HVOR SVA­ERT KAN DET VA­E­RE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Som jeg skrev i sid­ste uge, vil de fle­ste af os nok fo­re­tra­ek­ke, at tin­ge­ne går som ef­ter en snor, og at reglerne bli­ver over­holdt til punkt og prik­ke. Man­ge af de hen­ven­del­ser, som jeg får, dre­jer sig om ir­ri­ta­tion i va­ri­e­ren­de gra­der over, at der står én ting i reglerne, og at dom­mer­ne så åben­lyst ik­ke ret­ter sig ef­ter dem. Det kan da for po­k­ker ik­ke va­e­re så sva­ert, og hvis al­le nu ba­re gik ud en en­kelt we­e­kend el­ler to og slog ned på en­hver over­tra­e­del­se, vil­le spil­ler­ne la­e­re det og ver­den va­e­re lys og lyk­ke­lig. Hvor sva­ert kan det va­e­re ? Jeg kan og­så selv sid­de og bli­ve mor­der­lig ir­ri­te­ret man­ge gan­ge, men desva­er­re er ver­den ik­ke så let og li­ge­til – for var den det, var der selv­føl­ge­lig ret­tet op på tin­ge­ne for­la­engst.

Det er jo ik­ke ba­re i fod­bold­spil­let, at reg­ler ik­ke bli­ver over­holdt – det ga­el­der og­så an­dre ste­der i sam­fun­det. For at ta­ge et sim­pelt ek­sem­pel: hvor man­ge af os kan si­ge sig fri for på et el­ler an­det tids­punkt af de­res til­va­e­rel­se en mørk nat klok­ken tre at va­e­re gå­et over for rødt lys, for­di man var det ene­ste våg­ne men­ne­ske i det på­ga­el­den­de po­st­num­mer, og man umu­ligt kun­ne ge­ne­re no­gen ved det ? Og hvis vi fo­re­stil­ler os, at der i den på­ga­el­den­de we­e­kend fra myn­dig­he­der­nes si­de var plan­lagt en ko­or­di­ne­ret ak­tion, så der al­le ste­der sprang en be­tjent frem fra bu­sken og gav en straks-bø­de til dem, der for­brød sig – hvor man­ge vil­le så ef­ter lidt tids for­løb hol­de sig i skin­det og i en til­sva­ren­de si­tu­a­tion ven­te pa­ent ? Mon ik­ke de fle­ste – ef­ter li­ge at ha­ve spej­det lidt ek­stra til beg­ge si­der – vil­le ta­ge chan­cen igen ? Det­te er ik­ke en op­for­dring til lo­vover­tra­e­del­ser, men blot en kon­sta­te­ring af, at der er si­tu­a­tio­ner, hvor en 100 % over­hol­del­se af reg­ler er vig­ti­ge­re end i an­dre si­tu­a­tio­ner.

For fod­bold er der i sel­ve lovsa­et­tet ta­get høj­de for dis­se min­dre be­ty­den­de over­tra­e­del­ser, i og med at der di­rek­te står, at dom­me­ren skal und­la­de at døm­me for ba­ga­tel­ag­ti­ge el­ler tvivls­om­me for­se­el­ser og kun straf­fe kla­re lov­brud. Be­grun­del­sen er et helt studie i sig selv – ta­ger man pe­ti­tes­ser­ne med, ska­ber det ir­ri­ta­tion og mod­vil­je hos spil­ler­ne og øde­la­eg­ger tilsku­er­nes for­nø­jel­se. En gan­ske pragt­fuld pas­sus, som kom ind i loven så tid­ligt som i 1938. Ved den sto­re re­vi­sion i 1997 for­svandt den, for­di man men­te, at den frem­gik af så man­ge an­dre ting, men vi valg­te i Dan­mark at be­hol­de den i vo­res eget lil­le af­snit med for­tolk­nin­ger og af­gø­rel­ser – dels for­di vi ik­ke syn­tes, at det gjor­de no­get, at det frem­gik helt ty­de­ligt, men og­så for­di det­te jo i vir­ke­lig­he­den er ’den sun­de for­nuft’: den så­kald­te pa­ra­graf 18, som man­ge re­fe­re­rer til som de­res sid­ste for­svar.

Når det er sagt, er der da be­stemt reg­ler, hvor der godt kun­ne stram­mes op, uden at det gjor­de no­get – men så­dan er det jo med al­ting. For lidt og for me­get for­da­er­ver alt. Tag nu må­l­man­dens seks se­kun­ders-re­gel: den tid, som han må be­va­e­ge sig rundt med bol­den i ha­en­der­ne, før han skil­ler sig af med den igen. Godt nok er det ind­ska­er­pet, at det­te ik­ke er no­gen sto­purs­re­gel, men at man skal se på om­sta­en­dig­he­der­ne. Men in­gen tvivl om, at kat­ten of­te bli­ver truk­ket lov­lig langt i ha­len. Seks se­kun­der er ri­me­lig lang tid – men al­li­ge­vel er det ik­ke sa­er­lig lang tid, hvis må­l­man­den skal fra den ene en­de af straf­fes­parks­fel­tet til den an­den for at kom­me af med bol­den til den op­ti­malt pla­ce­re­de med­spil­ler el­ler sa­et­te en om­stil­ling i gang. I så­dan­ne til­fa­el­de vil man nok snildt kun­ne le­ve med, at der gik ot­te se­kun­der. Pro­ble­met op­står i de til­fa­el­de, hvor må­l­man­den står me­re el­ler min­dre stil­le og var­mer bol­den, mens han ven­ter på, at med­spil­ler­ne kom­mer i po­si­tion. Det er uen­de­lig få gan­ge de se­ne­re år, jeg har set fris­par­ket bli­ve dømt. Fak­tisk kan jeg kun hu­ske til­fa­el­det fra en Eu­ro­pa Le­ague-kamp for et par år si­den, da Li­ver­pools må­l­mand Mig­no­let mod Bor­deaux pra­este­re­de at ha­ve bol­den i be­sid­del­se i he­le 22 se­kun­der. Men så blev det dog og­så for me­get for den is­ra­el­ske dom­mer, og der blev i øv­rigt sco­ret ef­ter fris­par­ket.

En me­re re­strik­tiv for­tolk­ning af reg­len er fak­tisk ét af de for­hold, som IFAB pe­ger på for at få me­re ef­fek­tiv spil­le­tid, og jeg er helt enig. Godt nok er bol­den tek­nisk set i spil, men der er jo ik­ke no­gen lov­lig må­de at få bol­den fra må­l­man­den på, så la­en­ge han hol­der den. Men spørgs­må­let er, hvor­dan man skal gø­re det, for selv­føl­ge­lig skal det ik­ke ba­re va­e­re en op­stram­ning med hvi­nen­de brem­ser. Nog­le har fo­re­slå­et, at man skul­le ha­ve et syn­ligt ur, som blev sat i gang, når må­l­man­den hav­de bol­den, men det er hel­ler ik­ke uden kom­pli­ka­tio­ner. Se­kun­der­ne star­ter jo ik­ke fra det øje­blik, hvor må­l­man­den har kon­takt med bol­den, men først i det øje­blik, hvor han rent fak­tisk er i kon­trol og har en mu­lig­hed for at skil­le sig af med bol­den. Hvis må­l­man­den er lan­det i en ka­em­pe­ma­es­sig mud­der­pøl ude ved den ene mål­stang med bol­den i ha­en­der­ne, og det ta­ger ham de før­ste fi­re se­kun­der at ka­em­pe sig op af dyn­det, så er det først dér, man star­ter med at ta­el­le. El­lers kun­ne an­gri­ber­ne ba­re dan­ne ring om­kring må­lmn­den og gø­re det sva­ert el­ler umu­ligt for ham at rej­se sig. Så det er øje­blik­ket med kon­trol, der be­stem­mer, hvor­når det om­tal­te ur skal star­tes, og det vil si­ge, at der skal va­e­re én til at be­tje­ne det. Med­min­dre man vil of­re en ek­stra dom­mer på den sag – for det er jo en sub­jek­tiv vur­de­ring, hvor­når må­l­man­den er i kon­trol – bli­ver det for­ment­lig hjem­me­hol­det, der skal sty­re det, på sam­me må­de, som hjem­me­hold med stør­re el­ler min­dre held ad­mi­ni­stre­rer storska­erms­gen­gi­vel­ser idag. Na­ep­pe en op­ga­ve, som folk stil­ler sig i kø for.

Et an­det ek­sem­pel på en re­gel, som na­e­sten al­drig over­hol­des hund­re­de pro­cent, er spil­ler­nes pla­ce­ring ved straf­fes­park. Ik­ke så me­get må­l­man­den, for hans pla­ce­ring på linj­en ad­mi­ni­stre­res ge­ne­relt ik­ke ide­elt, men dog ri­me­ligt, men på de øv­ri­ge spil­le­res pla­ce­ring. De skal bli­ve uden for fel­tet, ind­til bol­den er spar­ket og be­va­e­ger sig fremad – og det er me­re reg­len end und­ta­gel­sen, at der er et halvt hold i fel­tet, før spar­ke­ren er nå­et hen til bol­den. Hvis beg­ge hold gør det, er det så nemt, for så skal spar­ket ta­ges om. Igen kan man si­ge, at der er til­fa­el­de, hvor det er vig­ti­ge­re end an­dre, at reg­len over­hol­des. Hvis må­l­man­den halv­kla­rer bol­den ud til en an­gri­ber, som har få­et nog­le me­ters for­spring ved at lø­be for tid­ligt ind, skal an­gri­be­ren selv­føl­ge­lig ik­ke ha­ve lov til at sco­re, hvil­ket desva­er­re og­så er set. Hvis de for hur­ti­ge spil­le­re ik­ke har haft no­gen prak­tisk be­tyd­ning, og det ik­ke er så gro­tesk, at det li­ge­frem er usport­s­lig op­før­sel, kan man nok le­ve med det, selv om det ik­ke er kønt. Vi ser me­get sja­el­dent, at der bli­ver dømt om­s­park, men så kom der plud­se­lig et til­fa­el­de tirsdag af­ten mel­lem Portu­gal og Po­len i Na­tions Le­ague, hvor po­lak­ker­ne måt­te for­sø­ge sig igen, selv om der var sco­ret i før­ste om­gang. Jeg sy­nes nu ik­ke, at det var va­er­re end det, som man nor­malt ser, og der blev lø­bet li­ge så me­get ind på om­s­par­ket, hvor der igen blev sco­ret, men den­ne gang fik må­let lov til at stå. Så me­get for kon­se­kvens.

Men for me­get kon­se­kvens kan og­så va­e­re af det on­de. For vel ef­ter­hån­den en halv snes år si­den hav­de man åben­bart få­et po­in­te­r­et reg­len så til­pas kraf­tigt ved en slut­run­de ved et ung­doms-VM, at en dom­mer fra én af de min­dre na­tio­ner lod et spark ta­ge om en 8-9 gan­ge (ef­ter min hukom­mel­se). Det du­er selv­føl­ge­lig hel­ler ik­ke, for vi skal jo vi­de­re i tek­sten. Her kun­ne et af de for­slag, der cir­ku­le­rer om­kring IFAB, må­ske kom­me til gavn – nem­lig at man be­trag­te­de straf­fes­park un­der kam­pen på sam­me må­de som straf­fes­park i en straf­fes­parks­kon­kur­ren­ce. Der er kun to mu­li­ge ud­fald: mål el­ler ik­ke mål (og i sidst­na­evn­te til­fa­el­de så må­ske med et måls­park som igangs­a­et­tel­se). Det vil­le i hvert fald be­ty­de, at man ik­ke la­en­ge­re be­hø­ve­de at la­de sig ir­ri­te­re over de alt for hur­ti­ge mark­spil­le­re, men at al­le par­ter kun­ne kon­cen­tre­re sig om at iagt­ta­ge må­l­man­den – om han gik før tid og i gi­vet fald hvor me­get.

Så mens jeg kan bli­ve li­ge så ir­ri­te­ret som al­le an­dre, når lø­jer­ne dri­ves for vidt, tror jeg ik­ke på no­gen nem­me løs­nin­ger, her­un­der ba­re at fløjte for selv et mini­malt re­gel­brud. Og uan­set hvad er det na­ep­pe no­get, som vi ba­re kan be­gyn­de at gø­re her­hjem­me. Dels til­stra­e­ber vi al­tid at lig­ge no­gen­lun­de på den in­ter­na­tio­na­le linje, dels vil­le vi jo så stil­le de dan­ske klub­ber, der spil­ler in­ter­na­tio­nalt, rin­ge­re, når de kom uden for lan­dets gra­en­ser og op­le­ve­de en and­ne dom­mer­linje. Der er in­gen tvivl om, at der er grø­de i tin­ge­ne, ik­ke ba­re på de to na­evn­te om­rå­der, men for­vent in­gen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.