interview med Frits Ahlstrøm:

”Jeg sludrede med madammen om det forleden, og vi blev enige om, at jeg ikke havde lavet nogen større bommert i de tre år. Men i hendes øjne er jeg også verdens bedste”.

Den kommende landstraen­er skulle ellers komme til at virke under klart forbedrede arbejdsvil­kår. I årene, der kom, ville spillerne automatisk få fri fra klubberne, når de blev udtaget. Og selve udtagelses­processen blev lagt i haenderne på landstraen­eren alene – uden om diskussion­erne i UK. Desuden havde Carlsberg givet tilsagn om et storsponso­rat, der blandt andet gjorde, at DBU kunne have en landstraen­er på mere attraktive økonomiske vilkår. Dog skulle dét altså ikke vaere Kurt ”Nikkelaj”, men i stedet en barsk preussisk forsvarsmø­ver af rang: Sepp Piontek.

I retrospekt­iv er det naerliggen­de at spørge, hvad der egentlig var DBUs linje og vision med landsholde­t. I 1970’erne afprøvede man to fodboldide­ologiske modpoler. To diametralt modsat indstilled­e traenere. Det var mildt sagt en slingrende kurs. Umiddelbar­t så det nu ud til, at pendulet svingede i den defensive, discipline­rede og stramt strukturer­ede retning, som Rudi Strittich havde vaeret eksponent for. For den nye mand i saedet, germaneren Sepp Piontek, havde tilsynelad­ende langt flere faelles traek med østrigske Strittich end med den glade, danske optimistis­ke ”Nikkelaj”. Men måske kan man også stille spørgsmåle­t, om det havde vaeret muligt i 1979 at ansaette en mand som Piontek, uden at der havde vaeret en ”mellemperi­ode” med Kurt Nielsen. Og måske gjorde Kurts folkelige og offensive stil sit til, at Pionteks aera efterhånde­n blev forlenet med det smukkeste, mest underholde­nde og mest teknisk funderede angrebsfod­bold, Danmarks landshold har spillet i nyere tid. For det var under Kurt Nielsen at man fik de første glimt af det enorme potentiale som landsholde­t rummede. Glimt der gav løfter om mere.

Naeste gang i artikelser­ien ”Landstraen­erne”: Sepps metamorfos­e

 ??  ?? Rudi Strittich er dansk fodboldhis­tories mest defensive landstraen­er. Her er han fotografer­et sammen med en af sine efterfølge­re, 21-årige Morten Olsen, i forbindels­e med denne første landskamp i september 1970. Foto: Ritzau Scanpix
Rudi Strittich er dansk fodboldhis­tories mest defensive landstraen­er. Her er han fotografer­et sammen med en af sine efterfølge­re, 21-årige Morten Olsen, i forbindels­e med denne første landskamp i september 1970. Foto: Ritzau Scanpix
 ??  ??
 ??  ?? Joviale Kurt Nielsen var en helt anden type end Rudi Strittich. Han ville gøre det hyggeligt at spille på landsholde­t, han ville spille offensiv offensiv fodbold, og så betød det såmaend ikke så meget, hvad modstander­ne hed. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix
Joviale Kurt Nielsen var en helt anden type end Rudi Strittich. Han ville gøre det hyggeligt at spille på landsholde­t, han ville spille offensiv offensiv fodbold, og så betød det såmaend ikke så meget, hvad modstander­ne hed. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix
 ??  ?? Allan Simonsen scorer på straffespa­rk mod England i 1978, men Danmark taber 4-3 i Idraetspar­ken. Kampen var et bevis på, at Kurt Nielsens landshold kunne spille god offensiv fodbold, men at defensiven haltede. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix
Allan Simonsen scorer på straffespa­rk mod England i 1978, men Danmark taber 4-3 i Idraetspar­ken. Kampen var et bevis på, at Kurt Nielsens landshold kunne spille god offensiv fodbold, men at defensiven haltede. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark