DET VAR SÅ DET ÅR

Deadlines og skaeve helligdage er noget maerkeligt noget. Selv om min formelt er det samme også i denne uge, betyder det alligevel, at jeg sidder på en højhellig 2. juledag og skribler. Det passer nu fint ind i familiens juleprogram, så ikke et ondt ord om det. Til gengaeld er der alle de andre overvejelser, når man kommer til årets slutning. For eftersom der ikke er sket alverden hen over julen, er de aktuelle emner begraensede (selv om jeg har Premier Leagues udførlige Boxing Day-program kørende som baggrund på pc’en lige nu). Man kunne selvfølgelig lave en rangliste i stil med ’Årets bedste’, ’Årets vaerste’, ’Årets mest overraskende’ osv., men det er der også så mange andre, der gør (incl. mig selv andre år), så jeg tro, at jeg vil holde mig helt nede på jorden og bare mentalt laene mig tilbage og overveje, hvad der egentlig på dommerog lovfronten beskaeftigede os mest i 2018.

Uanset hvordan man vender og drejer det, kommer man naeppe udenom, at det var teknologien, der satte sit store fingeraftryk. Vi fik den første store slutrunde med VAR, og tiden er uden tvivl kommet til at kaste sine moralske og fodboldromantiske overvejelser vaek, for de nytter alligevel ikke noget. VAR er kommet for at blive – og ser man tilbage på VM, synes jeg faktisk også, at det i det store og hele gik godt. Der var helt afgjort nogle indkøringsvanskeligheder i starten. Ikke at der blev taget forkerte afgørelser, men den kunstneriske udførelse lod på nogle punkter en del tilbage at ønske. Karakteristisk var det, at da først de mere rutinerede dommere kom til (de fleste af dem fra lande, hvor VAR bruges i forvejen i de hjemlige turneringer), kom der dels faerre VAR-situationer, dels blev de afviklet vaesentlig mere kvikt. Jeg ser i den forbindelse bort fra straffesparket i finalen, som på mange måder var atypisk og lovmaessigt virkelig en 50/50-situation. Den taler man stadig om, og selv om den på ingen måde kommer op på 1966-niveau, er den langtfra død.

Tager man tager de nationale briller af, for det kostede immervaek Danmark to (dog korrekte) straffespark – angrebsspillere i eget straffesparksfelt er ofte tikkende bomber – opfyldte VAR faktisk sit formål, nemlig at redde de klare dommerfejl og vel at maerke uden selv at begå nogen. Der var alle varianter over temaet: straffespark, som ikke burde vaere dømt, men som nu blev det; straffespark, som var blevet dømt, men blev trukket tilbage, osv. Noget af det mest interessante var faktisk at se spillerreaktionerne, for i langt de fleste tilfaelde blev afgørelsen accepteret uden det helt store bøvl og ballade. Lidt det samme som man har set i den italienske Serie A, hvor antallet af gule kort for protester er faldet markant efter indførelsen af VAR. Interessant psykologisk bieffekt, som ingen vel havde forudset, men det bagvedliggende må vel vaere, at det alligevel ikke nytter noget at brokke sig, for når videoholdet har vaeret inde over, er det nok rigtigt.

Så VAR blev den seneste teknologiske landvinding i et fodboldspil, som stadig er under udvikling for at minimere antallet af fejl og u hensigts ma essige situationer. De rers ket meget siden de dage, hvor fodbold handlede om to gange elleve spillere og en dommertrio. Vi har fået fjerdedommeren, målteknologi, mållinjedommerne og nu VAR. Alt er selvfølgelig et spørgsmål om cost/benefit, som det vist hedder på nydansk, men med de penge, der efterhånden er i fodbold, er det i alles interesse, at man får de rigtige afgørelser. Problemet er at skabe en balance, hvor det menneskelige element ikke går tabt, men de naevnte elementer har alle vist deres vaerd.

Det bliver spaendende at følge udviklingen herhjemme. Danmark var et af de sidste lande i Europa, der fik en fjerdedommer i øverste raekke. Nu har vi ham til gengaeld også i 1. division. Mållinjedommere er der også i udvalgte kampe, og selv om deres arbejde måske nok er mindre synligt – jeg får jaevnligt mails, der spørger om, hvad de dog bidrager med, som de står dér med en pind i hånden – er de uvurderlige, når de specelle situationer opstår. Og de foretager sig faktisk ufattelig meget mere, end folk generelt tror – det er bare ikke så synligt, fordi tingene foregår over headsettet direkte til dommeren. Målteknologi har jeg ikke fantasi til at forestille mig i Danmark – det er trods alt meget sjaeldent, at vi har disse inde/ ude-situationer, og investeringen pr. stadion er rigtig stor. Her er mållinjedommerne en meget bedre investering, for de kan se mere, end om en bold har krydset en linje eller ej. Og så er der altså VAR.

VAR er kommet for at blive, og ser man på udviklingen i Europa, springer flere og flere lande på vognen. Uden at det skal vaere nogen afgørende parameter, er der heller ingen tvivl om, at man til fremtidige slutrunder vil gå efter dommere, som på et eller andet niveau er vant til VAR. Så hvis man ønsker dommere, som er oppe på beatet og med dér, hvor det sker internationalt – hvilket alt andet lige også giver bedre praestationer herhjemme i de nationale kampe – kommer man naeppe uden om VAR i en eller anden form og på et eller andet tidspunkt.

Jeg var kort forbi mållinjedommerne, og lad mig lige i forbifarten klare et af de spørgsmål, som jaevnligt dukker op: hvorfor står de i samme side som linjedommeren, for det er da upraktisk/ dumt/ulogisk osv. ? Det kan synes maerksligt, men der er faktisk en god forklaring (synes jeg). I den forsøgsperiode på tre-fire år som kørte, før mållinjedommerne blev officielle, startede mållinjedommerne med at stå på mållinjen i siden modsat linjedommeren. De tviste sig bare at give placerings problemer. Typisk vil man råde dommeren til at bevaege sig venstre om, når han passerer midterlinjen – ud fra princippet om, at det er godt at have så mange spillere som muligt i synsfeltet mellem dommer og linjedommer. Med mållinjedommeren placeret i venstre side gav det ingen mening også at sende dommeren mod venstre, for det område var jo daekket, så det betød, at instruktionen til dommeren blev at søge mod højre. Og det kunne mange simpelthen ikke finde ud af – specielt ikke dommere, hvor man internationalt havde mållinjedommere og skulle mod højre, og to dage efter var i en national kamp udne mnållinjedommere og skulle mod venstre. Resultatet blev, at mange dommere bare fortsatte lige op gennem midten, og det duer i hvert fald slet ikke, for så har man ikke vinkel på de situationer, som kan opstå. Derfor ëndte mållinjedommeren i samme side som linjedommeren. Nu kan dommeren altid bevaege sig på samme måde, med eller uden mållinjedommere – og den eneste risiko, der er tilbage, er, at mållinjedommeren i ekstreme situationer med alle i bevaegelse kan komme til at skygge for linjedommeren.

Glemmer vi teknologien, har 2018 også budt på situationer, som man aldrig i livet havde forestillet sig på dette niveau, og som har givet lidt lovmaessige udfordringer - eller måske snarere fungeret som et wake up-call, for loven er sådan set klar nok. F.eks. var der stakkels Liverpool-målmand Karius i CL-finalen. Var den bold virkelig frigivet til spil, da han valgte at kaste den hen i fødderne på Benzema, som kunne score ? Afgjort ja.

Der har også vaeret voldsomt mange af de situationer, som altid ligger og vipper: skal en tackling give gult eller rødt, og er en hands så forsaetlig, at den skal straffes eller ej ? Jeg får naeppe nogen større praemie ved at forudsige, at dem får vi også i rigt mål i 2019, og det er jo hele fodboldspillets salt. Og situationer, som vel at maerke ikke kan afgøres selv af VAR, medmindre der er tale om en klar dommerfejl. Et andet tema i år har vaeret, hvor stor eller lille berøring i feltet, der kan retfaerdiggøre et straffespark. Der har vaeret mange af dem herhjemme – jeg kan trøste med, at det også er et tema internationalt – og det er noget, som vi kommer til at diskutere med vores elitedommere, når vi samles til traeningslejr om knap en måned. Tager man fodboldloven i hånden, er der jo ikke forskel på kravene inden for og uden for feltet. Omvendt skal et straffespark jo også vaere noget, der er tydeligt for enhver – på samme måde som en advarsel nr. 2 til samme spiller gerne skal vaere ’obvious seen from the moon’, som UEFA siger. Kendelserne skal helst vaere logiske, ikke bare for spillere og dommere, men også for tilskuere og medier – et andet UEFA og FIFA-mantra: ’What does football expect ?’. Det er spørgsmål, som i den grad kraever en følsom balance, og hvor der ikke er gudegivne svar.

Vi kommer heller ikke til at kede os i 2019, og om ikke andet kan vi forhåbentlig vaere enige om at vaere uenige. Rigtig godt nytår til alle, der hang på så langt.