ÅRGANG ’48

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - OVE FLINDT BJERG - TTEKST: SE­BA­STI­AN STANBURY @SebStan­bury

Det be­gynd­te i Hul­let i Vej­gaard, og si­den brag­te fod­bol­den ham he­le klo­den rundt. Li­ge­som Tipsbladet er det 70 år si­den, Ove Flindt Bjerg kom til ver­den, og de syv år­ti­er har han brugt på at jub­le bag mål på Aal­borg Sta­dion, la­ve vig­ti­ge scor­in­ger i ind- og ud­land, gi­ve sin er­fa­ring vi­de­re som tra­e­ner og på som Borus­sia Mön­cheng­lad­bach-scout at fin­de nye ta­len­ter, der li­ge­som ham kan ta­ge skrid­tet ind i den pro­fes­sio­nel­le sport. Men først og frem­mest har han mødt en mas­se men­ne­sker.

Da Tipsbladet be­der Ove Flindt Bjerg om et in­ter­view, der skal om­hand­le fod­bol­den og dens ud­vik­ling i de se­ne­ste 70 år, vil han ger­ne va­e­re med. Han bor godt nok i Bre­men med hu­stru­en Lis­beth, men han er al­li­ge­vel i Dan­mark, for­di DBU har in­vi­te­ret al­le tid­li­ge­re lands­holds­spil­le­re til Aarhus for at se Na­tions Le­ague-kam­pen mod Ir­land. Nord­jy­den har ba­re to krav: Han vil mø­des et sted, som er ta­et på sta­dion, og der skal va­e­re or­dent­li­ge par­ke­rings­for­hold.

Så der­for fal­der val­get på Ca­fe-Dk i Vi­by Cen­tret, hvor der er tre ti­mers gra­tis par­ke­ring ude for­an, og hvor­fra der kun er 10 mi­nut­ters kø­re­tur op til sta­dion og nog­le ti­mers samva­er og snak om gam­le da­ge med go­de ven­ner og be­kend­te.

Men først alt­så Tipsbladet og et in­ter­view, der skal hand­le om lidt af det sam­me. Ef­ter en kø­re­tur fra som­mer­hu­set i Blok­hus an­kom­mer Ove Flindt Bjerg til ca­fe­en i Vi­by. Han er iført en lang, sort Mön­cheng­lad­bach-frak­ke fra Kap­pa, som han egent­lig skal ha­ve skif­tet ud. I dag spil­ler Borus­sia i Pu­ma; li­ge­som den­gang i halvfjerd­ser­ne, hvor der stod Erd­gas på ma­ven, og Flindt Bjerg spil­le­de mod Allan Si­mon­sen og co. i Bun­des­liga­en.

”Men den er så dej­ligt varm,” ar­gu­men­te­rer han om sit nu­va­e­ren­de over­tøj, og det er vig­tigt, når man som ham året rundt rej­ser Eu­ro­pa tyndt for at se fod­bold.

Få dan­ske­re er bed­re ru­stet end Ove Flindt Bjerg til at forta­el­le om fod­bol­den gen­nem de se­ne­ste syv år­ti­er. Han er født den 21. juli 1948, fi­re må­ne­der og fem da­ge før ud­gi­vel­sen af Tips­bla­dets før­ste ud­ga­ve. I lø­bet af 20 år spil­le­de han 312 kam­pe for AaB, og som an­gri­ber og se­ne­re midt­ba­ne­spil­ler nå­e­de han en flot og lang ud­land­skar­ri­e­re i tre for­skel­li­ge lan­de. Des­u­den spil­le­de han 18 land­skam­pe, fle­re end no­gen an­den spil­ler fra 1948, og han score­de et af de mest be­røm­te mål i dansk fod­bold­hi­sto­rie.

Men vig­tigst af alt er må­ske, at Ove Flindt Bjergs tid i fod­bol­den ik­ke stop­pe­de, da han som na­e­sten 40-årig spil­le­de sin sid­ste kamp på top­plan i AaB. Ef­ter nog­le år i det ci­vi­le vend­te han til­ba­ge til spor­ten, hvor han si­den har va­e­ret tra­e­ner og ma­na­ger og nu er i gang med sit 10. år som scout for Borus­sia Mön­cheng­lad­bach. Ove Flindt Bjerg er 70 år gam­mel og har bo­et i og ar­bej­det med fod­bold i syv for­skel­li­ge lan­de.

Alt det var umu­ligt at for­ud­se, da en lil­le dreng med freg­ner og rød­ligt hår vok­se­de op i Aal­borg og fo­rel­ske­de sig i le­gen med bol­den – og i at vin­de.

SØNDAGE I HALVTREDSERNES AAL­BORG

Ove Flindt Bjergs liv i fod­bol­den be­gynd­te med en tra­ge­die. Da han var fem år gam­mel, bra­end­te fa­mi­li­ens hus.

”Min dåb­sat­test er sta­dig bra­en­de­ma­er­ket i kan­ten. Den blev red­det ud i den skuf­fe, som var det ene­ste, der kom med ud af hu­set,” si­ger aal­bor­gen­se­ren.

Fa­mi­li­en flyt­te­de ind i et nyt hus i Lund­by­es­ga­de. Bag fa­mi­li­ens ha­ve lå ”Hul­let”; her holdt Vej­gaard Bold­klub til i et klubhus, hvor bru­ser­ne hav­de to tem­pe­ra­tu­rer: Koldt el­ler iskoldt. Så ef­ter flyt­nin­gen til Vej­gaard blev Ove Flindt Bjerg fod­bold­spil­ler.

”Fra det tids­punkt, at de­res fod­bold­ba­ne lå bag vo­res ha­ve, blev fod­bol­den en del af mit liv. Jeg var lil­le af sta­tur, jeg hav­de freg­ner og let rød­ligt hår, så jeg var et godt ob­jekt at dril­le. Men dril­le­ri­et stop­pe­de al­tid, når vi kom ud på fod­bold­ba­nen. For jeg var den bed­ste.”

Når Ove Flindt Bjerg ik­ke spil­le­de ne­de i Hul­let el­ler i sko­le­går­den, spil­le­de han på ga­den el­ler op ad na­bo­ens car­port, hvor der var en stor ri­si­ko for at knal­de ta­e­er­ne ind i kants­te­nen el­ler ind i va­eg­gen på den spar­som­me plads. Søn­dag var en fest­dag. Klok­ken 10 spil­le­de Vej­gaard i Jyl­lands­se­ri­en. Ef­ter slut­fløjt tog dren­ge­ne hjem til frokost, hvor­ef­ter de cyk­le­de ud på sta­dion for at stå bag mål og se AaB klok­ken halv to. Når kam­pen var fa­er­dig, cyk­le­de de ind på Nytorv, hvor re­sul­ta­ter­ne fra al­le søn­da­gens kam­pe blev sat op i vin­du­er­ne hos Aal­borg Stift­s­ti­den­de. Der stod of­te så man­ge men­ne­sker, at bi­ler­ne ik­ke kun­ne kom­me for­bi. Og der­ef­ter var det igen op på cyk­ler­ne og hjem for at skif­te tøj, så dren­ge­ne igen kun­ne mø­des i Hul­let for spil­le fod­bold, en­ten ”Gris” el­ler – hvis de var man­ge nok – rig­tig kamp.

Land­skam­pe­ne hør­te man i ra­dio­en, og som 11-årig var Ove Flindt Bjerg før­ste gang i Idra­etspar­ken, hvor han og hans far var to af 32.000 til­sku­e­re, som så Dan­mark vin­de 7-2 over Gra­e­ken­land. Det var den­gang, man tog fa­er­gen fra Aal­borg lør­dag klok­ken 23 og an­kom til ho­ved­sta­den søn­dag klok­ken 8. Kam­pen var ud på ef­ter­mid­da­gen, og så tog man hjem igen og an­kom man­dag mor­gen, li­ge tids nok til at nå i sko­le hjem­me i Aal­borg – hvis man da ik­ke faldt i søvn. Via avi­ser­nes ar­tik­ler fik han sit før­ste idol, Ar­no Han­sen fra B 1909 som han skrev et brev til og ef­ter­føl­gen­de fik et langt og per­son­ligt svar fra. Det var og­så i avi­ser­ne, at han la­e­ste om Manchester Uni­teds flyu­lyk­ke i Mün­chen og be­gynd­te at føl­ge Bob­by Char­lt­on og si­den De­nis Law. Si­den mød­te ham dem beg­ge, og det sid­ste med­lem af Old Traf­fords hel­li­ge tre­e­nig­hed, Ge­or­ge Best, spil­le­de han mod i USA.

Det var først man­ge år se­ne­re, men al­le­re­de som barn be­gynd­te Ove Flindt Bjerg at vi­se, at ta­len­tet var stør­re end hos de an­dre dren­ge i sko­le­går­den og i Hul­let.

”Da jeg var 10 år, skif­te­de jeg til AaB. Jeg kom på byhol­det som den ene­ste spil­ler fra Vej­gaard, og så kom tra­e­ne­ren Kaar­lo Ni­i­lo­nen, en af AaB’s sto­re tra­e­ne­re fra helt til­ba­ge, ind til min far, der ar­bej­de­de i en bi­o­graf den­gang, og spurg­te, om jeg ik­ke kun­ne få lov til at kom­me til AaB. Så fik jeg lov til at cyk­le, mod at på Ny Ka­er­vej, hvor AaB lå, kom in­spek­tø­ren ud, når jeg skul­le over vej­en. Jeg måt­te kø­re bag om Øga­de-kvar­te­ret og no­get, der hed Kja­ers Møl­le. På den må­de kom jeg til at spil­le i AaB, og så be­gynd­te det he­le at ta­ge sin gang.”

OVE OG UWE

Et af kar­ri­e­rens før­ste høj­de­punk­ter var det dan­ske mester­skab med AaB’s yng­lin­ge­hold i 1966. Ove Flindt Bjerg score­de sej­rs­må­let. I pin­sen året ef­ter var de nord­jy­ske te­e­na­ge­re til en tur­ne­ring i Ham­borg, hvor un­ge Ove køb­te et par nye Pu­ma-støv­ler i su­per­mar­ke­det Wert­k­auf. Nog­le må­ne­der se­ne­re gik så­ler­ne fra på de nye støv­ler, men det ma­ge­de sig så­le­des, at Ham­bur­ger Sport-Ve­re­in kom til Aal­borg for at spil­le en tra­e­nings­kamp.

”Bent Kin­nerup, der var be­sty­rel­ses­for­mand, kun­ne tysk, så vi gik ind til Ham­burg ef­ter kam­pen og for­kla­re­de det til Uwe Se­e­ler. Han tog mi­ne støv­ler med, og så gik der 14 da­ge, og så kom der en pak­ke med nye støv­ler fra Adi­das. Si­den har vi kendt hin­an­den. Det er unikt for fod­bol­den. Fod­bold er net­va­erk, og der fin­des nog­le love, som ik­ke skri­ves ned, men al­le gam­le fod­bold­spil­le­re kom­mer hin­an­den ved, når vi har brug for hja­elp, te­le­fon­num­re el­ler an­dre ting. Selv når man ik­ke har set hin­an­den i 40 år. Jeg mø­der et hav af men­ne­sker, jeg har mødt på min vej. Det er, som var det i går, vi spil­le­de mod hin­an­den.”

”Når jeg skal til Ham­borg, skri­ver min se­kre­ta­er til HSV, at jeg kom­mer og kig­ger de­res kamp. Jeg får til­sendt min bil­let og mit par­ke­rings­kort, og når Na­dia ved, at jeg kom­mer, skri­ver hun til­ba­ge: ”Husk at gå ned i Lo­ge 52. Uwe Se­e­ler ved, at du er her. Som du ved, vil han ger­ne ha­ve, at du kom­mer for­bi og si­ger hej.” Så sid­der jeg i fem mi­nut­ter, 10 mi­nut­ter, syv mi­nut­ter, og så snak­ker vi lidt om gam­le da­ge, og han spør­ger til Glad­bach, og til hvor­dan jeg har det. Lidt af hvert. Hvis der er frem­me­de men­ne­sker ved hans bord, spør­ger de, hvor­dan vi ken­der hin­an­den, og så kom­mer hi­sto­ri­er­ne fra 1967 igen. Så har man li­ge plud­se­lig en helt an­den at­mos­fa­e­re,” forta­el­ler Ove Flindt Bjerg.

I 1967 de­bu­te­re­de te­e­na­ge­ren på første­hol­det i AaB. Som al­le an­dre fod­bold­spil­le­re i Dan­mark var han ama­tør. Ved si­den af fod­bol­den var han elek­tri­ker, hvor han hav­de en uge­løn på 19 kro­ner.

”Jeg fik et par støv­ler el­ler to. Me­re fik jeg ik­ke. Det var såre en­kelt, da jeg var 19 og 20 år. Der var tra­e­ning tre gan­ge om ugen, og så var der fusk to gan­ge. Det var at ar­bej­de som elek­tri­ker om af­te­nen, og så blev man be­talt se­pa­rat. Det var den må­de, man fik til ben­zin og kun­ne spa­re op til en bil.”

I 1970 fik Ove Flindt Bjerg sin før­ste land­skamp. Men selv som lands­holds­spil­ler var det sva­ert at kom­me til ud­lan­det. I fle­re liga­er var kun et be­gra­en­set an­tal ud­la­en­din­ge til­ladt, og der var ik­ke et scou­ting­netva­erk, der op­da­ge­de og re­gi­stre­re­de hvert ene­ste lil­le talent. Man skul­le va­e­re hel­dig for at kom­me af sted. Det var den un­ge nord­jy­de Ove. For AaB spil­le­de In­ter­to­to Cup og mød­te et østrigsk hold.

”Vi tab­te 5-3, men jeg la­ve­de al­le tre mål. De­res tra­e­ner så mig, og han blev fo­rel­sket i mig. Det var mit held og lyk­ke.”

I HIMLEN UDEN AT VA­E­RE DØD

Ove Flindt Bjerg kom til Swa­rovski Wat­tensInns­bruck i 1971 og hav­de en suc­ces­fuld tid med tre mester­ska­ber og yder­li­ge­re et par po­kal­tit­ler. Han blev kå­ret til Årets Spil­ler i Østrig i 1975. Og for en ung mand, for hvem fod­bold var no­get af det bed­ste i ver­den, var ale­ne det at bli­ve pro­fes­sio­nel en lyk­ke.

”Det var som at kom­me i himlen uden at va­e­re død. Man skul­le ik­ke la­ve an­det end at spil­le fod­bold. Man sov til mid­dag hver dag, hvil­ket jeg har ta­get med mig. Jeg har sta­dig min mid­dags­søvn på 50 mi­nut­ter, hvis jeg kan kom­me til det. Hvis man plud­se­lig kan le­ve af sin hob­by, som man er no­gen­lun­de god til, og man ik­ke skal la­ve an­det hver dag, så får man en in­dre gla­e­de, som er unik. At kom­me ud til tra­e­ning hver for­mid­dag i ste­det for at skul­le tra­ek­ke kab­ler og led­nin­ger. Hvor man­ge børn har ik­ke drøm­men om at bli­ve pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler? Og så er man en af dem, der får lov til det,” si­ger Ove Flindt Bjerg, der dog sta­dig hav­de en lang ar­bejds­dag med to tra­e­nin­ger om da­gen, klok­ken 10 og klok­ken halv fi­re, og kamp i we­e­ke­en­den.

”Man hav­de na­e­sten in­gen fri­tid. Man kun­ne ik­ke gå i by­en om lør­da­gen, som an­dre un­ge kun­ne. Jeg har i den tid, jeg har va­e­ret pro­fes­sio­nel, ik­ke rørt al­ko­hol. Jeg drik­ker en øl til min af­tens­mad, og det gør jeg hver dag.

Men i de 14 år, jeg spil­le­de i ud­lan­det, rør­te jeg ik­ke al­ko­hol. Det var ik­ke no­get savn, det var ba­re så­dan. I mi­ne fora­el­dres hjem var der ik­ke råd til al­ko­hol. Vi hav­de det sim­pelt­hen ik­ke. Der var hel­ler ik­ke råd til co­la. Det fand­tes ik­ke. Det of­fer, man gi­ver, er et, man gi­ver man gla­e­de. Man gi­ver ik­ke af­savn, for man har ik­ke no­get.”

”Den­gang måt­te der i Østrig kun va­e­re tre ud­la­en­din­ge. Så jeg var nødt til at skul­le va­e­re den bed­ste for at få lov til at va­e­re med. Hvis man spil­le­de en dår­lig kamp, var man ik­ke med na­e­ste gang. Der var fuld tryk på tra­e­nin­gen hver gang. Men det var en leg. Jeg le­ve­de af min hob­by, som selv­føl­ge­lig bli­ver kri­tisk og al­vor­lig, hvis man ik­ke kom­mer der­hen, hvor klub­ben ger­ne vil ha­ve, man skal hen. Men for­di vi vandt så man­ge tit­ler, var jeg al­drig ban­ge for no­get. Jeg hav­de en sund og for­nuf­tig selv­til­lid med beg­ge ben på jor­den.”

Net­op den ty­ske liga var Ove Flindt Bjergs na­e­ste skridt, da Karls­ruhe køb­te ham i ja­nu­ar 1976. Han spil­le­de i alt to et halvt år i Tys­kland.

”Tys­kland var ver­dens­me­ster i 1974, så mi­ne mod­stan­de­re var Beck­en­bau­er, Schwarzen­beck, Mül­ler, Gra­bowski, Heyn­ck­es, Bon­hof, Ber­ti Vogts, Hölzen­be­in. Min an­den kamp for Karls­ruhe var i Mün­chen på Olym­pia for­an 70.000. Vi tab­te 2-0, og det sne­e­de li­ge så let. Jeg tror, jeg spil­le­de ret godt. Sepp Mai­er, som jeg som­me­ti­der har mødt, han bor i Sydtyrol, hvor jeg har nog­le go­de ven­ner; når han si­ger, at han kan hu­ske mig, må jeg ha­ve gjort ind­tryk på dem. Det er nok den bed­ste til­ken­de­gi­vel­se at få.”

MÅ­LET

I et år­ti ef­ter de­bu­ten i 1970 var Ove Flindt Bjerg med om­kring det dan­ske lands­hold. De 18 land­skam­pe kun­ne dog va­e­re ble­vet til man­ge fle­re.

”Jeg blev snydt for mel­lem 25 og 30 land­skam­pe, for­di vi ik­ke måt­te kom­me hjem og spil­le i star­ten af halvfjerd­ser­ne. Og så måt­te jeg sen­de af­bud til nog­le kam­pe, for­di Inns­bruck spil­le­de tur­ne­rings­kam­pe. Den­gang ko­or­di­ne­re­de man ik­ke,” si­ger dan­ske­ren om en tid, hvor klub­ber­ne ik­ke var for­plig­te­de til at af­le­ve­re de­res spil­le­re til lands­hol­de­ne. Og det at va­e­re dansk lands­holds­spil­ler be­tød ik­ke ret me­get for kar­ri­e­re­mu­lig­he­der­ne.

”I Østrig men­te de ik­ke, at dansk lands­holds­fod­bold var ret me­get va­erd. Da jeg spil­le­de i Bun­des­liga­en, var det hel­ler ik­ke al­tid, man kun­ne få lov til at kom­me hjem at spil­le. Det be­tød fak­tisk ik­ke ret me­get. Det var me­re ens selva­n­er­ken­del­se, ens gla­e­de ved at

➜ kom­me til Kø­ben­havn og spil­le i Par­ken.”

”Det, der be­tød mest, var, at ens barn­doms­drøm gik i op­fyl­del­se. Idra­etspar­ken var jo et hjem. Som lil­le barn drøm­te man om at kom­me ind i Par­ken og spil­le. Kom man så de­r­ind, blev drøm­men vir­ke­lig­gjort. At stå der og hø­re dan­sker­ne syn­ge... Om det er i dag, de synger na­tio­nal­me­lo­di­en, el­ler den­gang, det er der in­gen for­skel på. Al­le 48.000 sang med. Al­le.”

Og så var der må­let. Ove Flindt Bjerg score­de én gang i si­ne 18 land­skam­pe, men det er et af de mest be­røm­te mål i det dan­ske lands­holds 110 år lan­ge hi­sto­rie. Den 11. maj 1976 vandt Kurt ”Nik­kelaj” Ni­el­sens mand­skab 2-1 over Sverige i Göte­borg. Karls­ruhe-spil­le­ren score­de sej­rs­må­let i an­den halv­leg. Det var før­ste dan­ske sejr over ar­vefjen­der­ne på svensk grund si­den 1937.

”Så vidt jeg ved, står det i sko­lebø­ger og lek­si­kon. Jeg hav­de den unik­ke op­le­vel­se af, at Gun­nar ”Nu” Han­sen gav et glas vin ef­ter kam­pen. Det var på Ho­tel Opa­len, og det var møg­ham­ren­de dyrt. Så fandt vi ud af, at han ik­ke fik pen­ge­ne re­fun­de­ret i DR, så Per Rønt­ved, Lars Ba­strup og jeg sam­le­de ind, og så fik han pen­ge­ne. Det er en kamp, som jeg er stolt af, og som sta­dig ha­en­ger ved mig,” si­ger Ove Flindt Bjerg, der sva­rer med et selv­føl­ge­ligt ”ja ja,” når man spør­ger, om han kan hu­ske må­let.

”Vi spil­le­de op gen­nem midt­ba­nen, og Per Rønt­ved kom op gen­nem ven­stre si­de. I Bre­men var Per dyg­tig til at slå hår­de ind­la­eg mod for­re­ste stol­pe, og jeg hav­de la­ert at lø­be va­ek fra et sted og kom­me til­ba­ge til det. Han kom igen­nem, og i det øje­blik, han var ved at dre­je der­u­de, og jeg kun­ne se, der var plads, løb jeg va­ek fra må­let og fik Kent Karls­son va­ek, og så løb jeg ind til fem­me­te­ren og ram­te den med yder­si­den me­get, me­get hårdt, så den su­ste ind mel­lem stol­pen og Ron­nie Hell­ströms ben.”

”Mi­ne ven­ner i Glad­bach, der er med til ud­dan­nel­ser­ne af an­gri­be­re, de si­ger: ”Ove, det er unikt for al­le, for du tra­ek­ker ham va­ek ved at lø­be, ven­der va­ek fra må­let og kom­mer til­ba­ge igen. De små skridt du la­ver, det tem­poskift du la­ver, det er unikt for en an­gri­ber den dag i dag”. Det var Per Rønt­veds fortje­ne­ste med af­le­ve­rin­gen, men jeg tør og­så godt si­ge, at det var ski­de­godt la­vet – uden jeg rød­mer,” si­ger målsco­re­ren om et mål, der be­ty­der me­get for ham.

”Det gjor­de det ik­ke den­gang, men det gør det i dag i en høj al­der. Den­gang var det et mål blandt man­ge. Det var en sejr blandt man­ge. Men den blev hen ad vej­en uhyg­ge­ligt va­er­di­fuld. Jeg ved, at Jes­per Møl­ler til en af sam­lin­ger­ne af dan­ske lands­holds­spil­le­re sag­de, at drej­nin­gen i dansk fod­bold be­gynd­te i Sverige med den kamp. Da blev man nok me­re be­vidst om, hvad pro­fes­sio­nel­le fod­bold­spil­le­re in­de­holdt, og hvor­for de ik­ke ba­re kom hjem for at hol­de fe­rie og vin­ke til folk in­de i Par­ken.”

I LA­E­RE HOS DE BLÅ HABITTER

Så­dan en der kom hjem for at hol­de fe­rie og vin­ke; det var Ove Flindt Bjerg ik­ke. Det op­da­ge­de de i Aal­borg, da han ef­ter åre­ne i Østrig og Tys­kland vend­te hjem til Dan­mark.

Det før­ste op­hold blev dog kort. Han spil­le­de et halvt år for AaB, in­den han rej­ste til Ca­li­for­ni­en for at spil­le en sa­e­son i San Jo­se Eart­hqua­kes.

”Det tog vi som en stor op­le­vel­se for fa­mi­li­en. For øv­rigt spil­le­de Beck­en­bau­er, Pelé, Ma­rin­ho og Car­los Al­ber­to der og­så. Jeg var rundt i 33 by­er i USA for at spil­le fod­bold. En fan­ta­stisk op­le­vel­se. Øko­no­mi­en var okay, god og hyg­ge­lig, men den kul­tu­rel­le op­le­vel­se var enorm.”

”Der var én dag med regn­vej: Den 21. juli. Det er min fød­sels­dag. Så sag­de al­le ame­ri­ka­ner­ne: ”Det skal du va­e­re ski­deg­lad for. Her­ov­re er det ik­ke som i Eu­ro­pa, at bør­ne­ne har va­e­ret go­de, hvis det reg­ner på de­res fød­sels­dag. Hvis det vir­ke­lig reg­ner her, så har du va­e­ret rig­tig god.”

Da den ame­ri­kan­ske sa­e­son slut­te­de, vend­te den nord­jy­ske fa­mi­lie hjem, og Flindt Bjerg tog end­nu en tørn i AaB. Den blev og­så kort. Han spil­le­de kun ef­ter­å­ret 1979 i klub­ben, in­den han vend­te til­ba­ge til Østrig.

”Jeg var lidt me­re pro­fes­sio­nel end fod­bol­den i AaB på det tids­punkt. Jeg syn­tes ik­ke, man tog det se­ri­øst nok. Jeg kom hjem fra Ame­ri­ka og var med til at red­de dem i 1. di­vi­sion, men jeg sag­de til dem, at hvis der ik­ke kom an­dre bol­ler på sup­pen, vil­le jeg ik­ke spil­le vi­de­re. Så jeg rej­ste til­ba­ge til Østrig i ja­nu­ar 1980, og i 1980 ryk­ke­de AaB igen ud af 1. di­vi­sion.”

I sin an­den tid i al­pelan­det kom Ove Flindt Bjerg til at spil­le for SK Vo­est, en fir­ma­hold un­der stå­l­kon­cer­nen VÖEST.

”Tra­e­nings­ba­nen lå på fa­brik­kens om­rå­de, og når der kom kul fra Po­len ad Do­nau, så var vi helt sor­te,” hu­sker klub­bens dan­ske spil­ler.

Ove Flindt Bjerg hav­de tre go­de år i klub­ben, hvor han blandt an­det var med til at spil­le UEFA Cup-fod­bold. Men må­ske vig­tigst var det, han la­er­te uden for ba­nen.

”I al min fri­tid gik jeg ind i de­res edb-cen­ter. VÖEST hav­de på det tids­punkt den stør­ste IBM-in­stal­la­tion i Østrig. Og for­di jeg var fod­bold­spil­ler og lands­holds­spil­ler, vil­le IBM’s folk med blå habitter og slips ger­ne ta­le med mig. På den må­de kun­ne jeg fin­de ud af, hvor­dan det hang sam­men, hvor­dan IBM fun­ge­re­de. Jeg gik der­hen klok­ken ot­te, gik til tra­e­ning halv 10, gik hjem og spi­ste, gik igen klok­ken to, gik til tra­e­ning klok­ken tre igen og kør­te hjem. I tre år i Vo­est hav­de jeg en hel ar­bejds­dag, men fod­bol­den be­tal­te for, at jeg i ste­det for at va­e­re elek­tri­ker kun­ne fin­de ud af, hvad der fo­re­gik der,” si­ger Ove Flindt Bjerg, der star­te­de et com­pu­ter­fir­ma, da han igen kom hjem til Dan­mark.

HVOR ER AAB’S LEGENDEBORD?

Han spil­le­de et halvt år i Nør­re­sund­by, og så tog han i 1983 sin fjer­de tørn i AaB, der spil­le­de i 3. di­vi­sion, og som året før hav­de va­e­ret ved at ryk­ke helt ned i Dan­marks­se­ri­en. Ove Flindt Bjerg hav­de spil­let eli­te­fod­bold i 16 år, og han hav­de på­be­gyndt en ny kar­ri­e­re uden for spor­ten, men han slap ik­ke fod­bol­den. Han spil­le­de helt frem til og med 1987, hvor AaB igen var i den bed­ste ra­ek­ke. Der har klub­ben va­e­ret si­den.

”Fod­bold var en del af mit liv, og det kun­ne jeg ik­ke und­va­e­re. Det med at kom­me ud at sve­de, at va­e­re i en kamp og pra­este­re med vil­je og tek­nik og in­tel­li­gens, at vin­de en fod­bold­kamp, det var mit et og alt. Tor­ben Boye har spil­let flest kam­pe for AaB, men vi spil­le­de ov­re i Van­lø­se og var på vej til at ryk­ke op, og han spil­le­de ad hel­ve­de til. Jeg gjor­de det, at jeg gik ned ved si­den af ham, løb ved si­den af ham i 10 mi­nut­ter og fik ham lagt på plads

og til­ret­telagt. De an­dre spil­le­re sag­de ef­ter kam­pen: ”Hold ka­eft det var godt, du gjor­de det.” Pe­ter Rud­ba­ek var tra­e­ner, men han måt­te ac­cep­te­re, at det var så­dan. Jeg var fyldt med at ta­ge an­svar i beg­ge ret­nin­ger.”

”Det var en stor del af min fortje­ne­ste, at vi ryk­ke­de op. Det var mig, som hav­de an­sva­ret ude på ba­nen. Pe­ter Rud­ba­ek var syv år yn­gre end mig. Han hav­de over­ho­ve­det ik­ke den er­fa­ring, jeg hav­de. At han blev en af Dan­marks bed­ste tra­e­ne­re gen­nem ti­der­ne, det er en an­den si­de af sa­gen. Men så­dan var det ik­ke i star­ten. Det var mig, Jo­hn Holm og Karsten Si­men­sen; det var os tre gam­le spil­le­re, og da vi ryk­ke­de op i 1. di­vi­sion, var jeg den ene­ste gam­le.”

”Jeg tror ik­ke, jeg kun­ne se mig selv som tra­e­ner, for jeg vil­le spil­le så lang tid som mu­ligt. Når jeg kig­ger bag­la­ens tror jeg og­så, at jeg var lidt ban­ge for, at min pro­fes­sio­na­lis­me var for hård til at va­e­re tra­e­ner. Må­ske vil­le jeg ja­ge dem va­ek. Og så hav­de jeg lyst til at spil­le. Jeg vil­le hel­le­re va­e­re den, som ude på ba­nen hav­de an­sva­ret.”

Ove Flindt Bjerg slut­te­de med et halvt år på AaB’s Dan­marks­se­ri­e­hold, li­ge in­den han fyld­te 40. Ef­ter­føl­gen­de spil­le­de han se­ri­e­fod­bold, og han hu­sker, da han som 41-årig score­de det af­gø­ren­de mål i fi­na­len om det jy­ske mester­skab for AaB’s Se­rie 2-hold. Han er ik­ke for be­ske­den til at forta­el­le om sin ev­ne til at sco­re af­gø­ren­de mål. Han star­te­de i 1966 med må­let, der gjor­de hans hold til dansk me­ster for yng­lin­ge, og i me­re end 20 år fort­sat­te han med spe­ci­el­le scor­in­ger i østrig­ske po­kal­fi­na­ler, på Nya Ul­le­vi og i fi­na­ler om det jy­ske mester­skab. Han er hel­ler ik­ke ban­ge for at forta­el­le, at han var en af­gø­ren­de spil­ler for AaB i fir­ser­ne. Men han har of­te følt, at han ik­ke har få­et den respekt, han fortjen­te.

”Det stør­ste pro­blem som dan­sker og nord­jy­de er at bli­ve an­er­kendt i sin egen høn­se­gård. Jeg kan slet ik­ke sa­et­te ord på, hvad det for mig be­ty­der at ha­ve va­e­ret i Borus­sia Mön­cheng­lad­bach i 10 år. Men ik­ke kun det ar­bej­de, jeg har la­vet, men og­så hvad jeg har la­vet før­hen. I Inns­bruck var vi uhel­di­ge tre år i tra­ek at lø­be ind i Glad­bach, men jeg la­ve­de tre mål mod Ber­ti Vogts, som var unik i halvfjerd­ser­ne. Al­le i Glad­bach ved det. Al­le.”

”Det gør ik­ke ondt la­en­ge­re, men det har før i ti­den gjort ondt, at jeg for at se AaB måt­te tig­ge bil­let­ter hos Bør­ge Bach, som ik­ke le­ver la­en­ge­re. Gud­ske­lov var Lyn­ge Ja­cob­sen der, og så fik jeg en bil­let af ham. Selv om jeg har spil­let så man­ge kam­pe, skul­le jeg tig­ge for at få lov til at se no­get fod­bold.”

”Når jeg er hjem­me i Glad­bach, har Glad­bach så­dan et legendebord. Det sav­ner jeg, når AaB spil­ler; hvor­for har de ik­ke det? Det har Brønd­by. Brønd­by er en af de få klub­ber, der er i stand til at fø­re tra­di­tio­ner vi­de­re og tak­ke de­res gam­le spil­le­re. Jeg kan åbent og ae­r­ligt si­ge, at da AaB i 1983 var fuld­sta­en­dig smadret, kom jeg. Var jeg ik­ke kom­met, var de al­drig kom­met op igen. Al­drig. Som nord­jy­de skal man ik­ke si­ge det, men jeg kan si­ge med stor stolt­hed, at uden mig hav­de de ik­ke kla­ret den. Selv i så høj en al­der var jeg den bed­ste spil­ler. Så er der no­gen, der si­ger ”hvem fan­den tror han nu, at han er?” Så­dan er det ba­re – fa­er­dig. De der mis­un­del­ses­møn­stre og ”du skal ik­ke tro, du er no­get”, det er flø­jet ud af mit ho­ved for man­ge år si­den.”

”JEG VIL­LE IK­KE KUN­NE SID­DE HJEM­ME”

I fle­re år kon­cen­tre­re­de Ove Flindt Bjerg sig om sit fir­ma. Fod­bol­den gled i bag­grun­den. Men så en dag rin­ge­de ven­nen Hol­ger ➜

Et af høj­de­punk­ter­ne i et langt liv i fod­bol­dens ver­den: Ove Flindt Bjergs sej­rs­mål mod Sverige i 1976. Det var før­ste gang i 39 år, lands­hol­det vandt på svensk grund. Foto: Morten Lang­kil­de/Ritzau Scanpix

Ove Flindt Bjerg vend­te i fir­ser­ne til­ba­ge til dansk fod­bold og hjer­te­klub­ben AaB. Her er han fo­to­gra­fe­ret i 1987. Foto: Hen­ning Bag­ger/Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.