Resultater, aestetik og ideologi: Hvor skal vi hen?
Sidste kapitel i serien om de danske landstraenere handler om de seneste tre årtier. Hvor nødløsningen for Horst Wohlers vandt EM. Hvor Bo Johansson vidste, at modstandernes målmand havde en dårlig side, men ikke hvilken. Hvor Morten Olsen gennem halvandet årti tegnede landsholdet og Danmarks fodboldfilosofi. Og hvor man gik i en komplet anden retning med hans afløser, men fik sportslig succes - uden at et helt centralt og årtier langt spørgsmål blev besvaret: Skal det danske landshold have én bestemt retning?
Efter Sepp Pionteks og landsholdets nederlag i Rumaenien i 1989 og den dermed kiksede kvalifikation til VM i Italien året efter måtte DBU ud og finde en ny landstraener. I denne proces formåede unionen at udstille en bemaerkelsesvaerdig grad af inkompetence.
Den ellers ganske succesrige OL-landsholdstraener Richard Møller Nielsen blev hurtigt dømt ude af unionens ansaettelsesudvalg, der hellere ville forsøge at kopiere proceduren med Piontek. Man havde i sin tid, tilbage i 1978, selv henvendt sig – altså håndplukket/ headhuntet – Kurt Nielsens efterfølger. Der havde ellers vaeret hele 18 ansøgere til jobbet, deriblandt Kurt Nielsen selv (han ville rigtig gerne have vaeret fortsat), men DBU ønskede en saerlig profil. Først og fremmest gik man dengang efter en ung og fremadstraebende, ambitiøs og energisk traener, som altså havde fremtiden for sig. Og som ikke allerede var velkendt på godt og ondt af presse og det hjemlige publikum. Altså en udlaending og et – i Danmark – ubeskrevet blad, der kunne udvikle sig og sit landshold i en parallel proces. Det var jo gået saerdeles godt med Piontek, selv om udviklingsprocessen jo nok havde taget en anden drejning end den, man oprindeligt havde forestillet sig.
Valget faldt på tyske Horst Wohlers, som var traener i Bayer Uerdingen, hvor han arbejdede med landsholdsspillerne Brian Laudrup og Jan Bartram. I sin iver efter at gentage Piontek-kuppet fra 1978 kom DBU’s ansaettelsesudvalg til at overse den ellers ret vaesentlige detalje, at Wohlers kontraktligt var bundet til sin tyske klub, som ingenlunde var villig til at lade ham gå. Da DBU allerede havde annonceret Wohlers som ny landstraener, var situationen saerdeles pinlig. Unionens kattelem blev at gennemføre en hastig kovending og tage Richard Møller Nielsen i Wohlers sted. Eftersom affaeren udspillede sig kun halvandet år efter den pinagtige og bitre ”Frimannsag”, hvor Per Frimanns deltagelse på OLlandsholdet i Polen kostede billetten til de olympiske lege i Seoul, efterlod det et samlet indtryk af en union hvor tingene sejlede på foruroligende vis. Den nye landstraener blev udpeget uden nogen saerligt helhjertet opbakning fra arbejdsgiveren, der altså helt åbenlyst havde ønsket sig en anden og kun pegede på ”Ricardo” for at laegge låg på stormen af skandaler.
Richard ”Løvehjerte” Møller Nielsens aktive baggrund lignede på mange måder Sepp Pionteks. Richard havde vaeret en benhård forsvarsspiller for OB, og hvis ikke det havde vaeret for en alvorlig skade, havde han sandsynligvis fået flere end de to landskampe, han nåede at blive noteret for. I stedet kastede han sig over traenergerningen. Tilnavnet ”Løvehjerte” opnåede ”Ricardo” (hans andet tilnavn) først og fremmest som en modig og uforfaerdet fighter på banen. Som traener var han i bund og grund en forsigtig, struktureret, defensiv strateg. Han spillede en fremtraedende rolle i OB’s lidt triste metamorfose fra det festlige angrebsfodbold, der havde kendetegnet klubben i årtier under blandt andre Jørgen Leschly Sørensens påvirkning, til en klub hvor man arbejdede stenhårdt fysisk, og hvor defensiven havde førsteprioritet. ”Ricardo” spillede safety first, hvilket for eksempel kom til udtryk, da OB fik Henrik Eigenbrod hjem fra AZ i Alkmaar i 1984. Eigenbrod var landsholdsspiller og en af de teknisk dygtigste forsvarsspillere i dansk fodbold. Under ”Ricardo” i OB blev hans rolle at sparke så mange lange bolde frem ad banen som han kunne, så langt han overhovedet kunne.
OB’s første danske mesterskab i 1977 var en kraftpraestation. Holdet vandt med en 8-points margin ned til nr. 2, B. 1903, og der blev i 30 kampe kun scoret 27 mål imod ”de stribede”. Holdet bestod primaert af garvede veteraner, men ”Ricardo” var ganske god til at integrere unge talenter, og i 1977 havde fynboernes offensiv gavn af den lovende Allan Hansen, som var staerkt medvirkende til at odenseanerne også blev det mest scorende hold i 1. division. Richard Møller Nielsens resultater, hans vaegt på den kollektive disciplin samt formentlig hans dygtige mandskabspleje gav ham jobbet som U-landstraener og – op til de olympiske lege i Seoul i 1988 – OL-landstraener. I sidstnaevnte funktion kunne ”Ricardo” vaelge mellem alle de spillere i Danmark, der endnu ikke havde optrådt i EM-eller VM-sammenhaeng (det var jo så dét, man ikke kunne finde ud af mht. Per Frimann). Det drejede sig om overordentligt mange dygtige spillere, hvilket hang sammen med Sepp Pionteks generelle uvilje mod at skifte ud på sit sammentømrede hold. OL-holdets stamme blev desuden praeget af mange davaerende eller forhenvaerende Brøndbyspillere, hvilket gav en god sammenhaengskraft.
Forud for den første OL-puljekamp i Graekenland gav ”Ricardo” overfor pressen en beskrivelse af en meget staerk modstander, og dermed meget vanskelig debutkamp. Danmark vandt helt ubesvaeret 5-0 og kunne formentlig have slået de svage graekere større, hvis ikke det havde vaeret for landstraenerens saedvanlige forsigtige indstilling. Før den naeste udfordring, hjemme mod Rumaenien, udtalte ”Ricardo” at han anså uafgjort som et fornuftigt resultat, for eksempel ville 0-0 vaere udmaerket. Hvorefter Danmark totalt smadrede udeholdet med 8-0. Det er sandsynligt, at den manglende tiltro til Møller Nielsen som international traener, som ofte praegede sportspressens forhold til ham og endda med tiden forsurede hans position som landstraener, startede allerede på dette tidspunkt. Det var svaert at tage ham alvorligt, og han bidrog selv til det indtryk med sin underspillede humor, sine selvopfundne metaforer og sin lettere excentricitet. Han var desuden yderst aerekaer og valgte ikke altid sine slagsmål med omhu.
RICARDOS ULTIMATIVE TRIUMF OG DET TABTE MOMENTUM
– Richard Møller Nielsens epoke kom på mange måder til at stå i ”Dynamit-drengenes” skygge. Den blev ikke så succesrig som Pionteks, hvilket jo er et enormt paradoks eftersom ”Ricardo” skabte det største enkeltstående resultat i Danmarks idraetshistorie. Hvordan måler man succes? For landsholdets vedkommende må et af kriterierne nødvendigvis vaere, at fodboldfolket står bag holdet og bakker op. Det skal vaere muligt at identificere sig med holdets spillestil og holdning til spillet. Det er trods alt landets hold - ikke DBU’s alene! Nationens udvalgte skal afspejle det bedste i landets fodboldkultur.
Et andet kriterie er naturligvis resultaterne, der altid må afvejes i forhold til holdets reelle styrke. Det sidstnaevnte klarede Ricardos hold med glans. Det kneb mere med det første. På trods af den fantastiske EM-sejr i 92 husker mange Richard ”Løvehjertes” landstraeneraera som en fodboldmaessig deroute. Landsholdet havde nok en down-periode med hensyn til talentmassen, sammenlignet med Piontek-aeraen. Sepp havde ikke just gjort tingene nemmere ved at holde for laenge på sine trofaste spilleraktiver. Det var gavnligt for OLlandsholdet, men tilsvarende negativt for A-landsholdet. Presse og publikum havde fra starten svaert ved at forlige sig med det fysisk betonede og relativt defensive landsholdsspil, som ”Ricardo” var eksponent for. Han var og blev en forsigtig defensiv taktiker. Det tekniske, kreative og sevaerdige spil måtte man se langt efter. Det var acceptabelt under EM i 1992, hvor landsholdet helt exceptionelt kom med på et afbud og var komplette underdogs. Begejstringen over guldet og titlen som europamestre måtte jo overdøve det faktum, at danskerne spillede defensivt, langsomt og kontrabaseret. Havde reglen om at målman-