KAEMPER I KNAE
Barcelona, Atlético Madrid og Real Madrid stiller sig alle op ved startstregen med sår på sjaelen efter sidste saeson. Barças europaeiske kollaps mod Liverpool smerter stadig, men i La Liga har catalanerne vaeret suveraene i de sidste to år. I hovedstaden lader Atlético til at vaere nået laengst i genopbygningen, mens sommeren ikke har vist tegn på, at Zinédine Zidanes andet Real Madrid-projekt står foran store triumfer.
Det starter i aften klokken 21.00 på San Mamés i Bilbao. Athletic får besøg af mestrene FC Barcelona. Hvad der burde vaere en simpel og faktuel konstatering, har vaeret et af sommerens mest spraengfarlige emner og et eksempel på, at i spansk fodbold kan alt kompliceres og gøres til en konflikt. I månedsvis har magthavere kaempet indaedt om, hvornår kampene i La Liga kan, skal og bør spilles.
Indtil sidste uge eksisterede der to forskellige saet spilletidspunkter for de tre første runder i den nye saeson. Først udgav LFP, den spanske ligaforening, deres version. Kort efter svarede RFEF, det spanske fodboldforbund, igen med et alternativ.
Stridens kerne var kampene fredag og mandag aften. Gennem laengere tid har de vaeret omstridte, og i sidste saeson så man flere steder protestaktioner fra tilskuere mod disse hverdagskampe. I Vitoria var Mendizorrotza ved flere lejligheder affolket, når Alavés løb på banen en hverdagsaften. Først nogle minutter inde i kampene indtog tilskuerne deres pladser, og til en kamp havde de slaebt en kiste med og udførte et symbolsk begravelsesoptog over det, der i deres øjne var fodboldens død: Kampe på uhensigtsmaessige spilletidspunkter uden hensyn til tilhaengerne.
Midt i det hele annoncerede fodboldforbundets praesident Luis Rubiales på Twitter, at det var slut med hverdagskampe. Det var dog ikke en beslutning, der var afstemt med hverken klubberne eller ligaforeningen, og siden da har Rubiales og hans fjende nummer et, ligaforeningens praesident Javier Tebas, skaendtes om spilletiderne. Klubberne tog Tebas’ parti, da afskaffelse af hverdagskampe ville forringe de økonomiske vilkår i tv-aftalerne.
En foreløbig løsning blev fundet i retten i sidste uge: Ja til fredagskampe, nej til mandagskampe. En uge inden saesonpremieren blev nye spilletider offentliggjort, og nu venter Spanien på en permanent afklaring.
”La Liga er til grin i hele verden,” konstaterede den snusfornuftige Eibar-traener José Luis Mendilibar hovedrystende i sidste uge og gav udtryk for en generel holdning: Endnu engang har personlige konflikter og manglende sammenhaengskraft torpederet spansk fodbolds omdømme og fremstillet La Liga som et dilettantisk foretagende.
Som regel har spillet på banen trukket i den modsatte retning og efterladt et billede af La Liga som klodens staerkeste, men efter ti års
spansk dominans i de europaeiske turneringer blev 2018/19 saesonen, der markerede et skifte. England satte sig på alle fire europaeiske finalepladser, mens Spaniens tre førende klubber blev sendt ud af Champions League efter dramatiske undergange: Først tabte Real Madrid 1-4 til Ajax hjemme på Bernabéu, efter at en 2-1-sejr i det første opgør lod til at have afgjort ottendedelsfinalen. En uge senere blev Atlético Madrid udspillet i Torino og tabte 3-0 til Juventus efter en staerk 2-0-sejr hjemme i det første opgør. Og to måneder senere kollapsede Barcelona på Anfield i et 4-0-nederlag efter at have vundet 3-0 hjemme på Camp Nou i den første semifinale.
De europaeiske sår er ikke helet endnu og har skabt en uvant situation, hvor alle de tre store går ind til den nye saeson i en revanchelysten forfatning. Det har skabt travlhed i Barcelona og Madrid hen over sommeren, hvor fornyelse har vaeret påkraevet. Og selvom bolden nu begynder at rulle på de spanske stadioner, så er transfervinduet stadig åbent et par uger endnu, og flere af sommerens mest omtalte føljetoner venter fortsat på deres afslutning.
SAEBEOPERAEN OM NEYMAR
I den seneste uge har Neymar prydet den ene avisforside efter den anden som kulmination på en sommer, hvor det har stået klart, at han gerne vil vaek fra det Paris Saint-Germain, der ikke har løftet sig til at vaere en sandsynlig Champions League-vinder i hans tid i klubben.
Det har skabt et spektakulaert scenarie, hvor Barcelona og Real Madrid tilsyneladende er de to eneste realistiske bud på en ny arbejdsgiver. At et comeback til Catalonien er på tale blot to år efter Neymars kontroversielle afsked, fortaeller noget om topfodboldens omskiftelighed, hvor gårsdagens bitterhed hurtigt kan glemmes, hvis der er prestige og potentiale forude.
I Barcelonas og Real Madrids ageren i forhold til et muligt køb af Neymar er det nemt at få indtrykket, at meget handler om den indbyrdes armlaegning og hanekamp mellem dem: Det kan godt vaere, at Barcelona efter købet af Antoine Griezmann egentlig ikke har noget sportsligt behov for Neymar. Men hvis alternativet er, at han tager til Real Madrid, må klubben hellere gøre et forsøg. Også Real Madrid har allerede forstaerket sig til angrebet med Eden Hazard, men efter sidste saesons elendighed er storklubben i hovedstaden i knae, og klubpraesidenten Florentino Pérez kan godt bruge endnu et stjerneindkøb til at signalere, at han og Real Madrid fortsat befinder sig på toppen af fodboldverdenen som den klub, alle store spillere ønsker at spille for.
Neymar-sagaen kan ikke undgå at stjaele det meste af opmaerksomheden, indtil den bliver afklaret. De første ligarunder kommer til at få karakter af sidehistorier, mens vi venter på Neymar og på at kunne drage de endelige konklusioner om truppernes tilstand i begyndelsen af september. Om det så vil øge sandsynligheden for et mesterskab for den klub, der eventuelt skulle sikre sig Neymar, er en anden sag. Det medfølgende cirkus omkring ham er ikke nødvendigvis til gavn for stabiliteten i en fodboldklub.
Barcelona har allerede forstaerket sig til offensiven med verdensmesteren Griezmann, der for et år siden lod sin beslutning om at blive i Atlético komme til udtryk i en melodramatisk minidokumentarfilm. Mindre end et år senere skiftede han dog mening, men denne gang uden taendte tv-kameraer foran sig.
I Ernesto Valverdes 4-3-3 traeder Griezmann ind på venstrekanten, men han må vente lidt på at få selskab af Lionel Messi, efter at argentineren er blevet ramt af en laegskade, der holder ham ude af premieren mod Athletic. Messi har båret Barcelona gennem de to seneste saesoner og går som så ofte før ind til en ny saeson efter en skuffende sommerslutrunde med Argentina.
På midtbanen er Frenkie de Jong hentet i Ajax som et køb med mange dimensioner. For syv-otte år siden kunne Barcelona slet ikke få plads på holdet til alle de dygtige, boldbegavede midtbanespillere, klubben selv skabte på La Masía; nu er man i stedet nødt til at hente praecis sådan en spiller i dyre domme hos de ideologiske åndsfaeller i Ajax, fordi Barcelonas eget talentarbejde skranter.
De Jong har vist lovende takter i opstarten og kan både aflaste Sergio Busquets eller gøre ham selskab. I forsvaret er U/21-europamesteren Junior Firpo købt i Betis som backup til Jordi Alba, der var alene på Camp Nou som venstre back i sidste saeson.
ALLE ELSKER JOÃO FÉLIX
I fjor sluttede Barcelona hele 11 point foran de naermeste forfølgere Atlético Madrid, der i løbet af sommeren har gennemgået den største forvandling i Diego Simeones tid som cheftraener.
Da Simeone blev ansat i slutningen af 2011, var Diego Godín, Filipe Luís og Juanfran allerede i klubben, og de har siden da for det meste udgjort tre fjerdedele af Atléticos forsvar. Denne sommer har alle tre forladt klubben, og det samme har Griezmann og sidste saesons store lyspunkt Rodri, der efter blot et enkelt år i Atlético blev solgt videre til Manchester City.
Hjertet er taget ud af Atlético-holdet, og der er efterhånden ikke mange blodårer tilbage fra mesterholdet i 2014. Nu er spørgsmålet, om Simeone vil forsøge at kopiere sit første store hold eller bevaege sig i en ny retning. Sommeren har indikeret, at han vil det sidste.
”Simeone vil vaere mere offensiv og have bolden mere,” sagde den nye anfører Koke klart og tydeligt for et par uger siden til avisen El País og beskrev, hvordan Simeone i sommerens løb har traenet intenst på en mere spilstyrende 4-3-3-formation.
Atléticos resultater i testkampene har vaeret opløftende med en surrealistisk 7-3-sejr over Real Madrid og senest en 2-1-sejr over Juventus i sidste weekend som højdepunkter. I forsvaret repraesenterer José María Giménez og Stefan Savic den gamle garde, mens Mario Hermoso er hentet i Espanyol som alternativ efter et stort gennembrud i sidste saeson. Brasilianske Renan Lodi og engelske Kieran Trippier er de nye backer, mens Marcos Llorente er kommet fra Real Madrids overskudslager til den defensive midtbane. Og endelig blev den blot 19-årige João Félix den dyreste spiller i Atléticos historie, da klubben købte ham i Benfica for 940 millioner kroner og gav ham Griezmanns trøje med syvtallet på ryggen. Som naermere beskrevet på de naeste sider her i bladet, har João Félix vist meget lovende takter i løbet af sommeren og skabt stor interesse inden det nykomponerede Atléticoholds premiere mod Getafe.
Kan Simeone virkelig gennemføre den spillemaessige evolution, han tidligere har taget tilløb til for så at traede på bremsen og vende tilbage til det kendte? Det bliver et af de mest interessante spørgsmål i saesonen, der venter. I denne uge gik Atlético på jagt efter landsholdsangriberen Rodrigo i Valencia, men ved redaktionens deadline var handlen endnu ikke faldet på plads.
ZIDANES SVAERE TOER
Hos Atléticos naboer har sommeren til gengaeld ikke givet grund til optimisme. Den eufori, der blev skabt ved den overraskende genansaettelse af Zinédine Zidane i marts, er hurtigt blevet staekket. I foråret fortsatte de dårlige praestationer også efter Zidanes comeback, og man kan godt få tanken, om franskmanden i en stille stund kan overveje, om det nu også var en god ide at vende tilbage til Real Madrid mindre end et år efter, at han havde trukket sig på toppen af Europa.
Alle analyserede sig frem til, at Zidane ved genansaettelsen havde sikret sig stor indflydelse på Real Madrids transferpolitik, men her ved saesonstarten kan han konstatere, at truppen ikke er, som han ønskede sig. Nok har han fået Eden Hazard som den nye stjerne i angrebet, men han ville også gerne have haft Paul Pogba til midtbanen, hvilket nu forekommer meget usandsynligt, efter at det engelske transfervindue er lukket, så Manchester United ikke vil have mulighed for at erstatte ham. Og havde nogen sagt til Zidane i maj, at han ved starten af den nye saeson stadig ville have Gareth Bale og James Rodríguez gående på traeningsbanen (eller golfbanen for Bales vedkommende), var han givetvis kløjes i sin café cortado. Men sådan er kendsgerningerne. Bale lader ikke til at have travlt med at forlade Madrid, selvom verdens engang dyreste fodboldspiller helt åbenlyst ikke indgår i Zidanes planer. Og endnu er det heller ikke lykkedes at finde en køber til den colombianske VM-topscorer fra 2014.
Real Madrid har købt ind for over to milliarder kroner, men bortset fra Hazard er det ikke givet, at de øvrige indkøb får plads i idealopstillingen. Luka Jovic blev skadet i opstarten og ligner mest en backup for Karim Benzema, sidste saesons bedste Real Madrid-spiller. Også den franske venstreback Ferland Mendy er startet med at løbe ind i en skade, mens den 18-årige brasilianske wing Rodrygo er en mand til fremtiden. Til gengaeld kan forsvareren Éder Militão måske få en stamplads, efter at Zidane til stor overraskelse aendrede sin formation radikalt til de sidste to testkampe mod Red Bull Salzburg og Roma, hvor Real Madrid stillede i en uvant 3-5-2.
AEndringen tolkes som en reaktion på de svage praestationer i testkampene, og de mere skeptiske iagttagere konkluderer, at Zidane famler sig frem og ikke aner, hvordan han skal løfte Real Madrid ud af dødvandet. Skal det lykkes, kraever det utvivlsomt, at den gamle garde løfter sig, mens det heller ikke bliver i denne saeson, at evighedstalentet Marco Asensio forløser sit potentiale, efter at han ødelagde sit korsbånd i sommer.
Laengere nede i ligaen blev Valencias glaede over sejren i pokalfinalen over Barcelona erstattet af en alvorlig krise på ledelsesplan, hvor klubdirektøren Mateu Alemany røg på kollisionskurs med klubejer Peter Lim. Alemany har i parløb med traener Marcelino vaeret strategen bag Valencias genrejsning de sidste to år, men sommerdramaet understreger, at fundamentet fortsat er skrøbeligt.
Valencias hovedudfordrer i kampen om fjerdepladsen bør vaere Sevilla, men hvor andalusierne står inden saesonstarten, er ikke godt at vide. Et helt hold af nye spillere er kommet til denne sommer, hvor den tilbagevendte sportsdirektør Monchi har villet saette sit praeg på holdet. Julen Lopetegui er ansat som ny traener, efter at 2018 blev et traumatisk år i hans karriere med fyringer både som landstraener og i Real Madrid.
Celta og Villarreal har begrundet håb om fremgang efter sidste saesons naerdødsoplevelser i bunden og kan måske spille med om de europaeiske billetter sammen med Athletic, Real Sociedad og Betis. Sidste år var Getafe sensationsholdet, der indtil sidste spilledag kaempede om fjerdepladsen, men selvom den lille Madrid-klub har holdt fast i spillertruppen og i succestraener José Bordalás, vil det vaere en overraskelse, hvis ikke Getafe daler ned på en mere naturlig position midt i tabellen.
Som noget nyt har vi i denne saeson ikke set de store hold i forpremierer i Super Cup-sammenhaeng. Den europaeiske Super Cup havde for første gang siden 2013 ikke spansk deltagelse, mens den spanske Supercopa er blevet forvandlet til en miniturnering med fire hold, der til januar skal dyste om et trofae i SaudiArabien.
Til gengaeld skulle det ligge fast, at alle 380 ligakampe afvikles på spansk grund, efter at sidste års Miami-flirt til sidst endte i ingenting. Men når det handler om spansk fodbold, skal man altid vaere forberedt på det meste og på, at det sidste ord ikke er sagt. Og slet ikke, når det handler om spilletidspunkter i La Liga