INCH BY INCH ER ET TO ÅRTIER GAMMELT FILMKLIP BLEVET FODBOLDENS STORE MOTIVATIONSTALE
Det er tricket, som både Thomas Tuchel og Lars Søndergaard har brugt. Det har fået aeren for såvel et tysk U/21-europamesterskab og Romas comeback mod Barcelona i foråret 2018. Når fodboldtraenere og -ledere skal inspirere deres spillere, bruger de ofte Al Pacinos fire minutter lange tale fra footballfilmen Any Given Sunday. Men hvorfor bruge en fiktiv traeners ord til et fiktivt hold som motivation før alt andet end fiktive saesoner og kampe? Og virker det?
Tony D’Amato er traet. I tre årtier har traenet amerikansk fodbold, og sliddet har taeret på ham. Han er traet af alle nederlagene. Traet af bedrevidende, hånlige journalister, af utrovaerdige laeger, assistenter på spring til at overtage hans job og magtsyge, staedige ejere, der blander sig i hans dispositioner. Han er traet af frygten for at fejle.
Traet af mediernes magt og traet af, at de har gjort hans spillere til primadonnaer.
Han er traet af, at hans livsstil har jaget kone, børn og børnebørn vaek.
Traet af, at hans spillere hører rapmusik på cd, når han selv hører jazz på kassettebånd. Traet at af at vaere gammel, traet af livet, traet af at vaere traet.
Men han er ikke traet af football. Selve spillet er rent, upåvirkeligt. Og han vil stadig vinde.
Så da hans hold, Miami Sharks, skal spille den første playoff-kamp mod Dallas Knights, bruger han al sin erfaring til at holde en inspirerende tale, lige inden han sender sine drenge på banen.
”Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige,” indleder D’Amato, hvorefter han i fire minutter bygger sine spillere og deres motivation op.
Med en stemme haes af ordrer og alkohol taler traeneren om de mange ting i sit liv, han har spildt og ødelagt. Han taler om, at spillerne ikke skal gentage hans fejl. Han taler om inches, tommer, og om, at hvis man kaemper og arbejder for hver eneste inch i livet såvel som på banen, ender man med at vinde. Og på hans hold, Miami Sharks, kaemper man for sidemanden og for den afgørende inch. Mens han taler, bliver spillernes ansigtsudtryk mere og mere koncentrerede, den marginaliserede quarterback traeder et par skridt frem i flokken af holdkammerater, og da traeneren er faerdig og har afsluttet med ”hvad har I taenkt jer at gøre?”, rejser spillerne sig op og brøler.
Talen virker. De interne stridigheder på holdet løsnes op, og spillerne kaemper for hinanden og for at vinde, ikke for individuel haeder eller fede bonusser. Miami Sharks vinder alteller-intet-kampen på et touchdown i sidste sekund.
Historien er ikke virkelig. Det er afslutningen en film, Oliver Stones drama Any Given Sunday fra 1999. Tony D’Amato findes heller ikke. Han er bare en karakter, som Al Pacino spiller. Men hans tale er gået hen og blevet et virkeligt og ofte benyttet greb, når traenere i den europaeiske udgave af fodbolden skal motivere og inspirere deres spillere. Gennem årene er Al Pacinos fire minutter lange monolog blevet vist i et utal af mødelokaler og omklaedningsrum i alt fra Superligaen til Bundesligaen og Champions League.
Hvordan er det sket? Og virker det overhovedet?
TORDEN, BLOD OG ROVDYR
Any Given Sunday begynder med et citat fra den legendariske footballtraener Vince Lombardi.
”I firmly believe that any man’s finest hour, the greatest fulfillment of all that he holds dear, is that moment when he has worked his heart out in a good cause and lies exhausted on the field of battle – victorious.”
Det første billede i selve filmen er et lynnedslag. Derfra klippes videre til en hånd, der holder en oval bold. Blodet løber fra knoerne og ned langs fingrene. Inden for de første 5 minutter har en stjernespiller fået et brud i ryggen. Og når forsvarsspillerne med barsk mine laegger an til angreb, er der lagt rovdyrknurren hen over lydbilledet.
Sådan en film er Any Given Sunday. Før de første optagelser tog instruktør Oliver Stone sin stab med i biografen. De skulle se Steven Spielbergs Saving Private Ryan, der handler om en redningsmission under 2. Verdenskrig. Det var den film, Stone gerne ville lave: En film om football, men optaget og klippet som en krigsfilm. Det var en af de mest ambitiøse sportsfilm nogensinde, spaekket med gaesteoptraedener fra nogle af sportens mest legendariske navne, Jim Brown, Lawrence Taylor, Johnny Unitas, og hidsigt klippet som en illustration på sportens hektiske vaesen. Filmen endte nok også med at blive for ambitiøs. Den var underholdende, brutal og autentisk, men ujaevn, og ikke alle Oliver Stones mange ideer fungerede.
”Han prøver at holde en umulig balance mellem hellig forargelse og brølende begejstring,” skrev Politikens Kim Skotte om instruktøren i sin trehjertede anmeldelse i forbindelse med den danske premiere i foråret 2000.
Men Any Given Sunday lever stadig naesten to årtier senere. I kraft af dens aerlige tilgang til sportens skyggeskider – pengenes magt, forkaelede superstjerner, hjernerystelser, overmedicinering og angsten for, at kroppen giver op. Og den lever i kraft af Al Pacinos tale.
Tony D’Amatos 459 ord i omklaedningsrummet i Dallas er skrevet af Oliver Stone og hans team af manuskriptforfattere, men de er inspireret af Marty Schottenheimer, som var NFL-traener i firserne og halvfemserne. Han var kendt for sine motiverende, omend klichéfyldte taler til sine hold, som når han talte om, at det eneste, der betyder noget, er ”that six inches between your backbone and your breastbone” – hjertet. Mest kendt var han for et simpelt udtryk: ”Ét spil ad gangen.”
Schottenheimers facon fik en tur gennem Oliver Stone-maskinen, og resultatet har adskillige europaeiske fodboldtraenere siden brugt på deres eget hold.
For eksempel engelske Steve McClaren. Han satte scenen i omklaedningsrummet på, da Middlesbrough i 2004 skulle spille Liga Cupfinale mod Bolton.
”Vi afspillede den en time før finalen. Efter filmen var alle motiverede, men emotionelle og i den rette stemning. Der var tårer. Det var følelsesladet, det var inspirerende, og jeg vidste, at vi ville vinde kampen,” har McClaren fortalt Sky Sports. Efter syv minutter af finalen førte Middlesbrough 2-0 og endte med at vinde 2-1.
Den nuvaerende PSG-traener Thomas Tuchel brugte klippet, da han var i Mainz, og da Roma i foråret 2018 før Champions Leaguereturkampen mod FC Barcelona var bagud 4-1 og havde brug for et mirakel, tyede Eusebio De Francesco til Any Given Sunday.
”Han gav en god teamtalk inden kampen, og han viste os en video for at fyre op under os, og jeg tror, det virkede. Han viste os Al Pacinos teamtalk, som varer fire minutter, og den så vi i bussen. Han viste den på engelsk og på italiensk,” sagde Roma-angriber Grégoire Defrel efter kampen til RMC.
Italienerne leverede et comeback, der var Miami Sharks vaerdigt. De vandt returkampen med 3-0 og gik videre til Champions Leaguesemifinalen.
MAESTROERNES HÅNDVAERK
Søren Høy forstår godt, at Tony D’Amato og Eusebio Di Francesco i faellesskab kunne inspirere Roma-spillerne til kraftpraestationen mod Barcelona. Han er filmproducer samt tidligere Filmland-vaert på DR og rektor på Den Europaeiske Filmhøjskole, og så er han i øvrigt en stor fodboldfan, der blandt andet har saesonkort til Anfield. Ifølge ham er Any Given Sunday sådan noget, der virker i Rom.
”Jeg har set dem nogle gange på stadion, og den måde, som tilskuerne er på, ritualerne på stadion, det er Colosseum, de er i. De er gladiatorer. Så i en kamp som den mod Barcelona, har traeneren muligheden for at gøre dem til legender, fordi han har grebet på dem. De har
givet sig selv muligheden for, at han rent faktisk kan lykkes med at vise dem det klip. Det er en finale for dem. De har allerede overpraesteret, men det kan blive endnu bedre. Det viste sig jo, at de var jo krigere. Det var de jo. Det er der trods alt ikke så mange hold, der er, hvis vi skal vaere aerlige,” siger Søren Høy.
Filmkenderen er begejstret for Any Given Sundays mest berømte scene. Det skyldes klipningen, musikken, skuespillet og ikke mindst manuskriptet.
”Hvorfor virker den emotionelt? Det er D’Amatos selvindsigt. Han bruger sig selv. Han skyder ikke skylden på nogen. Det er i enhver sammenhaeng en måde at skabe at sympati på. Start med at kigge på dig selv. Tal indad i stedet for udad. Derefter beder han dem om at kigge på sidemanden. ”Du skal løbe for mig, og så skal I løbe for hinanden. For vi vinder som et hold.” Han skaber en holdånd og en dynamik. Og så bruger han hele tiden bokse- og krigsmetaforikker. Det er hele tiden ”fight”, ”live or die”, ”win or lose”. Det er en final battle, den her.”
”Så er der det rent tekniske. Scenen er lavet med håndholdt kamera, og den følger Pacino i nogle meget aerlige naerbilleder. Han er meget langt inde. Jeg tror, de har lavet 50 takes, for Stone har fået ham helt derind, hvor han er coach D’Amato. Det er Pacino jo god til. Som en af få forstår han, hvad det vil sige at have rynker og at bruge dem. De Niro og Brando, flere af de store, har vist forståelse for at bruge deres alder på den helt rigtige måde. Vi tror på, han har vaeret i football i hele sit liv. Han taler om spillets dynamik, han taler om taktikken, han taler om offense og defense. Det er trovaerdigt. Hvis man stoler på ham, stoler man på scenen.”
”Og så krydsklippes der mellem hans tale og så blikkene, øjnene, fra spillerne. Musikken bygger sig langsomt op, og det er kun amerikanerne, der kan lave så emotionel en udgang på en scene. Den spiller hele tiden ind i, at vi faktisk ønsker, de skal vinde for coachen. Vi ønsker, at de skal vinde for den gamle holdleder. Vi ønsker, at de skal blive legender. Og det gør de spillere, som ser den i Romas omklaedningsrum, også,” siger Søren Høy.
Det er en lang scene, fire minutters monolog og yderligere et lille halvt minut med brølende spillere – det er naesten en kortfilm, som Søren Høy siger. Men selv om der spilles på alle følelserne i skuespillet, ordene, klippene og musikken, kammer det aldrig over og bliver patetisk.
”Det er fordi, Pacino er Pacino, og Stone er Stone. Det er de store maestroer, der har orkestreret scenen. Hvis jeg sidder og klipper en lille reklamefilm, kigger jeg på den 10.000 gange for at finde momentet; for at finde ud af, at dér rammer jeg folk. Det er dramaturgi. Det er håndvaerk, det er viden. Det er Pacino, der har set scenen igennem med Stone i klipperummet. De er så dygtige til at ramme momenterne,” siger Søren Høy.
CENTIMETERNE I NORDEN
Det vigtigste i scenen er Tony D’Amatos budskab. Og selv om ”life’s a game of inches” kan lyde banalt, passer det godt til sportens verden.
”Jeg hørte på et tidspunkt en sportspsykolog i radioen. Han talte om tennis, Wozniacki og klichéen med ”én bold ad gangen”. Han sagde: ”Prøv at høre en gang: I tennis kan man vaere nede med to saet, 0-5 i tredje saet og vinde. For man vinder én bold ad gangen. Og hvis man har vundet én bold mange gange nok, så vinder man kampen.” Den psykologiske dimension er den samme, som D’Amato bruger – inch by inch. ”Hver gang I vinder en inch, kommer I taettere på mållinjen.” Vi synes, det er banalt, fordi det virker så åbenlyst, men ikke desto mindre er det den person, der skal gøre det, som skal tro på det, og ikke os som publikum,” siger Søren Høy.
Det er en lignende besked, som Lars Søndergaard vil give sine spillere, når han han viser dem Al Pacinos scene. Det har den nuvaerende traener for kvindelandsholdet gjort flere gange.
”Jeg gjorde det i forbindelse med min tiltraedelse i AaB. Jeg gjorde det for at fortaelle, at vi hele tiden skal søge de sidste centimeter, i dagligdagens traening, i kampe, i vores normale liv. Jeg tror altid, det giver et eller andet. Sådan nogle ting nedfaelder sig på en anden måde, end hvis man bare står og siger det. Her har man en direkte, faelles oplevelse,
➜ som man kan henvise til,” siger Lars Søndergaard.
”Der er jo forskellige måder at motivere på. Jürgen Klopp kan nok gøre det uden at bruge den film, mens vi andre dødelige skal ty til andre ting. Det giver en faellesfølelse. Jeg taenkte, at der skulle ske noget specielt. Jeg laeste den bog om ledelse, som Peter Brüchmann og Michael Trolle har skrevet [Sportens største ledere]. Der naevner de forskellige motivationsvirkemidler, blandt andet den. Jeg havde også set filmen, og klippet er relativt let at finde på Youtube.”
Også Jörgen Lennartsson, tidligere traener for blandt andet det svenske U/21-landshold og scout for Danmark i forbindelse med VM i sommer, kender til Al Pacino-klippet.
”Jeg har vist det mange gange. Det er ekstremt inspirerende ord, ekstremt inspirerende paedagogik. Hvordan han haever og saenker stemmen. Hvordan har bygger talen op til en fantastisk slutning. Hvordan han får truppen med sig. Jeg tror, at alle traenere på et eller andet tidspunkt har brugt det,” siger Lennartsson.
Han viste det blandt andet som Elfsborgtraener i 2012 før en kamp mod Malmö, som hans hold kaempede med om Allsvenskans førsteplads. Johan Larsson åbnede scoringen, Elfsborg vandt 4-1 og endte senere med at tage det svenske mesterskab.
”Men man kan kun gøre det én gang på et hold. Og så skal man vaelge det rette tidspunkt til at spille det kort. Min erfaring er, at det virker, hvis man gør det på det rigtige tidspunkt. Der er ikke noget facit for, hvornår det er. Det handler om timing, kommunikation, paedagogik, at vide hvad truppen har brug for. Det skal man bare kunne fornemme som leder,” siger Lennartsson.
Lars Søndergaard viste også kun scenen én gang som AaB-traener, men da han tiltrådte på kvindelandsholdet, gjorde han det igen – med blandet succes.
”American football er måske mere en mandesport. Der var nogen, som havde set filmen og nikkede genkendende til, hvad der skete, men det kraevede også en lille forklaring af, hvad jeg ville med det. Det kan også have vaeret det samme hos drengene, men drenge er jo sådan, at hvis de ikke forstår det, siger de ikke noget. Jeg tror, det er vigtigt, at man fylder på og ikke lader den stå alene. Det synes jeg ikke, den kan. Det kan godt vaere, man bygger noget op, og man får en fandens motivation, men det er mere indholdet i det, han siger, som jeg synes, man kan bruge videre i et forløb,” siger Lars Søndergaard om Tony D’Amatos inches.
EUROPAMESTERSKAB ELLER 1-7?
Der er delte meninger om, hvorvidt Al Pacinotricket virker. I Mesut Özils selvbiografi ”I Skudlinjen” fortaeller han om U/21-EM i Sverige i 2009 (i øvrigt med Jörgen Lennartsson som traener for de svenske semifinalister), hvor Tyskland nåede finalen mod England. Landstraener Horst Hrubesch havde en saerlig overraskelse til sine spillere.
”I omklaedningsrummet var der en skaerm og en projektor. ”I dag overlader jeg min taletid til en mand, der har fundet de perfekte ord. Det kan ikke siges bedre, end han gør det. Så lyt godt efter, og lad jer inspirere,” sagde Hrubesch, mens han trykkede på playknappen,” skriver Özil.
Det var selvfølgelig Tony D’Amatos tale, som Hrubesch viste sine spillere. Og de reagerede kraftigt.
”Da filmklippet var forbi, kiggede vi alle sammen på hinanden. Der var ild i øjne- ➜