SPIL­LE­TID - IGEN, IGEN...

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

I sid­ste uge var der i net­ud­ga­ven af den avis, som kom­mer sam­men med Tips­bla­det om fre­da­gen, en lil­le hi­sto­rie om­kring en mu­lig re­gela­en­dring. Den var pa­ent sat op med kil­de­an­gi­vel­ser fra Daily Mail og The Sun og hand­le­de om, at fod­bol­dens lov­gi­ve­re, The In­ter­na­tio­nal FA Bo­ard (el­ler IFAB blandt ven­ner) hav­de en re­gela­en­dring på bed­ding, som hand­le­de om ’over­ti­den’. Det er den, som vi og­så kal­der for til­la­eg­sti­den, ’injury ti­me’ el­ler til­sva­ren­de. Ar­tik­len ci­te­re­de nog­le unavn­giv­ne med­lem­mer af IFAB for hold­nin­ger som ’vi øn­sker al­le at slå ned på det sto­re spild af tid og fre­mel­ske spil­le­ti­den, men det sto­re spørgs­mål er, hvor­dan vi gør det’. Spe­ci­elt var det lang­som­me igangs­a­et­tel­ser og den tid, som går tabt i for­bin­del­se med ud­skift­nin­ger, som var fal­det i øj­ne­ne.

Egent­lig er det ik­ke så me­get nyt i ar­tik­len – men den la­eg­ger sig al­li­ge­vel smukt i kølvan­det på net­op te­ma­er som lang­som­me igangs­a­et­tel­ser, ef­fek­tiv spil­le­tid og så­dan no­get, som har va­e­ret op­pe på den­ne plads in­den for den se­ne­ste må­neds tid, så det kan va­e­re fri­sten­de at spin­de en en­de over det. I klum­men her har jeg se­ne­st haft gang i den for mig af­gø­ren­de for­skel, om en igangs­a­et­tel­se sker be­vidst lang­somt, for­di man øn­sker at få ti­den til at gå (of­test for­di man er til­fred­se med det re­sul­tat, som man al­le­re­de har i lom­men), el­ler den sker, for­di man øn­sker at få spe­ci­a­li­sten til at fo­re­ta­ge igangs­a­et­tel­sen, uan­set om han så er 50 me­ter va­ek. De to ting ude­luk­ker ik­ke hin­an­den, men kan fak­tisk of­te op­tra­e­de i den sam­me si­tu­a­tion. Spil­le­ren hen­tes frem lang­vejs fra for at fo­re­ta­ge et ind­kast el­ler hjør­ne­s­park, og når han så er frem­me, be­gyn­der han må­ske at fo­re­ta­ge sig ting, som for­sin­ker igangs­a­et­tel­sen yder­li­ge­re (tør­rer bol­den, skif­ter den, di­ri­ge­rer den na­e­ste bøl­ge af spil­le­re i po­si­tion osv.).

Ar­tik­len ci­te­re­de og­så et an­det IFAB-med­lem for, at ’En af vo­res pri­o­ri­te­ter er at fin­de må­der at ska­e­re i tids­spild og øge an­tal­let af mi­nut­ter af ef­fek­tivt spil. En re­gel, hvor man ik­ke må skif­te ud i over­ti­den, er in­ter­es­sant og kun­ne fun­ge­re’. In­gen kan ha­ve no­get imod for­må­let – for som sagt ope­re­rer fod­bold ik­ke med ef­fek­tiv spil­le­tid, men vi sid­der der jo for at se fod­bold og ik­ke for at se bol­den lig­ge uvirk­som hen. Jeg kun­ne godt op­stil­le eksempler, hvor en re­gel som den skit­se­re­de vil­le fø­les åben­lyst uri­me­lig (hvad med f.eks. en må­l­mands­ska­de i over­ti­den ?), men lad nu det va­e­re. Vi må ha­ve al­le go­de for­slag op i ly­set for at se, hvad der har en chan­ce for at over­le­ve.

I vir­ke­lig­he­den ra­ek­ker alt det­te til­ba­ge til et lil­le ma­ni­fest ’Play Fair’, som IFAB ud­gav i som­me­ren 2017, og hvor man fo­ku­se­re­de på tre ho­ved­søj­ler: at for­bed­re spil­ler­nes op­før­sel og øge respek­ten, at øge spil­le­ti­den, og at øge sel­ve fod­bold­spil­lets fair­ness og til­tra­ek­nings­kraft. Det sid­ste uden tvivl, for­di der kom­mer fle­re og fle­re sports­gre­ne og an­dre ak­ti­vi­te­ter, der ka­em­per om vo­res op­ma­er­k­som­hed. Her op­stil­le­de IFAB tre ka­te­go­ri­er af for­slag. Nog­le for­slag kun­ne i vir­ke­lig­he­den im­ple­men­te­res straks og vil­le ik­ke kra­e­ve no­gen lova­en­dring. An­dre var for­slag, hvor de en­kel­te na­tio­na­le for­bund me­get ger­ne måt­te by­de ind for at kø­re et for­søg un­der IFABs og FIFAs vin­ger, som så må­ske i sid­ste en­de kun­ne mun­de ud i en lova­en­dring – og en­de­lig var der for­slag til lova­en­drin­ger, som ind­til vi­de­re ba­re var til dis­kus­sion. Lad os her kon­cen­tre­re os om den søj­le, der har at gø­re med at øge spil­le­ti­den.

Uden yder­li­ge­re til­la­del­ser kun­ne man fak­tisk al­le­re­de un­der de ek­si­ste­ren­de reg­ler øge spil­le­ti­den ba­re ved at ty­de­lig­gø­re in­struk­sen til dom­mer­ne på nog­le om­rå­der. Den al­ler­mest op­lag­te er nok man­ges fo­re­truk­ne ha­deob­jekt, må­l­man­dens 6 se­kun­ders-re­gel, som ik­ke til­na­er­mel­ses­vis bli­ver over­holdt. Den har hel­ler al­drig va­e­ret ta­enkt som en fuld­sta­en­dig strin­gent sto­purs­re­gel, men det be­hø­ver må­ske ik­ke va­e­re de al­ler­mest lang­somt fly­den­de krystal­ler på di­gi­ta­lu­ret, der be­stem­mer, hvor­når vi har nå­et ri­me­lig­he­dens gra­en­se.

Om­kring be­reg­nin­gen af til­la­egs­tid er der al­le­re­de i loven be­skre­vet nog­le til­fa­el­de, hvor dom­me­ren skal la­eg­ge tid til, men in­den for de ram­mer kun­ne man godt gø­re in­struk­ser­ne end­nu skar­pe­re. Li­ge nu er me­get over­ladt til dom­me­rens skøn – men IFAB fo­re­slår, at man kun­ne ud­stik­ke me­re nøj­ag­ti­ge ram­mer ved at dik­te­re, at dom­me­ren skul­le stand­se sit ur (el­ler hvor­dan han nu vil gø­re det, ba­re den tab­te tid la­eg­ges til i den sid­ste en­de) i føl­gen­de til­fa­el­de:

• Ved et straf­fes­park fra straf­fes­par­ket er dømt, og ind­til spar­ket er ta­get. Så spil­der man ik­ke tid med pro­te­ster, med at få spil­ler­ne ud af fel­tet osv.

• Ved et mål fra må­let er sco­ret, og ind­til bol­den er sat i gang igen ved be­gyn­del­ses­spar­ket. På den må­de eli­mi­ne­rer vi tidstab på grund af scor­ings­ju­bel (som vir­ke­lig kan va­e­re en om­sta­en­de­lig og langstrakt af­fa­e­re). • Ved ska­der fra det tids­punkt, hvor dom­me­ren spør­ger spil­le­ren, om han skal til­ses, til spil­let gen­op­ta­ges. Det er ik­ke gi­vet, at der er så me­get at vin­de her, for det er og­så, hvad der sker i dag – men of­te går der fak­tisk la­en­ge­re tid, end man tror.

• Ved til­de­ling af rø­de og gu­le kort fra dom­me­ren vi­ser kor­tet, til spil­let gen­op­ta­ges. Så spil­der dom­me­rens bog­hol­de­ri ik­ke tid – og det gør de pro­te­ster, som of­te føl­ger med, hel­ler ik­ke.

• Ved ud­skift­ning fra dom­me­ren har gi­vet sig­nal til, at ud­skift­nin­gen skal fo­re­ta­ges, og ind­til spil­let sa­et­tes i gang igen. Det sy­nes jeg nu egent­lig, at dom­mer­ne er ri­me­lig skrap­pe til at vur­de­re, for godt nok si­ger man vej­le­den­de 30 se­kun­ders til­la­eg ved en ud­skift­ning, men det kan sag­tens ta­ge la­en­ge­re tid, hvil­ket nor­malt og­så ho­no­re­res. • Og en­de­lig ved et fris­park, ty­pisk uden for straf­fes­parks­fel­tet, fra det øje­blik dom­me­ren be­gyn­der at må­le 9,15 me­ter ud (el­ler at tryl­le med sin mar­ke­rings­spray), og ind­til alt er på plads og fris­par­ket kan ta­ges. Så er det ik­ke den lang­som­me mu­ro­p­stil­ling med di­ver­se me­re el­ler min­dre fortviv­le­de for­ha­lings­for­søg, der øde­la­eg­ger bil­le­det og stja­e­ler tid.

Man kan så stil­le sig selv spørgs­må­let, hvor me­get det egent­lig vil gi­ve af ek­stra spil­le­tid. For at fin­de ud af det sat­te jeg mig ned en søn­dag i de­cem­ber sid­ste år og genså samt­li­ge su­per­liga­kam­pe i en en­kelt runde med et sto­pur i hån­den. Hvad skal man el­lers la­ve en søn­dag i ju­le­må­ne­den... Det var spil­ler­un­de 18, hvis no­gen vil ha­ve de­tal­jer­ne på plads. Og det var egent­lig ret så in­ter­es­sant, hvad der kom ud af det, med vir­ke­lig sto­re ud­s­ving kam­pe­ne imel­lem. I kam­pen AGF – Hels­in­gør, som hel­ler ik­ke var det mest be­gi­ven­heds­ri­ge på den­ne jord, vil­le det ik­ke ha­ve gi­vet et ene­ste se­kund ek­stra i no­gen af halv­le­ge­ne i for­hold til den til­la­egs­tid, som fak­tisk blev lagt på. I kam­pen mel­lem FCM og OB, vil­le det om­vendt ha­ve gi­vet 6 mi­nut­ter og 48 se­kun­der ek­stra oven i den til­la­egs­tid, som dom­me­ren til­del­te. Run­dens øv­ri­ge kam­pe for­del­te sig imel­lem de to yder­punk­ter – men dog med 3 mi­nut­ter (og 1 se­kund) som det la­ve­ste ek­stra til­la­eg – det var Lyng­by og AaB.

Så der er fak­tisk no­get at hen­te her på den ef­fek­ti­ve spil­le­tids al­ter, hvis det er det, som man øn­sker – og uden at det kra­e­ver lova­en­drin­ger af no­gen art. Det er selv­føl­ge­lig ik­ke no­get, som man ba­re li­ge går hen og aen­drer midt i en tur­ne­ring, og i det he­le ta­get er der jo man­ge par­ter, der skal ta­ges i ed. Klub­ber­ne skal selv­føl­ge­lig va­e­re in­ter­es­se­re­de i det – og der kan sik­kert og­så va­e­re kon­se­kven­ser for TV-sta­tio­ner­ne. Na­e­sten syv mi­nut­ters ek­stra til­la­eg eli­mi­ne­rer vel en hel re­k­la­me­blok med den be­tyd­ning, som det nu en­gang har. Så no­gen skal sa­et­te sig sam­men, hvis det er den vej, som man vil – til gen­ga­eld vil til­sku­er­ne få me­re fod­bold­spil for pen­ge­ne.

Jeg skal nok hol­de mig fra at re­fe­re­re de for­slag til de de­ci­de­re­de re­gela­en­drin­ger, som man kun­ne dis­ku­te­re for at få me­re tid ud af det he­le (no­get af det na­er­mer sig fak­tisk det, som vi kun­ne kal­de ef­fek­tiv spil­le­tid) – men der er li­ge plads til at få et en­kelt ele­ment med, som man vil­le kun­ne sø­ge om at kø­re for­søg på: nem­lig et krav om, at en spil­ler, som skal ud­skif­tes, skal for­la­de ba­nen over den na­er­me­ste linje i ste­det for at skul­le be­va­e­ge sig over til ba­en­ke­ne og hil­se pa­ent på af­lø­se­ren. Der skal nok li­ge va­e­re en und­ta­gel­ses­klau­sul, som ta­ger hen­syn til sik­ker­he­den, hvis na­er­me­ste linje f.eks. til­fa­el­dig­vis er ned mod mod­spil­ler­nes fans – men loven kra­e­ver fak­tisk ik­ke, at spil­le­ren for­la­der spil­le­ren ved mid­ter­linj­en, selv om det er kuty­me.

Med an­dre ord er der hånd­tag nok at dre­je på, hvis man vil ha­ve me­re spil­le­tid, og jeg sy­nes, at det er her­ligt, hvis pres­sen – bå­de den en­gel­ske og den dan­ske – langt om la­en­ge har få­et øj­ne­ne op for IFABs ’Play Fair’-ini­ti­a­tiv. Så le­ver jeg lyk­ke­ligt med, at det er en nyhed, som er over et år gam­mel. ✖

Fo­to: Anders Kja­er­bye/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.