ONE WAY WIND OG DUELLEN MED FEYENOORD
Søndag eftermiddag er der storkamp i Holland, når nummer to og tre, Ajax og Feyenoord, mødes i AEresdivisionen. Samtidig er det historisk set den største klassiker i hollandsk fodbold, fordi klubberne fra Amsterdam og Rotterdam i årtier har stået for rivalisering, modsaetningsforhold, men også en masse ligheder. Tipsbladet bringer et kapitel fra bogen ”Ajax Amsterdam – danskernes klub”, hvori journalist Niels Idskov skriver om Ajax’ forhold til Feyenoord, om storholdet fra tresserne og halvfjerdserne og om dets kobling til ungdomsoprøret og datidens musik.
Det var de lokale drenge, der førte an sidst i tresserne, da Amsterdam for alvor kom på verdenskortet. Der var provoerne, der ville omstyrte de vedtagne normer, og der var dem fra Ajax, der aendrede fodbolden for altid.
De fleste af spillerne var fra selve Amsterdam, udlaendinge var et saersyn, og hollandske spillere uden for hovedstaden laerte hurtigt stilen og jargonen. Direkte og pågående – på banen såvel som udenfor.
Utilsiget frontmand i dette fodboldens ungdomsoprør var den rolige forsvarskaempe Barry Hulshoff, der braendte igennem med sine kropstacklinger, sit hovedspil og sin store hårpragt og markante bakkenbarter. En flyvende hippie, der afløste betonstoppere som Santamaría, Nobby Stiles, bisserne fra Inter og de karseklippede svenskere.
Han havde et udtryk hen ad Mick Jagger, og det hed sig, at han lyttede til både The Rolling Stones og Pretty Things, hvilket stod i kontrast til, at den på dette punkt mere traditionelle Johan Cruyff holdt sig til The Beatles.
Hulshoff blev også uden for Holland et idol, der tiltrak nye fans, nemlig dem, der ikke helt var klar over, hvorfor de gloede på fodbold. Nu kunne de lide at se Ajax, der havde lidt af det hele. Skønspillet forrest ved den idérige Cruyff, dribleren Piet Keizer og den utraettelige Gerrie Mühren. Og bagude med Hulshoff som vigtigste mand i oprydningen.
Han blev fulgt til dørs af Johan Neeskens, Ruud Krol og Johnny Rep, der i endnu højere grad indfangede tidsånden tidligt i halvfjerdserne. De yngre Ajax-spillere havde den tilfaeldige hårfane, den flippede halskaede og den skødesløse trøje ud over de korte shorts tilfaelles.
”Jeg ville bare efterligne George Best,” sagde højrefløjen Rep, som undervejs fortraengte den noget aeldre Sjaak Swart til baenken – og den naevnte trio knuste også flere pigehjerter end Swart, Keizer og konsorter.
Den belgiske teenager, den senere forfatter Herman Brusselmans, indfangede tonerne fra nabolandet: ”Ajax og Feyenoord var i 70’erne mytiske klubber, og det hollandske landshold i 1974 bestod naesten udelukkende af rock’n’roll-typer. De findes ikke i dag,” sagde han til Voetbal International i 2005.
Forfatteren Leon de Winter så med fra sidelinjen og sammenlignede snarere Ajax-drengene med Che Guevara-inspirerede guerillasoldater end med filosofiske finspillere, hvilket også hang bedre sammen med holdets aggressive presfodbold med tre forsvarere og så syv angribere, der konstant jagtede bold og modstander, inden det sidste stik blev sat ind:
”For ikke så laenge siden kiggede jeg på et gammelt foto af det gloriøse Ajax-hold fra 1970’erne. Hver eneste spiller så ud som en draeber. De havde hver isaer deres faerdigheder, men de havde alle noget ekstremt voldeligt og revanchefuldt over sig; enhver, der gik op imod dem, måtte frygte for sit liv.”
Det var datidens Ajax-traener Rinus Michels, som opfandt udtrykket ’football is war’. Hans hold lignede en death squad, dødspatrulje, optraenet i de vilde skove i Kaukasus. Disse spillere kunne overleve alle steder, idet de kunne fange et vildsvin med deres bare naever og rippe det til skelettet med taenderne. Disse maend ønskede at se blod på målstolperne og ville ikke vaere i stand til at slappe af, før de havde parteret deres modstandere.”
MODSAETNINGER – OG LIGHEDER
Det var netop duellerne mellem Ajax og Feyenoord, der gjorde hollandsk fodbold til noget stort. Modsaetningerne er lette at få øje på. Måske er det for oplagt – og forkert: Regeringsbyen over for havnebyen. Konger over for knaegte. Arrogante teknikere over for fightende bøller.
I virkeligheden mindede de to hold i spillestil om hinanden i den tid, da de satte tonen i Europa. Også fordi Feyenoords traener, østrigeren Ernst Happel, var med til at opfinde presspillet. Happel havde et lille forspring, idet han i 1970 førte Feyenoord – som første hollandske klub – til sejr i Mesterholdenes Europa Cup. Matchvinder i 2-1-sejren over Celtic var rotterdammernes svenske topscorer og yndling Ove Kindvall.
I den snu Happel havde først Rinus Michels og dernaest tefan Kovács en saerdeles kompetent modstander på skakbraettet.
Tilsammen udgjorde spillerne på de to hold stammen på det hollandske landshold, der ved VM 1974 erobrede en hel verdens hjerter – men som burde have gjort det måske både to og fire år tidligere.
Isaer på midtbanen var der hård kamp, ikke bare i de store dueller mellem de to klubber, men også om pladsen på det hollandske landshold. Feyenoords Wim Jansen og Willem van Hanegem trak sammen med Johan Neeskens de laengste strå. Men det hjalp på udtagelsen, at Arie Haan blev rykket ned som libero, og at en anden Ajax-spiller, Gerrie Mühren, selv meldte fra til 1974-slutrunden. Han ville hellere vaere sammen med familien.
En stjernestund for Ajax er 5-1-sejren på De Kuip i foråret 1972, da amsterdammerne vinder alt, hvad de rører ved, og i realiteten kulminerer som mandskab og underholdningsobjekt. Ganske anderledes gik det for sig et år tidligere – i Ajax’ optakt til Wembley-finalen mod Panathinaikos.
Opgøret 27. maj var rykket frem som følge
af Ajax’ europaeiske finale, og det var første gang, at en sådan kamp skulle vises på nationalt tv. ”We gaan naar London” (Vi tager til London) synger veltilfredse Ajax-spillere på en nyindspillet grammofonplade, og amsterdammerne har også i AEresdivisionen et lille overtag i form af en klart bedre målscore. Kampen er i naestsidste runde, og de to klubber har lige mange point, hvor gaesterne er tvunget til at vinde. Men der er ikke scoret mod Ajax i over 1000 minutter, og de to hårdfodede Feyenoordstoppere Rinus Israel og Theo Laseroms er som følge af skader mere end tvivlsomme startere. Der skal indsprøjtninger til at gøre dem klar, og det får de så.
Det blev som ventet en kamp afgjort på kraft – og slet ikke på skønhed og flot spil. Power, prestige og praestation har det med at overstråle alt, når det virkelig gaelder, og det ender med en 3-1-sejr til Feyenoord i aftenkampen på Olympisch Stadion.
En saerlig duel i duellen foregik mellem Johan Neeskens og Willem van Hanegem.
”I første halvleg blev jeg to gange trampet ned af Neeskens, så jeg måtte til sidst give ham en tur på naesen med min albue,” sagde van Hanegem mange år senere til Voetbal International i specialudgaven med titlen ”Feyenoord-Ajax. De Klassieker”.
For den kun 19-årige Neeskens var opgøret karrierens hidtil vigtigste og den blot anden klassiker i hans første saeson i Ajax, men den løbestaerke arbejdsmand gav og tog med et godt hjerte. Ligesom hans syv år aeldre modspiller. Van Hanegem var langsom, men boldsikker og dengang regnet for Hollands naeststørste spiller, målt i karisma sikkert den største, kun overgået af Johan Cruyff. Det sjove er, at Neeskens og van Hanegem var eller blev de bedste venner uden for banen, men der skulle altså en fight af en anden verden og både blod, sved og tårer til at skabe det venskab hen over den benhårde rivalitet mellem Ajax og Feyenoord.
Det viste hollandsk fodbolds klasse, at Feyenoord kunne fravriste store Ajax en titel – nemlig det hollandske mesterskab i 1971 – men det blev så også det sidste store nederlag for Ajax i en laengere periode. Det var også afslutningen på traenerduellen mellem Michels og Happel, der senere i årtiet førte hver sit Oranje-mandskab til en VM-finale.
KUN FODBOLD – IKKE AVANTGARDE
Holland havde haft professionel fodbold siden midten af halvtresserne, dog i de første mange år i relativeret form, og det var gået langsomt med at skille sig af med isaer britiske traenere og laeremestre og komme videre. Fra sluttresserne var det blevet tid til forandring, ord som halfback
og innerwing kom under beskydning og blev erstattet af krav om fleksibilitet og tempo.
På vej ud af industrisamfundet var alle gamle vaner kommet i farezonen, og i det tolerante og fremskuende Holland gik man hårdest til vaerks. Samtidig var de unge menneskers hår blevet laengere, og man kunne fristes til at saette lighedstegn mellem de kreative i Ajax’ fodboldmaessige ungdomsoprør og det omkringliggende samfunds hippietendenser. Men så enkelt var det ikke.
Ikke engang Barry Hulshoff, der var under størst mistanke for at vaere venstresnoet eller provo, kunne leve op til ”beskyldningen”, som selvfølgelig udover den ydre fremtraeden hang sammen med det, der skete på grønsvaeren:
”Vores spillestil var en slags organiseret kaos,” har holdets største stjerne, Johan Cruyff – der ikke havde trøjen ud over bukserne og i øvrigt blev tidligt gift – sagt om Ajax-stilen, som først lidt senere fik betegnelsen totalfodbold. Mistanken om, at Ajax-skolen var udsprunget et sted mellem traener Rinus Michels’ moderne tanker om fodbold og kunstens avantgarde, havde ingen gang på jord. Johan Cruyff holdt alle dage af The Beatles, og den musikalske faellesnaevner i bussen til udekampene var noget endnu mere blødt.
FRIE FUGLE OG THE CATS
Amsterdam var sidst i tresserne en de byer, der gik forrest og kom til at stå som en slags symbol for den revolution, der kan sammenfattes i faenomenet ungdomsoprør med sit farvel til indgroede funktioner og autoriteter samt fastlåste arbejdsgange.
Den tyske forfatter og journalist Günter Wallraff har skrevet:
”For mig var København dengang ved siden af Amsterdam Europas mest fantastiske by. En meget friere atmosfaere end i Tyskland.”
Men Amsterdam var foran København på flere fronter. En af dem var fodbolden. Eller rettere: Ajax.
Tilhaengerne kom pludselig alle steder fra. Belgieren Armand Schreurs, der var 21 år i 1974, har sagt, at alle i hans generation holder af Ajax.
”I tresserne tog vi tit til Amsterdam. Byen var på det tidspunkt en slags verdenscentrum for hippiekulturen og havde tilmed et fodboldhold, der vandt Europa Cup’en tre gange. Alle i min generation har et forhold til Ajax. Vi studerede totalfodbolden, et system, som aldrig før var set, baseret på spillernes polyvalentie, hvor alle var både forsvarere og angribere,” har Scheurs udtalt til Voetbal International.
Scheurs blev også betaget af den kompromisløshed og den accept af kritik, der herskede i Holland (modsat Belgien), og endte som redaktør af bladet Ajax Magazine.
➜
Det laengere hår gik hånd i hånd med ønsket om kortere kommandoveje, og nok går hollaenderne for at vaere mennesker, der skal have tingene forklaret og gennemdebatteret, før de udfører dem, men
sådan var det ikke for Michels, som vidste, at hollaenderne mestendels også er calvinister, altså protestanter med en uhørt høj arbejdsmoral. Det gjaldt i den grad for Ajax.
”Vi spillede flot fodbold, men det var ikke det vigtigste. Vi ville vinde, for enhver pris. At vi også spillede flot, det var noget, der blev lagt oveni,” sagde vesttyskeren Horst Blankenburg, en af de første udenlandske spillere i Ajax.
Det var heller ikke specielt alternativ eller udfordrende musik, der lød hjemme fra den enkeltes grammofon eller i spillerbussen på de relativt korte, altså få timer lange udebaneture til Utrecht, Groningen og Eindhoven.
Den oplagte nationale musikalske makker til avantgarde-Ajax var bandet Focus med hits som ”Hocus-Pocus” og ”Sylvia”. Focus spillede alternativ rockmusik med fløjte og gevandter og var på toppen samtidig med Cruyffs Ajax, hvilket vil sige 1969-73, men Focus spillede ikke musik, der passede til flertallet af spillerne og til at samle både humør og koncentration i spillerbussen. Men det gjorde fløjlsbløde The Cats.
”Vi hørte såmaend The Cats. Det var en popgruppe, som var meget fremme i tiden, og som var lokale, nemlig fra Volendam, som jeg kommer fra,” sagde Gerrie Mühren om gruppen, som blev internationalt kendt for blandt andet hittet ”One Way Wind”, som stadig er kendt og bliver spillet til afslappede sommerfester, også i Danmark.
Det kendte og populaere sangnummer var skrevet af en vis Arnold Mühren, som ikke er Gerries bror, men en anden af de mange Mühren’er fra fiskerforstaden til Amsterdam, hvor Ajax-spillerne gerne drak en Heineken eller to med ved molen efter en af de mange sejre.
Og det var også ”One Way Wind”, der lød på det kassettebånd, som var underlaegningsmusik for Oranje, det hollandske landshold, på vejen frem mod VM-finalen i 1974. Man må sige, at det stemte meget godt med Ajax i de år. Medvind hele vejen.
REBELSKHED – IKKE HER
Det er altså ikke helt sandt, når man har sagt, at Ajax og totalfodbolden er født ud af ungdomsoprøret, men totalt ved siden af er det heller ikke.
”Intellektuelle har forsøgt at projicere ind i dette hold, at vi skulle bestå af kunstnere, og dertil kan jeg kun sige, at vi i kabinen aldrig har ført en eneste højtravende diskussion,” sagde den vesttyske libero Horst Blankenburg, som kom til klubben i 1971. Han afløste på den plads Velibor Vasovi , som fra det sene efterår 1966 tilførte de unge hollaendere den hårdhed og professionalisme, der kunne udvikle dem isaer i international sammenhaeng, og da jugoslavens tid løb ud, gled Blankenburg direkte ind på holdet.
Sidemanden i midterforsvaret, Barry Hulshoff, var helt klar i spyttet: ”Vi praesterede, for det var det, vi ville – selv om der uden for fodbolden herskede en antipraestationskultur.”
Sjaak Swart, der var truppens aeldste, og som i øvrigt havde hentet Hulshoff til Ajax, sagde: ”Vi lignede provoer, men var det ikke. Vi spillede kort og billard sammen og talte mest om fodbold. Vi levede nok lidt i vores egen verden.”
Nok lignede Ajax-spillerne tidens ungdom, og som sportsstjerner havde de forstaerkende betydning og indflydelse på mode, fodboldstøvler og yngre menneskers adfaerd på og uden for fodboldbanen, men for det meste var det bare mode og attittude.
Ajax stod noget nyskabende, men rebelske var spillerne ikke. Det afslørede deres forhold til musikken. Indeholdende en single fra Cruyff og en hyldestsang fra Willy Alberti, det hollandske svar på Gustav Winkler. Og så det faktum, at intet kunne overgå ”One Way Wind”. Efter en af de store sejre tog traener tefan Kovács mikrofonen i bussen og sang for i bussen. Det glemmer spillerne fra dette store hold heller aldrig. ✖