INCH BY INCH ER ET TO ÅR­TI­ER GAMMELT FILMKLIP BLE­VET FODBOLDENS STO­RE MOTIVATIONSTALE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - ANY GIVEN SUNDAY - TEKST: SEBASTIAN STANBURY @SebStan­bury

Det er tri­ck­et, som bå­de Tho­mas Tu­chel og Lars Søn­der­gaard har brugt. Det har få­et ae­ren for så­vel et tysk U/21-eu­ro­pa­mester­skab og Ro­mas co­me­ba­ck mod Bar­ce­lo­na i for­å­ret 2018. Når fod­bold­tra­e­ne­re og -le­de­re skal in­spi­re­re de­res spil­le­re, bru­ger de of­te Al Pa­ci­nos fi­re mi­nut­ter lan­ge ta­le fra foot­bal­l­fil­men Any Given Sunday. Men hvor­for bru­ge en fik­tiv tra­e­ners ord til et fik­tivt hold som mo­ti­va­tion før alt an­det end fik­ti­ve sa­e­so­ner og kam­pe? Og vir­ker det?

To­ny D’Ama­to er tra­et. I tre år­ti­er har tra­e­net amerikansk fod­bold, og slid­det har ta­e­ret på ham. Han er tra­et af al­le ne­der­la­ge­ne. Tra­et af bed­re­vi­den­de, hån­li­ge jour­na­li­ster, af ut­ro­va­er­di­ge la­e­ger, as­si­sten­ter på spring til at over­ta­ge hans job og magtsy­ge, sta­e­di­ge eje­re, der blan­der sig i hans dis­po­si­tio­ner. Han er tra­et af fryg­ten for at fejle.

Tra­et af me­di­er­nes magt og tra­et af, at de har gjort hans spil­le­re til pri­ma­don­na­er.

Han er tra­et af, at hans livs­stil har ja­get ko­ne, børn og bør­ne­børn va­ek.

Tra­et af, at hans spil­le­re hø­rer rap­mu­sik på cd, når han selv hø­rer ja­zz på kas­set­tebånd. Tra­et at af at va­e­re gam­mel, tra­et af li­vet, tra­et af at va­e­re tra­et.

Men han er ik­ke tra­et af foot­ball. Sel­ve spil­let er rent, upå­vir­ke­ligt. Og han vil sta­dig vin­de.

Så da hans hold, Mi­a­mi Sharks, skal spil­le den før­ste play­off-kamp mod Dal­las Knights, bru­ger han al sin er­fa­ring til at hol­de en in­spi­re­ren­de ta­le, li­ge in­den han sen­der si­ne drenge på ba­nen.

”Jeg ved fak­tisk ik­ke, hvad jeg skal si­ge,” ind­le­der D’Ama­to, hvor­ef­ter han i fi­re mi­nut­ter byg­ger si­ne spil­le­re og de­res mo­ti­va­tion op.

Med en stem­me ha­es af or­drer og al­ko­hol ta­ler tra­e­ne­ren om de man­ge ting i sit liv, han har spildt og øde­lagt. Han ta­ler om, at spil­ler­ne ik­ke skal gen­ta­ge hans fejl. Han ta­ler om in­ches, tom­mer, og om, at hvis man ka­em­per og ar­bej­der for hver ene­ste inch i li­vet så­vel som på ba­nen, en­der man med at vin­de. Og på hans hold, Mi­a­mi Sharks, ka­em­per man for si­de­man­den og for den af­gø­ren­de inch. Mens han ta­ler, bli­ver spil­ler­nes an­sigts­ud­tryk me­re og me­re kon­cen­tre­re­de, den mar­gi­na­li­se­re­de quar­ter­ba­ck tra­e­der et par skridt frem i flok­ken af hold­kam­me­ra­ter, og da tra­e­ne­ren er fa­er­dig og har af­slut­tet med ”hvad har I ta­enkt jer at gø­re?”, rej­ser spil­ler­ne sig op og brø­ler.

Ta­len vir­ker. De in­ter­ne stri­dig­he­der på hol­det løs­nes op, og spil­ler­ne ka­em­per for hin­an­den og for at vin­de, ik­ke for in­di­vi­du­el ha­e­der el­ler fe­de bonus­ser. Mi­a­mi Sharks vin­der al­tel­ler-in­tet-kam­pen på et tou­ch­down i sid­ste se­kund.

Hi­sto­ri­en er ik­ke vir­ke­lig. Det er af­slut­nin­gen en film, Oli­ver Sto­nes dra­ma Any Given Sunday fra 1999. To­ny D’Ama­to fin­des hel­ler ik­ke. Han er ba­re en ka­rak­ter, som Al Pa­ci­no spil­ler. Men hans ta­le er gå­et hen og ble­vet et vir­ke­ligt og of­te be­nyt­tet greb, når tra­e­ne­re i den eu­ro­pa­ei­ske ud­ga­ve af fod­bol­den skal mo­ti­ve­re og in­spi­re­re de­res spil­le­re. Gen­nem åre­ne er Al Pa­ci­nos fi­re mi­nut­ter lan­ge mo­no­log ble­vet vist i et utal af mø­de­lo­ka­ler og om­kla­ed­nings­rum i alt fra Su­per­liga­en til Bun­des­liga­en og Cham­pions Le­ague.

Hvor­dan er det sket? Og vir­ker det over­ho­ve­det?

TORDEN, BLOD OG ROV­DYR

Any Given Sunday be­gyn­der med et ci­tat fra den le­gen­da­ri­ske foot­bal­l­tra­e­ner Vin­ce Lom­bar­di.

”I firm­ly be­lie­ve that any man’s fi­ne­st hour, the gre­a­test ful­fil­l­ment of all that he holds dear, is that mo­ment when he has wor­ked his heart out in a good cau­se and lies exhau­sted on the fi­eld of batt­le – vi­cto­rious.”

Det før­ste bil­le­de i sel­ve fil­men er et lyn­nedslag. Der­fra klip­pes vi­de­re til en hånd, der hol­der en oval bold. Blo­det lø­ber fra kno­er­ne og ned langs fin­gre­ne. In­den for de før­ste 5 mi­nut­ter har en stjer­ne­spil­ler få­et et brud i ryg­gen. Og når for­svars­spil­ler­ne med barsk mi­ne la­eg­ger an til an­greb, er der lagt rov­dyrknur­ren hen over lyd­bil­le­det.

Så­dan en film er Any Given Sunday. Før de før­ste op­ta­gel­ser tog in­struk­tør Oli­ver Sto­ne sin stab med i bi­o­gra­fen. De skul­le se Ste­ven Spi­el­bergs Saving Pri­va­te Ry­an, der hand­ler om en red­nings­mis­sion un­der 2. Ver­denskrig. Det var den film, Sto­ne ger­ne vil­le la­ve: En film om foot­ball, men op­ta­get og klip­pet som en krigs­film. Det var en af de mest ambitiøse sport­s­film no­gen­sin­de, spa­ek­ket med ga­este­o­p­tra­e­de­ner fra nog­le af spor­tens mest le­gen­da­ri­ske navne, Jim Brown, Lawren­ce Tay­l­or, Jo­hn­ny Uni­tas, og hid­sigt klip­pet som en il­lu­stra­tion på spor­tens hek­ti­ske va­e­sen. Fil­men end­te nok og­så med at bli­ve for am­bi­tiøs. Den var un­der­hol­den­de, brutal og au­ten­tisk, men uja­evn, og ik­ke al­le Oli­ver Sto­nes man­ge ideer fun­ge­re­de.

”Han prø­ver at hol­de en umu­lig ba­lan­ce mel­lem hel­lig for­ar­gel­se og brø­len­de be­gej­string,” skrev Po­li­ti­kens Kim Skot­te om in­struk­tø­ren i sin tre­hjer­te­de anmeldelse i for­bin­del­se med den dan­ske pre­mi­e­re i for­å­ret 2000.

Men Any Given Sunday le­ver sta­dig na­e­sten to år­ti­er se­ne­re. I kraft af dens ae­r­li­ge til­gang til spor­tens skyg­ge­ski­der – pen­ge­nes magt, for­ka­e­le­de su­per­stjer­ner, hjer­ne­rystel­ser, over­me­di­ci­ne­ring og ang­sten for, at krop­pen gi­ver op. Og den le­ver i kraft af Al Pa­ci­nos ta­le.

To­ny D’Ama­tos 459 ord i om­kla­ed­nings­rum­met i Dal­las er skre­vet af Oli­ver Sto­ne og hans team af ma­nuskript­for­fat­te­re, men de er in­spi­re­ret af Mar­ty Schot­ten­hei­mer, som var NFL-tra­e­ner i fir­ser­ne og halv­fem­ser­ne. Han var kendt for si­ne mo­ti­ve­ren­de, om­end kli­ché­fyld­te ta­ler til si­ne hold, som når han tal­te om, at det ene­ste, der be­ty­der no­get, er ”that six in­ches be­twe­en your ba­ck­bo­ne and your breast­bo­ne” – hjer­tet. Mest kendt var han for et sim­pelt ud­tryk: ”Ét spil ad gan­gen.”

Schot­ten­hei­mers fa­con fik en tur gen­nem Oli­ver Sto­ne-ma­ski­nen, og re­sul­ta­tet har ad­skil­li­ge eu­ro­pa­ei­ske fod­bold­tra­e­ne­re si­den brugt på de­res eget hold.

For ek­sem­pel en­gel­ske Ste­ve McCla­ren. Han sat­te sce­nen i om­kla­ed­nings­rum­met på, da Mid­dles­brough i 2004 skul­le spil­le Li­ga Cup­fi­na­le mod Bolt­on.

”Vi af­spil­le­de den en ti­me før fi­na­len. Ef­ter fil­men var al­le mo­ti­ve­re­de, men emo­tio­nel­le og i den ret­te stem­ning. Der var tå­rer. Det var fø­lel­ses­la­det, det var in­spi­re­ren­de, og jeg vid­ste, at vi vil­le vin­de kam­pen,” har McCla­ren for­talt Sky Sports. Ef­ter syv mi­nut­ter af fi­na­len før­te Mid­dles­brough 2-0 og end­te med at vin­de 2-1.

Den nu­va­e­ren­de PSG-tra­e­ner Tho­mas Tu­chel brug­te klip­pet, da han var i Mainz, og da Ro­ma i for­å­ret 2018 før Cham­pions Le­agu­e­re­tur­kam­pen mod FC Bar­ce­lo­na var bag­ud 4-1 og hav­de brug for et mira­kel, ty­e­de Eu­se­bio De Fran­cesco til Any Given Sunday.

”Han gav en god team­talk in­den kam­pen, og han vi­ste os en vi­deo for at fy­re op un­der os, og jeg tror, det vir­ke­de. Han vi­ste os Al Pa­ci­nos team­talk, som va­rer fi­re mi­nut­ter, og den så vi i bus­sen. Han vi­ste den på en­gelsk og på ita­li­ensk,” sag­de Ro­ma-an­gri­ber Gré­goi­re De­f­rel ef­ter kam­pen til RMC.

Ita­li­e­ner­ne le­ve­re­de et co­me­ba­ck, der var Mi­a­mi Sharks va­er­digt. De vandt re­tur­kam­pen med 3-0 og gik vi­de­re til Cham­pions Le­agu­e­se­mi­fi­na­len.

MAESTROERNES HÅNDVAERK

Sø­ren Høy for­står godt, at To­ny D’Ama­to og Eu­se­bio Di Fran­cesco i fa­el­les­skab kun­ne in­spi­re­re Ro­ma-spil­ler­ne til kraft­pra­e­sta­tio­nen mod Bar­ce­lo­na. Han er film­pro­du­cer samt tid­li­ge­re Film­land-va­ert på DR og rek­tor på Den Eu­ro­pa­ei­ske Film­højsko­le, og så er han i øv­rigt en stor fod­bold­fan, der blandt an­det har sa­e­son­kort til An­fi­eld. Iføl­ge ham er Any Given Sunday så­dan no­get, der vir­ker i Rom.

”Jeg har set dem nog­le gan­ge på sta­dion, og den må­de, som til­sku­er­ne er på, ri­tu­a­ler­ne på sta­dion, det er Co­los­se­um, de er i. De er gla­di­a­to­rer. Så i en kamp som den mod Bar­ce­lo­na, har tra­e­ne­ren mu­lig­he­den for at gø­re dem til le­gen­der, for­di han har gre­bet på dem. De har

gi­vet sig selv mu­lig­he­den for, at han rent fak­tisk kan lyk­kes med at vi­se dem det klip. Det er en fi­na­le for dem. De har al­le­re­de over­pra­este­ret, men det kan bli­ve end­nu bed­re. Det vi­ste sig jo, at de var jo kri­ge­re. Det var de jo. Det er der trods alt ik­ke så man­ge hold, der er, hvis vi skal va­e­re ae­r­li­ge,” si­ger Sø­ren Høy.

Film­ken­de­ren er be­gej­stret for Any Given Sun­days mest be­røm­te sce­ne. Det skyl­des klip­nin­gen, mu­sik­ken, sku­e­spil­let og ik­ke mindst ma­nuskrip­tet.

”Hvor­for vir­ker den emo­tio­nelt? Det er D’Ama­tos sel­vind­sigt. Han bru­ger sig selv. Han sky­der ik­ke skyl­den på no­gen. Det er i en­hver sam­men­ha­eng en må­de at ska­be at sym­pa­ti på. Start med at kig­ge på dig selv. Tal in­dad i ste­det for udad. Der­ef­ter be­der han dem om at kig­ge på si­de­man­den. ”Du skal lø­be for mig, og så skal I lø­be for hin­an­den. For vi vin­der som et hold.” Han ska­ber en holdånd og en dy­na­mik. Og så bru­ger han he­le ti­den bok­se- og krigs­me­ta­forik­ker. Det er he­le ti­den ”fight”, ”li­ve or die”, ”win or lo­se”. Det er en fi­nal batt­le, den her.”

”Så er der det rent tek­ni­ske. Sce­nen er la­vet med hånd­holdt ka­me­ra, og den føl­ger Pa­ci­no i nog­le me­get ae­r­li­ge na­er­bil­le­der. Han er me­get langt in­de. Jeg tror, de har la­vet 50 ta­kes, for Sto­ne har få­et ham helt de­r­ind, hvor han er co­ach D’Ama­to. Det er Pa­ci­no jo god til. Som en af få for­står han, hvad det vil si­ge at ha­ve ryn­ker og at bru­ge dem. De Niro og Bran­do, fle­re af de sto­re, har vist for­stå­el­se for at bru­ge de­res al­der på den helt rig­ti­ge må­de. Vi tror på, han har va­e­ret i foot­ball i he­le sit liv. Han ta­ler om spil­lets dy­na­mik, han ta­ler om tak­tik­ken, han ta­ler om of­fen­se og de­fen­se. Det er tro­va­er­digt. Hvis man sto­ler på ham, sto­ler man på sce­nen.”

”Og så kryds­klip­pes der mel­lem hans ta­le og så blik­ke­ne, øj­ne­ne, fra spil­ler­ne. Mu­sik­ken byg­ger sig lang­somt op, og det er kun ame­ri­ka­ner­ne, der kan la­ve så emo­tio­nel en ud­gang på en sce­ne. Den spil­ler he­le ti­den ind i, at vi fak­tisk øn­sker, de skal vin­de for co­a­chen. Vi øn­sker, at de skal vin­de for den gam­le hold­le­der. Vi øn­sker, at de skal bli­ve le­gen­der. Og det gør de spil­le­re, som ser den i Ro­mas om­kla­ed­nings­rum, og­så,” si­ger Sø­ren Høy.

Det er en lang sce­ne, fi­re mi­nut­ters mo­no­log og yder­li­ge­re et lil­le halvt mi­nut med brø­len­de spil­le­re – det er na­e­sten en kort­film, som Sø­ren Høy si­ger. Men selv om der spil­les på al­le fø­lel­ser­ne i sku­e­spil­let, ordene, klip­pe­ne og mu­sik­ken, kam­mer det al­drig over og bli­ver pa­te­tisk.

”Det er for­di, Pa­ci­no er Pa­ci­no, og Sto­ne er Sto­ne. Det er de sto­re ma­e­stro­er, der har or­ke­stre­ret sce­nen. Hvis jeg sid­der og klip­per en lil­le re­k­la­me­film, kig­ger jeg på den 10.000 gan­ge for at fin­de mo­men­tet; for at fin­de ud af, at dér ram­mer jeg folk. Det er dra­ma­tur­gi. Det er håndvaerk, det er vi­den. Det er Pa­ci­no, der har set sce­nen igen­nem med Sto­ne i klip­pe­rum­met. De er så dyg­ti­ge til at ram­me mo­men­ter­ne,” si­ger Sø­ren Høy.

CENTIMETERNE I NORDEN

Det vig­tig­ste i sce­nen er To­ny D’Ama­tos bud­skab. Og selv om ”li­fe’s a ga­me of in­ches” kan ly­de ba­nalt, pas­ser det godt til spor­tens ver­den.

”Jeg hør­te på et tids­punkt en sport­spsy­ko­log i ra­dio­en. Han tal­te om ten­nis, Woz­ni­a­cki og kli­chéen med ”én bold ad gan­gen”. Han sag­de: ”Prøv at hø­re en gang: I ten­nis kan man va­e­re ne­de med to sa­et, 0-5 i tred­je sa­et og vin­de. For man vin­der én bold ad gan­gen. Og hvis man har vun­det én bold man­ge gan­ge nok, så vin­der man kam­pen.” Den psy­ko­lo­gi­ske di­men­sion er den sam­me, som D’Ama­to bru­ger – inch by inch. ”Hver gang I vin­der en inch, kom­mer I ta­et­te­re på må­l­linj­en.” Vi sy­nes, det er ba­nalt, for­di det vir­ker så åben­lyst, men ik­ke de­sto min­dre er det den per­son, der skal gø­re det, som skal tro på det, og ik­ke os som pu­bli­kum,” si­ger Sø­ren Høy.

Det er en lig­nen­de be­sked, som Lars Søn­der­gaard vil gi­ve si­ne spil­le­re, når han han vi­ser dem Al Pa­ci­nos sce­ne. Det har den nu­va­e­ren­de tra­e­ner for kvin­delands­hol­det gjort fle­re gan­ge.

”Jeg gjor­de det i for­bin­del­se med min til­tra­e­del­se i AaB. Jeg gjor­de det for at forta­el­le, at vi he­le ti­den skal søge de sid­ste cen­ti­me­ter, i dag­lig­da­gens tra­e­ning, i kam­pe, i vo­res nor­ma­le liv. Jeg tror al­tid, det gi­ver et el­ler an­det. Så­dan nog­le ting ned­fa­el­der sig på en an­den må­de, end hvis man ba­re står og si­ger det. Her har man en di­rek­te, fa­el­les op­le­vel­se,

➜ som man kan hen­vi­se til,” si­ger Lars Søn­der­gaard.

”Der er jo for­skel­li­ge må­der at mo­ti­ve­re på. Jür­gen Kl­opp kan nok gø­re det uden at bru­ge den film, mens vi an­dre dø­de­li­ge skal ty til an­dre ting. Det gi­ver en fa­el­les­fø­lel­se. Jeg ta­enk­te, at der skul­le ske no­get spe­ci­elt. Jeg la­e­ste den bog om le­del­se, som Pe­ter Brü­ch­mann og Mi­cha­el Trol­le har skre­vet [Spor­tens stør­ste le­de­re]. Der na­ev­ner de for­skel­li­ge mo­ti­va­tions­vir­ke­mid­ler, blandt an­det den. Jeg hav­de og­så set fil­men, og klip­pet er re­la­tivt let at fin­de på Youtu­be.”

Og­så Jör­gen Len­nart­s­son, tid­li­ge­re tra­e­ner for blandt an­det det sven­ske U/21-lands­hold og scout for Dan­mark i for­bin­del­se med VM i som­mer, ken­der til Al Pa­ci­no-klip­pet.

”Jeg har vist det man­ge gan­ge. Det er ek­stremt in­spi­re­ren­de ord, ek­stremt in­spi­re­ren­de pa­e­da­go­gik. Hvor­dan han ha­e­ver og sa­en­ker stem­men. Hvor­dan har byg­ger ta­len op til en fan­ta­stisk slut­ning. Hvor­dan han får trup­pen med sig. Jeg tror, at al­le tra­e­ne­re på et el­ler an­det tids­punkt har brugt det,” si­ger Len­nart­s­son.

Han vi­ste det blandt an­det som El­fsborg­tra­e­ner i 2012 før en kamp mod Malmö, som hans hold ka­em­pe­de med om Alls­venskans før­ste­plads. Jo­han Lars­son åb­ne­de scor­in­gen, El­fsborg vandt 4-1 og end­te se­ne­re med at ta­ge det sven­ske mester­skab.

”Men man kan kun gø­re det én gang på et hold. Og så skal man va­el­ge det ret­te tids­punkt til at spil­le det kort. Min er­fa­ring er, at det vir­ker, hvis man gør det på det rig­ti­ge tids­punkt. Der er ik­ke no­get fa­cit for, hvor­når det er. Det hand­ler om ti­m­ing, kom­mu­ni­ka­tion, pa­e­da­go­gik, at vi­de hvad trup­pen har brug for. Det skal man ba­re kun­ne for­nem­me som le­der,” si­ger Len­nart­s­son.

Lars Søn­der­gaard vi­ste og­så kun sce­nen én gang som AaB-tra­e­ner, men da han til­t­rå­d­te på kvin­delands­hol­det, gjor­de han det igen – med blan­det suc­ces.

”Ame­ri­can foot­ball er må­ske me­re en man­desport. Der var no­gen, som hav­de set fil­men og nik­ke­de gen­ken­den­de til, hvad der ske­te, men det kra­e­ve­de og­så en lil­le for­kla­ring af, hvad jeg vil­le med det. Det kan og­så ha­ve va­e­ret det sam­me hos dren­ge­ne, men drenge er jo så­dan, at hvis de ik­ke for­står det, si­ger de ik­ke no­get. Jeg tror, det er vig­tigt, at man fyl­der på og ik­ke lader den stå ale­ne. Det sy­nes jeg ik­ke, den kan. Det kan godt va­e­re, man byg­ger no­get op, og man får en fan­dens mo­ti­va­tion, men det er me­re ind­hol­det i det, han si­ger, som jeg sy­nes, man kan bru­ge vi­de­re i et for­løb,” si­ger Lars Søn­der­gaard om To­ny D’Ama­tos in­ches.

EU­RO­PA­MESTER­SKAB EL­LER 1-7?

Der er del­te me­nin­ger om, hvor­vidt Al Pa­ci­no­tri­ck­et vir­ker. I Mesut Özils selv­bi­o­gra­fi ”I Sk­ud­linj­en” forta­el­ler han om U/21-EM i Sve­ri­ge i 2009 (i øv­rigt med Jör­gen Len­nart­s­son som tra­e­ner for de sven­ske se­mi­fi­na­li­ster), hvor Tys­kland nå­e­de fi­na­len mod Eng­land. Land­stra­e­ner Horst Hru­be­sch hav­de en sa­er­lig over­ra­skel­se til si­ne spil­le­re.

”I om­kla­ed­nings­rum­met var der en ska­erm og en pro­jektor. ”I dag over­la­der jeg min ta­le­tid til en mand, der har fun­det de per­fek­te ord. Det kan ik­ke si­ges bed­re, end han gør det. Så lyt godt ef­ter, og lad jer in­spi­re­re,” sag­de Hru­be­sch, mens han tryk­ke­de på playk­nap­pen,” skri­ver Özil.

Det var selv­føl­ge­lig To­ny D’Ama­tos ta­le, som Hru­be­sch vi­ste si­ne spil­le­re. Og de re­a­ge­re­de kraf­tigt.

”Da film­klip­pet var forbi, kig­ge­de vi al­le sam­men på hin­an­den. Der var ild i øj­ne- ➜

Al Pa­ci­no i rol­len som tra­e­ne­ren To­ny D’Ama­to i Any Given Sunday. Her er han i gang med sin be­røm­te mo­no­log for­an spil­ler­ne fra Mi­a­mi Sharks. Fo­to Ronald Grant/Mary Evans/Ritzau Scan­pix

Da Ro­ma i for­å­ret slog Bar­ce­lo­na ud af Cham­pions Le­ague, hav­de de set sce­nen fra Any Given Sunday på vej til kam­pen. ”Det vi­ste sig jo, at de var jo kri­ge­re,” si­ger Sø­ren Høy om, hvor­for fil­men vir­ke­de på ita­li­e­ner­ne. Fo­to: Al­ber­to Lin­gria

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.