INDENFOR EL­LER UDEN­FOR

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Vi na­er­mer os sa­e­so­n­af­slut­nin­gen på en god del af de tur­ne­rin­ger, som vi føl­ger med i al­le­sam­men, og så kan man da hel­dig­vis be­gyn­de at kon­cen­tre­re sig om an­dre af års­ti­dens gla­e­der og la­de pul­sen kom­me lidt ned. Sid­ste run­de i Su­per­liga­en er i den kom­men­de we­e­kend, og i den for­løb­ne uge fik vi af­slut­tet grup­pe­spil­let i de sto­re eu­ro­pa­ei­ske tur­ne­rin­ger. Og ef­ter­hån­den som man har skul­let ifø­re sig stør­re og stør­re vin­ter­pels for at sid­de på til­sku­er­plad­ser­ne, gør det hel­ler ik­ke så me­get, at vi li­ge hol­der en pau­se nu. Men det er nu be­stemt ik­ke ke­de­ligt, hvad der er fo­re­gå­et si­den sid­ste fre­dag – dog er der som sa­ed­van­lig jo in­gen grund til at ta­ge de ting op, som egent­lig er op­lag­te nok. Der­for ik­ke et ord om fly­ven­de al­bu­er brugt som vå­ben, selv om det kun­ne va­e­re fri­sten­de – men når al­le par­ter har er­kendt, at det nok ik­ke var det smar­te­ste, der ske­te, og når al­le blot no­gen­lun­de neut­ra­le iagt­ta­ge­re har kun­net kon­sta­te­re det sam­me på TV, er der så­dan set in­gen grund til at spar­ke den åb­ne dør ind og tva­e­re me­re rundt i det.

Til gen­ga­eld var der en an­den si­tu­a­tion i we­e­ken­den, som lov­ma­es­sigt var uhy­re in­ter­es­sant, nem­lig det an­det straf­fes­park, som FCK fik til­delt mod Es­b­jerg – og om for­se­el­sen var in­den for el­ler uden for fel­tet. Det er én af den slags si­tu­a­tio­ner, som man kun­ne hyg­ge sig med at stil­le op til en te­o­ri­test i be­ha­ge­lig in­den­dørs tem­pe­ra­tur el­ler ka­ste ud til dis­kus­sion i en stør­re for­sam­ling. Men det er godt nok sja­el­dent at se den i det vir­ke­li­ge liv på den­ne må­de. I sit ud­gangs­punkt er si­tu­a­tio­nen sim­pel nok: N’Doye får stuk­ket en lang bold frem og spur­ter fra Austin, som hal­ser ef­ter og sa­et­ter en gli­den­de ta­ck­ling ind li­ge om­kring straf­fes­parks­fel­tets gra­en­se, hvor­ef­ter beg­ge spil­le­re en­der in­de i fel­tet i sam­men­fil­tret til­stand. Dom­me­ren døm­mer straf­fes­park - og så kan vi be­gyn­de at nør­de med, om det nu og­så er helt rig­tigt.

Et af de grund­la­eg­gen­de prin­cip­per i fod­bold­loven er, at en for­se­el­se skal straf­fes på kon­takt­ste­det. Så kan man bgyn­de at le­ge med til­fa­el­de som det, hvor spil­ler A slår ud ef­ter spil­ler B, men spil­ler B er hur­tig og er­fa­ren nok til at duk­ke sig, så der slet ik­ke op­står no­gen kon­takt. Der­for er vi nødt til at ha­eg­te en lil­le ef­ter­sa­et­ning på, så for­se­el­sen straf­fes på kon­takt­ste­det, el­ler hvor kon­takt­ste­det vil­le ha­ve va­e­ret. Det be­ty­der og­så, at må­l­man­den, som står i straf­fes­parks­fel­tet og med vil­je ty­rer bol­den di­rek­te i pan­den på den an­gri­ber, som står li­ge uden for fel­tet, slip­per med et di­rek­te fris­park og ik­ke et straf­fes­park (men ud­vis­nin­gen slip­per han ik­ke for). Vi har og­så de me­re sy­re­de til­fa­el­de, hvor kon­takt­ste­det er uden for ba­nen. Dér kan man selv­føl­ge­lig ik­ke ta­ge et fris­park, så her tra­ek­ker man bol­den ind til det na­er­me­ste punkt på gra­en­se­linj­en og ta­ger igangs­a­et­tel­sen der­fra. Sat på spid­sen vil det si­ge, at hvis to spil­le­re er hav­net ude bag må­l­linj­en, og for­sva­re­ren dér spa­en­der ben for an­gri­be­ren, skal der døm­mes straf­fes­park, hvis det fo­re­gik in­den for ’straf­fes­parks­fel­tets for­la­en­gel­se’. Bol­den bli­ver ef­ter reg­ler­ne truk­ket ind på na­er­me­ste punkt på må­l­linj­en, og hvis det er in­de i straf­fes­parks­fel­tet, kan man selv­føl­ge­lig ik­ke nø­jes med et di­rek­te fris­park ta­get på en linje, som hø­rer med til straf­fes­parks­fel­tet.

Og hvad er så kon­takt­ste­det ? Nor­malt vil man jo op­fat­te en kon­takt som no­get, der sker i et split-se­kund – en ’punk­t­vis be­rø­ring’. Og i de til­fa­el­de er der selv­føl­ge­lig ik­ke no­gen tvivl. En en­kelt for­se­el­se kan pr. de­fi­ni­tion kom­me til at stra­ek­ke sig over la­en­ge­re tid, nem­lig hol­de-for­se­el­sen. Hol­der man fast i no­get og bli­ver ved med det, er det ik­ke ba­re en her og nu-be­rø­ring, hvor kon­takt­ste­det er op­lagt. Som of­test vil det ik­ke gø­re no­gen stør­re for­skel, hvor fris­par­ket bli­ver dømt, og om igangs­a­et­tel­sen er et par me­ter la­en­ge­re frem­me el­ler til­ba­ge, men fo­re­går det om­kring gra­en­sen til straf­fes­parks­fel­tet, kan det plud­se­lig gø­re po­k­ker til for­skel. Der­for er der spe­ci­elt lov­gi­vet for den si­tu­a­tion, hvor en hol­de-for­se­el­se be­gyn­der uden for fel­tet, men spil­le­ren hol­der så me­get fast, at be­rø­rin­gen stra­ek­ker sig ind i straf­fes­parks­fel­tet. Og så er der straf­fes­park. Jeg har da set an­gri­be­re med så stor mu­skel­kraft, at de ba­re har fort­sat de­res løb med for­sva­re­ren na­er­mest ha­en­gen­de ef­ter sig, og hvis for­sva­re­ren så ik­ke får slup­pet, før de er in­de i fel­tet, er straf­fes­par­ket en kends­ger­ning.

I til­fa­el­det i Par­ken er der ik­ke no­gen tvivl

om, at Austins ta­ck­ling med beg­ge ben ud­lø­ser den før­ste kon­takt uden for fel­tet, men i og med, at spil­ler­ne gli­der ind i fel­tet og na­er­mest er låst fast med beg­ge Austins ben rundt om N’Doy­es ene, er kon­tak­ten der jo sta­dig. Og lov­ma­es­sigt kan man fak­tisk be­gå en hol­de-for­se­el­se med snart sagt al­le de­le af krop­pen. Det ty­pi­ske er helt klart, at for­se­el­sen be­gås med hån­den el­ler ar­men, hvad en­ten det så er et greb i mod­spil­le­rens arm el­ler trø­je – men man kan og­så sag­tens hol­de med krop­pen. F.eks. i det til­fa­el­de hvor et par spil­le­re er fal­det, og den ene for­hin­drer den an­den i at kom­me op ved ba­re at bli­ve lig­gen­de oven på ham. På sam­me må­de kan det, som min­der om en ben­lås og­så sag­tens put­tes over i hol­de-kas­sen. Og så har vi for­se­el­sen, som be­gyn­der uden for fel­tet, men fort­sa­et­ter ind i fel­tet. Hvis dom­me­ren op­le­ver for­se­el­sen som en hol­de-for­se­el­se og ik­ke så me­get som en ta­ck­ling, har han gan­ske ret i sin ken­del­se. De er gan­ske sja­eld­ne, dis­se hol­de-for­se­el­ser med be­ne­ne, men tek­nisk set kan det sag­tens for­sva­res. Hvis man stil­le­de hund­re­de dom­me­re op på ra­ek­ke og uden yder­li­ge­re for­kla­ring ba­re vi­ste si­tu­a­tio­nen, vil­le de nok de­le sig i to no­gen­lun­de li­ge sto­re de­le, så det er på in­gen må­de en gla­s­klar si­tu­a­tion – ta­ck­ling og di­rek­te fris­park, el­ler hol­de og straf­fes­park. Og for li­ge at run­de kon­takt­ste­det af, kan man og­så kom­me ud for, at der er to kon­takt­ste­der – f.eks. det gli­den­de ben, som først ram­mer mod­spil­le­rens ene ben og der­ef­ter det an­det. Her har vi i vir­ke­lig­he­den to for­se­el­ser, så hvis det før­ste kon­takt­sted er uden for fel­tet og det an­det in­den for, vil det kor­rek­te va­e­re et straf­fes­park.

Pyha – så kan kon­takt­ste­det vist hel­ler ik­ke tra­ek­ke me­re. Til gen­ga­eld bli­ver der så den­ne gang tid til at sam­le op på en la­e­ser­hen­ven­del­se, som har ha­engt på kna­gen i et styk­ke tid og som egent­lig skul­le ha­ve va­e­ret med i sid­ste uge. En la­e­ser faldt over en su­per­liga­kamp for to uger si­den, hvor en spil­ler mod slut­nin­gen skul­le skif­tes ud og GIK ud. Pud­sigt nok var hol­det for­an på det tids­punkt. Dom­me­ren gjor­de straks klart, at der blev lagt tid til – men hvor me­get skal der egent­lig til, før en lang­som ud­skift­ning ko­ster en ad­var­sel. Det er et af de rig­tig go­de spørgs­mål – og det sik­kert knap så go­de svar er, at der i hvert fald ik­ke er no­gen tids­gra­en­se. Det af­gø­ren­de bli­ver, om dom­me­ren me­ner, at det er så lang­somt, at det går hen og bli­ver til usport­s­lig op­før­sel. Det bli­ver med an­dre ord et spørgs­mål om fin­ger­spids­for­nem­mel­se og uden tvivl og­så an­dre ting: stem­nin­gen i kam­pen, spil­le­rens op­før­sel indtil nu (har han al­le­re­de no­get på kon­to­en ?), dom­me­rens to­le­ran­ce­ta­er­skel den på­ga­el­den­de dag (for vi ken­der al­le til, at man nog­le da­ge har me­re over­skud end an­dre) osv. osv. Men der er da set til­fa­el­de, og­så på in­ter­na­tio­nalt plan, hvor en spil­ler har skul­let ud­skif­tes og har gjort det så pro­vo­ke­ren­de lang­somt, at han red­de­de sig et gult kort på vej­en ud. Jeg kan end­da hu­ske et til­fa­el­de fra en VM-kva­li­fi­ka­tions­kamp, hvor spil­le­ren desva­er­re hav­de et gult kort i for­vej­en – så re­ser­ven, der for­vent­nings­fuldt stod der­u­de for at kom­me ind, fik en ual­min­de­lig lang na­e­se, for­di hol­det måt­te fort­sa­et­te med en mand i un­der­tal. For at kom­me til­ba­ge til la­e­se­rens spørgs­mål: som så man­ge an­dre ting i fod­bold lan­der vi i de tre ord, som er de vig­tig­ste i hele lovsa­et­tet ’ef­ter dom­me­rens skøn’.

Gan­ske som i sid­ste uge har jeg sid­det og skre­vet ons­dag af­ten med en kamp kø­ren­de på pc’en bag­ved – sidst gav det jo mas­ser af in­spira­tion, så hvor­for ik­ke igen. Og der var min­sand­ten ge­vinst end­nu en gang, så der er en fair chan­ce for, at det i na­e­ste uge pri­ma­ert kom­mer til at hand­le om kam­pen mel­lem Ajax og Bay­ern Mün­chen. Med­min­dre na­tur­lig­vis der duk­ker no­get end­nu me­re spa­en­den­de op. Li­ge nu vir­ker det ik­ke sand­syn­ligt, men på den an­den si­de vir­ker det una­eg­te­lig og­så, som om spil­ler­ne li­ge skal ha­ve bra­endt det sid­ste kr­udt af med me­re el­ler min­dre gen­nem­ta­enk­te hand­lin­ger, in­den ju­le­fe­ri­en kal­der.+

Foto: GON­ZA­LES PHOTO SAMY KHABTHANI/Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.