EN SØGENDE KARRIERE
Inden for den kommende måned skal Ronnie Schwartz med Silkeborg spille to kampe mod klubber, han tidligere har spillet for, nemlig Esbjerg og Brøndby. Chancerne for, at den slags stimer vil opstå, er dog ret gode, for Schwartz har nemlig spillet for mere end en tredjedel af ligaens klubbe – fem ud af 14. Udover de to kommende modstander og hans nuvaerende arbejdsgiver drejer det sig om AaB og Randers.
”Det troede jeg ikke lå i kortene, da jeg tog afsted til Randers. Jeg havde et håb om, at jeg skulle til udlandet, og det kom jeg også. Men jeg gider sgu ikke sidde på baenken. Så vil jeg hellere spille et andet sted, selv om det er på lidt lavere niveau. Jeg lever og ånder for at spille, og derfor tror jeg også, at jeg har vaeret meget søgende i min karriere. Det har både vaeret på godt og ondt. Jeg har fået rigtig mange fede oplevelser ved at spille forskellige steder, men nogle gange kunne jeg måske godt have brugt lidt mere kontinuitet og vaeret lidt laengere de respektive steder,” siger Ronnie Schwartz, der er fra Ulsted øst for Aalborg, men skiftede til AaB som 10-årig og var der, til han var 22-årig. Det gør AaB til den klub, som Schwartz har vaeret i suveraent laengst tid.
”Det er også den klub, hvor jeg stadig har de fleste relationer, også grundet at jeg bor i Aalborg. Vi er nogle stykker, der stadig haenger ved og ser hinanden nogle gange i måneden. Det er Daniel Christensen, Patrick Kristensen, og så er der nogle, som har spillet på diverse ungdomshold i AaB, som ikke spiller så meget mere. Lasse Nielsen er også en af dem, men han er jo i Malmø, så det er lidt svaerere for ham at vaere en del af det.”
Naeste skridt var Randers, som han skiftede til, fordi han i Aalborg aldrig for alvor bed sig fast og blev en profil.
”Det var naesten et perfekt match fra start. Colin [Todd] betød ekstremt meget for mig. Rimelig hurtigt gav han mig troen på, at det var mig, der skulle spille kampene.”
”Jeg tror, han så nogle af de ting, som jeg leverede. Jeg kunne godt lide at arbejde for klubben, og vigtigst af alt for en angriber kunne jeg finde ud af at score mål. Så det var en god periode, jeg havde deroppe. Vi var i en pokalfinale, og vi blev nummer tre. Vi fik Randers tilbage på sporet, og det er de samme dyder, de kører med nu, som da jeg var der. Det er en arbejderby, og de har holdt ved,” siger Ronnie Schwartz om perioden, hvor han fik tilnavnet ”Plaffeministeren” af en gruppe fans.
”Mange mennesker, specielt unge og børn, siger ikke ”Ronnie Schwartz”, når man går forbi, men ”Plaffeministeren” eller ”Plaf”. Det har jeg det superfint med. Der er noget omtale omkring mig som person, og det synes jeg bare er fedt.”
Efter naesten 30 Superliga-mål på to saesoner røg han til Frankrig og Guingamp, men et år senere var han hjemme i Danmark og spillede efteråret 2015 i Brøndby og foråret 2016 i Esbjerg. I Brøndby spillede han med et rygnummer ladet med symbolik: 64.
”Begge mine foraeldre er født i 64, og Brøndby er fra 64. Derfor synes jeg, det var naerliggende, og jeg spurgte også paent om lov, inden det blev accepteret. Men hvis man vaelger at gøre det, er der måske også nogle ting bagefter, der skal ske fyldest, og det formåede jeg ikke på nogen måder. Jeg leverede enkelte gode praestationer, men det var ikke nok.”
”Jeg spillede ikke der, hvor jeg følte, jeg var bedst. Jeg var lidt mere en kantspiller, og på det tidspunkt var Pukki der også. Pukki var i en klasse for sig selv. Nu er han fuldstaendig ustyrlig og er kommet vanvittig langt i sin karriere, så det er superfedt, men jeg ville gerne have haft flere spilminutter på den plads, hvor jeg føler, jeg kunne vaere bedst. Det fik jeg desvaerre ikke, og det var også derfor, jeg følte, jeg måtte finde et andet sted, for hvis jeg skulle få det maksimale ud af mig selv, var det ikke på den position, jeg spillede.”
”På mange fortryder jeg. Jeg skulle have haft is i maven, så jeg ikke skiftede efter seks måneder midt i saesonen. Men igen, det var min måde at sige, at jeg vil bare gerne spille, det er det vigtigste for mig, og i det mindste har jeg prøvet at spille i og vaeret en del af Brøndby. Det, som Brøndby er i dansk fodbold, det er svaert at finde andre steder, og det fik jeg lov til at maerke inde bag gardinet. At vaere en del af det er noget, jeg aldrig kommer til at glemme,” siger Schwartz, der drog fra Vestegnen og Brøndby til Vestjylland og Esbjerg.
”For mig var det ikke godt på nogen måder. Uden at sige for meget var det ikke det rigtige match. Personligt leverede jeg ikke det, jeg forventede af mig selv. Det var ikke det fedeste skifte. De seks måneder ser jeg ikke tilbage på med den store glaede, udover at jeg fik nogle minutter, og det var fint nok. Hvis jeg skulle lave noget om, skulle jeg bare vaeret blevet i Brøndby og set, hvad der kunne ske om sommeren.”
Efter en tur i Belgien og Norge er han nu i Silkeborg og dermed i sin femte danske klub og den ottende i karrieren.
”Jeg har jo også vaeret et sted, hvor jeg skulle have et arbejde. På mange måder er jeg glad for at have vaeret, hvor jeg har vaeret, for jeg føler, jeg har fået nogle gode kammeratskaber ud af alle stederne, og når jeg skal ud på de stadioner, hvor jeg tidligere har haft hjemmebane, har jeg stadig nogle gode relationer til dem, der er på stadion. Det er kun dejligt, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.”