MAEGTIGE MESTRE, TRIUMFERENDE TOTTENHAM – OG MASSER AF VAR
Intet er bedre end starten på en ny saeson. Formsvigt, skader og fyrede managere er langt vaek, mens luften er fuld af håb og drømme for alle klubber og deres tilhaengere – indtil virkeligheden rammer efter måske kun 90 minutter. Sådan var det i hvert fald for de fleste af tilskuerne på West Hams stadion ude i Stratford, mens både Tottenham- og Aston Villa-tilhaengere kunne vaere tilfredse med saesonåbneren på den nye og imponerende Spurs-hjemmebane nogle timer senere. Tipsbladet var med, da London-delen af Premier League lagde fra land lørdag.
Der er umiddelbart to veje op til Det Olympiske Stadion i London, som i de seneste tre saesoner har vaeret hjemmebane for West Ham. Den ene er den oplagte, hvis man kommer til Stratford International Station, for så går man op gennem det moderne centrum af indkøbscentre og kontorbygninger i glas og stål, men hvis man kommer med Tuben inde fra centrum og står af på Stratford-stationen, så vil man se, at mange af West Ham-tilhaengerne drejer til højre og tager bagvejen op til det enorme stadion.
Klistermaerket med ”Forever Blowing Bubbles” leder den rigtige vej til broen over jernbanesporene, hvor undergrundstogene kommer op fra dybet, og nede på den anden side lander man i en mystisk blanding af boligkvarter og gamle fabrikker, der minder noget mere om vejen til fortidens hjemmebane Upton Park knap fem kilometer herfra. Måske er det derfor, at en del af West Ham-tilhaengene tager denne vej, for selv om her ikke er den umiskendelige lugt fra burger-vans, kan man stadig mødes på torvet foran en uanseelig off license-kiosk, så man kan få en dåseøl eller to med vennerne, eller man kan også fortsaette frem til pubben The Carpenter Arms, der er velbesøgt på sådan en lørdag formiddag. Så mens de lokale i de gamle raekkehuse naeppe er ubetinget lykkelige for trafikken på gaderne, er der i hvert fald et par lokale handlende, der får boostet deres omsaetning, når West Ham spiller hjemme.
Og efter 10 minutters gang dukker det imponerende stadion op. Arenaen blev bygget til De Olympiske Lege i London i 2012 og kostede omkring fem milliarder kroner, men for at fremtidssikre stadion byggede man det om efter OL, så West Ham kunne bruge det som ny hjemmebane, hvilket kostede yderligere 2,5 milliarder offentligt sponsorerede kroner. Dermed har det stort set kostet det samme, som Wembley gjorde i sin tid, så man forstår, at West Ham gerne fraflyttede fortidens adresse nede i The East End for at leje sig ind for kun godt 20 millioner kroner om året, for det var en ren overskudsforretning for klubben.
Men trods plads til 25.000 tilskuere mere, har det selvfølgelig vist sig mere end svaert at få sjaelen og historien til at flytte med. For Boleyn Ground/Upton Park havde vaeret hjemmebane i 112 år, og nede ad vejen over for stampubben Boleyn Tavern stod og står statuen med de tre engelske verdensmestre fra 1966, der også spillede for West Ham dengang: Bobby Charlton, Geoff Hirst og Martin Peters (plus Everton-backen Ray Wilson, der også var med på billedet, der blev til en statue).
Og så kan det godt vaere, at Usain Bolt løb en hurtig 100 meter, og hans jamaicanske stafet-hold satte verdensrekord i 4x100 meter ude på Det Olympiske Stadion, men det fylder slet ikke det samme som de taette tribuner med de firkantede højhuse i baggrunden, den intense stemning og fornemmelsen af legendernes ånd over det gamle og nu nedrevne stadion, der virkede som den perfekte ramme til en klub, der i sin tid startede ud som Thames Ironworks FC.
I de første kampe på det nye stadion var der da også en del ballade, men nu lader det efterhånden til, at West Ham-tilhaengerne har vaennet sig til deres nye hjemmebane, og inde i den proppede klubshop forsøger man da også at ramme en East Endstemning, når DJ’en spiller Stranglers, gammel Elvis Costello og Ian Dury and The Blockheads (”Hit me with your rhythm stick, I say Hit Me, Hit Me...”), mens saesonens nye trøjer og forskellige retro-outfits ryger over de mange diske, der nu ikke forhindrer køen til køb i at vaere meget lang.
Trøjen er lavet som en haeder til det seneste West Ham-hold, der vandt et trofae, FA Cup-vinderne fra 1980, og den tid er også flyttet op på storskaermene, hvor klubberne står med en typografi, der er taget direkte ud fra slutningen af halvfjerdserne. Det er faktisk meget flot, og det er gennemført, men blandt tilhaengerne er det selvfølgelig nutiden, der taeller i dag, hvor Premier League begynder igen. For eksempel den nye franske angriber, som er kommet til klubben.
25-årige Sebastian Haller er kommet til som West Hams rekordkøb efter at have scoret 20 mål i alle turneringer for Frankfurt i sidste saeson, og den investering på 300 millioner kroner har givet håb om, at London-klubben for første gang siden Teddy Sheringham i 2004/05-saesonen kan nyde godt af en angriber, der kan runde 20 mål på en saeson. Og så gjorde Sheringham det endda i den naestbedste raekke, da West Ham rykkede tilbage blandt de bedste. I saesonen efter satte Marlon Harewood Premier League-overliggeren på 14 mål, og den er ingen kommet over siden da, men der er nu ikke den store begejstring at høre, da den gamle angriber ellers bliver praesenteret nede på sidelinjen et kvarters tid før kampen.
Det er dog ikke, fordi Harewood ikke er populaer. Det er mere, fordi 2/3 af tilhaengerne stadig står udenfor og får en sidste pint, før de begiver sig ind på det skålformede stadion, hvor laegterne straekker sig langt bagud, men hvor alle nu ser godt alligevel. Så stemningen er god, og håbet er bordeaux-farvet på disse kanter, også selv om dagens modstander er mestrene fra Manchester City, der ikke kun har vaeret suveraene i Premier League over de seneste par saesoner, men også har vaeret det på London Stadium. Der er nemlig kun to klubber, som hjemmeholdet ikke har hentet point imod her: Oprykkerne fra Wolverhampton i sidste saeson, og så Manchester City, der har vundet alle tre kampe herude i Hackney Marshes med en samlet målscore på 12-1.
SHEARER PÅ STORSKAERM
De forsvarende mestre har også brug for endnu en sejr over West Ham, hvis denne saeson igen bliver et maratonløb af sejre med Liverpool, for oppe på Anfield havde De Røde åbnet Premier League-saesonen fredag aften med suveraene 4-1 over oprykkerne fra Norwich, så Guardiolas udvalgte er med det samme under pres – og det er de uden Leroy Sané, der ikke blev solgt til Bayern München, men i stedet blev korsbåndsskadet i Community Shieldkampen mod Liverpool i søndags.
I hans sted får den afrikanske mester Riyad Mahrez en sjaelden chance, mens det også noteres, at både topscorer Sergio Agüero og den driblestaerke og kreative kant Bernardo Silva begge starter på baenken. Men det er nu stadig et staerkt City-mandskab, som West Ham skal op imod. Publikum bliver varmet op med klip på storskaermene af nogle af målene fra sidste
saeson, dog ikke af de 10 som den østrigske topscorer Marko Arnautovic lavede, for han mistede meget respekt med sit langstrakte transferønske, der nu er gået i opfyldelse med en fortsat karriere i Kina.
Og så bliver kampens maskotter også vist frem med billede og navn på storskaermene, hvilket burde vaere et fint symbol på fremtidens tilhaengere, men i stedet kommer man til at taenke på BBC-afsløringen i januar, hvor det viste sig, at halvdelen af de stenrige Premier League-klubber tager sig godt betalt for at opfylde en drenge- eller en pige-drøm – og ingen mere end West Ham, hvor det koster 700 pund (5500 kroner) for hvert barn at løbe med spillerne ind til kamp, hvilket er noget af en udgift, specielt for de tre søskendepar, der er en del af oplaesningen.
Men sådan er den moderne fodbold desvaerre også, og det sidder som en lille mislyd i ørerne, mens der bliver sat gang i saebeboblemaskinerne rundt om den velplejede grønsvaer, og spillerne løber ind til klubhymnen, der trods denne dansevenlige reggae-udgave stadig handler om altid at blaese smukke bobler, der flyver så højt, før de på samme måde som drømme går i stykker. Det er en meget passende klubsang for West Ham, hvilket man også kan se på båndet mellem etagerne på stadion, hvor klubbens triumfer er listet op. På Arsenals hjemmebane går titlerne for eksempel hele vejen rundt, men på West Hams fylder de en langside, og det kun fordi man også har taget fortidens klubnavne med. For The Hammers er altså blot noteret for tre sejre i FA Cuppen (i 1964, 1975 og 1980) og triumfen i Europa Cuppen for pokalvindere anno 1965, hvor 98.000 tilskuere var på Wembley for at se de lokale helte slå 1860 München med 2-0.
Nutidens ”Hammers” står dog ganske staerkt med profiler som Felipe Anderson og Manuel Lanzini til det kreative arbejde bag nyindkøbte Haller, mens den defensive midtbane med Jack Wilshere og Declan Rice også vaekker begejstring. Den 20-årige Rice, der er et produkt af West Hams berømte ”Academy of Football,” som der malet står på jorden foran udskiftningsbaenkene, får det største bifald fra det nu fyldte stadion kort før kickoff, mens det bare altid er godt at se den efterhånden 27-årige Wilshere i form til at spille fodbold efter en karriere, der er blevet ødelagt af specielt dårlige ankler. Det kostede syv måneder sidste saeson, men nu er han fit og klar til kamp modsat hjemmeholdets newzealaender fra Sønderborg.
West Hams anfører, den nu 31-årige Winston Reid, der sikrede sin plads i klubhistorien med det sidste mål på Upton Park, som endda sikrede en 3-2 sejr over Manchester United, har nemlig vaeret skadet siden starten af marts 2018, men efter et par knaeoperationer har han faktisk vaeret med i nogle af sommerens traeningskampe. Han er dog endnu ikke kampklar til Premier League, så West Hams forsvar ser lidt ramt ud før mødet med Citys velspillende offensiv, men i kampens åbning er det nu hjemmeholdet, der presser på, og allerede efter syv minutter bliver vi vidne til en af saesonens nyskabelser.
Citys rekordindkøbte Rodri på den defensive midtbane er for laenge om at aflevere bolden videre, så Lanzini stjaeler den, rykker ind i feltet og faeldes i en tackling fra den jagtende Rodri. 60.000 mennesker råber højt, men som VAR-ambassadør Alan Shearer lovede på storskaermen før kampen, så arbejder videodommer-systemet hurtigt for at sikre ”minimum interference, maximum benefit,” og storskaermen når kun lige at lyse op med ordene ”VAR checking penalty,” før West Ham-tilhaengerne får pulsen ned igen med ordene ”No Penalty.”
Oppe i den anden ende af banen brillerer Mahrez med en stopfinte, der sender to Hammers-forsvarere på bagdelen ud over baglinjen, før algerieren sparker bolden i sidenettet, og i det 25. minut bliver han igen spillet fri i et overløb af den overmatchede back Aaron Cresswell. Og denne gang svigter han ikke, men slår et fladt indlaeg ind til Gabriel Jesus, der bringer gaesterne foran 1-0.
Et par hårde tacklinger af Rice får dog publikum på stikkerne igen, mens Sebastian Haller efter flere fine nedtagninger og viderespil også endelig får afsluttet. Men saksesparket er halvkvaedet, og Manchester City går til pause med en fortjent føring på 1-0, mens man også har noteret et sent spark over Wilsheres ankel, der ser ud til at kunne maerkes i de efterfølgende løb, og en meget tung Michail Antonio ude på venstrekanten.
SIKKER CITY-SEJR MED ELLER UDEN VAR
Sidstnaevnte bliver da også skiftet i pausen, mens Wilshere ryger 10 minutter senere, da VAR er i gang med at vende kampen. Godt nok er City kommet foran 2-0 ved Raheem Sterling efter et boldtab af Wilshere, og i det 53. minut bliver det også 3-0 ved Gabriel Jesus, der kan trille bolden ind i et tomt mål efter en tvaerbold fra Sterling. Men da VAR tjekker alle mål, viser det sig, at Sterlings skulder faktisk er millimeter på den gale side af offsidelinjen, da han bliver spillet fri. Så målet bliver annulleret, og et brøl rejser sig nu på London Stadium, mens West Ham-spillerne blaeses frem til et sidste forsøg på at få noget ud af saesonåbningen. Og i det 73. minut lykkes det endelig for hjemmeholdet at registrere et farligt forsøg, men Ederson parerer først indskiftede ”Chicharitos” hovedstød fra naert hold, før han også når ned til Lanzinis returspark ude ved stolpen – og to minutter senere står den igen 3-0, da Sterling bliver spillet helt fri foran mål og vipper den over den udsatte polak Lukasz Fabianski.
Målscoreren er dog den eneste, der jubler, for klog af skade holder holdkammeraterne igen, for var han ikke offside? VAR siger nej, og så er kampen afgjort. Tilskuerne begynder at forlade det store stadion, selv om der stadig er et kvarter igen, og de, der bliver, får ikke meget at glaede sig over. For hjemme
➜ holdet falder helt sammen mod overmagten, og City når at score to mål mere.
Det første er dog også med en vis VAR-forvirring, for det er egentlig et braendt straffespark af Sergio Agüero. Argentineren er kommet ind med 20 minutter igen og har i ventetiden ude på sidelinjen husket at hilse på sin gamle manager Manuel Pellegrini, der jo førte City til mesterskabet i 2014 og var manager i tre saesoner frem til 2016, før de sidste brikker faldt på plads oppe i Manchester, og Guardiola kunne indtage den plads, som klubben var bygget op til.
Både før og nu er Agüero dog topscorer, men det her straffe sparker han utroligt dårligt, så Fabianski parerer nemt, men intet behøves at vaere, som det umiddelbart ser ud i disse VAR-tider, og efter lidt ventetid peger Mike Dean på pletten igen, før han forklarer sig over for Fabianski og sender målmanden tilbage på stregen med et opmuntrende klap bagi. Det hjaelper nu ikke. Denne gang er Agüero sikkerheden selv, men det er faktisk først dagen efter, at det går op for undertegnede, at straffesparket ikke bliver taget om, fordi Fabianskis fod forlader målstregen for tidligt. Det skyldes i stedet Declan Rice, der løber for tidligt i feltet, så han kommer først til bolden efter Fabianskis redning og kan cleare den foran Agüero.
Så det nye straffespark er korrekt, men forvirrende, før Sterling lukker kampen med at notere sig for et hattrick, mens Guardiola går på banen for at diskutere en detalje med målmand Ederson. For der er altid plads til forbedring – også selv om man har vundet 5-0 over et potentielt top 10-mandskab i en for resten af saesonens vedkommende skraemmende magtdemonstration. Eller som Citymanageren siger efter kampen:
”Vi var ikke koncentrerede nok i vores afleveringer i 1. halvleg, vores spil var ikke praecist, men det er normalt. Jeg vidste, at det ville blive sådan. Første kamp. Udebane. Start 12.30. Vi manglede noget rytme, men det blev bedre straks fra starten af 2. halvleg.”
”Men jeg kan ikke skjule, at jeg er meget begejstret. En 5-0 sejr på udebane i første runde. Vi sluttede saesonen med at vinde 14 kampe i traek i Premier League, så det her er nummer 15. Det er godt.”
Og imens har tørklaedesaelgerne det svaert uden for stadion, hvor skuffede tilhaengere ikke har lyst til slagtilbud på vej hjem. ”After 5-0? That’s not worth it,” som det lyder i vindstødene på broerne ned mod stationerne.
EN HYLDEST
TIL MINDE OM EDINBURGH
Det luftige vejr betyder, at der er et hav af aflyste tog over jorden, så den på forhånd planlagte vej til Tottenham er borte med blaesten, men heldigvis er der ikke mere end godt 10 kilometer derop, så det går med en taxa, for der er stadig god tid til lørdagens sene Premier League-kamp mellem Tottenham og Aston Villa. Og når man så bliver sat af på High Road og begynder vandringen op imod stadion, er der den klassiske engelske fodboldfornemmelse. Nu dufter her af burgere og løg, her står sikkerhedsfolk uden for pubberne for at sikre, at stemningen ikke bliver ødelagt over et par pints, og her vandrer vi af sted i tusindvis, både Tottenham- og Aston Villa-tilhaengere, op imod det nye fodboldtempel, der kan skimtes i glas og stål nogle hundrede meter laengere fremme, og hvor en enorm storskaerm byder tilhaengerne ”Welcome Home.”
For efter naesten en saesons forsinkelse har Tottenham fået deres nye hjem til godt otte milliarder kroner. Det ser godt ud udefra og er endnu mere fantastisk inden for murene, hvor der er stadionrekord med 60.407 tilskuere – flere end der er plads til på lokalrivalen Arsenals hjemmebane, hvilket ikke er en uvaesentlig detalje. Klubben nåede at spille fem ligakampe derinde i sidste saeson, hvoraf de tre første blev vundet, men det er naeppe sejrene over Crystal Palace, Huddersfield og Brighton, der har fået manager Mauricio Pochettino i kampprogrammet til at skrive om ”den fantastiske stemning på det nye stadion, der inspirerede spillerne til at levere mindevaerdige bedrifter.” Det er snarere 1-0 sejren over Manchester City i Champions League-kvartfinalen, mens vejen til finalen i Madrid ellers mest handlede om udekampene i netop Manchester og ikke mindst Amsterdam.
Men finalen til Liverpool blev som bekendt tabt med 2-0, så derfor kan Villa-folket fejre gensynet med Premier League med en sang til Spurs-tilhaengerne om finalen i Europa Cuppen for mesterhold tilbage i 1982, der slutter med omkvaedet ”Champions of Europe, you’ll never sing that.”
De begejstrede tilrejsende fans sidder nede i hjørnet og laegger et massivt lydtryk op til starten af kampen, mens øjet uvaegerligt glider rundt i den imponerende stadionkonstruktion med bølgende tribuner og den 4,5 meter høje statue af den gyldne hanekylling på toppen af tribunetaget over The South Stand. Den er en kopi af den oprindelige fra White Hart Lane, men kopien er lavet så nøjagtigt, at der er lavet maerker de steder, hvor Paul Gascoigne i sin tid ramte den originale med et luftgevaer. Det kan man selvfølgelig ikke se, men tanken er sjov og er med til at skabe den rette stemning blandt folket nedenunder, hvor måltribunen er bygget i ét daek i et forsøg på at gøre Dortmunds gule mur til en hvid mur i Tottenham.
Hjemmeholdet er dog ikke helt i samme forfatning som det mandskab, der gjorde det så godt i Europa i sidste saeson, for centerforsvarer Jan Vertonghen er mystisk nok valgt helt fra, og bag topscorer Harry Kane er det rekordindkøbte Tanguy Ndombele, Erik Lamela og målhelten fra Amsterdam Lucas Moura, der skal forsøge at saette Kane op. For Dele Alli er ude med en fiberskade, Heung-Min Son har karantaene og Christian Eriksen starter på baenken efter en sommer, hvor der har vaeret meget snak om, at den danske playmaker ”måske gerne vil prøve noget nyt,” som han sagde det – og det åbenbart helst i Spanien, selv om også Juventus og Manchester United har vaeret bragt i spil.
Og selv om vinduet for køb er smaekket i England, så kan det stadig lade sig gøre med et skifte ud i Europa, så måske er det derfor, at Pochettino eksperimenterer med sin offensiv. For at se om den kan klare sig uden den 27-årige Eriksen, der i seks saesoner for Tottenham står noteret for imponerende 66 mål og 86 assists i 278 kampe?
Det kan man så taenke over, mens spillerne liner op til håndtryk, før dommer Kavanagh giver dem fri, og Villa-anfører Jack Grealish endelig kan lade begejstringen over gensynet med Premier League få frit løb i en vild sprint ned mod de medrejsende tilhaengere. Han er i den grad klar til kamp og til at overraske sidste saesons tophold, men før fløjten lyder, samles spillerne igen om midtercirklen for at mindes den gamle Tottenham-back Justin Edinburgh, der faldt om med hjertestop to dage efter at have vaeret til Champions League-finalen i Madrid for at følge sin gamle klub.
Edinburgh blev kun 49 år og havde arbejdet som manager i de lavere raekker, hvor han lige havde ført Leyton Orient fra The Conference op i League Two. Men han var vant til at starte lavt, for i 1990 kom han til Tottenham fra Southend i den davaerende fjerde division som lejesvend og kaempede sig til en fast aftale. Det blev til et årti på White Hart Lane som en solid trupspiller i forsvaret med 276 kampe og FA Cup-sejren over Nottingham Forest i 1991 som højdepunktet – den legendariske finale, der også huskes for, at Paul Gascoigne skulle have vaeret vist ud i det første minut, før han ødelagde sit knae få minutter senere, og dermed aldrig fik levet potentialet som den måske bedste engelske spiller nogensinde ud.
Så Justin Edinburgh var en del af Tottenham, og godt 60.000 tilskuere rejser sig op og klapper taktfast i et minut for at mindes en af fortidens hårde arbejdere, der ikke er her laengere.
INGEN ENERGI UDEN ERIKSEN
På den måde er historien altid en del af Premier League – også selv om fodbolden nu bliver spillet på funklende nye stadioner af hold, der hovedsageligt består af udlaendinge både på sidelinjen og på banen.
En anden og endnu nyere tendens har vaeret, at de bedste seks hold som regel vinder over de 14 andre hold i ligaen, og da specielt på hjemmebane, men den statistik har Aston Villa åbenbart ikke taenkt sig at gå ret meget op i. Nok er der lidt defensiv usikkerhed i starten, men oprykkerne får hurtigt styr
på tingene med Jack Grealish i nye gule støvler, efter hans ”lucky boots” blev slidt helt i bund sidste saeson på vejen tilbage til Premier League, og den skotske midtbanemand John McGinn som toneangivende frem ad banen, mens lange og elegante Tyrone Mings får kontrol med bagkaeden.
Og allerede efter ni minutter er gaesterne i front, da Davinson Sanchez ikke vinder en luftduel med den ellers ganske skuffende og rekordindkøbte Villa-angriber Wesley Moraes. Bolden bobler fri og giver McGinn et åbent løb mod mål. Han verfer endda den jagtende Danny Rose af, før han sikkert passerer Hugo Lloris, hvorefter det viser sig, at der ikke kun sidder Spurs-tilhaengere på langsiden. En flok gutter ryger nemlig op i jubel, hvilket koster en reprimande fra steward’erne og i pausen en alvorlig diskussion med et par hårdkogte Spurs-fans, der dog heldigvis lader det blive ved de verbale argumenter på det fine nye stadion.
Men det er også en frustrerende halvleg for Tottenham og klubbens tilhaengere, der tavst ser til, at deres hold slet ikke kan få spillet til at fungere. Når man kommer direkte fra Manchester Citys positionsspil med en, højst to boldberøringer og konstant bevaegelse, er det tydeligt at se forskellen mellem nummer et/to og nummer tre/fire i Premier League. Tottenham får slet ikke nok folk med frem i omstillingsspillet, og når de gør det, er det i etablerede situationer, som de ikke kan løse foran en talstaerk defensiv. Nyindkøbte Ndombele er mest dårligt kropssprog og kiksede afleveringer, før han finder Harry Kane i feltet til et hovedstød over til allersidst i halvlegen, men det er alt for lidt, og i pausen ser Sky Sportseksperterne og de tidligere Tottenham-spiller Rafael van der Vaart og Jamie Redknapp meget bekymrede ud nede på sidelinjen.
Efter pausen flader Pochettino midtbanediamanten med Lamela på toppen ud til en 4-4-2 med argentineren og Sissoko på kanterne, og hjemmeholdet får lagt mere pres på gaesterne, uden det dog bliver specielt farligt. En blank Sissoko ved bageste stolpe sender sin afslutning til indkast, Mings tackler Kane i et skud, og Ndombele sparker langt forbi, mens Christian Eriksen varmer op på sidelinjen, før danskeren endelig bliver skiftet ind i det 64. minut til et jubelbrøl fra de eller ganske tavse tilskuerpladser. Og Eriksen får sat noget liv i både laegterne og medspillerne, for nu ved Kane, at han, hvis han løber i kanalerne, har han en mand, der kan aflevere til ham, og Eriksen får også bolden til at køre en tand hurtigere rundt foran den bus, som Villa efterhånden har parkeret foran eget felt i forsvaret for overraskende point.
Efter 10 minutter med den danske playmaker foran sig bryder bussen sammen. Tom Heaton refleksparerer et forsøg taet under mål, men Lucas Moura får spillet returen bagud til Ndombele, der pludselig revancherer sig for en indsats, som slet ikke har vaeret en halv millard kroner vaerd, og skruer udligningen ind fra 20 meter uden chance for den staerke Heaton.
Så marcherer The Spurs for første gang ind på stadion, og få minutter senere er Eriksen ved at krølle et frispark fra kanten af feltet i nettet, men igen viser den tidligere Burnleykeeper Heaton, at han meget vel kan blive en af grundene til, at Villa holder sig oppe i Premier League. Og med fem minutter igen på kampuret begynder det at ligne et overraskende point, indtil Jack Grealish glemmer, at han nu er tilbage i Premier League uden det samme overskud på bolden, som han havde i The Championship.
For det evige pres mod Villa-feltet ender med, at anføreren får bolden på kanten af eget felt med god tid til at cleare langt, men han vil mere og kigger sig om efter en aflevering, hvilket tager alt for lang tid. Så Lamela snupper bolden, vender, sparker fladt på mål, og efter bolden har taget en flipperspils-tur mellem et par Villa-forsvareres ben, ender den foran en fri Harry Kane, der ikke svigter.
Dermed er den snart 24-årige Villa-fanfavorit på vej mod at gøre en grum statistik endnu vaerre, for nok var han med til at vinde syv kampe med Aston Villa i Premier Leaguesaesonen 2014/15, men de to sidste kampe i den saeson blev tabt, og i nedrykningssaesonen 15/16 gik alt galt, specielt for Grealish der var på banen i 16 liganederlag, og nu naermer han sig 19 tabte Premier League-kampe i traek. Det er godt nok over en periode på fire år og tre måneder, men det er stadig historisk dårligt og på ingen måde passende for en spiller af hans kvalitet. Men på den anden side var der også engang, hvor Gareth Bale var en ulykkesfugl for Tottenham og ikke vandt i sine første 24 kampe for London-klubben.
Grealish aergrer sig selvfølgelig, og det samme gør hans holdkammerater, der ender med at få et slag mere i Premier League-comebacket, da Kane usvigeligt sikkert scorer med et fladt skråskud til allersidst. Oprykkerne har nu kaempet godt og ligner ikke et hold, der bør bekymre sig, omend den dyre Wesley viser sig at vaere mere attitude end effektivitet i de mange naerkampe mod Spurs-defensiven.
Og hjemmeholdets tilhaengere er selvfølgelig godt tilfredse. En sejr på 3-1 og to mål af ham, der er en af deres egne, gør, at den første time hurtigt er glemt. Glad musik lyder ud af de mange lounger på stadion, og mange bliver haengende til en øl eller to mere, mens manager Pochettino bliver spurgt af de engelske medier, om det er på grund af de mange transferrygter, at Eriksen blev sat på baenken fra start.
”At have Christian frisk med den kvalitet, han har, hjalp holdet til at opnå sejren,” siger Tottenham-manageren uden at sige noget, der besvarer spørgsmålet. Men måske har han fået besvaret sit eget spørgsmål. Spurs kan ikke umiddelbart undvaere Christian Eriksen med ønsket om at prøve noget andet og et år tilbage på den kontrakt, han ikke har forlaenget. Godt nok mangler både Son og Alli på denne lørdag, og godt nok er indlånte Giovani Lo Celso heller ikke kampklar endnu, men uden danskeren var Tottenham naeppe startet med en sejr.
På den måde kommer den ny saeson også fra land i London. Topholdene vinder stadig med flot spil i polerede fodboldpaladser, og VAR er et nyt element, det kommer til at tage tid at få på plads i fodboldbevidstheden, uanset hvad Alan Shearer siger. Og så er der stadig tilhaengere, der drømmer, mens andre allerede har brug for at rejse sig, for eksempel på det store London Stadium ude i Hackney Marshes. ✖