DA JOHN ”FAXE” JENSEN SCOREDE DET MEST BETYDNINGSFULDE MÅL I DANSK FODBOLDHISTORIE
Allan Simonsens straffespark på Wembley kunne også kandidere, for det gennembrød loftet ind til slutrunderne og åbnede døren for det fantastiske firser-hold, men kigger man tilbage over de 70 år, Tipsbladet har eksisteret – og også laengere bagud – så er der ikke scoret noget vigtigere dansk mål end det, der bragte Danmark foran i den største kamp, landsholdet nogen sinde har spillet. Og tro mod eventyrstemningen fra sommeren ’92 blev det sat ind af en mand, som man slet ikke havde regnet med, ville komme på måltavlen i Göteborg. Men ”Faxe” havde faktisk en fornemmelse...
John ”Faxe” Jensen smiler og ryster på hovedet. Der er ingen grund til at åbne et klip af et mål på telefonen, før snakken skal begynde.
”Nej, jeg kan huske det fra sekund til sekund,” siger manden, der scorede det første mål i EM-finalen mod Tyskland på en fredag aften på Nya Ullevi i Göteborg, naermere bestemt den 26. juni 1992, da et undertippet dansk landshold sensationelt vandt den første internationale titel med en 2-0 sejr over de tyske favoritter.
Inden da havde der vaeret bronzemedaljerne ved OL i 1948 og sølvmedaljerne i samme turnering 12 år senere i Rom, mens firserne havde vaeret fodboldhåbets tid med en unik samling af talenter, der måske kunne vaere gået hele vejen ved VM i Mexico i 1986, men faldt ved den første forhindring efter et fantastisk gruppespil.
Efter det var der generationsskiftet på landsholdet, men kvalifikationen til både VM i 1990 og EM i 1992 kiksede, så fodboldhåbet var forsvundet, indtil landsholdet på den tragiske baggrund af borgerkrigen i eks-Jugoslavien pludselig fik en plads ved slutrunden ovre på den anden side af Øresund.
Det åbnede som forventet med 0-0 mod England og 0-1 til de svenske vaerter, men så blev der skrevet fodboldhistorie i de sidste tre kampe. Frankrig blev besejret med 2-1, hvilket gav en semifinale mod Holland, der endte med 2-2 og efterfølgende legendariske bedrifter i den afsluttende straffesparkskonkurrence af blandt andet Peter Schmeichel og Kim Christofte, og så stod et udmattet og undertippet landshold pludselig i EM-finalen mod de forsvarende verdensmestre fra Tyskland.
Det var på papiret en umulig opgave, men den blev løst med en sejr på 2-0, der både gav landsholdet den største titel og alle danske fodboldtilhaengere en drømmeagtig aften og nat, som man aldrig vil glemme. Og det skete også, fordi John ”Faxe” Jensen bragte Danmark foran 1-0 i det 18. minut, for det var et mål, der gav holdet nye kraefter, og samtidig rystede den ellers så selvsikre modstander. Hvordan det var gået, hvis ikke ”Faxe” havde ”ramt den lige i røven” er selvfølgelig umuligt at spå om, men sandsynligheden taler for, at den danske fodbolddrøm så aldrig var gået i opfyldelse.
Og så passede det perfekt ind i fodbold-eventyret, at det var den 27-årige midtbanemand fra Brøndby, der stod for den første og på mange måder afgørende scoring, for ham ville man aldrig have gaettet på på forhånd. Han havde kun scoret en enkelt gang i sine første 48 landskampe – i OL-holdets 8-0 sejr over Rumaenien – og han var heller ikke kendt som en målkonge på den københavnske vestegn, men inden finalen havde ”Faxe” faktisk en fornemmelse.
”Jeg blev jo nødt til at knibe mig selv lidt i armen, da jeg løb ind til finalen, men da vi så stod der og skulle synge nationalmelodien, kom det også op i hovedet på mig, hvordan jeg, siden jeg var en lille knaegt, havde drømt om at stå i en stor finale med mit landshold. Og så kunne det jo ikke undgås, at man i løbet af sådan en drøm også nåede frem til, at man scorede det afgørende mål,” siger John ”Faxe” Jensen om drengedrømmen, der gik i opfyldelse nogle minutter senere.
”Så det taenkte jeg på, og så havde jeg jo også haft rimelig mange forsøg i løbet af slutrunden. Det første forsøg var faktisk inden for målrammen, da jeg ramte indersiden af målstolpen mod England, men de naeste 10-15 stykker, eller hvor mange det nu var, de røg så over eller ved siden af mål. Men jeg vidste altså, at jeg nok ville få nogle muligheder.”
”Og så hører det jo med til historien, at jeg fik noget af en forskraekkelse, inden kampen overhovedet var begyndt. Da vi var faerdige med at varme op, tog jeg fem bolde og lagde dem ude foran feltet. Der var ikke nogen målmand, så målet var helt tomt, og så begyndte jeg at sparke på mål for at rette kanonen ind. Men det gik sgu ikke saerlig godt, alle fem forsøg røg forbi, og så stod der lige pludselig en mand bag ved mig og prikkede mig på skulderen. Det var Ricardo, og han gav mig en kaempe skideballe.”
”Han sagde, at ”hvis du nogensinde får chancen i kampen, så har du bare at kigge ned på det snørebånd.”. Så gik han ind, mens jeg fulgte efter 10-15 meter bag ham og gik og taenkte over, hvad fanden der lige var sket. Men det sad jo i hovedet, da vi kom laengere frem i kampen.”
”Det var jo lige praecis det, som Richard var så god til, de små detaljer. Og så måden han sagde det på med den der specielle fynske accent. Man kunne også godt se, at selv om han så gal ud, så mente han det ikke så alvorligt, men alligevel satte han altså nogle ting oven i hovedet på mig, der måske var med til, at hjernen fortalte, at jeg skulle kigge ned på snørebåndene, da jeg fik muligheden,” fortaeller den uventede målscorer, der havde skudt så skaevt i specielt semifinalen mod Holland.
UNGDOMMENS MANGE MÅL
Men når han havde et åbent skud, så tog han chancen, hvis der ikke lige var en mere oplagt aflevering, for selv om han altså kun havde scoret en enkelt gang for Danmark inden EM-finalen, selv om han var gået gennem to saesoner i Hamburger SV uden at komme på måltavlen i 47 Bundesligakampe, selv om han senest havde scoret to mål for Brøndby i den elendige 1991/92-saeson, hvor man var endt helt nede på syvendepladsen, og selv om han senere i karrieren kun scorede et enkelt og også ganske legendarisk mål gennem sine fire saesoner i Arsenal, så var det at score mål ikke et ukendt faenomen for den centrale midtbanespiller.
”Der er jo mange, der har et billede af mig som en midtbanespiller, der arbejdede sindssygt hårdt og bare afleverede bolden videre, men i alle mine ungdomsår spillede jeg som 10’er, og i naesten alle saesonerne var jeg helt oppe blandt topscorerne på mit hold. Faktisk tror jeg, at jeg stadig den dag i dag har målrekorden i Brøndby fra en lilleputkamp, hvor jeg lavede 16 mål i en sejr på 26-0.”
”En af grundene til, at jeg lavede mål, var, at jeg kunne sparke langt ude fra, og så kunne jeg også sparke med begge ben som ungdomsspiller. Det er jo sjaeldent, at man kan det, men det viste sig så også senere, for jeg scorede jo Brøndbys første mål nogensinde i Europa Cuppen mod Honved i 1986 med venstrebenet, selv om jeg er højrebenet.”
”De første mange år som senior spillede jeg også mest venstre kant. Der satte Tom Køhlert mig i en 4-4-2, for jeg var rimelig hurtig, jeg kunne drible, jeg kunne sparke med begge ben, og jeg kunne både gå indvendigt og udvendigt på backen. Senere blev jeg så omskolet til central midtbane, men jeg har altså kunnet finde ud af at lave mål,” fortaeller John ”Faxe” Jensen om hans glemte fortid som andet end en hård midtbanekaempe.
Så fornemmelsen for mål var en del af hans fodboldspil, selv om den var blevet mindre gennem årene, og samtidig var der også plads til at tage chancen fra distancen, hvis muligheden var der, for på den måde var landsholdsspillerne ganske frit stillet inde på banen.
”Richard gav os meget frihed til at tage nogle beslutninger selv inde på banen, og det fede ved det var jo, at det her hold havde spillet sammen siden U/21-landsholdet, så vi kendte hinanden. Hvis vi ville trykke på nogle knapper i spillet, så gav Richard os lov til det, og det var noget af det, der kunne overraske en modstander.”
”I semifinalen mod Holland var vi lige praecis i sådan et humør, hvor vi sagde, at nu slipper vi den fanme løs med alt, hvad vi har, og det overraskede hollaenderne vildt i starten af kampen, for alle havde en forventning om, at vi ville stille os tilbage og spille på omstillinger. Men vi gik laengere frem på banen, og det var også en del af taktikken,” siger John ”Faxe” Jensen om et pres, der også banede vejen for hans historiske scoring.
FODBOLDFORSTÅELSEN MED FLEMMING POVLSEN
I det 18. spilleminut havde Flemming Povlsen bolden langt fremme på den tyske banehalvdel ude ved sidelinjen, men alt videre fremfaerd blev stoppet af en solid glidende tackling af centerforsvarer Jürgen Kohler, der erobrede bolden og overlod den til backen Andreas Brehme. Men mens han overvejede den naeste aflevering kom Kim Vilfort glidende i en blind vinkel og ramte både bold og mand, så Flemming Povlsen igen fik kontrol med bolden. Han driblede skråt tilbage ind i feltet, kiggede op og spillede bolden fladt bagud til en fri John ”Faxe” Jensen, der helt praecis ramte sin afslutning 15,13 meter fra baglinjen og 7,61 meter fra sidelinjen.
”Flemming og jeg havde altid et rigtig godt blik for hinanden på banen. Vi kunne godt lide at spille sammen, og vi havde en spilforståelse for hinanden. Jeg ved ikke hvorfor, men vi søgte ligesom hinanden på banen, så jeg vidste, at Flemming ville komme skråt bagfra ind i feltet, og allerede der var jeg klar over, at han ville afleverer den skråt tilbage mod mig. Jeg tror heller ikke, at der var så mange med inde i feltet,” siger målscoreren med et grin.
”Men situationen begyndte faktisk et par minutter før, for hvis man kigger på den tackling, som Vilfort lavede på Brehme ude ved sidelinjen, der stod dommeren jo naermest med fløjten i munden og overvejede, om han skulle fløjte frispark eller ej. Men det gjorde han ikke, og det tror jeg var på grund af noget, der var sket lidt før.”
”Et par minutter tidligere havde der nemlig vaeret en lignende situation oppe på midten, hvor en af tyskerne laver en nogenlunde ens tackling på John Sivebaek, hvor der egentlig skulle have vaeret frispark til os, men den dømte han så ikke. Så jeg tror, at når der så kort efter kom en tilsvarende tackling på Brehme, så taenkte han ”okay, Danmark fik ikke frispark, så nu skal tyskerne heller ikke have det.” For man kunne godt have dømt det. Men det gik lige op, og det gav os en
”Jeg kunne jo naermest ikke maerke, at jeg ramte bolden, så rent ramte jeg den”
JOHN ”FAXE” JENSEN
➜ fordel.”
”Så da bolden kom, var der kun en ting at taenke på, og det var at ramme målet. Og så kan det sagtens vaere, at det, Richard havde sagt til mig under opvarmningen, sad i mig, for jeg havde virkelig fokus på at holde den bold nede. Det var min prioritet nummer ét. At jeg så ramte den så godt, som jeg gjorde, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Jeg kunne jo naermest ikke maerke, at jeg ramte bolden, så rent ramte jeg den.”
”Jeg vidste, at den ikke ville ryge over mål med den vinkel, der var på skuddet, så jeg havde en virkelig god følelse, og jeg taenkte naesten med det samme, at den ville gå ind. For jeg ramte den så godt, og der var jo heller ikke noget med, at den sad helt ovre i venstre hjørne. Den sad lige mod målmanden, men han nåede simpelt hen ikke at reagere.”
”Så mit fokus var faktisk mest på, om linjevogteren nu ville stå med flaget oppe, eller dommeren ville fløjte for et eller andet. Det nåede jeg at taenke lige i sekundet, da bolden gik ind, og selv om det lyder idiotisk, taenkte jeg også ”kan det virkelig vaere rigtigt, at jeg har scoret i en EM-finale?” Den drengedrøm jeg havde haft – den drøm som alle små drenge har haft om at score i en stor finale – det havde jeg gjort.”
”Alle de ting løb gennem hovedet på splitsekunder, men da jeg så lå nederst i bunken, gik det op for mig, at den var god nok,” siger John ”Faxe” Jensen om et legendarisk øjeblik i dansk fodbold.
ET MÅL DER BLEV SIDDENDE
For det mål banede vejen for en historisk triumf, som klubkammeraten Kim Vilfort sikrede endeligt i det 78. minut, og efter kampen leverede den første målscorer også et citat, der blev naesten lige så historisk som selve målet. ”Jeg ramte den lige i røven,” sagde John ”Faxe” Jensen nemlig bramfrit og berusende.
”Det var lige praecis den følelse, jeg havde haft, da jeg ramte bolden inde på banen. Det var faktisk noget, som ”Store” [Henrik Larsen] havde sagt til mig og Flemming efter kampen mod Frankrig, om det mål som han havde scoret i den kamp, og da jeg så blev spurgt af pressen efter finalen, hvordan det føltes, kom jeg i tanke om ”Stores” ord, og så sagde jeg, at jeg ramte den lige i røven,” siger den nu 53-årige John ”Faxe” Jensen om et mål, et citat og en aften, der skrev sig ind i historien.
Og fornemmelsen af målet har han stadig i kroppen.
”Det sad laenge i mig. Ja, det er vel egentlig aldrig nogensinde gået ud af kroppen på mig. Det ville da også vaere fuldstaendig vanvittigt, hvis man ikke stadig et eller andet sted havde den følelse og den glaede over det. Det er ikke sådan, at jeg selv saetter målet på derhjemme, men det dukker jo op en gang imellem, og når jeg så ser det, så sidder jeg jo og smiler.”
”For det vil altid vaere det mest betydningsfulde mål i dansk fodboldhistorie. Hvis man taenker på de første 17-18 minutter af den finale, så var vi mildest talt på røven. Vi var en halv til en hel meter efter tyskerne hele tiden, og vi havde meget tunge ben efter semifinalen mod Holland, men den scoring vendte det, og så havde vi jo også Peter Schmeichel nede i målet.”
”Der er helt sikkert blevet scoret bedre mål, men betydningen af det her var bare så stor, for det var altså i en EM-finale, og det er et mål, der altid vil stå i folks hukommelse. Ikke kun dem, der levede og så det dengang. Det er også i generationerne bagefter, for det bliver jo fortalt videre til børn og børnebørn, så på den måde synes jeg ikke, at der er nogle andre mål, der kommer i naerheden af det.”
”Og for mit eget vedkommende er det også det bedste mål, jeg har scoret udover vigtigheden i det. For det var faktisk en svaer detalje, når bolden kom i den vinkel, og jeg skulle ramme den lige på med et rent vristspark.”
Men det gjorde John ”Faxe” Jensen, og han holdt hovedet nede, så bolden ikke fløj over, og på den måde blev det vigtigste danske mål i fodboldhistorien en kendsgerning. ✖