”DE SYNGER LIDT HØJERE OG MENER DET LIDT MERE I BRØNDBY”

Selv da Johan Bülow arbejdede allermest og brugte 100 timer om ugen på at få sin lakrids-forretning op at stå, var der stadig tid til Brøndby. Først var det en spaendende klub langt vaek fra hverdagen på fødeøen Bornholm, men siden blev den en vigtig del af det nye liv i København, og han følger stadig Brøndby taet i tykt og tyndt, også selv om det gør mere end ondt, når et mesterskab forsvinder på et overtidsmål i Horsens.

Det kan ikke overraske, at der dufter dejligt af lakrids, når man skal mødes med erhvervsmanden Johan Bülow. For den 34-årige bornholmer har skabt et forretningseventyr fra bunden og fået enorm succes med ”Lakrids by Johan Bülow,” så vi mødes på Fabrikken ude på Avedøre Holme, hvor vaeggene er sorte som lakrids, og der er kig ind til produktionen.

Men i dag skal den 34-årige forretningsmand ikke snakke om hverken lakrids eller ivaerksaetteri. Han skal snakke om noget helt andet, som dog også står hans hjerte naer, for selv om virksomheden har fyldt meget i mange år, og en familie med to små børn er vokset til undervejs, har han altid vaeret i stand til at finde tid til den store passion for fodbold og specielt Brøndby IF.

”Hvis du spørger min kone, vil hun nok sige, at fodbolden fylder alt, alt, alt for meget. Vi har vaeret sammen i 12½ år, men selv om det tog lidt tid, fik jeg hende overbevist om, at hvis man sender sin mand til fodbold om søndagen, så får man også en gladere mand hjem igen. For uanset om man har vundet eller tabt, så har man fået lov til at sidde med nogle venner på et stadion, råbe og skrige og drikke en øl.”

”Der har vaeret perioder af mit liv, hvor jeg har arbejdet 100 timer om ugen, og dengang var det naermest en meditation for mig i så hård en arbejdsuge at tage til fodbold og vaere sammen med de drenge, som jeg ellers ikke havde tid til at se. Så fik man energi til en ny uge, og man fik samlet op på nogle ting, mens man havde et helteforhold til nogle fodboldspillere, der i nogle tilfaelde var yngre end en selv.”

”Det var noget helt andet end min hverdag, det var i et helt andet community, og det er faktisk det, der gør det ekstraordinaert fedt at se fodbold derude. Faellesskabet er bare noget andet, og jeg føler i hver fald, at de synger lidt højere og mener det lidt mere i Brøndby.”

”Brøndby er så staerkt et brand følelsesmaessigt. Klubben og faellesskabet er så staerkt, at man kan sammenligne det lidt med, at man i 10 år er kommet på en restaurant og har fået lunken fadøl og halvmuggent brød, og alligevel bliver man ved med at komme. Sådan er det med fodbolden. Naeste søndag står man der igen som en jubelpassionist og tror på, at vi vinder. Det er så fint. Hvilket brand kan baere det?”

”Det har Brøndby kunnet, og derfor har man stadig flest tilskuere til hjemmekampene. Det er da totalt imponerende,” siger Johan Bülow om et liv på laegterne, der begyndte på Faxe-tribunen, rykkede over på langsiden og nu er endt med en loge og en plads i Brøndbys inspirationsråd, der mødes en håndfuld gange om året og kommer med gode ideer og inputs til bestyrelsen.

Men det begyndte alt sammen hjemme i Svaneke på Bornholm, hvor Johan Bulow selv spillede fodbold, og hvor han blev opmaerksom på, at der skete noget spaendende ud over de lokale tvekampe på øen.

”Der var nogle af de lidt aeldre, der begyndte at rejse over at se Brøndby. Dengang i starten af halvfemserne var der jo naermest ikke andet. FCK var kun lige begyndt, så det var Brøndby, man holdt med, og det gjorde jeg også.”

”Når man bor på en lille ø, er alt det, der sker på den anden side af vandet, bare mere spaendende. Jeg var nok 14-15 år, før jeg selv kom over og så min første kamp, men det var noget specielt, og det var noget, som vi gik op i sammen.”

”Da jeg så blev 17-18 år, flyttede jeg til København med min kammerat Christian, og siden da har vi siddet derude. Det kan vel naermest taelles på to haender, hvad jeg har misset af hjemmekampe, og vi så også en masse udekampe tidligere. Det betyder stadig meget for os, og vi glaeder os altid til at se drengene, holde hovedet højt og fejre det, der er at fejre, og drikke en ekstra øl, når det ikke lige lykkes,” siger Johan Bülow og åbner dermed døren til den seneste saeson, der sluttede så hårdt for holdet fra Vestegnen og alle dets tilhaengere.

”Det var jo fuldstaendig sindssygt. Vi, der har fulgt det sammen, kan sgu godt huske mesterskabet fra for mange år siden, og hvor sjovt det var. Siden er vi gået gennem tykt og tyndt, og lige pludselig begyndte alt at fungere, og det fungerede i en filosofi, der for en Brøndby-fan giver utrolig god mening.”

”Fra første fløjt, efter Alexander Zorniger overtog tøjlerne, kunne man maerke og se hans filosofi, for så var der bare 10 mand, der løb frem på banen. Det var meget imponerende, for man skal stadig huske, at da Alex kom ind, var Durmisi blevet solgt til Spanien, Daniel Agger sagde stop, og vores hold var dårligt i forvejen. Så der var absolut ingenting, da den her arme tysker kom til, og alligevel fik han noget ud af det med det samme med staerke tanker, god kommunikation og et par 2. Bundesligaspillere samt en tysk U/21-spiller med noget sjovt hår.”

”Den første saeson gik rigtig godt, men det modsatte hold havde desvaerre et af de bedste hold, de har haft i historien, men saesonen efter spillede vi en mesterskabssaeson. Vi spillede til et pointtal, der vinder mesterskabet ni ud af 10 saesoner. Vi vandt og vandt og vandt, men irriterende nok var der så et hold i Jylland, der blev ved med at gøre det samme.”

”De endte med at lave 85 point, hvilket er noget af det højeste, der nogensinde er lavet, så man kan jo ikke argumentere imod, at de vinder det mesterskab, men det burde alt andet lige vaere landet herovre. Folk snakker sindssygt meget om gummiben, men reelt set var det jo de der syv minutter ovre i Horsens, som var gummibenene,” siger Johan Bülow.

”Det er den mest skraekkelige dag i mit liv som Brøndby-fan. Jeg havde laenge før, at jeg vidste, at den kamp i Horsens blev så betydende, booket et sommerhus med min familie oppe i Dronningmølle, så vi var taget derop, og jeg vidste, at jeg skulle se den på en laptop med havudsigt. Det gjorde jeg så, og det var smadderhyggeligt.”

”Det her kommer nok aldrig til at gå ud af kroppen, men da der er fem minutter tilbage af kampen, kalder jeg på min kone Sarah og siger ”prøv at se her, skat,” for hun har aldrig rigtig forstået, hvad fanden det var alt sammen. Sidste gang Brøndby blev mestre, var i saesonen inden, vi laerte hinanden at kende, så ”du har aldrig set, hvad det ligesom er. Men nu er der fem minutter og tillaegstid tilbage, så har vi vundet det hele.” Så sad jeg der med havudsigt og taenkte, at det var sgu det her, vi havde brugt 12 år på. Man går jo helt ned i sig selv og taenker, at det var dog en vidunderlig følelse.”

”Så scorede Horsens det første mål i det 89. minut, men jeg holdt skuldrene højt. ”Det her kommer ikke til at ske. Nu pakker de sig og får reddet den hjem.” Og så kom tillaegstiden, og hvordan kunne der blive lagt så lang tid til, når der ikke var flere spilstop? Men fakta er, at Horsens udlignede i fem et halvt minuts overtid.”

”Sarah gik selvfølgelig, og jeg gik udenfor og stod og kiggede ud over vandet, og så fik jeg sådan nogle sure opstød. Det var lige ved at vende sig i mig. Nu havde man siddet der så laenge og taget alt med i alle de år, for at det skulle lykkes lige der. Folk var jo begyndt at fejre det på forhånd, og i stedet gik aktiekursen 41 procent ned om mandagen.”

”Alt det, man havde siddet og kigget på med for eksempel sponsorater og tilskuere, alt hvad der blev bygget op omkring klubben, der gav mening... Med det mesterskab kunne vi have lagt til i toppen af dansk fodbold, og det er faktisk den aergerligste tanke, at man ikke kan det nu. Jeg ved godt, at vi solgte nogle essentielle spillere i sommer, men før kampen i Horsens havde man 11 spillere på banen, der reelt set naermest ikke troede, at de kunne tabe, til i dag naermest ikke at tro på at de kan vinde. Det gjorde vi så mod AGF, og det var fint, men det er helt utroligt, hvad det kan gøre.”

”Det er selvfølgelig også det fantastiske ved fodbold, for selv om det i dag er ekstremt datadrevet, og alle spillere bliver vendt og drejet, og hvor mange indlaeg og afslutninger, og hvor højt kan de hoppe på hovedstød, så er det stadig de små ting, der afgør, om man vinder eller taber. Men det var en skraekkelig dag,” siger Johan Bülow om en frygtelig fredag, der stadig sidder i ham.

”For første gang i alle de år glaedede jeg mig ikke til saesonstarten. Jeg lagde kampene ind i kalenderen, men selv om vi egentlig fik ok med point i de første kampe, så havde jeg den ikke. Jeg kunne slet ikke overskue, at vi nu lå lige igen alle sammen. Vi var jo 20 point foran FCK. Og nu er det så fuldstaendig vendt på hovedet.”

”Det er jo det, det gør ved sådan nogle fans, der går så meget op i det. Fra at vaere jubelbrøl og ”fedt, det er søndag, vi ses om lidt, og hvem tror du scorer det første mål” til noget helt andet. Nøj, hvor vi hang med hovedet. Og medierne elskede jo bare ham der med The Doubletatoveringen, og alle de der Carlsberg-øl, der var blevet produceret med guld på. Det skulle jeg høre for i lang tid fra de venner, der ikke holder med Brøndby – ja, jeg hører stadig for det. Men det er det farlige ved fodbold,” siger Johan Bülow, der dog ikke har mistet modet.

”Jeg tror så meget på projektet Zorniger, og jeg tror så meget på, at vi kan rette det ind. Jeg tror på, at det, han gør og skaber i og omkring Brøndby, er rigtigt. Han ser tingene på en anden måde, og det er jeg faktisk ret stor tilhaenger af.”

”Men jeg er så også en af dem i vores berygtede Facebook-gruppe, der diskuterer alle ting i og omkring Brøndby, der er mest positiv. For det er tungt, når man lige har vaeret helt oppe på en bakke og naesten har stået med mesterskabet til så at vaere, hvor vi er nu.”

”I sidste ende skal vi som klub nok på en eller anden måde på et eller andet tidspunkt få det tilbage, som vi tabte i fem minutters overtid, men lige nu er vi i en saeson, hvor det absolut bedste, der kan ske, det er, at vi vinder pokalen, og FCK får sølv. Det ville vaere et absolut højdepunkt,” siger Johan Bülow.

Men naeste gang Brøndby spiller hjemme, er han der selvfølgelig igen.