NATURLIGVIS HAR VORES BØRN KLUBTRØJER PÅ
Når mine børn spiller fodbold i den lokale idraetsforening, er der langt mellem de danske landsholdstrøjer, både på de små baner, hvor de små tumler rundt efter bolden, og fem- og syvmands-banerne, hvor de større børn har fået begreb om afleveringer og positioner. Til gengaeld vrimler det med trøjer fra FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United og Liverpool, nogle feinschmeckere har trøjer fra klubber som Dortmund, West Ham og Paris Saint-Germain, og her i Århus er der naturligvis også de obligatoriske AGF-trøjer.
Det siger naturligvis ikke noget om billedet eller trøjesalget i hele landet, men jeg vil vove den påstand, at interessen for landsholdsfodbold, isaer i de yngre årgange, ikke just kommer til at eksplodere i de kommende år efter de seneste ugers landsholdskonflikt.
Mens parterne strides indaedt om betingelserne for en aftale, og ikke mindst gennem medierne om, hvem der er den største idiot, graemmer størstedelen af de fodboldinteresserede danskere sig til udsigten til en ny landskamp, denne gang med en potentiel EMkvalifikation på spil mod Wales, med det danske futsal-landshold. Et hold, der suppleret med kolleger fra 2. division gjorde deres bedste mod et, forståeligt, uinspireret Slovakiet i onsdags, men stadig var et symbol på lavpunktet i dansk landsholdshistorie.
Den helt korte version er, at DBU føler sig voldsomt presset økonomisk af spillerne og Spillerforeningen, isaer efter en for DBU katastrofalt dårlig aftale i 2015, og at man derfor tjener stadigt faerre penge på A-landsholdet, der isaer på grund af tv-aftaler er den helt store, ja eneste, overskudsforretning i foretagendet. Man vil gøre op med aftalen fra 2015, der isaer omkring de kommercielle rettigheder til brug af spillerne, når de er på landsholdet, efter DBU’s mening koster forbundet millioner af kroner.
Spillerne og Spillerforeningen mener på deres side af bordet, at DBU gennem lang tid har forsøgt at presse spillerne til at medvirke i kommercielle sammenhaenge, som strider med deres personlige sponsorater og klubsponsorater, og man laegger skylden på konflikten over på DBU med henvisning til, at DBU fuldstaendig afviste at bygge videre på den tidligere aftale, som spillerne tilbød. Som vi kommer ind på senere i denne udgave af Tipsbladet, er der svagheder ved begge parters argumenter.
Det er svaert at forestille sig, at DBU’s sponsorindtaegter pludselig vokser vildt med friere adgang til at bruge spillerne, og der er en lidt spøjs dobbelthed i, at man på den ene side er ungdommens og breddefodboldens almennyttige organ og ikke vil vaere arbejdsgiver for spillerne, mens man gerne vil bruge internationale stjernenavne som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pione Sisto kommercielt for at tjene så mange penge som muligt.
Der er også betydelige svagheder i DBU’s argument om, at landsholdsspillerne ’skylder’ bredden og ungdommen deres karriere. Det er Middelfart, OB og Ajax, der sammen med Tottenham har stor del af aeren for, at Christian Eriksen er blevet en verdensklassespiller, mens den største anpart selvfølgelig tilfalder Eriksen selv, og i det store billede er ungdomslandshold og A-landshold perifere størrelser i den ligning. Det er en misforståelse af rang, at DBU og fodboldforbundene i langt de fleste lande i verden er hovedårsagen til, der dukker dygtige fodboldspillere op på A-landsholdene - der er fodboldens pyramide for laengst kortsluttet af professionel talentudvikling i klubberne.
Det er svaert at bebrejde Spillerforeningen, at den muligvis er Europas staerkeste fagforening for fodboldspillere, og at den arbejder for ordentlige vilkår for spillerne. Det er organisationen sat i verden til.
Men på A-landsholdet er spillerne og Spillerforeningen ved at sejre sig ihjel i en kamp for at normalisere en ofte kaotisk og menneskefjendsk fodboldverden, hvor spillere uden for Nord- og Vesteuropa uden en ildsprudlende Mads Øland til at forsvare sig arbejder under elendige forhold sammenlignet med Danmark.
Landsholdsfodbold og dermed DBU er under et enormt pres fra klubberne i Europa, og det er i sidste ende disse store penge, lønningerne, sponsoraftalerne og de professionelle forhold, DBU ikke kan matche.
Det skal alle parter erkende og finde en konsensus om, og det er efter min vurdering blandt andet denne erkendelse, der er så svaer at sluge. Men måske skulle man gøre forsøget. Praemiepengene for at nå EM 2020 og VM 2022 er alligevel så astronomiske, at de gør kampen om nogle få ekstra millioner kroner fra sponsorater, forsikringer og bonusaftaler lidt ligegyldige.
Måske kunne parterne mødes i en aftale om, at DBU ikke bruger individuelle spillere eller grupper, men kun markedsfører hele landsholdet, mens spillerne afholder sig fra kommercielle aktiviteter i landsholdsregi for deres klubsponsorer og personlige sponsorer?
De to parter skal i hvert fald skynde sig at finde en aftale, hvis de mener det med et trovaerdigt A-landshold alvorligt – gerne før søndagens kamp mod Wales.
For uanset, hvad traenere, spillere, forbund og meningsdannere siger omkring de store slutrunder, kan klubfodbold langt mere, end landsholdsfodbold kan, og der er ingen, hverken på U/7-banerne i tusindvis af breddeklubber eller i de milliardomsaettende fodboldklubber i udlandet, der stopper op og venter, fordi Spillerforeningen og DBU ikke kan blive enig om en landsholdsaftale.