I KAMP FOR LØVENIGEN
Selv om der er gået seks år, er Dame N’Doye vendt tilbage til Superligaen og FC København, som om intet var haendt. For han scorer stadig masser af mål som en stor profil i raekken, hvilket nu ikke overrasker ham på den måde. Til gengaeld forstår han stadig ikke, hvad der gik galt mellem ham og Ariël Jacobs i afskedens stund i sensommeren 2012, men han blev ved med at holde øje med sin gamle klub i Danmark, så da Ståle Solbakken ringede, var den 33-årig angriber klar til en ny tørn.
Der er ganske tomt på Jens Jessens Vej sådan en tirsdag i enden af en landskampsuge. Mange er stadig på rejse i nationens tjeneste rundt omkring i Europa, og de spillere, der ikke har vaeret af sted, er taget til Farum for at spille kamp i reserveholdsligaen. Men alligevel skulle Dame N’Doye vaere her, for han landede fra Paris efter frokost og skulle direkte fra lufthavnen til en behandling hos klubbens fysioterapeut, så han er klar til at komme godt i gang med traeningen til de store opgaver, der venter mod først FC Midtjylland hjemme i søndagens topkamp i Superligaen, og derefter en svaer udekamp i Europa League mod Zenit Sankt Petersborg.
Og ganske rigtigt. Angriberen holder pulsen oppe på en kondicykel nede i kaelderen, og han skulle vaere klar til snak lige om lidt. Så er den bekymring i hvert fald vaek, men det naeste spørgsmål er så, hvor meget den 33-årige senegaleser har at sige. For lige så meget sjov han havde på traeningsbanen med holdkammeraterne, lige så forsagt var han, når han blev sat foran en båndoptager i den store tid fra januar 2009 til sommeren 2012, hvor han scorede mål i et tempo, der ikke før var set i FC København og undervejs vandt tre mesterskaber, to pokaler, to topscorertitler og var ledende angriber i Champions Leaguebedrifterne i efteråret 2010.
Men her kommer han op ad trappen, i heftig snak med en telefon for øret men også med et smil og et håndtryk. Og da han har fået ringet af og hentet et stort glas energidrik, viser det sig, at selv om han på banen er som før, og derfor igen har taget Superligaen med storm med sine mange mål, så er han blevet meget mere snakkesalig, som årene er gået. Også selv om svaret på det første spørgsmål er kort.
Hvordan føles det at vaere tilbage i FC København?
”Oh, it’s nice. It’s nice to be back in Copenhagen.”
Er du overrasket over, at du har vaeret sådan en succes denne gang også?
”Nej, det handler om at arbejde og at tro på sig selv, og så må der ske det, der sker, for det kan man ikke vide. Vi kan kun ønske og håbe og gøre vores bedste, når vi er her.”
Men du troede på dig selv? ”Ja.”
Hvordan kan det vaere, at du åbenbart spiller dit bedste fodbold her i FC København?
”Jeg var her i tre et halvt år tidligere, og det er lang tid for en spiller at vaere i en klub. Så man opbygger en tillid, man ved, hvordan klubben gerne vil spille, det hele. Og hvis du kigger på de andre hold, hvor jeg var bagefter, så var jeg der ikke lige så lang tid. Kun i Rusland, hvor jeg var i tre år, og hvor det også gik godt.”
”Det handler om tid. Når man kommer til en ny klub, kan det sagtens vare et års tid, før man har vaennet sig til det og kan gøre sit bedste. Det tager et år at laere, hvordan et hold spiller, og hvordan en traener vil have, at holdet skal spille, hvad dine holdkammerater forventer af dig, og hvad du kan forvente af dem.”
Hvad taenkte du, da Ståle ringede til dig i sommer?
”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev nødt til at vende tilbage til FC København, men jeg vidste ikke, om det ville ske. Der var andre hold, der var interesserede i mig, og måske ville København gå efter en anden angriber. Men jeg havde fulgt med i holdet, og det gik ikke så godt. Det frustrerede mig, når jeg så, at det ikke gik dem godt, for det er et godt hold med gode spillere. Viktor, Matic, ”Boile,” Zeca, ”Anker” – alle disse gode spillere – den erfarne William – så de fortjente at vinde. Så da Ståle ringede til mig, sagde jeg ”Why not.” Så snakkede jeg med min agent, og Ståle havde som altid et godt projekt, og så sagde jeg ja.”
Hvor meget betød det for dig, at Ståle var tilbage i klubben, den her nordmand der tit råber så højt?
(griner) ”Ja, nogle gange råber han uden grund, men andre gange gør han det for at få holdet til at vågne op. Det er jo hans opgave. Men vi kender ham, så vi ved, hvad han mener, og det er det vigtigste. At man ikke misforstår, hvad han mener, og bliver sur, men at vi tager det på den rigtige måde og bliver ved.”
Var det vigtigt for din beslutning, at I kendte hinanden?
”Ja, og det gjorde det også nemmere, at jeg vidste, hvordan han gerne ville spille. Hvis det havde vaeret en anden klub, var det ikke sikkert, at jeg ville komme til at spille, for traeneren ville have sine egne spillere. Men her er det godt, for alle ved, hvad de skal, og Ståle kender klubben bedre end nogen anden. Og han kender alle de spillere, som han vaelger, så det gør det nemt.”
Det virker som om, at du er blevet endnu staerkere i luften”
”Ja, det handler om at arbejde hårdt. Når man er god til noget, så arbejder man lige så meget med det, som det man ikke er så god til, så man bliver bedre. Jeg har godt nok braendt nogle stykker, men det er del af spillet. Man kan ikke score hver gang, og nogle gange er det heller ikke nemt, for jeg braekkede jo også en knogle i ansigtet for nogle måneder siden [Dame N’Doye måtte spille en kamp med hjelm efter et albueslag i Europa League-kvalifikationskampen mod Levski Sofia].”
Hvordan havde du det, da du stod i Parken og kiggede rundt før din første kamp?
”Det var fantastisk. At vaere hjemme igen. Det var en staerk følelse. Og folk forventede meget, så jeg måtte også vaere staerk og vise meget. På den måde hjalp det ikke, at jeg havde vaeret her før. Det er laenge siden, og selv om folk kunne huske det, havde det ikke noget at gøre med, hvordan jeg spillede nu. Så jeg måtte vise igen, hvad jeg kunne.”
”Fodbolden forandrer sig, og ligaen har også forandret sig. Det er en staerk liga med gode spillere og gode hold. Alt udvikler sig, så man kan ikke bare komme og tro, at det går af sig selv. Man må arbejde hårdt for at nå op på det samme niveau.”
Havde du også en følelse af, at du havde noget at revanchere, for det blev jo til et svaert farvel til klubben under Ariël Jacobs? ”Nej, slet ikke, men jeg forstod virkelig ikke den traener. Jeg vidste ikke, hvad han ville, og hvorfor han var så sur, hvorfor han ville bryde mig ned. For jeg gjorde ikke ham noget, og jeg var ikke ude på at ødelaegge holdet. Jeg arbejdede alt det, jeg skulle, og før jeg rejste videre, sagde jeg også til ham, at jeg var klar til at spille, hvis han ville bruge mig.”
”Jeg giver alt for FCK. Det handler ikke om ham eller Ståle eller noget. Det handler om trøjen. Vi kaemper ikke for én person, vi kaemper for FC København. Og så kaemper vi for det samme sammen.”
”Så jeg forstod ikke, hvad han mente og hvad han ville. At han sagde dårlige ting om mig. Jeg har aldrig gjort noget forkert her i FCK. Jeg vil da ikke gøre alt, hvad jeg kan i tre
år, og så ikke gøre det samme i en måned under ham, og så slå alt ihjel.”
”Jeg ville aldrig udvise manglende respekt for ham. Aldrig. Jeg respekterer alle, for jeg vil også gerne have, at jeg bliver respekteret. Hvis man ikke har respekt for hinanden, kan man ikke kommunikere. Så jeg giver altid respekt til alle, unge og gamle, store og små. For med respekt kan man kommunikere, og man kan bygge noget sammen. Man hjaelper hinanden. Så jeg forstod ham slet ikke.”
Men nu er du tilbage i trøjen og endda med dit gamle nummer 14?
”Ja, jeg kaemper for løven igen.”
Hvordan er det at komme tilbage til byen København, havde du masser af gamle venner og så videre?
”Livet er det samme for mig som før. Efter traening tager jeg altid lige hjem og sover. Så vågner jeg og får noget at spise, ser en film, spiller lidt spil. Det er det, jeg laver (griner).”
Du har vaeret seks år i andre ligaer. Har du vaeret glad for den tid, og gik det, som du håbede?
”Ja, det synes jeg. Hvert land giver nye erfaringer, og man laerer nye ting og møder nye mennesker. Det handler om at laere tingene at kende, medspillerne, traeneren, klubben, landet. Så det har jeg nydt, og det har vaeret gode oplevelser for mig.”
Hvordan var det at spille og bo i Moskva i tre år?
”Det var godt. Folk siger en masse om Moskva, men folk var rare, og jeg fik gode venner der. Jeg havde min bedste tid efter FCK i Moskva og i Hull City.”
Er der nogen saerlig kamp du kan huske fra de år, du har vaeret vaek fra FC København? ”Den bedste kamp var med Hull mod Chelsea hjemme. Vi kom hurtigt bagud med 2-0, men vi kom igen og fik udlignet. Vi tabte så 2-3 på grund af en fejl fra målmanden, der tabte bolden, men det var stadig en stor oplevelse og en god erfaring, for vi kaempede så hårdt sammen for at komme igen.”
Hvis du kigger på hele din karriere, kunne jeg forestille mig, at Champions League-saesonen med FCK har vaeret den største oplevelse?
”Ja, det er alle spilleres drøm at spille i Europa, og det gjorde jeg her. Det var en god oplevelse at spille mod Chelsea og Barcelona, at spille mod hold fra andre lande og se det niveau, man er på i forhold til udlandet. Om vi kunne sammenligne os med de andre hold? Og det kunne vi, så det var stort.”
Det efterår var du vel taet på at vaere blandt de bedste angribere overhovedet i Europa. Havde du også den fornemmelse?
”Nej, slet ikke. Det handler om holdet. Vi troede på hinanden, og jeg fik masser af støtte. Vi spillede som en enhed. Vi elskede hinanden, og vi hjalp hinanden med alt. De sagde, at jeg bare skulle gøre mit oppe foran, og så skulle de nok gøre deres bagved. Derfor ville jeg også gøre alt, hvad jeg kunne for at holde på bolden eller score, så de også kunne have det godt, og vi alle sammen kunne tro på hinanden og spille godt.” Og så ramte du stangen på alle fire udebaner i Champions League den saeson...
”Ja, det var uheldigt, men sådan er det nogle gange.”
Nu er du tilbage i europaeisk fodbold med en tur tilbage til Rusland for at spille mod Zenit, hvad taenker du om sådan en kamp?
”Det er godt. Det er en udfordring, og vi kan nu se, hvad der skal til i tabellen, så vi skal tage derover og gå efter mindst et point. Men det er en stor klub. Jeg har spillet mod dem flere gange, men i sådan en turnering handler det om at tro på det. Tro på det, man gør, tro på sine holdkammerater og hele tiden holde fokus. Og hvis man alligevel taber, så har man gjort alt, hvad man kunne, og så kan man stadig holde hovedet højt. For så har man forsøgt.”
Men først er der en topkamp mod FC Midtjylland på søndag. Hvad er dine ambitioner for saesonen, at vinde endnu et dansk mesterskab?
”Jeg taenker aldrig langt frem. Jeg taenker på at vinde hver kamp, og hvis vi kan vinde alle kampe, så betyder det også, at vi bliver mestre. Det er sådan, jeg taenker. Kamp efter kamp. Hvis vi kun får et point, så tager vi det, og hvis jeg taber, så må jeg bare arbejde videre med de ting, der var dårlige og komme tilbage endnu bedre i den naeste kamp.”
Du lavede kun en et års kontrakt med FC København, vil du gerne blive laengere?
”Det var FCK, der kun ville starte med et år, og så må vi se, hvordan det går.
Ja, de skulle vel se, om den gamle mand var klar?
(griner meget og laenge) ”Det handler om, hvordan man arbejder. Hvis man bliver ved med at arbejde i fodbold, og hele tiden er positiv, så behøver man ikke at føle sig gammel. Hvis man bruger sin energi rigtigt, kan man blive ved. Man skal selvfølgelig vide, hvornår man skal stoppe, men så laenge man har the power, og mentaliteten til at fortsaette, så skal man blive ved. Men det kraever meget energi og arbejde.”
Hvis man kigger på statistikken, så har du ikke spillet så mange minutter i en saeson, siden du sidst var i FC København, og saesonen er kun halvvejs. Har du vaeret traet? ”Hvis man elsker det, man laver, bliver man ikke traet. Men vi er mennesker, vi er ikke maskiner, så selvfølgelig bliver vi traette nogle gange. Men vi forsøger at bygge kraften op hele tiden til kampene, og vi har dygtige folk her, der hjaelper os rigtig godt. Men det er ikke nemt med to kampe om ugen og med alt det rejseri – specielt ikke når man er blevet gammel (griner).”
Har du taenkt over, hvad du vil, når det er slut med fodbolden?
”Nej, ikke endnu. Jeg vil ikke taenke på det, for så stresser jeg mig selv, og så bliver jeg måske doven, fordi jeg taenker, at jeg snart skal stoppe. Man kan ikke spille med om et mesterskab og spille kampe i Europa League, hvis man løber og taenker over, hvornår man skal stoppe. Man skal kun fokusere på en ting ad gangen.”