DEN SELVFØLGELIGE KONFLIKT
Klubfodbolds massive økonomiske fremgang er den virkelige skurk og forklaring, på, at DBU, landsholdsspillerne og Spillerforeningen er havnet i en massiv konflikt, der kan besvaerliggøre landsholdet vej mod EM 2020 og yderligere forpeste det allerede dårlige klima i dansk topfodbold.
Hvem er skurken i den eskalerende konflikt mellem DBU og landsholdsspillerne/Spillerforeningen om kommercielle rettigheder og øvrige vilkår for spillerne på herrelandsholdet? Hvis man kunne udpege skurken helt praecist, havde man nok gjort det for laengst og fået sagen lukket på nogle af årets foreløbig 26 forhandlingsmøder, før krisen truede med at skabe en total sportslig og økonomisk nedsmeltning af det landshold, der for få måneder siden repraesenterede Danmark ved VMslutrunden i Rusland.
Så simpelt er det dog naturligvis ikke. Skurken er nemlig udviklingen sådan helt generelt, hvor klubfodboldens største professionelle klubber økonomisk, sportsligt og prestigemaessigt i stigende grad saetter landsholdsfodbolden af på herresiden. Udviklingen betyder, at de bedste spillere også i sig selv er blevet små virksomheder med agenter, medierådgivere og fagforeninger, som også skal ernaere sig og have en plads i fodbolden efterhånden temmelig komplekse arkitektur.
Fodbold på topniveau er mere følelser og forretning end forening, og der udspiller sig i disse dage for åbent taeppe et trekantsdrama mellem klubinteresser, spillernes personlige interesser og et dansk fodboldforbund i en kompleks indre spagat mellem foreningsvaerdier og kold forretning.
Landsholdet har trods kommercialiseringen høj symbolvaerdi for hele forenings-Danmark, og konflikten går naturligvis ondt på selvforståelsen i ’idraets-Danmark’. Men vejen til at løse konflikten er måske at gå tilbage til et lidt renere snit mellem kommercielle og foreningsinteresser i fodboldsystemet – sådan som man paradoksalt nok også havde det i fodboldens glade amatørdage herhjemme. Hvad er løsningen så?
Måske er den slet ikke så kompliceret, som det – uden detailkendskab til forhandlingerne og forhandlingsforløbet mellem DBU og spillerne – har set ud i denne uge.
SKRU KOMMERCIALISERINGEN TILBAGE
Måske er løsningen den enkle, at begge parter erkender, at isaer herrelandsholdet ikke bare sportsligt, men også kommercielt bliver stadigt mere umuligt at indpasse i fodboldens sportslige og økonomiske struktur.
Kommercialiseringen og formålet med landsholdet skal derfor rulles tilbage til den tid, hvor landsholdet rent faktisk var noget ganske saerligt. Konflikten viser, at landsholdet i fremtiden ikke kan fungere, hvis det bare skal vaere endnu en umaettelig aktør i fodboldens kommercielle struktur med arbejdsgiveransvar og tiltagende kommerciel udnyttelse af spillerne.
DBU må nok erkende, at man ikke kan få hele pakken, hvor man med foreningshatten i hånden under landsholdssamlingerne naegter at have arbejdsgiveransvar, mens man med forretningshatten på uden for landsholdssamlingerne reducerer spillernes individuelle kommercielle muligheder. Muligvis har DBU allerede nået denne erkendelse, som vel dybest set også gaelder landshold i mange andre fodboldnationer. Man må så bare konstatere, at spillere og forbund i Danmark over flere omgange har vist sig ude at stand til at finde en langtidsholdbar balance mellem de forskellige hensyn, og sådan bliver det såmaend nok også i fremtiden, hvis man ikke laegger strategien omkring landsholdet om.
Det var populaert sagt nemmere at vaere DBU for 50-60 år siden. Dengang var DBU et rent amatørforbund, og hvis datidens stjerner som verdens dengang dyreste spiller, Harald Nielsen, valgte en professionel tilvaerelse i udlandet, valgte de samtidig landsholdet fra. Den slags tilstande ønsker ingen formentlig at vende tilbage til, selv om det paradoksalt nok kan blive konsekvensen af den aktuelle konflikt.
Hvis konflikten med spillerne omkring de kommercielle rettigheder er uløselig og uundgåelig – også i fremtiden – må man derfor groft sagt tilbage til en situation, hvor DBU accepterer, at landsholdsspillere er kommercielle aktører i sig selv, mens landsholdsspillerne til gengaeld accepterer, at landsholdet ikke er en traditionel kommerciel aktør på linje med klubber, agenter og sponsorer.
DBU må måske erkende, at man ikke i samme grad som tidligere kan saelge landsholdsspillere som en del af den kommercielle pakke omkring landsholdet. Man kan udelukkende saelge brandet DBU og den almindelige og ikke ubetydelige goodwill omkring landsholdet som en samlet enhed. Slut altså med at saelge landsholdsspillere som sådan. Sådan var holdningen faktisk også hos DBU i gamle dage. Måske var DBU-lederne slet ikke så dumme dengang under OL i London i 1948, hvor man ifølge datidens overleveringer naegtede at spille med rygnumre på landsholdet, fordi de folkekaere spillere jo var ”amatører og ikke cirkusheste”.
En sådan omlaegning af den kommercielle strategi vil muligvis – i hvert fald på kort sigt – føre til et fald i DBU’s kommercielle indtaegter, men det gør måske mindre på bundlinjen, for den anden side af dealen er så den logiske, at spillerne også i højere grad vender tilbage til de ’gode gamle dage’, hvor man primaert spillede for aeren og sportslige ambitioner på landsholdet.
Lyder det helt urealistisk? Man kan jo kigge på ishockeylandsholdet og spørge, om NHLspillerne deltog for pengenes skyld under forårets succesfulde VM i København og Herning.
ØGET BRANDINGVAERDI
Naturligvis skal professionelle spillere have ordentlige forsikringsforhold og rimelige sportslige forhold, men spillerne skal måske også erkende, at det gør ondt på deres fans og giver en opfattelse af grådighed hos tilhaengerne, når de som ekstremt velbetalte fodboldspillere ryger ud i løn- og arbejdskonflikter med DBU. Krav om kokke, privatfly, hybridbaner og støre behandlerteams afspejler givetvis mange af spillernes virkelighed i deres professionelle klubber, men spillerne må også overveje, hvor langt de skal isolere sig fra den almindelige fodboldvirkelighed i Danmark, som landsholdet alt andet lige repraesenterer, hvis begrebet landshold skal give mening.
Spil for aeren – eller bliv hjemme… Så får vi også et landshold, der som samlet brand får en større vaerdi. Princippet er på mange måder det samme, som man kender fra de olympiske lege. Her er alle deltagere ulønnede og ingen må pleje eller flashe deres egne sponsorinteresser under legene. Deltagerne nyder til gengaeld godt af den forøgede personlige brandingvaerdi, der ligger i en OL-deltagelse.
Jamen, vil en neddrosling af de kommercielle aktiviteter omkring A-landsholdet ikke føre til et kollaps af hele den danske fodboldpyramide, hvor indtaegterne fra herrernes landshold i høj grad er med til at betale for de øvrige landshold, talentudvikling og breddeaktiviteter i et forbund med en omsaetning på 280 millioner kroner i 2017?
Ikke nødvendigvis. For man kan nemt stille spørgsmål ved regnestykket.
Dels er det begraenset, hvor mange af sponsorindtaegterne fra landsholdet, som reelt siver ned gennem fodboldsystemet, dels er DBU gennem centraliseringen af landsholdsrettighederne sikret solide tv-indtaegter uanset landsholdets sportslige praestationer, dels er de direkte sammenhaenge mellem landshold og resten af fodbolden absolut ikke så entydige, som de måske var engang.
EN SAMMENHAENGENDE PYRAMIDE?
Tiden siden amatørdagene er én lang march mod øget kommercialisering af fodbolden og ét langt forsøg på at finde en passende balance mellem den romantiske forestilling om fodbolden som en sammenhaengende pyramide, hvor den frivillige leders tjans med U6-drengene i Sønder Vaemmelse traekker en direkte linje op til ’nationens drenge’, der kaemper for hele Danmark på landsholdet og betaler tilbage til barndommens land.
Der er noget om sagen. Og så alligevel ikke. Sandheden er, at fodboldens foreningsbårne politiske struktur gennem årene har haft saerdeles vanskeligt med at følge med den udvik-
ling, som kommercielle kraefter og klubhold hele tiden driver fremad.
DBU kan godt lave slogans som ’En del af noget større’ og hylde de frivillige ledere, der knokler uegennyttigt i fodboldens tjeneste, men sandheden er, at DBU i rigtig mange år har vaeret en del af et uappetitligt større internationalt politisk system, hvor toplederne var mere optaget af at rage til sig og opføre sig som rene operettefyrster på ryggen af fodboldens kommercialisering og et utidssvarende monopolsystem.
DBU stod i mange år aldrig først i køen, når misforholdene skulle modarbejdes. Man var i mange år naermest tavst samtykkende, mens millioner og atter millioner i kommerciel vaerdi blev skummet ud af fodbolden af de såkaldt ’frivillige ledere’ i toppen af fodboldpyramiden. Så sent som i sidste uge blev en tidligere FIFA-vicepraesident, Juan Angel Napout, idømt ni års faengsel for korruption omkring salget af kommercielle fodboldrettigheder ved en domstol i New York.
UEFA og FIFA-skandalerne har måske ikke direkte noget med DBU at gøre, men man skal ikke glemme, at når topspillerne har brug for staerke fagforeninger som Spillerforeningen, er det fordi, fodbolden og fodboldens politiske organer på mange måder gennem mange år har vaeret politiske og ledelsesmaessige skrotbunker, hvor det har vrimlet med suspekte eksistenser, der under daekke af ’foreningstanken’, og fodboldpyramiden har malket millioner af dollars ud af spillerne og fodboldens fascination.
LØSREVET TALENTUDVIKLING
Når vi hører, at DBU uden indtaegterne fra A-landsholdet ikke kan støtte op om talentudvikling og ungdomsfodbold, er der naturligvis noget om snakken på kortere sigt. Men på den anden side er der også her mest tale om en magtkamp, hvor talentarbejdet for tiden i stigende grad glider forbundet og dets politiske ledelse af haende.
I ungdomsarbejdet og talentarbejdet bliver fodbolden stadig mere separeret mellem amatørerne i breddefodbolden, som først og fremmest er båret af lyst og engagement hos klubber, ledere og spillere, og den stadigt mere seriøse og semiprofessionelle udvikling af elitespillere i fødekaeden til landshold og professionelle klubhold.
Hvis man kigger naermere på DBU’s ungdomslandshold hos herrerne fra U16-U19, finder man ikke én spiller, som ikke allerede er tilknyttet de professionelle talentakademier hos dansk fodbolds absolutte topklubber eller professionelle udenlandske klubber. Landsholdsarbejdets rolle i talentudviklingen er ikke afgørende.
Båndet til den danske foreningsmodel og fodboldpyramide er i dag reelt allerede kappet, senest når topspillerne bliver 14-16 år. Finansieringen og organiseringen af talentudviklingen kunne de professionelle klubber i princippet klare selv.
Det er allerede mange år siden, at der var spor af uegennyttig foreningsopdragelse i eliteungdomsfodbolden herhjemme. Dansk fodbold glider som andre lande mod et system af kommercielle talentakademier, der løsrevet fra foreningsfodboldens strukturer uddanner spillere til fodbold som erhverv. Det lyder ikke saerlig romantisk, men det er sandheden. De mest talentfulde unge spillere er ikke laengere foreningsmedlemmer af lyst og engagement, de er investeringsobjekter under erhvervsuddannelse.
BREDDEFODBOLDEN KAN STÅ ALENE
Breddefodbolden da, hvad med den? Nyder den ikke godt af landsholdsfodbolden?
Jo, naturligvis. Det er altid fedt at maerke lidt stjernestøv eller at samles omkring landsholdet i klubhusene rundt omkring i landet, men sandheden er faktisk, at breddefodbolden i Danmark reelt sagtens kan klare sig på medlemmernes og foreningernes engagement og frivillighed, som den har gjort i årtier.
DBU’s lokalunioner kan – gerne med lidt hjaelp fra udlodningsmidlerne – sagtens finansiere deres egen virksomhed gennem turnerings- og kursusvirksomheden og medlemsforeningernes engagement.
Lokalunionerne er reelt blandt de idraetsorganisationer i Danmark, som er mindst afhaengige af offentlig støtte og kommercielle indtaegter. På trods heraf er de blandt de organisationer, som har suveraent størst aktivitetsniveau og er i taettest dialog med medlemsforeningerne. Breddefodbolden står og falder derfor på ingen måde med landsholdsfodbolden.
Tvaertimod kunne breddefodbolden i mange sammenhaenge have befriende godt af at løsrive sig fra de logikker om talentudvikling, rettigheder for spillerne og licenskrav, som uundgåeligt smitter af fra kommercialiseringen, professionaliseringen og de evindelige magtkampe i toppen af fodboldens pyramide.
En større adskillelse af bredde og elite i dansk fodbold ville sandsynligvis ikke føre til kollaps af fodbolden, men måske i virkeligheden snarere til flere aktive fodboldspillere i alle aldre, fordi breddefodbolden blev mere frigjort af en politisk struktur og en fodboldpyramide, som alligevel er en illusion.