”DE SYNGER LIDT HØ­JE­RE OG ME­NER DET LIDT ME­RE I BRØND­BY”

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - JOHAN BÜLOW - TEKST: THOMAS PYNDT

Selv da Johan Bülow ar­bej­de­de al­ler­mest og brug­te 100 ti­mer om ugen på at få sin la­krids-for­ret­ning op at stå, var der sta­dig tid til Brønd­by. Først var det en spa­en­den­de klub langt va­ek fra hver­da­gen på fø­de­ø­en Born­holm, men si­den blev den en vig­tig del af det nye liv i Kø­ben­havn, og han føl­ger sta­dig Brønd­by ta­et i tykt og tyndt, og­så selv om det gør me­re end ondt, når et mester­skab for­svin­der på et over­tids­mål i Hor­sens.

Det kan ik­ke over­ra­ske, at der duf­ter dej­ligt af la­krids, når man skal mø­des med er­hvervs­man­den Johan Bülow. For den 34-åri­ge born­hol­mer har skabt et for­ret­nings­e­ven­tyr fra bun­den og få­et enorm suc­ces med ”La­krids by Johan Bülow,” så vi mø­des på Fa­brik­ken ude på Ave­dø­re Hol­me, hvor va­eg­ge­ne er sor­te som la­krids, og der er kig ind til pro­duk­tio­nen.

Men i dag skal den 34-åri­ge for­ret­nings­mand ik­ke snak­ke om hver­ken la­krids el­ler iva­er­ksa­et­te­ri. Han skal snak­ke om no­get helt an­det, som dog og­så står hans hjer­te na­er, for selv om virk­som­he­den har fyldt me­get i man­ge år, og en fa­mi­lie med to små børn er vok­set til un­der­vejs, har han al­tid va­e­ret i stand til at fin­de tid til den sto­re pas­sion for fod­bold og spe­ci­elt Brønd­by IF.

”Hvis du spør­ger min ko­ne, vil hun nok si­ge, at fod­bol­den fylder alt, alt, alt for me­get. Vi har va­e­ret sam­men i 12½ år, men selv om det tog lidt tid, fik jeg hen­de over­be­vist om, at hvis man sen­der sin mand til fod­bold om søn­da­gen, så får man og­så en gla­de­re mand hjem igen. For uan­set om man har vun­det el­ler tabt, så har man få­et lov til at sid­de med nog­le ven­ner på et sta­dion, rå­be og skri­ge og drik­ke en øl.”

”Der har va­e­ret pe­ri­o­der af mit liv, hvor jeg har ar­bej­det 100 ti­mer om ugen, og den­gang var det na­er­mest en me­di­ta­tion for mig i så hård en ar­bejds­u­ge at ta­ge til fod­bold og va­e­re sam­men med de dren­ge, som jeg el­lers ik­ke hav­de tid til at se. Så fik man ener­gi til en ny uge, og man fik sam­let op på nog­le ting, mens man hav­de et hel­te­for­hold til nog­le fod­bold­spil­le­re, der i nog­le til­fa­el­de var yn­gre end en selv.”

”Det var no­get helt an­det end min hver­dag, det var i et helt an­det com­mu­ni­ty, og det er fak­tisk det, der gør det ek­stra­or­di­na­ert fedt at se fod­bold der­u­de. Fa­el­les­ska­bet er ba­re no­get an­det, og jeg fø­ler i hver fald, at de synger lidt hø­je­re og me­ner det lidt me­re i Brønd­by.”

”Brønd­by er så sta­er­kt et brand fø­lel­ses­ma­es­sigt. Klub­ben og fa­el­les­ska­bet er så sta­er­kt, at man kan sam­men­lig­ne det lidt med, at man i 10 år er kom­met på en re­stau­rant og har få­et lun­ken fa­døl og halvmug­gent brød, og al­li­ge­vel bli­ver man ved med at kom­me. Så­dan er det med fod­bol­den. Na­e­ste søn­dag står man der igen som en ju­bel­pas­sio­nist og tror på, at vi vinder. Det er så fint. Hvil­ket brand kan ba­e­re det?”

”Det har Brønd­by kun­net, og der­for har man sta­dig flest til­sku­e­re til hjem­me­kam­pe­ne. Det er da to­talt im­po­ne­ren­de,” si­ger Johan Bülow om et liv på la­eg­ter­ne, der be­gynd­te på Faxe-tri­bu­nen, ryk­ke­de over på langsi­den og nu er endt med en lo­ge og en plads i Brønd­bys in­spira­tions­råd, der mø­des en hånd­fuld gan­ge om året og kom­mer med go­de ide­er og in­puts til be­sty­rel­sen.

Men det be­gynd­te alt sam­men hjem­me i Sva­ne­ke på Born­holm, hvor Johan Bulow selv spil­le­de fod­bold, og hvor han blev op­ma­er­k­som på, at der ske­te no­get spa­en­den­de ud over de lo­ka­le tve­kam­pe på øen.

”Der var nog­le af de lidt ae­l­dre, der be­gynd­te at rej­se over at se Brønd­by. Den­gang i star­ten af halv­fem­ser­ne var der jo na­er­mest ik­ke an­det. FCK var kun li­ge be­gyndt, så det var Brønd­by, man holdt med, og det gjor­de jeg og­så.”

”Når man bor på en lil­le ø, er alt det, der sker på den an­den si­de af van­det, ba­re me­re spa­en­den­de. Jeg var nok 14-15 år, før jeg selv kom over og så min før­ste kamp, men det var no­get spe­ci­elt, og det var no­get, som vi gik op i sam­men.”

”Da jeg så blev 17-18 år, flyt­te­de jeg til Kø­ben­havn med min kam­me­rat Chri­sti­an, og si­den da har vi sid­det der­u­de. Det kan vel na­er­mest ta­el­les på to ha­en­der, hvad jeg har mis­set af hjem­me­kam­pe, og vi så og­så en mas­se ude­kam­pe tid­li­ge­re. Det be­ty­der sta­dig me­get for os, og vi gla­e­der os al­tid til at se dren­ge­ne, hol­de ho­ve­d­et højt og fejre det, der er at fejre, og drik­ke en ek­stra øl, når det ik­ke li­ge lyk­kes,” si­ger Johan Bülow og åb­ner der­med dø­ren til den se­ne­ste sa­e­son, der slut­te­de så hårdt for hol­det fra Ves­teg­nen og al­le dets til­ha­en­ge­re.

”Det var jo fuld­sta­en­dig sinds­sygt. Vi, der har fulgt det sam­men, kan sgu godt hu­ske mester­ska­bet fra for man­ge år si­den, og hvor sjovt det var. Si­den er vi gå­et gen­nem tykt og tyndt, og li­ge plud­se­lig be­gynd­te alt at fun­ge­re, og det fun­ge­re­de i en fi­lo­so­fi, der for en Brønd­by-fan gi­ver ut­ro­lig god me­ning.”

”Fra før­ste fløjt, ef­ter Ale­xan­der Zor­ni­ger over­tog tøj­ler­ne, kun­ne man ma­er­ke og se hans fi­lo­so­fi, for så var der ba­re 10 mand, der løb frem på ba­nen. Det var me­get im­po­ne­ren­de, for man skal sta­dig hu­ske, at da Alex kom ind, var Dur­mi­si ble­vet solgt til Spa­ni­en, Da­ni­el Ag­ger sag­de stop, og vo­res hold var dår­ligt i for­vej­en. Så der var ab­so­lut in­gen­ting, da den her ar­me ty­sker kom til, og al­li­ge­vel fik han no­get ud af det med det sam­me med sta­er­ke tan­ker, god kom­mu­ni­ka­tion og et par 2. Bun­des­lig­a­spil­le­re samt en tysk U/21-spil­ler med no­get sjovt hår.”

”Den før­ste sa­e­son gik rig­tig godt, men det mod­sat­te hold hav­de desva­er­re et af de bed­ste hold, de har haft i hi­sto­ri­en, men sa­e­so­nen ef­ter spil­le­de vi en mester­skabs­sa­e­son. Vi spil­le­de til et po­int­tal, der vinder mester­ska­bet ni ud af 10 sa­e­so­ner. Vi vandt og vandt og vandt, men ir­ri­te­ren­de nok var der så et hold i Jyl­land, der blev ved med at gø­re det sam­me.”

”De end­te med at la­ve 85 po­int, hvil­ket er no­get af det hø­je­ste, der no­gen­sin­de er la­vet, så man kan jo ik­ke ar­gu­men­te­re imod, at de vinder det mester­skab, men det bur­de alt an­det li­ge va­e­re lan­det her­ov­re. Folk snak­ker sinds­sygt me­get om gum­mi­ben, men re­elt set var det jo de der syv mi­nut­ter ov­re i Hor­sens, som var gum­mi­be­ne­ne,” si­ger Johan Bülow.

”Det er den mest skra­ek­ke­li­ge dag i mit liv som Brønd­by-fan. Jeg hav­de la­en­ge før, at jeg vid­ste, at den kamp i Hor­sens blev så be­ty­den­de, boo­k­et et som­mer­hus med min fa­mi­lie op­pe i Dron­ning­møl­le, så vi var ta­get derop, og jeg vid­ste, at jeg skul­le se den på en lap­top med ha­vud­sigt. Det gjor­de jeg så, og det var smad­der­hyg­ge­ligt.”

”Det her kom­mer nok al­drig til at gå ud af krop­pen, men da der er fem mi­nut­ter til­ba­ge af kam­pen, kal­der jeg på min ko­ne Sa­rah og si­ger ”prøv at se her, skat,” for hun har al­drig rig­tig for­stå­et, hvad fan­den det var alt sam­men. Sid­ste gang Brønd­by blev me­stre, var i sa­e­so­nen in­den, vi la­er­te hin­an­den at ken­de, så ”du har al­drig set, hvad det li­ge­som er. Men nu er der fem mi­nut­ter og til­la­egs­tid til­ba­ge, så har vi vun­det det he­le.” Så sad jeg der med ha­vud­sigt og ta­enk­te, at det var sgu det her, vi hav­de brugt 12 år på. Man går jo helt ned i sig selv og ta­en­ker, at det var dog en vi­dun­der­lig fø­lel­se.”

”Så score­de Hor­sens det før­ste mål i det 89. mi­nut, men jeg holdt skul­dre­ne højt. ”Det her kom­mer ik­ke til at ske. Nu pak­ker de sig og får red­det den hjem.” Og så kom til­la­eg­sti­den, og hvor­dan kun­ne der bli­ve lagt så lang tid til, når der ik­ke var fle­re spil­stop? Men fak­ta er, at Hor­sens ud­lig­ne­de i fem et halvt mi­nuts over­tid.”

”Sa­rah gik selv­føl­ge­lig, og jeg gik uden­for og stod og kig­ge­de ud over van­det, og så fik jeg så­dan nog­le su­re op­stød. Det var li­ge ved at ven­de sig i mig. Nu hav­de man sid­det der så la­en­ge og ta­get alt med i al­le de år, for at det skul­le lyk­kes li­ge der. Folk var jo be­gyndt at fejre det på for­hånd, og i ste­det gik ak­tie­kur­sen 41 pro­cent ned om man­da­gen.”

”Alt det, man hav­de sid­det og kig­get på med for ek­sem­pel sponsora­ter og til­sku­e­re, alt hvad der blev byg­get op om­kring klub­ben, der gav me­ning... Med det mester­skab kun­ne vi ha­ve lagt til i top­pen af dansk fod­bold, og det er fak­tisk den ae­r­ger­lig­ste tan­ke, at man ik­ke kan det nu. Jeg ved godt, at vi solg­te nog­le es­sen­ti­el­le spil­le­re i som­mer, men før kam­pen i Hor­sens hav­de man 11 spil­le­re på ba­nen, der re­elt set na­er­mest ik­ke tro­e­de, at de kun­ne ta­be, til i dag na­er­mest ik­ke at tro på at de kan vin­de. Det gjor­de vi så mod AGF, og det var fint, men det er helt ut­ro­ligt, hvad det kan gø­re.”

”Det er selv­føl­ge­lig og­så det fan­ta­sti­ske ved fod­bold, for selv om det i dag er ek­stremt da­ta­dre­vet, og al­le spil­le­re bli­ver vendt og dre­jet, og hvor man­ge ind­la­eg og af­slut­nin­ger, og hvor højt kan de hop­pe på ho­ved­stød, så er det sta­dig de små ting, der af­gør, om man vinder el­ler ta­ber. Men det var en skra­ek­ke­lig dag,” si­ger Johan Bülow om en fryg­te­lig fre­dag, der sta­dig sid­der i ham.

”For før­ste gang i al­le de år gla­e­de­de jeg mig ik­ke til sa­e­son­star­ten. Jeg lag­de kam­pe­ne ind i ka­len­de­ren, men selv om vi egent­lig fik ok med po­int i de før­ste kam­pe, så hav­de jeg den ik­ke. Jeg kun­ne slet ik­ke over­skue, at vi nu lå li­ge igen al­le sam­men. Vi var jo 20 po­int for­an FCK. Og nu er det så fuld­sta­en­dig vendt på ho­ve­d­et.”

”Det er jo det, det gør ved så­dan nog­le fans, der går så me­get op i det. Fra at va­e­re ju­bel­brøl og ”fedt, det er søn­dag, vi ses om lidt, og hvem tror du sco­rer det før­ste mål” til no­get helt an­det. Nøj, hvor vi hang med ho­ve­d­et. Og me­di­er­ne el­ske­de jo ba­re ham der med The Double­ta­to­ve­rin­gen, og al­le de der Carls­berg-øl, der var ble­vet pro­du­ce­ret med guld på. Det skul­le jeg hø­re for i lang tid fra de ven­ner, der ik­ke hol­der med Brønd­by – ja, jeg hø­rer sta­dig for det. Men det er det far­li­ge ved fod­bold,” si­ger Johan Bülow, der dog ik­ke har mi­stet mo­det.

”Jeg tror så me­get på pro­jek­tet Zor­ni­ger, og jeg tror så me­get på, at vi kan ret­te det ind. Jeg tror på, at det, han gør og ska­ber i og om­kring Brønd­by, er rig­tigt. Han ser tin­ge­ne på en an­den må­de, og det er jeg fak­tisk ret stor til­ha­en­ger af.”

”Men jeg er så og­så en af dem i vo­res be­ryg­te­de Face­book-grup­pe, der dis­ku­te­rer al­le ting i og om­kring Brønd­by, der er mest po­si­tiv. For det er tungt, når man li­ge har va­e­ret helt op­pe på en bak­ke og na­e­sten har stå­et med mester­ska­bet til så at va­e­re, hvor vi er nu.”

”I sid­ste en­de skal vi som klub nok på en el­ler an­den må­de på et el­ler an­det tids­punkt få det til­ba­ge, som vi tab­te i fem mi­nut­ters over­tid, men li­ge nu er vi i en sa­e­son, hvor det ab­so­lut bed­ste, der kan ske, det er, at vi vinder po­ka­len, og FCK får sølv. Det vil­le va­e­re et ab­so­lut høj­de­punkt,” si­ger Johan Bülow.

Men na­e­ste gang Brønd­by spil­ler hjem­me, er han der selv­føl­ge­lig igen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.