Der skal flere rigmaend til i Superligaen

Jeg har ikke noget mod hverken svenskere eller skotter, men ligesom den skotske Premier League under Celtics overherredømme ikke er specielt indbydende, er Allsvenskan-tilstande altså heller ikke noget, jeg går og drømmer om at begrave taenderne i weekend efter weekend.

Allsvenskan er aktuel på grund af en dramatisk saesonafslutning, hvor Djurgården med to runder tilbage fører med 62 point, mens Hammarby, Malmö FF og AIK hver har 59 point.

Det er en fabelagtig afslutning på en saeson, og de fire tophold har i gennemsnit haft mellem 15.000 og naesten 24.000 (Hammarby) tilskuere til hver af deres 14 hjemmekampe, hvilket er milevidt foran Superligaen, hvor FC København og Brøndby IF toppede i sidste saeson med henholdsvis 17.260 og 13.726 tilskuere per hjemmekamp, mens mesterholdet i 2018 FC Midtjylland havde 7.809 tilskuere hjemme i de 18 hjemmekampe på vej til guldet.

Vinder Djurgården eller Hammarby mesterskabet, har Sverige haft 6 forskellige mesterhold i dette årti, hvor Superligaen har haft 4. Tallene for dette årtusinde er henholdsvis 10 og 6.

Lige nu er det svaert at forestille sig andre end Brøndby IF blande sig i en dansk mesterskabskamp i det kommende årti, hvor FC København og FC Midtjylland er markant økonomisk staerkere end alle konkurrenter, og derfor er det fristende at ønske sig en mere åben situation som i Sverige, for eksempel via markant mere omfordeling af tv-pengene.

Det kunne man i teorien godt forfølge, men har man lyst til det? Med faerre penge i kassen får FCK, FCM og Brøndby endnu svaerere ved at komme i de europaeiske gruppespil, som kun FCK regelmaessigt kommer i. Tager man den europaeiske dimension vaek eller accepterer, at den kommende Conference League-turnering med modstandere fra lande som Kasakhstan og Albanien er loftet i Europa, kan man godt gå den vej. Men så skal man i hver klub nok også forestille en situation, hvor de to-tre bedste spillere i de eksisterende trupper i stedet er i udlandet, og hvor flere af de bedste danske teenagere end i dag forlader Superligaen, før de har fået førsteholdsdebut.

Det er heller ikke det, der sker. Superligaen skaeres fra 14 til 12 hold til naeste sommer, og de største klubber vil i fremtiden få en markant større del af tv-puljen til sig selv.

Oveni kommer aendringerne i de stadigt mere polariserede europaeiske turneringer i sommeren 2021, hvor FC København vil have en endnu større konkurrencefordel i forhold til de danske rivaler, end klubben har i dag, fordi den har optjent mange europaeiske point det seneste årti.

Så virkeligheden for Superligaen i de kommende år minder mere om Skotland end Sverige, også for meget til min smag. I en måned, hvor sportsdirektørerne i OB og AaB er henholdsvis stoppet og blevet fyret, kunne man håbe, at de to klubber eller AGF snart bryder vaek fra det meget brede midterfelt og bliver i stand til at udfordre de tre store både økonomisk og sportsligt. Som de seneste år har vist, kommer oprøret ikke nedefra med en udvidelse af Superligaen eller flotte visiter på medaljeskamlen af SønderjyskE og Lyngby, der ligesom de mindre klubber i Champions League vil få svaerere ved at udfordre for hver saeson, der går. Det kunne, ganske ironisk, faktisk vaere, at der skal flere rigmaend til som Matthew Benham og Jan Bech Andersen for at gøre Superligaens top bredere. De to ”oligark”-ejede Superligaklubber og konglomeratet FC København laegger større og større afstand til alle andre, og det er decideret naivt at tro, sponsorindtaegter, tv-penge og et spillersalg i ny og nae kommer til at gøre gabet mindre.

Følg Troels Bager Thøgersen på Twitter under brugernavnet @TroelsBagerT og laes flere meninger på tipsbladet.dk/ blogs. Få også de seneste fodboldnyheder på facebook. com/tipsbladet