NÅR KONGEN FALDER

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - ANFØRERNE - KAPITEL 4 - TEKST: MARTIN DAVIDSEN

I lø­bet af det se­ne­ste år har flere Su­per­liga-klub­ber vra­get en ru­ti­ne­ret an­fø­rer og er­stat­tet ham med en ny le­der, men hvad be­ty­der det for en er­fa­ren spil­ler at mi­ste sin sta­tus som kap­ta­jn? Hvor­dan hånd­te­rer tra­e­ne­ren den van­ske­li­ge si­tu­a­tion? Og hvor­dan kan man som an­fø­rer og le­der­ty­pe bi­dra­ge til hol­dets ud­vik­ling, når man selv sid­der ude? I sid­ste ka­pi­tel af Tips­bla­dets an­fø­rer-serie ser vi na­er­me­re på den spe­ci­el­le si­tu­a­tion, der op­står, når an­fø­rer­bin­det skif­ter arm.

Hvis der er no­get, fod­bold­spil­le­re ik­ke bry­der sig om, er det at sid­de ude. Hvad en­ten det hand­ler om ska­der el­ler de­ci­de­ret fra­valg, er det en pi­ne for dem at bli­ve fra­ta­get sel­ve de­res ek­si­stens­grund­lag, nem­lig at lø­be ind på en fod­bold­ba­ne og va­e­re en del af en kamp om ha­e­der, ae­re og tre po­int.

En pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler uden spil­le­tid på første­hol­det er som en pro­fes­sio­nel mu­si­ker uden kon­cer­ter i ka­len­de­ren, og hvis man til­med er vant til at va­e­re højt i hie­rar­ki­et, kan fal­det va­e­re dybt, hvis man plud­se­lig hen­vi­ses til ba­en­ken el­ler tri­bu­nen.

”Man kan va­e­re nok så op­ti­mi­stisk og ar­bejds­glad en per­son, men til sidst dør man lidt ind­ven­digt,” som den tid­li­ge­re lands­holds­an­gri­ber og nu­va­e­ren­de DBU-boss Pe­ter Møl­ler skri­ver i sin selv­bi­o­gra­fi ”32” fra 2005.

Det er en åben­lys sand­hed, at det er vig­tigt for en an­fø­rer at va­e­re en fast del af star­top­stil­lin­gen, men hi­sto­ri­en er rig på ek­semp­ler på spil­le­re, der af den ene el­ler an­den år­sag har mi­stet sin plads i star­top­stil­lin­gen – og si­den­hen og­så har mi­stet an­fø­rer­bin­det.

Ale­ne i Dan­mark har man i lø­bet af det se­ne­ste år op­le­vet flere er­far­ne spil­le­re mi­ste de­res sta­tus som kap­ta­jn i de­res klub. Da David Ni­el­sen blev ch­eftra­e­ner i AGF i ef­ter­å­ret 2017, blev an­fø­rer Mor­ten ’Dun­can’ Ras­mus­sen sat på ba­en­ken med et ef­ter­føl­gen­de klubs­kif­te som kon­se­kvens. I FC Kø­ben­havn blev Wil­li­am Kvist fra­ta­get an­fø­rer­bin­det i som­mer. Og se­ne­st har tra­e­ner Jakob Mi­chel­sen skif­tet an­fø­rer i OB, hvor Ja­nus Dra­ch­mann er ny le­der på hol­det på be­kost­ning af Ken­neth Emil Pe­ter­sen, der er hen­vist til tri­bu­nen.

Det kan få stor be­tyd­ning for bå­de spil­ler, tra­e­ner og hold, når der skif­tes an­fø­rer i en fod­bold­klub, for hvad sker der, når kongen falder, og et nyt hie­rar­ki sa­et­ter sig? I det sid­ste af­snit af Tips­bla­dets anførerserie ser vi na­er­me­re på den spe­ci­el­le si­tu­a­tion, der op­står, når an­fø­re­ren ik­ke er en del af star­top­stil­lin­gen.

KAP­TA­JN PÅ EN KONDICYKEL

Ras­mus Würtz har til­bragt en pa­en del af ef­ter­års­sa­e­so­nen på en kondicykel. Den 35-åri­ge AaB’er har dø­jet med en fi­ber­spra­eng­ning, der har ta­get lang tid at kom­me sig over for den er­far­ne midt­ba­ne­spil­ler. Og fra kon­di­cyk­len i Bør­ge Bach-hu­set ved AaB’s tra­e­nings­an­la­eg har Würtz haft ud­sigt til tra­e­nings­ba­nen, hvor hold­kam­me­ra­ter­ne uge ef­ter uge har for­be­redt sig den kom­men­de Su­per­liga-kamp. Uden ham. Uden an­fø­re­ren.

Sta­bi­li­tet har el­lers va­e­ret en dyd for Ras­mus Würtz gen­nem det me­ste af karrieren, og si­den sit co­me­ba­ck til AaB i som­me­ren 2009 har midt­ba­ne­man­den va­e­ret en fast del af star­top­stil­lin­gen i al­le sa­e­so­ner. Men i den­ne sa­e­son har ska­den holdt ham ude, og det har på­vir­ket hans må­de at age­re som an­fø­rer på.

”Det er al­drig sjovt at sid­de ude. Man er jo ik­ke rig­tigt en del af hol­det, når man er ska­det og sid­der in­de på cyk­len. Det er be­gra­en­set, hvor me­get ind­fly­del­se man har på tin­ge­ne i så­dan en pe­ri­o­de. Selv­om jeg er an­fø­rer, har jeg og­så ta­enkt ’hold ka­eft, hvor vil jeg ger­ne der­ud igen og bi­dra­ge’. Det er jo på tra­e­nings­ba­nen, at ar­bej­det skal gø­res, selv­om der kan va­e­re ting uden for ba­nen, hvor man kan ta­ge fat og bi­dra­ge lidt. Man kan for­sø­ge at gu­i­de lidt, for jeg kan trods alt holde øje med dem in­de fra cyk­len, men el­lers er det jo van­ske­ligt,” si­ger Ras­mus Würtz om et ef­ter­år, hvor han har haft for­mel sta­tus af an­fø­rer i AaB, selv­om han har fulgt med fra si­de­linj­en.

”Det pi­ner mig, når jeg sid­der in­de på cyk­len, og jeg ik­ke kan bi­dra­ge med det, jeg er an­sat til. Det gi­ver tra­e­ne­ren en mu­lig­hed min­dre, men det er nok isa­er mig selv, der er rig­tig tra­et af det. Så­dan er det må­ske isa­er, når man er nå­et min al­der. Ti­den til­ba­ge af karrieren sner­per, og der­for gi­der man ik­ke bru­ge ti­den in­de på cyk­len. Man vil ger­ne ud og le­ge med de an­dre,” si­ger han.

Når Ras­mus Würtz ta­ler om sin rol­le som an­fø­rer, la­eg­ger han stor va­egt på ”at bi­dra­ge”. Han ser ev­nen til at gå for­re­st som et godt ek­sem­pel som an­fø­re­rens vigtigste ar­bej­de.

”Først og frem­mest er det vig­tigt at vi­se vej­en, når man er på ba­nen. Det er det, jeg er gå­et mest op i – bå­de i kamp og til tra­e­ning. Man skal al­tid for­sø­ge at gø­re sit bed­ste og ik­ke sprin­ge over på no­gen om­rå­der. Det har va­e­ret det al­ler­vig­tig­ste for mig. Der føl­ger selv­føl­ge­lig og­så nog­le op­ga­ver uden for ba­nen; er der no­get, der rø­rer sig i trup­pen, som man skal ta­ge fat på? Der kan va­e­re spil­le­re, som har en hård pe­ri­o­de, som man li­ge run­der en ekstra gang og hø­rer, om der er no­get, der na­ger el­ler man kan hja­el­pe med. I bund og grund skal vi som trup pra­este­re på hø­jest mu­ligt ni­veau, og der har an­fø­re­ren en vig­tig rol­le – og­så selv­om man ik­ke spil­ler, og det har jeg jo ik­ke gjort så me­get på det sid­ste,” si­ger Ras­mus Würtz.

Würtz har va­e­ret klar til at spil­le i et par uger, men hans se­ne­ste start­plads lig­ger helt til­ba­ge i tred­je spil­ler­un­de. Ind­til vi­de­re kan den mang­len­de spil­le­tid for­kla­res med ska­den, genop­tra­e­nin­gen og den mang­len­de kamp­form, og Würtz har end­nu ik­ke op­gi­vet ae­v­red i AaB. Men i an­dre til­fa­el­de har man set an­fø­re­re mi­ste de­res plad­ser på hol­det på grund af en ska­de og haft sva­ert ved at kom­me til­ba­ge til hie­rar­ki­ets top.

FRA AN­FØ­RER TIL YDMYGELSE

Det var i ja­nu­ar 2008, at Es­ben Han­sen blev ud­pe­get som ny an­fø­rer i OB un­der den da­va­e­ren­de tra­e­ner Lars Ol­sen. Han­sen var vendt til­ba­ge til klub­ben ef­ter et kort op­hold i ty­ske Kai­ser­slau­tern, og da Ul­rik Laur­sen sam­me vin­ter skif­te­de til FC Kø­ben­havn, over­tog midt­ba­ne­spil­le­ren an­fø­rer­bin­det. I sin før­ste halvsa­e­son spil­le­de Es­ben Han­sen på højt ni­veau hos fyn­bo­er­ne, men få run­der før som­mer­pau­sen på­drog han sig en ska­de, der vi­ste sig at va­e­re al­vor­lig. Han ind­led­te der­for den ef­ter­føl­gen­de sa­e­son som ska­det, og end­te med at sid­de ude i na­e­sten et helt år. Det fik af­gø­ren­de be­tyd­ning for hans sta­tus i om­kla­ed­nings­rum­met i OB.

”I den pe­ri­o­de ma­er­ke­de jeg, at hie­rar­ki­et aen­dre­de sig. Der var spil­le­re, som jeg kun­ne hånd­te­re, mens jeg spil­le­de, for da kun­ne jeg hånd­te­re dem al­le, men der var og­så no­gen, som jeg an­så som me­get egoi­sti­ske og ik­ke sa­er­ligt me­get hold­spil­le­re. Li­ge så snart jeg var ne­de, fik jeg ret i min an­ta­gel­se af, at den respekt ik­ke var til ste­de,” hu­sker Es­ben Han­sen om en pe­ri­o­de, hvor han gik fra at va­e­re øverst i hie­rar­ki­et til at mi­ste sin sta­tus i trup­pen.

”Der var en grup­pe spil­le­re, som kun respek­te­re­de dem, som var hø­je­re i fø­de­ka­e­den. De respek­te­re­de ik­ke de an­dre hold­kam­me­ra­ter. Det ma­er­ke­de jeg ty­de­ligt – og­så for­di jeg blev ved med at prø­ve at ta­ge an­svar for en grup­pe, som bå­de so­ci­alt og pro­fes­sio­nelt hav­de ka­em­pe store ud­for­drin­ger, for det var alt an­det end en ho­mo­gen grup­pe. Det er sva­ert, når man ik­ke er med til at spil­le kam­pe­ne, og man ik­ke en­gang er med til at tra­e­ne. Der­for bli­ver det ba­re snak, og det er der man­ge fod­bold­spil­le­re og men­ne­sker, som ik­ke re­spon­de­rer ret godt på. Hvis le­del­se ik­ke bli­ver bak­ket op af hand­lin­ger, ta­ler man ret hur­tigt for dø­ve ører,” si­ger Es­ben Han­sen.

Selv om den nu­va­e­ren­de Eu­rosport-eks­pert på da­va­e­ren­de tids­punkt hav­de va­e­ret i OB i mere end ot­te år, var hans an­cien­ni­tet ik­ke nok til at sa­et­te sig igen­nem over­for hold­kam­me­ra­ter­ne.

”Man får spil­le­re ind, som ik­ke ken­der hi­sto­rik­ken, og vi hav­de nog­le tra­e­ne­re, som ik­ke bak­ke­de mig op i min kamp. De for­tal­te ik­ke til den øv­ri­ge trup, at de skul­le lyt­te ef­ter, hvad an­fø­re­ren sag­de – selv­om han var ska­det. Jeg op­le­ve­de det sam­me med Tho­mas Hel­veg, der godt nok ik­ke var an­fø­rer, men som var en man skul­le lyt­te til. Jeg sag­de: ’I skal ba­re va­e­re stille og lyt­te til, hvad Tho­mas si­ger’, men ham hav­de de hel­ler ik­ke respekt for. Hans me­rit­ter tal­te for sig selv, men så­dan var det ba­re i den grup­pe på det tids­punkt,” si­ger Es­ben Han­sen uden at sa­et­te navn på grup­pen af spil­le­re, der ef­ter hans op­fat­tel­se ned­brød kul­tu­ren i Oden­se-klub­ben.

AaB’s ne­der­lag til FC Kø­ben­havn i Par­ken den 29. juli er Ras­mus Würtz se­ne­ste Su­per­liga-kamp fra start. Si­den har en fi­ber­spra­eng­ning og den ef­ter­føl­gen­de genop­tra­e­ning holdt ham ude af hol­det, men han fik dog co­me­ba­ck som ind­skif­ter mod Brønd­by i den se­ne­ste runde. Fo­to: An­ders Kja­er­by/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.