EFTER DOMMEDAG
Det var en katastrofe for italiensk landsholdsfodbold, at den fodboldgale nation gik glip af sommerens VM-slutrunde, og nu venter en ny genopbygningsfase under Roberto Mancinis ledelse. Italienerne er før kommet tilbage fra umulige situationer, men efter ”den vaerste sommer nogensinde” handler det ikke kun om resultater, men også om noget så essentielt som folkets interesse og tillid.
D ommedag.
Det var det ord, som den store italienske sportsavis La Gazzetto dello Sport med vanlig sans for patos brugte i november sidste år, da det stod klart, at Italien ikke ville komme med til VM som følge af det samlede playoff-nederlag mod Sverige.
At Italien ikke var med ved VM for første gang siden 1958, gav naturligvis anledning til selvransagelse, masser af diskussioner og ikke mindst landesorg i ugerne og månederne efter nederlaget, men nu skal nationen forsøge at rejse sig.
Der er blevet skiftet ud i både ledelse, stab og spillertrup, men hvad så nu? Hvor står det italienske landshold forud for en ny landsholdsaera, der begynder med kampen mod Polen i Nations League fredag aften? Hvad sker der efter dommedag?
DEN VAERSTE SOMMER NOGENSINDE
Det var en overraskelse for hele verden, at Italien ikke kom med til VM, og derfor var det også interessant for hele verden at undersøge, hvordan landede klarede sig gennem en sommer uden fodbold-VM.
I Washington Post undersøgte avisens italienske korrespondent Chico Harlan sagen i en reportage fra Rom i juni. Her kunne han blandt andet konstatere, at sportsbarerne i Rom ganske vist var fyldte ved spisetid, men at det var de udendørs borde, der var mest rift om. Ingen havde interesse i at sidde inde, hvor der var udsyn til tv-skaermene med VMfodbold.
”Jeg har ikke set VM – ikke et eneste minut. Det eksisterer ikke i år,” blev en 37-årig skolelaerer ved navn Sabrina Battista citeret for i artiklen i Washington Post.
Sommeren 2018 var altså markant anderledes end slutrundesomre plejer at vaere i Italien. Den italienske avis Corriere della Sera fastslog i en overskrift, at der var tale om ”den vaerste sommer nogensinde for italienske maend”, fordi der ikke var VM med italiensk deltagelse, og der derfor ikke var noget at tale om udover politik.
Og netop den politiske situation er også en del af fortaellingen om Italien og dets fodboldlandshold lige nu. Det har vaeret et tumultarisk år på den politiske scene, hvor parlamentsvalget i marts førte flere måneders usikkerhed med sig, fordi det splittede Italien i lang tid ikke kunne danne en regering. Derfor er fodbolden – og landsholdet i saerdeleshed – gledet i baggrunden. Flere iagttagere har således beskrevet, hvordan fodboldpassionen ikke er den samme i landet.
”Fodbold er ikke laengere det dominerende tema. Folk på sportsbarer taler meget om regeringen, om migranter. De er mere bekymrede over kvaliteten af regeringen end om deres målmand,” udtalte den Torino-baserede fodboldforfatter Darwin Pastorin i sommer.
Og hvor den italienske hovedstad Rom ofte har vaeret centrum og samlingspunkt for store folkemasser i forbindelse med fodboldkampe, var sommerens store event i den italienske hovedstad en politisk demonstration. Den store passion og nationalfølelse er tilsyneladende flyttet fra fodboldstadionerne til det politiske miljø, mens fodboldlandsholdet har levet en tilvaerelse som mobbeoffer eller ligegyldighed.
Op til VM-slutrunden bragte et italiensk medie således en billedserie med temaet ”Italien til VM”, hvor en raekke billedmanipulationer viste, hvordan VM-slutrunden blev ’fejret’ i Italien. Man kunne blandt andet se et billede af ”Italiens VM-hold”, der viste 11 stillestående spillere foran en tv-skaerm samt en foto af ”Italiens officielle landsholdstrøje” illustreret af en mand siddende i en sofa med løstsiddende afslapningstøj. Endelig viste et tredje billede ”landsholdet på vej til VM” – her så man en gruppe maend på vej op ad en flytrappe. Der var bare ikke noget fly, de kunne gå ind i.
”Fodbold var en af de største grunde til, at italienerne følte nogen som helst national stolthed. Nu hvor det er vaek, ser det ud til, at deres selvtillid har ramt bunden. ’All’italiana’ er blevet et slang-udtryk for noget, der er gået galt; at springe over hvor gaerdet er lavest og noget korrupt. Alle siger, at det er et land, som er ’allo sfascio’ – ødelagt eller kollapset,” lød analysen fra skribenten Tobias Jones i The Observer i kølvandet på den kiksede VM-kvalifikation.
GENOPBYGNING
Det kunne altså tyde på, at det italienske landshold som institution er på et lavpunkt, men efter et halvt år i forandringens tegn, er det nu tid til at se fremad for et nyt italiensk landshold.
Afskedigelsen af landstraener Gianpiero Ventura, der i parentes bemaerket har udtalt, at han ikke har sat sine ben i IKEA siden nederlaget til Sverige, var den mindst overraskende konsekvens af den manglende VMkvalifikation, og efter et halvt år med Luigi Di Biagio som midlertidig landstraener, blev Roberto Mancini ansat som ny landstraener i maj.
Flere rutinerede spillere, der har kendetegnet landsholdet gennem de sidste mange år, er nu fortid i den azurblå trøje, og Mancini har markeret, at han vil bygge et nyt landshold op med unge spillere.
Landstraeneren er dog bekymret over antallet af udenlandske spillere i Serie A, og derfor har han satset på nogle af de nye kraefter, der har gjort det godt på unglandsholdene.
30-mandstruppen til den kommende uges kampe mod Polen og Portugal taeller således hele 21 spillere med under 15 landskampe, mens kun to spillere (Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci) kan fremvise mere end 40 kampe for nationalmandskabet.
Det har fået Mancini til at udtale kritik af de italienske klubber.
”Vores brug af italienere har aldrig vaeret så lav, så vi har prøvet noget anderledes. Derfor har jeg udtaget visse spillere. Når det er sagt, mener jeg, at der findes nogle virkelige gode italienere, som helt sikkert er bedre end mange af de udlaendinge, der spiller på deres positioner,” udtalte Mancini på et pressemøde i denne uge, hvor han forklarede baggrunden for de mange uprøvede spillere, der er udtaget til A-landsholdet.
En af dem er Roma-spilleren Nicolo Zaniolo, der er med i truppen til kampene mod Polen og Portugal, selvom han endnu ikke har fået Serie A-debut.
”En spiller som Zaniolo har nogle vigtige kvaliteter. Han gjorde det meget godt ved U/19-EM, og som 19-årig skal en spiller som ham have spilletid. Tidligere fik mange spillere af hans kvalitet allerede spilletid for store
klubber, og det bør også vaere tilfaeldet i dag. Det sker i udlandet. Vi prøver at sende et staerkt signal fra Coverciano [det italienske fodboldforbunds hovedkvarter]. Vi er overbeviste om, at de, som spiller på ungdomsniveau, også kan gøre det på højere niveau. Herefter må vi bare vente og se og håbe at se vores drenge på banen kontinuerligt og på højt niveau,” sagde Mancini i begyndelsen af ugen.
ET NYT STORT COMEBACK?
Det er altså lagt op til nye tider på det italienske landshold, og det er slet ikke umuligt, at der også er udsigt til bedre tider.
Mancinis sats på yngre kraefter er et tegn på, at flere italienske talenter begynder at pible frem. På klubsiden er Serie A tilmed inde i en god udvikling med Juventus som et lokomotiv, der har vaeret i Champions League-finalen to gange de seneste fire år og denne sommer har hentet Ballon d’Or-vinderen Cristiano Ronaldo til landet. Den hype, som det skifte medfører, kan også smitte af på landsholdet.
Desuden har det italienske landshold før rejst sig fra bidende nederlag og umulige situationer for så at levere imponerende comebacks.
Finalepladsen ved EM i 2012 blev sikret to år efter et pinligt exit i gruppespillet ved VM i Sydafrika. Verdensmesterskabet i 2006 kom i kølvandet på den omfattende Calciopoli-skandale, hvor mesterholdet Juventus, der talte flere landsholdsspillere, blev tvangsnedrykket til Serie B. I 1994 nåede Italien VM-finalen to år efter, nationen havde misset kvalifikationen til EM-slutrunden i 1992. Og da Italien helt sensationelt tabte til upåagtede Nordkorea og røg ud efter gruppespillet ved VM i 1966, tog man revanche bare to år senere ved at vinde europamesterskabet på hjemmebane i 1968.
Så Italien kan vende tilbage til toppen, og dermed kan landsholdet også vinde sit folk tilbage. For ligesom landsholdets nedture gør ondt på italienerne, er det samme folk eksperter i at fejre triumfer. Det har forfatteren Tim Parks, der har boet i Italien i 37 år, beskrevet på fornem vis i et blogindlaeg for New York Times tidligere i år:
”Man kan sige, hvad man vil om den skrøbelige italienske nationalånd, men når landsholdet vinder en VM-kamp, er jubelscenerne ekstraordinaere. Der er horder af scootere, der kører med viftende flag, små piger og gamle damer med vanvittig jubel, oceaner af vin og grappa, festende mennesker der kører med hornet i bund til de tidlige timer, hustruer og deres svigermødre der forsones, nordboere og sydlaendinge forenes i triumferende krammere.”
Alt dette oplevede landsholdslegenden Dino Zoff, da han som ung målmand i 1968 var ny mand på et nybygget italiensk landshold, som rejste sig oven på Nordkorea-katastrofen i 1966 og vandt europamesterskabet i 1968 på hjemmebane.
I forbindelse med den Italien-løse VM-slutrunde i sommer udtalte den i dag 76-årige Zoff sig om landsholdets potentiale som samlende kraft midt i en spillet tid for nationen.
”Det eneste tidspunkt, hvor italienere er samlet, er når landsholdet spiller. Det er naesten en instinktiv passion. Det er landsholdet, ikke nationalisme.” +