ÅRETS TV-INTERVIEW
Både for fodboldspillere og for journalister er det en vanskelig disciplin at lave interviews i minutterne efter, en kamp er faerdig. Det er sjaeldent, at der kommer meningsfulde citater ud af spillere, der stadig damper af sved og fight, og det gjorde der heller ikke, da TV3 Sports Christine Møller midt i marts interviewede SønderjyskE’s Christian ”Greko” Jakobsen efter den sidste kamp i grundspillet. SønderjyskE havde tabt kampen på et mål i tillaegstiden, hvilket betød, at sønderjyderne blev nummer otte i stedet for nummer syv og derfor havnede i den slutspilsspulje, hvor der var laengst ned til de to playoffpladser om nedrykning. Straks gik spekulationen: Var det sene FCM-mål et, som SønderjyskE havde lukket ind med vilje? ”Greko” talte i korte, ufuldendte saetninger. Netop derfor var de så staerke:
Christian Greko Jacobsen, du virker tydeligt frustreret. Prøv lige at fortaelle hvorfor.
”Jamen, det tror jeg alle kan se; det er til grin jo. Det tror jeg, at alle kan se. Der er ikke så meget mere at sige. Det gør sgu ondt på stoltheden, synes jeg, men, øh... ja. Men, øh... Gør det bedste for klubben jo.”
Hvad er det, der er til grin?
”Det kan alle jo se. Altså. Det behøver du ikke at spørge om.”
Taber I med vilje i dag?
”Narh, men vi går jo eft... Altså jeg ved ikke, jeg gider ikke engang stå og... Jeg synes bare, det er til grin. Det... Det er latterligt, det her.”
Når alt kommer til alt, får I jo en ottendeplads og kommer i den gode pulje... Hvad betyder det?
”Det er sikkert fint nok, når vi kommer hjem og køler ned, men lige nu synes jeg bare... Ja, det er noget maerkeligt noget. Altså, jeg har aldrig vaeret med til noget lignende.”
Hvorfor ikke?
”Ej, men altså... Det er jo tydeligt.”
Kampen, situationen, målet og ikke mindst interviewet fik debatten til at rase i dansk fodbold. Havde SønderjyskE med vilje lukket et mål ind? Var Superligaen tjent med en struktur, hvor man kunne spekulere i bevidst at tabe fodboldkampe? Det blev der sagt mange velovervejede ord i ugerne efter SønderjyskE’s tvivlsomme forsvarsspil og belejlige nederlag. Men ingen af dem havde samme gennemslagskraft som den umiddelbare reaktion fra en mand i en situation, professionelle sportsfolk ikke ønsker at vaere i. V i har fået historier om, at en gruppe storklubber i 2016 ville lave en international udbryderliga uden om Champions League og andre UEFA-turneringer. Om at Vejles tidligere kinesiske ejer Lucas Chang brugte den jyske klub som middel til at tjene store summer på spillerhandler. Om at FIFA-praesident Gianni Infantino rådgav Manchester City og Paris Saint-Germain for at hjaelpe dem uden om Financial Fairplay-regler. Om at Paris Saint-Germain sorterede spillere fra til klubbens akademi på grund af etnicitet. Om at Manchester City via en aftale med Right To Dream kan hente FC Nordsjaellands ghanesiske talenter gratis. Om at Andreas Christensens far Sten Christensen blev ansat på en proformaftale som scout, da forsvareren i 2012 skiftede til Chelsea. Om at falske dommere har dømt fiksede turneringer på Cypern. Om at kvindelige fodboldspillere i England kan fyres, hvis de er skadet i tre måneder eller mere. Om at Sergio Ramos afleverede en mistaenkelig dopingprøve i forbindelse med Champions League-finalen i 2017. Om at FIFA forhindrede en undersøgelse af russisk doping i forbindelse med VM. Om at FC København i forbindelse med en aftale med Pelle Nilssons hyrede hans agent for at spare svensker for skat. Om at samme agentfirma, Spielerrat, fik Bayer Leverkusen til at udvise falsk interesse for Swansea-keeperen Lukasz Fabianski som et middel til at få den walisiske klub til at tilbyde ham en lønforhøjelse.
Alle de historier er kommet ud af whistleblower-organisationen Football Leaks, der har samarbejdet med det tyske magasin Der Spiegel, som efterfølgende har delt informationerne med European Investigative Collaborations, i Danmark repraesenteret af Politiken. Dertil kommer historien om en voldtaegtsanklage mod Cristiano Ronaldo, som Der Spiegel skrev om 2017, og som dette efterår blev udbygget med en forklaring fra offeret, amerikanske Kathryn Mayorga.
Alle er det veldokumenterede, seriøse historier, der fortaeller om en moralsk udfordret sport, hvor man ikke skyr ret mange midler i jagten på flere penge og flere trofaeer. Men foreløbig har vi ikke set de store konsekvenser af afsløringerne. For hvem skal tage afstand, dømme og udmåle straffe i sager, der involverer stort set alle – forbund, klubber, spillere og agenter?