TONNIE TOPSCORER
Ronnie Schwartz er ”fucking vigtig”, synes Dennis Flinta. I sidste runde vandt Silkeborg langt om laenge en Superliga-kamp, og klubbens topscorer scorede to gange i 4-3-sejren over AGF. Efter fire vanskelige saesoner har Schwartz lavet mål naesten uafbrudt, siden han kom til Silkeborg i 2018. Men det betyder ikke, at han bliver der for enhver pris.
På sin vis mindede Silkeborgs kamp i Aarhus i sidste weekend ret meget om alle de andre kampe, den hårdt prøvede oprykker har spillet i denne saeson. Før kampen i 13. runde, den sidste i første halvdel af grundspillet, havde Silkeborg i gennemsnit lukket 2,75 mål ind mod hver af de øvrige 12 modstandere i ligaen. Den sidste modstander, holdet manglede at møde, scorede tre gange. Men Silkeborg vandt alligevel saesonens første sejr foran 22.175 tilskuere.
”Vi har vidst, at vi skulle score fire for at vinde,” griner Ronnie Schwartz om 4-3-sejren i kantinen på Jysk Park.
Det er middagstid på en dag, hvor Silkeborg ikke laengere er det eneste hold i Superligaen uden en sejr. Den 30-årige angriber er en af hovedårsagerne til det. For han er sit holds mest scorende spiller, og han lavede to mål søndag eftermiddag i Aarhus. Lige før pausen chippede han en udligning til 2-2 hen over Aleksandar Jovanovic, og med 25 minutter igen scorede han det 3-3-mål, som tillod Anders Hagelskjaer at score sejrsmålet i det 88. minut. Schwartz’ anden udligning den eftermiddag var et straffespark, som han tyrede op i nettaget, mens Jovanovic kastede sig til sin venstre side.
”Han var lige ude at sige, at han havde set de seneste fem straffespark fra mig, og han vidste godt, hvor jeg ville sparke. Det er det psykologiske spil, og det er superfedt. Nu faldt det heldigvis ud til min fordel, og så er det endnu federe. Da jeg løb tilbage, råbte jeg også til ham og gav ham en thumbs up. Game’s on. Jeg kunne godt maerke, at der var flere tilskuere, end der normalt er, men da jeg lagde bolden og skulle til at fokusere, følte jeg, at jeg var i en osteklokke, og der var kun mig, kuglen og målet i den verden.”
”Hvis jeg skal vaere helt aerlig, var det måske heller ikke meningen, at den skulle sidde så højt, som den kom til, men det endte jo godt. Adrenalinen pumper lidt i kroppen, og så blev udfaldet, at den fik lidt peber på. Heldigvis gik det, og det endte med at blive et fornuftigt straffespark,” siger Ronnie Schwartz.
”TONNIE ER RIGTIG VIGTIG”
”Fornuftigt” ville også vaere et godt, nordjysk ord at bruge om Ronnie Schwartz’ indsats i denne saeson. Han har scoret 10 mål i de første 13 runder og er på topscorerlisten kun overgået af Kamil Wilczeks 13 traeffere. I de seneste tre Superliga-kampe mod FC Køben
havn, FC Midtjylland og AGF, tre hold fra top fem, har han scoret fem gange, og dertil kommer to mål mod Fredericia i en pokalkamp, som blev spillet i landsholdsugen.
Dermed har Ronnie Schwartz bevaret formen fra 1. division, hvor han i sidste saeson scorede 25 mål i 27 kampe og blev raekkens topscorer.
”Jeg er mere end tilfreds med det, jeg har leveret. Jeg føler, jeg har vaeret i god form; jeg føler, jeg har vaeret afgørende. Jeg tror også, at hvis jeg inden saesonstart havde sagt til mig selv, at jeg ville score 10 i de første 13 kampe, havde jeg nok vaeret rigtig, rigtig glad, men jeg havde måske ikke troet så meget på det.”
”Så jeg synes, jeg er et godt sted, og selv om det ikke har vaeret så positivt rent resultatmaessigt, har jeg formået at holde gejsten oppe, og det gør jeg på min måde ved at score nogle mål.”
Undervejs i interviewet kommer veteran, anfører og kulturbaerer Dennis Flinta hen for at sige farvel, inden han tager hjem fra arbejde.
”Du er så fucking vigtig for os,” er hans afskedshilsen, da han giver Schwartz et hårdt kram.
”Sig det lige derned,” opfordrer topscoreren og peger på diktafonen på kantinebordet.
Flinta laener sig helt ned til diktafonen og siger så:
”Tonnie er rigtig vigtig. Forlaeng med Tonnie.”
”Tonnie”, som anføreren har døbt Schwartz, og hans succes står i kontrast til holdets praestationer. Først søndag gav hans scoringer en sejr, for uanset hvor mange mål Schwartz har lavet, har defensiven ikke holdt taet, og målene har derfor maksimalt rakt til ét point. Men topscoreren er ikke blevet frustreret over ikke at få resultater, selv om han har løst sin opgave som angriber.
”Jeg ville ikke få noget ud af det der. Hvis forsvarsspillerne holder nullet, og jeg braender tre, får de heller ikke noget ud af at pege fingre. Det der negative kunne jeg måske finde på i mine yngre år, hvor jeg kunne taenke, det hele var noget lort, men jeg tror, at vi har haft fokus på, at tingene skulle vaere positive, selv om der var nogle ting, der var negative. Det har alle på holdet vaere gode til, for starten på saesonen har på ingen måde vaeret en dans på roser. Igen viser vi, at selv om vi har haft det hårdt, kommer vi tilbage i en kamp mod AGF, hvor der er mange på laegterne. Der er noget robusthed og noget stolthed. Det er superfedt at kunne maerke.”
”Når man scorer, men holdet ikke får det maksimale ud af det, kigger jeg indad og taenker, at jeg kan tage nogle ting med personligt til naeste kamp, og det gør også, at jeg forbliver positiv, selv om resultaterne ikke er med holdet. Jeg har også vaeret impliceret i kampe, Nordsjaelland ude [hvor Schwartz braendte straffe i tillaegstiden ved stillingen 2-2], som kunne have givet os den første sejr på et langt tidligere tidspunkt, end vi endte med at få. Jeg har også på nogle punkter vaeret ramt af ikke at kunne give os tre point. Men heldigvis var der en kamp efter mod SønderjyskE, hvor jeg lavede hattrick, og så var jeg ovenpå igen.”
”Jeg føler også, at jeg gennem min karriere med skader og klubskifter, der ikke er gået 100 procent, som de skulle, har jeg fået noget erfaring, så jeg er lidt mere til stede. Det har udmøntet sig i, at jeg spiller noget af det bedste, jeg har gjort laenge,” siger Silkeborg-profilen.
TRE MÅLFATTIGE ÅR
Inklusiv pokalturneringen har Ronnie Schwartz i denne saeson scoret 12 gange. Da han forlod Randers i sommeren 2014, lavede han de efterfølgende tre hele år 14 mål i alt. Han havde drømt om en transfer til udlandet, men da han fik den og rejste til Guingamp i Frankrig, gik det af forskellige årsager ikke, som han havde ønsket sig.
”Jeg formåede egentlig at komme godt i gang dernede, men niveauet var højere end i Superligaen. Det tog lidt laengere tid at vaenne sig til, men så begyndte jeg at spille, scorede to mål i streg, og så blev jeg desvaerre skadet i flere måneder. Da jeg var ude, var der nogen, der gjorde det fuldstaendig vanvittig godt. Sådan er fodbold. Det kunne lige så godt have vaeret omvendt, så det var dem, der spillede før mig, og så var det mig, der kom ind. Men overordnet var jeg ikke skarp nok. Jeg kigger også indad. Jeg har bare ikke vaeret skarp nok og moden nok og parat nok til at vaere på de rette steder på de rigtige tidspunkter,” siger Ronnie Schwartz om det ene år, han nåede at spille i Frankrig.
Lejeophold i Brøndby og Esbjerg blev heller ikke lykken, og da han i 2016 skiftede til Waasland-Beveren i Belgien, ødelagde han sit korsbånd efter et halvt år. Først i Sarpsborg i foråret 2018 begyndte han igen regelmaessigt at lave mål, som han havde gjort i Randers.
”Jeg leverede otte mål i 16 kampe, og ud fra det minuttal, jeg spillede, var det faktisk et godt tal. Jeg havde ligesom fundet melodien, men jeg spillede ikke regelmaessigt nok til at vide, hvad jeg kunne over en hel saeson. Jeg kørte lidt kold i det i Norge. Jeg følte, jeg var berettiget til mere, end jeg fik. Sådan er det altid, man behøver ikke vaere enig med traeneren. Der er altid nogle i en trup, der ikke er
➜ tilfredse, og det var jeg ikke deroppe,” siger Ronnie Schwartz, der var et halvt år i den bedste norske raekke og så blev hentet til den naestbedste danske af Silkeborg.
”Det var vigtigt for mig at spille frem for at sidde på baenken. Jeg er super taknemmelig for, at muligheden opstod, og at de var klar til at tage mig en periode i min karriere, hvor jeg var ikke var det mest oplagte emne til at lave 10-15-20 mål på en saeson. 1. division var ikke det, jeg håbede på, men i sidste ende var det alt det, jeg drømte om, for jeg spillede sindssygt meget og var afgørende og scorede mål og var glad.”
”Jeg har stort set ikke kigget mig tilbage siden. Det er jeg sygt glad for. Selvom jeg altid har vidst, jeg kunne score mål, er man lidt skeptisk, når man først er ude med en stor skade og efterfølgende ikke spiller så meget, som man har gjort tidligere. Jeg var glad for at vise ikke mindst mig selv og omverdenen, hvad jeg kunne.”
LEVER FOR AT HAKKE PÅ MÅL
Selv ikke i sin hidtil mest succesfulde periode i Randers lavede Ronnie Schwartz lige så mange mål, som han har gjort i Silkeborg-trøjen. Forklaringen er ifølge ham selv en kombination af den rigtige taktik, erfaring og selvtillid.
”Vi spiller en god, offensiv gang fodbold og vil gerne frem over banen. Det er altid nemmere, end når man står hjemme i eget felt og bare losser bolden vaek. Og så har vi også nogle gode spillere på nogle positioner, der gør det nemmere at score mål som angriber. Vi har gode centrale midtbanespillere, der kan føre bolden frem, vi har gode indlaegsspillere, og jeg synes også, vi bliver bedre og bedre til og mere trygge ved at spille den op nede bagfra. Det handler også om at vaere god til det, man gør. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg altid har nydt at score mål, så det er også et drive for mig. For mig er der ikke noget bedre end at hakke på mål. Det er det, jeg lever for.”
”Jeg er blevet lidt mere cool omkring tingene. Man bliver nogle erfaringer rigere, jo aeldre man bliver. Jeg er ikke så spaendt i de situationer, hvor jeg kommer alene med målmanden. Og så det med selvtilliden. Når jeg scorer så mange mål, som jeg nu har gjort, giver det bare selvtillid og tro på tingene. Så taenker man også, at ”selvfølgelig saetter jeg den naeste. Og hvis jeg ikke saetter den naeste, saetter jeg bare den efter.” Jeg prøver at taenke positivt. Det er det, der har bragt mig i en situation, hvor jeg har formået at score en masse mål.”
Kontrakten med Silkeborg udløber til sommer. Dennis Flinta ser gerne, at den bliver forlaenget, men Ronnie Schwartz skal gøre sig sine overvejelser. Skal han som 30-årig udnytte, at han til sommer er en gratis målscorer og lave karrierens måske sidste store kontrakt i udlandet? Eller skal han blive i en klub, hvor han ved, at han kan lave mål og får spilletid, når han også har prøvet at vaere i adskillige klubber uden succes?
”I bund og grund har jeg ikke rigtig nogle overvejelser. Vi er i midten af en halvsaeson, og det er det, der er fokus på. Jeg ved godt, at jeg fra januar kan begynde at snakke med andre klubber, og det er en god situation for mig. Jeg har leveret, siden jeg kom, og det gør det kun bedre, at man leverer i Superligaen. Men hvor det lige ender henne, ved jeg ikke. Som sagt har jeg vaeret rigtig glad for at vaere i Silkeborg, men nogle gange skal man også taenke på sig selv, og jeg har en alder, hvor jeg har den sidste mulighed for at komme ud, hvis jeg gerne vil det igen. Alt er åbent, og det tager jeg med ophøjet ro. For mig er fokus på at gøre det godt for Silkeborg. Det er det vigtigste for mig, og det er også det vigtigste for klubben. Så må vi tage alt det udenom, når det bliver aktuelt.”
TOPSCORERTIMEN
I stedet forholder topscoreren sig til spillet på banen og denne weekends kamp mod Hobro. Det haender ofte, at fodboldspillere ikke har styr på deres egne bedrifter og statistik. Schwartz tilhører den modsatte kategori. Når han siger, han spillede 16 kampe og scorede
otte mål i Sarpsborg, så er begge dele korrekt. Han husker sine to mål i Frankrig, og at de faldt i to kampe i traek. Og han ved, at hans Superliga-rekord er 15 mål for Randers i 2013/14 (et tal som nogle steder er korrigeret til 14, fordi et mål i en 2-2-kamp mod Esbjerg på skrivebordet blev aendret til en 3-0-sejr til Randers). Dén Superliga-rekord har Schwartz kigget på.
”Den kunne da vaere sjov at prøve at forbedre. Det ser da ud til, at der er gode muligheder for det. Men man kan naesten kun blive skuffet. Det er klart, at hvis jeg havde satset på fem mål, havde jeg allerede nået mit mål, men jeg vil ikke saette begraensninger, for hvad så, når jeg har nået 15? Skal jeg så sige 20? Så er det naesten bedre bare at sige, at jeg gør det så godt som muligt fra kamp til kamp. Nu er jeg på 10, og jeg håber på, at efter kampen mod Hobro står der ikke 10, men måske 11 eller 12. Men når det er sagt, vil jeg gerne score flere mål end min tidligere rekord, og den er jeg godt på vej mod at forbedre.”
Søndag eftermiddag nåede Ronnie
Schwartz en time på Superliga-topscorerlistens førsteplads. Han scorede sit 10. ligamål 20 minutter i fire i Aarhus. 20 minutter i fem scorede Kamil Wilczek sit 11. ved at bringe Brøndby foran 1-0 i Lyngby. Polakken nåede samme eftermiddag op på 12 mål i Superligaen.
”Han er vanvittig giftig. Det må man give ham. Jeg føler, at han er en af de bedste angribere i ligaen, hvis ikke den bedste. Jeg prøver at følge med, og så håber jeg på, at vi får en god kamp omkring det. Det kunne vaere sjovt at give hinanden lidt røg,” siger Ronnie Schwartz om den topscorertitel, han bejler til. ✖
Resultaterne de seneste år har ikke stået mål med forventningerne i Aalborg, og selvom meget uden for banen er forbedret, og naer-konkursen i 2011 er meget langt vaek efter en tiltraengt opgradering af klubben, vil den fyrede 2014-mestersportsdirektør Allan Gaarde og hans efterfølger blive målt på resultaterne det naeste halvandet år og evnen til at skabe et slagkraftigt hold, når de nuvaerende profiler bliver solgt i 2020 og 2021.
Da AaB i august 2007 først tabte 0-5 i Randers og et par uger senere 2-3 hjemme til OB, var tålmodigheden i Aalborg opbrugt. Norske Fredrik Winsnes havde fået lov til at tage hjem til Strømsgodset og havde efterladt et gabende hul på midtbanen, Rasmus Würtz var blevet solgt til FC København, og sportsdirektør Lynge Jakobsen forestillede sig minsandten, at det var godt nok at bruge AaB-knaegtene Kasper Risgård og den tidligere, ikke videre målfarlige, angriber Thomas Augustinussen derinde i forskellige kombinationer med den teknisk staerke men ikke just hurtige Andreas Johansson.
Undertegnede havde et langt interview med Lynge Jakobsen på stadion i Aalborg en times tid efter OB-kampen, et nederlag der kom efter haervaerk mod AaB-bossens bil og trusler tilsendt per email.
”Det med min bil irriterer mig af principielle grunde ud over alle graenser,” sagde Lynge Jakobsen.
”Jeg bliver allermest forvirret over, at de personer, der gør det, er i tvivl om, hvad min interesse er for AaB. Jeg har vaeret medlem af AaB i 50 år. Jeg er rød som ind i helvede! Når nogen siger noget ondt om AaB, taender jeg fuldstaendig af. De kan stille spørgsmålstegn ved mine evner og bede bestyrelsen smide mig af helvede til. That is life. Men det med at gå over graensen og angribe mig personligt, fordi jeg angiveligt ikke vil have det til at gå godt for AaB... Det fatter jeg ikke.”
Saesonen 2007/08 endte som bekendt godt for AaB, der blev dansk mester og i efteråret 2008 spillede Champions League-gruppespil mod Manchester United, Villarreal og Celtic.
Mønsteret med utilfredshed efterfulgt af et mesterskab blev gentaget forud for 2014-triumfen, hvor det ikke var positive vibrationer, der kom nordfra omkring Kent Nielsens spillestil og fansenes tiltro til truppen efter besparelser oven på store indkøb i 2009 og 2010.
Den gamle episode og interviewet med Lynge Jakobsen dukkede op i hukommelsen igen, da Allan Gaarde tirsdag formiddag i denne uge blev fyret af en bestyrelse, der var taknemmelig for Gaardes seks år som sportsdirektør i klubben men nu vil i en anden retning.
For hvordan skal man vurdere en sportsdirektørs indsats, isaer én der som Allan Gaarde har haft magt og indflydelse som få andre med samme jobtitel i dansk fodbold, i en klub som AaB, der i et kvart århundrede har specialiseret sig i at stikke hovedet frem fra ofte frustrerende midterplaceringer, gøre det flot i spotlightet i Europa for derefter at glide tilbage i midterfeltet?
DET GODE
Det er svaert at få en bedre begyndelse, end Allan Gaarde fik som sportsdirektør med et salg af Nicklas Helenius til Aston Villa og et efterfølgende dansk mesterskab.
Det var fjerde gang på 19 år, AaB vandt det danske mesterskab, og selvom alle, inklusiv Gaarde selv, huskede på, at Lynge Jakobsen i høj grad havde vaeret med til at forme dette seneste mesterhold, gav det Gaarde den perfekte begyndelse i jobbet.
Men det var ikke topplaceringer og store indkøb, det handlede om for AaB på det tidspunkt. Faktisk faldt forbruget på førsteholdsspillere en smule fra Gaardes ansaettelse i 2013 til 2016, mens AaB i stedet skubbede penge og energi i retning af ungdomsarbejdet, førsteholdets stab og ikke mindst faciliteterne.
Det lykkedes også at få solgt Christian Bassogog og Joakim Maehle.
90 millioner kroner har AaB solgt spillere for i de seneste tre årsregnskaber, hvilket relativt er småpenge hos storsaelgerne FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjaelland, men en rimelig udvikling for AaB.
Flere spillere kunne vaere solgt denne sommer, hvor man i stedet ved lukningen af transfervinduet meddelte fondsbørsen, at forventningen til årets underskud nu var 28-32 millioner kroner i stedet for 18-20.
De salg kan i stedet komme til naeste sommer, isaer hvis praestationerne bliver lidt bedre end den første tredjedel af saesonen.
”Jeg er megastolt og glad over det arbejde, jeg har lavet, og jeg er fortrøstningsfuld på AaBs vegne, Vi står nu et sted, hvor der er et fantastisk traenerteam med fremtiden foran sig, og som helt sikkert kommer til at lave store resultater. Det er også den måske bedste spillertrup i min tid i AaB. Faciliteterne er blevet opgraderet, truppen er god, og setuppet kunne ikke vaere meget bedre. Jeg er stolt over det, jeg afleverer, og jeg er mega stolt over at have vaeret med til at vinde The Double [2014], lavet gode salg og have leveret gode økonomiske resultater undervejs. Det her har ikke indflydelse på, hvordan jeg har det med klubben, AaB og menneskerne omkring klubben,” sagde Allan Gaarde til tipsbladet.dk tirsdag formiddag en time efter, AaB havde meddelt fondsbørsen om sportsdirektørens fyring.
Økonomien ryger naeppe af skinnerne igen, hvis man ellers kan sende spillere som Oliver Abildgaard og Lucas Andersen for tocifrede millionbeløb, og AaB har et af landets mest veletablerede, solide talentprogrammer, hvor man sammen med FC Midtjylland og FC Nordsjaelland har brugt flest egenudviklede spillere i Superligaen i det seneste årti, mens faciliteterne ligesom i Århus og Esbjerg har fået et løft.
FYRINGEN
Så hvorfor fyre manden?
Ansaettelsen af Lars Søndergaard og Morten Wieghorst gik ikke som planlagt, det har alle spillerkøbene heller ikke, og et samlet underskud for 2018 og 2019 over 50 millioner kroner pynter heller ikke.
Men det er nok ikke der, grunden til fyringen ligger.
Da Allan Gaarde blev ansat i 2013, var det ikke på sin spillerbaggrund eller for at sidde på fodboldarenaer eller på vej til og fra dem i Danmark og udlandet.
Allan Gaarde var blevet uddannet Cand. merc, og det strategiske arbejde med talenter og virksomheden AaB var vigtigere end at vaere hands-on med alt, der skete dag til dag og uge til uge omkring førsteholdet. Han blev hurtigt del af direktionen og har hele vejen vaeret sideordnet med de administrerende direktører, hvilket er usaedvanligt og formelt gjorde Allan Gaarde til en af de danske sportsdirektører med mest magt og indflydelse i sin klub. Det er nok kun de to managere Ståle Solbakken og Bo Henriksen, der har haft lige så meget eller mere at sige i deres klubber.
Kimen til denne uges fyring kunne vaere ansaettelsen af Thomas Baelum som administrerende direktør sidste år. Gaarde havde i ni måneder vaeret konstitueret direktør såvel som sportsdirektør, hvilket havde passet ham fint men også slidt yderligere. Sidste saeson trak også store veksler på energien med en traenerfyring og et dramatisk forår, hvor AaB naer var kommet i Top 6 men derefter skuffede voldsomt i puljespillet uden noget på spil.
Gaarde har efter fyringen sagt, han selv overvejede at stoppe, fordi han ikke havde den samme energi til det kraevende job som tidligere, men det blev ikke aktuelt, da bestyrelsen på et møde varslede Gaarde om, at man ville lave om i direktionen, som han tilsyneladende ikke skulle vaere del af laengere.
Det kunne se ud til, at AaB’s bestyrelse går i retning mod en anden model, hvor en sportschef refererer til den administrerende direktør Thomas Baelum, og hvor sportschefen overvejende skal bruge energien på at finde nye spillere og at vaere taet på det daglige arbejde på førsteholdet.
Det er ikke en jobbeskrivelse, der er oplagt for strategen Allan Gaarde, og derfor ser fyresedlen på et møde tirsdag morgen også ud til at passe begge parter.
Men der er selvfølgelig en kritik indbygget i fyringen og et ønske om forbedring. Placeringerne i Superligaen i de tre foregående saesoner med slutspil og 14 hold i raekken lever ikke op til det højere forbrug på løn og til spillerkøb, og hvis man i bestyrelsen føler, faciliteterne, strategien og arbejdet i ungdomsafdelingen sidder lige i skabet og kan varetages af den velansete administrerende direktør, kan det give mening at få flere øjne på og kraefter i scoutingog transferarbejdet, så man bliver bedre til at købe spillere.
Det kunne godt fungere. På de gode dage er Lucas Andersen den bedste spiller i Superligaen, man har i år og sidste år formået at vinde kampe over de ellers suveraene tophold FC København og FC Midtjylland, og i de gode perioder har man holdet til at drømme om tredje- og fjerdepladsen.
Ligesom Lynge Jakobsen fik kredit for det AaB-hold, der vandt DM i 2014, vil gode resultater de naeste 12-18 måneder også smitte positivt af på Allan Gaardes eftermaele, der ud over hånden i guldet i 2014 mest er de vigtige men mindre synlige forbedringer i rammer, staben, ungdomsarbejdet og fastforankringen af strategien omkring at vaere regional og at uddanne egne Superliga-spillere.
FREMTIDEN
Ansaettelsen eller ansaettelserne af nye folk i stedet for Allan Gaarde bliver sigende for kursen, og det samme bliver den økonomiske udvikling i klubben.
Da AaB senest blev mester, var Brøndby IF stadig ved at sunde sig, efter man naer var rykket ned og gået konkurs i 2013, praecis som AaB oplevede to år tidligere.
I FC Midtjylland spiste man kebabruller efter udekampene og havde pantsat mange af de bedste unge spillere på playersponsorater for at kunne betale regningerne og holde sammen på truppen, og Ståle Solbakken havde i sin første saeson tilbage efter to års mislykkede udlandsophold sit hyr med at få FC København tilbage på toppen.
Brøndby ligger trods udsving og det traumatiske tab af mesterskabet i 2018 konsekvent i Top 4 og har et dobbelt så stort spillerbudget som AaB. FC Midtjylland har vundet to mesterskaber og betalte i seneste regnskabsår mere end 70 millioner kroner kontant for nye spillere, hvilket AaB dårligt nok har gjort over de seneste 10-15 år til sammen.
FC København er yderligere langt foran og er i jagten på fast plads i Europa i det kommende årti villig til at betale så mange penge for nye spillere, at det nok i virkeligheden kun var et nej fra Lucas Andersen selv, der forhindrede et skifte til København i sommer uden nogen garanti for en startplads.
Mesterskabet i 2014 virkede også umuligt, før det så blev virkelighed, men de få millioner kroner ekstra, AaB har brugt på løn og spillerkøb de to seneste år sammenlignet med 2013/2014, daekker ikke over, at man er totalt distanceret af FCK og FCM, der de seneste år er vokset med mere, end AaB overhovedet bruger på løn og spillerkøb.
Så selv om AaB kun skulle blive nummer fire et par gange over de kommende saesoner, vil det stadig vidne om, at Allan Gaarde leverede et solidt stykke arbejde i sin tid i klubben – men sådan vil det sikkert ikke blive husket i en klub og en tilhaengerskare, hvor man har smagt guld fire gange i Superliga-aeraen. ✖
I de seneste tre saesoner har der ikke vaeret tvivl om top seks i Premier League, men i denne omgang kan der meget vel byttes ud blandt de normale tophold. For ikke nok med at Tottenham, Manchester United, Chelsea og Arsenal alle har udfordringer at kaempe med, de sensationelle 2016-mestre fra Leicester lader også til at vaere kommet tilbage på sporet efter nogle skuffende saesoner.
Egentlig blev Peter Schmeichel spurgt om, hvordan han så på sin søn Kaspers fremtid, men i svaret viste den danske målmand også, at han havde set, hvad der var galt med Leicester City.
”Hvis man ser på det, så har Manchester United De Gea, Kepa er i Chelsea, Allison i Liverpool og Ederson er i Manchester City. Hvad er den naeste store klub så? Er det Everton? Alle siger, at det er Everton, men de ligger nummer 13 i ligaen. Så hvad er den naeste store klub?”
”Så kunne man rejse ud i Europa, men det tror jeg ikke, at han vil. Det tror jeg, at han elsker England for meget til. Men selvfølgelig vil han gerne prøve noget større og udfordre sig selv som enhver anden fodboldspiller,” sagde Peter Schmeichel til beINSport den 10. februar om Leicester-målmandens fremtid, før han selv indirekte gav svaret på, hvor udfordringen så kunne ligge.
For efter det sensationelle mesterskab i 2016 var Leicester faldet til en efterfølgende 12. plads og så op til en niendeplads, før man var røget tilbage på 11. pladsen 25 kampe inde i 18/19-saesonen.
”Når først de får styr på deres ting, så er det faktisk ikke en dårlig klub. De har gode spillere, de har bare ikke den rigtige manager til at få noget ud af dem. Når der er kommet styr på det, så vil vi se dem rykke frem til at ligge mellem nummer otte og nummer fem, hvor jeg synes, de hører til,” lød det om Leicesters potentiale og deres manager-situation fra den aeldre Schmeichel, hvilket skabte en del røre i det engelske efterfølgende.
Men det viste sig, at Peter Schmeichel havde ret. Leicester var gået i stå under Claude Puel, der havde vaeret manager i klubben fra oktober 2017. Spillet var alt for langsomt og omstaendeligt, og efter 1-3 ude til Tottenham og 1-4 hjemme til Crystal Palace var franskmanden fortid på King Power Stadium, 14 dage efter den danske landskampsrekordholder havde vaeret på besøg i et tv-studie.
I Puels sted kom den tidligere Liverpoolmanager Brendan Rodgers til efter at have høstet stribevis af trofaeer med Celtic over knap tre saesoner, og siden da har Leicester vaeret som forvandlet. Saesonen blev lukket med 18 point i de sidste
10 kampe, hvilket rykkede holdet op som nummer ni, men endnu vigtigere gav et pointsnit, der havde vaeret godt nok til en plads i top seks på bekostning af Manchester United. For som i den fantastiske 2015/16saeson tog man den fine afslutning med ind i det nye fodboldår, hvor Leicester aktuelt ligger nummer tre.
Dermed er Kasper Schmeichel og kompagni en oplagt udfordrer til den top seks, der ellers begyndte at se cementeret ud i Premier League med otte og ni point ned til syvendepladsen i de seneste tre saesoner. Og det skyldes ikke kun, at traette Tottenham, middelmådige Manchester United, chefskiftende Chelsea og alt for angrebssvingende Arsenal har deres udfordringer at slås med. Leicester har simpelt hen fået et staerkt mandskab igen, som Brendan Rodgers rent taktisk har sat op, så kvaliteterne i holdet bliver udnyttet optimalt, praecis som Claudio Ranieri gjorde det på så forbløffende vis for fire saesoner siden.
Det betyder ikke, at Leicester er kandidat til at genvinde mesterskabet, dertil er både Liverpool og Manchester City for godt kørende modsat hullet i toppen i 15/16, som man dengang udnyttede fornemt. Men mindre har også ret, og bare det at bryde ind i top seks vil vaere en flot praestation , mens top fire heller ikke virker uden for raekkevidde efter den første fjerdedel af saesonen.
For Leicester har allerede spillet mod fire af de seks formodede tophold og er altså sluppet fornuftigt fra de konfrontationer – fire point i fire kampe er måske ikke imponerende, men Manchester United og Liverpool vandt kun på hjemmebane med hjaelp fra straffespark, Liverpool endda først til allersidst – og har samtidig vaeret staerke mod alle de andre. Og kan det fortsaette, vil Leicester for anden gang på fem år ende som saesonens store overraskelse.
Men hvordan har Brendan Rodgers fået flyttet holdet så langt så hurtigt?
VARME VARDY
Da Leicester blev engelske mestre i 2016, var det ud fra en ganske simpel opskrift. Man stod dybt i banen og erobrede bolden med god hjaelp fra den dengang ukendte N’Golo Kanté, og når man så havde fat i bolden, blev den sendt langt, enten over modstanderens bagkaede, hvor Jamie Vardy løb fra alt og alle og var skarpheden selv, eller ud på kanten, hvor Riyad Mahrez i højre tryllede sig til titlen som Årets Spiller i England, og Mark Albrighton i venstre leverede masser af skarpe indlaeg. Og så var man fantastiske på dødbolde både defensivt og offensivt.
Det gav et sensationelt mesterskab, men Claudio Ranieri kunne ikke fastholde formkurven og blev fyret saesonen efter, mens den interne afløser Craig Shakespeare heller ikke holdt laenge, så det blev op til Claude Puel at genopfinde holdet. Det forsøgte franskmanden også, men spillet blev for statisk, samtidig med at Leicester led under, at knap så gode modstandere siden mesterskabet havde vaeret meget bevidste om ikke at åbne bagrummene til Jamie Vardy. Så det endte faktisk med, at Vardy blev vraget til nogle af startopstillingerne i Leicester, mens spillet blev dårligere og dårligere – men så kom Brendan Rodgers til.
Den 46-årige nordirer kom frem som possession-manager i Swansea, men i tiden i Liverpool laerte han også at få et hold til at spille mere direkte, så han kombinerede simpelt hen de to ting, og fik med det samme en succes, der også har varet ud over de første uger, der tit er gode under en ny manager. Der er for eksempel blevet skruet op for aggressiviteten i en grad, så Leicester fører Premier League klart på antallet af tacklinger per kamp, og samtidig nyder man også godt af nu at have en midtbane, der kan mere end at slå bolden langt efter Jamie Vardy.
22-årige James Maddison har vaeret en stor succes siden skiftet fra Norwich forrige sommer og er nu også kommet i periferien af landsholdet med sin skudstyrke, blik for spillet og evne til at se de gennemskaerende afleveringer, mens jaevnaldrende Youri Tielemans fortsaetter sin udvikling fra teenage-stortalentet i Anderlecht, der nu er blevet fast mand på det belgiske landshold. Ham skaffede Puel til Leicester på forårslån via sine kontakter i Monaco, men det var spillet under Rodgers, der fik Tielemans til at se potentialet og afvise sene henvendelser fra Manchester United, så han i stedet blev rekordkøb i Leicester med en transfer til 335 millioner kroner.
De to står for det kreative centralt med tempo og hurtige afleveringer, mens Tielemans også fylder i det defensive sammen med nigerianske Wilfred Ndidi, der har vokset sig til at vaere en kompentent afløser for Kanté og aktuelt fører statistikken over flest tacklinger i Premier League.
Så midtbanen står staerkt, men det er helt fremme, at den store forløsning har fundet sted i form af efterhånden 32-årige Jamie Vardy, der i den grad er blomstret op under Brendan Rodgers. Det var ikke fordi, han var dykket så voldsomt efter de 24 mål i mesterskabssaesonen. De følgende bød nemlig på 13, 20 og så otte i de første 23 kampe af 18/19-saesonen frem til fyringen af Puel, selv om han ikke altid var en del af startopstillingen under franskmanden, men siden da har han vaeret brandvarm.
Han scorede i kampen efter Puel og før Rodgers, som Leicester vandt over Brighton, og så lukkede han saesonen med ni mål i 10 kampe, før han har fortsat målformen i den aktuelle med seks mål i ni kampe, senest med udligningen i 2-1 sejren over Burnley i lørdags. Faktisk har ingen anden Premier League-angriber scoret så meget i den periode (Liverpools Sadio Mané er taettest på med 13), så der er ikke noget at sige til, at Brendan Rodgers er begejstret for sin topscorer.
”Han er utrolig, og hans tal er faenomenale. Han er altid klar, og selv om vi spiller mod hold, der står dybt, kan han stadig finde en måde at score mål på. Han er en bemaerkelsesvaerdig spiller. En angriber i verdensklasse.”
”Det kraever en enorm koncentration at vaere stabil på det høje niveau. Burnley er supergodt organiseret, de står dybt, og der er ikke mange øjeblikke i kampen, hvor han får muligheden, men han er aldrig skuffet.”
”Han er der altid, han lyser altid op, og han er altid klar. Det var et flot indlaeg fra Harvey Barnes, men at laese det så godt og time sit
spring, som han gjorde, det viser både hans kraft og hans målsult.”
”Han er så afgørende for os. Selv når han ikke kommer så meget med i opspillet, er han altid en trussel, og det var et fremragende mål af ham,” sagde Brendan Rodgers således til lokale Leicester Mercury efter Jamie Vardys 15. mål i 19 kampe under hans ledelse.
Og så noterede manageren også, at angriberen holdt niveauet, selv om han ikke laengere havde en verdensklassespiller som Riyad Mahrez til at saette ham op på samme måde som i mesterskabssaesonen.
LINJEN FRA MESTERHOLDET
For skal man finde en svaghed på Leicestermandskabet – udover det faktum at man kun har den meget uskarpe Kelechi Iheanacho som umiddelbar angrebsreserve, hvis Vardy skulle blive skadet (ét ligamål siden starten af sidste saeson og en enorm afbraender i den afgørende kamp mod Manchester City, der var med til, at Liverpool ikke blev mester) – så er det på kanterne.
Den naevnte Harvey Barnes på venstrekanten er en 21-årig spiller fra eget akademi, der havde et fremragende efterår på lån i West
Bromwich i sidste saeson, og som man har store forventninger til i Leicester, men han er fortsat under udvikling. Det samme har Demarai Gray vaeret, men da han efterhånden er blevet 23 år og har vaeret i Leicester siden januar 2016, er det spørgsmålet, om han kan leve op til de tidlige forventninger. I hvert fald valgte Rodgers også at bruge 250 millioner kroner på den 26-årige spanier Ayoze Pérez, der var fremragende for Newcastle i sidste saeson, men endnu ikke har vist de samme kvaliteter på King Power Stadium i denne omgang.
”Vores kantspillere skal levere mere. Problemet er, at de er bedst som indskiftere, men vi har brug for mere fra deres område, både hvad angår mål og oplaeg. De er unge, de har tid, og de vil udvikle og forbedre sig. Men på det niveau, hvor vi gerne vil vaere med, er der brug for større effektivitet,” sagde manager Rodgers således efter lørdagens sejr over Burnley.
Til gengaeld har defensiven stået overraskende staerkt, når man taenker på, at Manchester United i sommer gjorde Harry Maguire til verdens dyreste forsvarer, da de købte den engelske landsholdsstopper af Leicester for 650 millioner kroner, og gjorde det så sent, at der ikke var tid til at gå på markedet efter en afløser. Men det behøvede Leicester faktisk heller ikke.
Brendan Rodgers havde tidligere prøvet at miste en nøglespiller med alvorlige konsekvenser og panik-indkøb, da Liverpool solgte Luis Suarez til Barcelona, men de erfaringer har han laert af, så han slog koldt vand i blodet og fokuserede på det, som Leicester allerede havde. Og det var ikke så ringe endda.
Sommeren før havde man således brugt 160 millioner kroner på den nu 23-årige tyrk Caglar Söyünkü fra SC Freiburg, mens man samtidig købte den 22-årige kroatiske stopper Filip Benkovic af Dynamo Zagreb for 110 millioner kroner, så der var et par unge spillere, der sammen med mesteren og anføreren Wes Morgan kunne konkurrere om pladsen ved siden af 31-årige Johnny Evans, som Manchester United måske fik solgt et par saesoner for tidligt.
Det blev Söyünkü, der tog minutterne, og selv om han er en spraelsk og vovet forsvarer, der ikke kun ligner David Luiz på det lange hår, så har han leveret varen ved siden af Evans, mens man i Leicester også giver kredit til holdets defensive coach, som Brendan Rodgers tog med sig fra Celtic. Det er nemlig den 38-årige Kolo Touré, der som aktiv blev engelsk mester med både Arsenal og Manchester City, og som nu har fokus på forsvaret i Leicester.
Det består selvfølgelig også af de to backer Ricardo Pereira og Ben Chilwell, der regnes blandt de allerbedste i England. 26-årige Pereira blev hentet til klubben fra Porto af Claude Puel, og efter en svaer start fandt han sig selv i en grad, så han blev kåret til Årets Spiller af tilhaengerne i sidste saeson, og portugiseren er fortsat i samme spor i denne. Han ligger for eksempel nummer tre på listen over flest tacklinger i Premier League-regi, selv om han egentlig er bedst frem ad banen.
Ovre i venstre side huserer den 22-årige Ben Chilwell med stor succes og foreløbig ni kampe på det engelske landshold. Chilwell er også et produkt fra klubbens eget akademi, og han har gjort det så godt, at engelske medier spekulerer i, at Ole Gunnar Solskjaer vil fortsaette sin britiske oprustning af Manchester United med et stort bud på Chilwell og James Maddison. Men om Leicester vil saelge er en helt anden historie.
Endelig er der selvfølgelig manden i målet, den danske landsholdskeeper Kasper ➜
➜ Schmeichel, der er på sin niende saeson i Leicester og er en vigtig mand i truppen og på holdet med sin erfaring, sit høje niveau og med en ild, der braender så staerkt, at han for eksempel over det seneste halve år har smidt 10 kilo, så hans krop passer bedre til det, en målmand på 32 år skal kunne.
Sammen med Jamie Vardy og anfører Wes Morgan, der nu er reserve i centerforsvaret, står han for den vigtige linje tilbage til mesterholdet fra 2016, samtidig med at han udstråler en vindervilje og en erfaring, som de yngre spillere på holdet kan traekke på.
”Det er vigtigt, for de [mestrene fra 2016] forstår, hvordan presset kan intensiveres hele tiden. For de har gjort det. De er vindere og mestre, og de forstår det. De gutter, der var involveret i det dengang, er så vigtige for kulturen på holdet. De skabte den mest fantastiske historie, men nu er det vores job at fastholde den.”
”Det, vi skaber nu, håber vi, kan vare i nogle år, og spillerne nyder den proces. De har ikke vaeret der i nogle år, og springet fra niendepladsen til sjettepladsen er altså et stort spring. Sådan ser det måske ikke ud, men det er det. Men den udfordring har vi nu taget op, og spillerne er med på tankerne. Jeg er begejstret for de ting, som jeg har set,” sagde manager Brendan Rodgers før lørdagens hjemmekamp mod Burnley, der også blev en følelsesladet affaere, da det var taet på årsdagen for det frygtelig helikopterstyrt, der draebte Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabha og fire andre kort efter hjemmekampen mod West Ham.
Det var en stor tragedie, og den meget populaere klubejer blev både mindet og aeret før Burnley-kampen, mens hans saede på stadion stod tomt. Men ved siden af sad hans søn Aiyawatt Srivaddhanaprabha, der har ført klubben videre i sin fars ånd, hvilket også har hjulpet den og spillerne videre. Og det var også sønnen, som kaldes Top, der stod bag fyringen af Claude Puel, som han godt nok gjorde med et tungt hjerte, men som han fandt nødvendig, da ”de langsigtede fremskridt var under et betydeligt pres,” som han skrev det i kampprogrammet efter fyringen.
I stedet har Brendan Rodgers løftet opgaven og blandt andet forbedret Leicesters hjemmebanestatistik, så holdet ikke bliver så hårdt ramt af defensivt orierenterede gaester, mens han altså også har fået point ud af møderne med de formodede tophold, der alle har europaeiske opgaver at forholde sig til modsat Leicester. I hvert fald i denne saeson, for Europa kan meget vel blive en del af Kasper Schmeichel og kompagnis fremtid i naeste saeson, hvis de kan fortsaette fremgangen i en Premier League, hvor den saedvanlige top seks viser svaghedstegn, og Leicester har samlet sig til en staerk enhed igen.
Fredag aften gaelder det en tur til Southampton,
hvor Schmeichel skal op imod landsholdskollegaerne Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard, og hvor hjemmeholdet ikke er kendt for at forholde sig defensivt afventende. Og selv om Leicester har udviklet sig og blandt andet kan levere et aggressivt og koordineret presspil på højt niveau, så er de stadig rigtig gode, når Jamie Vardy kan blive sat i spil bag modstanderens bagkaede. ✖