HUNDREDE PROCENT
I år er det 25 år siden, at OB skabte en af europaeisk fodbolds store sensationer ved at slå Real Madrid på Estadio Santiago Bernabéu. Den nye bog ”Miraklet i Madrid” skildrer historien om et stort dansk fodboldhold og om de maend, der stod bag det. Tipsbladet bringer her kapitlet om OB’s davaerende traener Kim Brink, der som taktiker og indpisker var en af de vigtigste bagmaend til sejren.
Isommeren 1966 blev en ung knaegt på otte år meldt ind i Odense Boldklub, og den unge fyr bag navnet på indmeldingsblanketten skulle sidenhen blive en markant skikkelse i klubbens historie. Det var dog ikke som spiller, at Kim Brink skulle imponere omverdenen – Lars Høgh husker den
ét år aeldre Brink som en udmaerket tekniker, men en dårlig løber – men til gengaeld viste den unge odenseaner tidligt evner og interesse for den taktiske del af spillet.
Kim Brink var bare 17 år, da han midt i halvfjerdserne begyndte som ungdomstraener i OB. Dengang var Richard Møller Nielsen førsteholdstraener i klubben og en stor inspiration for klubbens mange ungdomstraenere, der med dedikation og passion fyldte meget i klubben. Kim Brink var en af
dem, der tilbragte adskillige timer i klubhuset i OB med at traene fodbold, se fodbold og tale om fodbold.
“Mange var taet på at leve livet gennem OB, og alle var enormt engagerede. Dengang kiggede andre på OB for at se, hvordan vi gjorde tingene på ungdomssiden,” fortalte Kim Brink mange år senere i et interview med OB-publikationen Observation Magazine.
Det kraevede dog et tilløb – og timevis af hårdt arbejde – at gøre OB til et forbillede i ungdomsfodbold. I 1970’erne og 1980’erne var der alene på Fyn stor konkurrence. Både B1913 og B1909 havde staerke ungdomsafdelinger, hvor de tiltrak dygtige spillere og gennem flere år spillede med om DM-titlen for både ynglinge og juniorer. Desuden kunne Odense KFUM også blande sig i det fine selskab, så der var brug for en forandring af OB’s ungdomsarbejde, hvis Fyns aeldste fodboldklub igen skulle i førertrøjen. Kim Brink satte sig derfor i spidsen for at udvikle en på det tidspunkt enestående fodboldkultur i dansk fodbold.
“Der skete nok det, at vi i en årraekke i slutningen af 80’erne fik sat en dagsorden ved at arbejde meget professionelt med tingene,” siger Kim Brink med tanke på firsernes hårde traening.
OB traenede meget, og når Kim Brink i dag skal forklare datidens arbejde i klubben, traekker han tråde til nutidens talentudvikling i FC Nordsjaelland.
“Vi kørte meget individuel traening; både tekniktraening og koordinerende traening, men også hård fysisk traening samt faerdighedstraening på højt niveau. Vi gjorde det mange gange med mange repetitioner. Og det var ikke, fordi spillerne havde kontrakter. Det var ren motivation, der bar det. Ikke andet. Der var nogle enkelte kontrakter i ynglingeårene, men langt de fleste havde ikke aftaler. De kom bare og syntes det kunne vaere fantastisk at bruge det meste af deres liv på at skabe noget. Det var i hvert fald det, de var nødt til, hvis de skulle vaere med der,” siger Kim Brink, der i OB også ville skabe en vinderkultur.
“I lange tider havde der vaeret en meget staerk ungdomskultur i OB, for der var stor konkurrence, og man havde altid vaeret god til at skabe spillere. Så kulturen blev båret hen imod nogle tanker: ‘Hvorfor skal vi tabe til AGF? Det skal vi ikke. KB? Rend mig i røven.’ Vi skabte en ‘vi laegger os ikke ned for de andre’-attitude,” siger Kim Brink.
Som årene gik, fik – og tog – Kim Brink mere og mere ansvar i OB. Han nåede både at vaere traener for klubbens bedste Lilleputhold, Drengehold og Juniorhold, inden han i 1987 blev udnaevnt som cheftraener for Ynglingeholdet – klubbens aeldste og største talenter. Brink gik til opgaven med stor seriøsitet, og han var med til at forme en af de staerkeste generationer af fynske fodboldspillere, der til dato har spillet i OB. Senere Superliga-profiler som Jan Sønksen, Jess Thorup, Ulrik Pedersen
samt senere udlandsproffer som Per Pedersen og Dan Petersen fik deres fodboldopdragelse i OB.
En af de unge talenter var en løbestaerk knaegt fra Skt. Klemens, der siden skulle nå mere end 100 A-landskampe for Danmark. I slutningen af firserne blev Thomas Helveg en del af OB’s divisionshold og er i dag at regne som et af de største OB-navne i historien. Han blev også formet af Kim Brinks store arbejde i OB’s ungdomsafdeling i slutfirserne. I bogen Thomas Helveg – født til at løbe beskriver forfatteren Jørgen Aagaard, hvordan Kim Brink revolutionerede denne del af OB. “Nede i Ådalen løb en ung fodboldtraener rundt og blandede sig i alt. Kim Brink var her og der og allevegne og i fuld gang med at opbygge en ungdomsafdeling, hvis forbillede var den organisation, Ajax havde bygget op i Amsterdam. Det betød blandt andet en rød tråd i traeningen ned gennem ungdomsraekkerne og ikke mindst en professionalisering af ungdomsspillernes indstilling til spillet. Det skete blandt andet i form af leveregler, skrevet ned på et stykke A4-ark, hvor det var nøje angivet, hvad ynglinge-spillerne skulle spise for at få depoterne fyldt op, hvordan de skulle traene, og ikke mindst hvor meget de skulle hvile. Sengetidspunktet var simpelthen angivet i det ugentlige papir,” skriver Jørgen Aagaard i bogen.
Kim Brink medgiver i dag, at han stillede store krav til spillerne.
“Der var meget kraftig feedback på tingene. Det så man ikke andre steder dengang, men det var nok det, jeg troede, der skulle til for at flytte det. Men jeg hentede også inspiration fra andre lande og topklubbers ungdomsarbejde på topplan. Jeg så mod Italien, Spanien, Rusland og Holland; altså de steder, hvor der var miljøer, som var meget staerke, og hvor man…”
Kim Brink stopper sig selv midt i saetningen for ligesom at slå sin pointe fast:
“Jamen det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt spillerne måske skulle blive gode. De skulle blive gode.”
En af Kim Brink-eleverne fra slutningen af firserne og starten af halvfemserne var Ulrik Pedersen. Som ungdomsspiller var han en talentfuld angriber, og han fik meget ud af traeningerne med Kim Brink.
“Jeg havde Kim Brink som førsteårs ynglinge, men allerede som juniorspiller stiftede jeg bekendtskab med ham, da jeg traenede med ynglingeholdet op til en DM-finale mod B.93
sidst på saesonen. Så jeg oplevede Kim Brink som ungdomstraener, og der må jeg bare sige, at han var ekstremt dygtig. Jeg havde det sådan, at hver eneste gang jeg havde traenet, havde jeg laert noget nyt. Han havde et fantastisk engagement, og han var en suveraen ungdomstraener,” siger Ulrik Pedersen.
Kim Brink har aldrig selv lagt skjul på, at han som traener prioriterede timerne på traeningsbanen meget højt, hvilket til tider gjorde livet besvaerligt for klubbens inspektør og pedel Svend Madsen.
“Når der var mulighed for det, traenede ynglingene to gange om dagen, ligesom der også blev lagt vaegt på mentaltraening. I ferieperioderne blev der for alvor gearet op, selvom Svend Madsen ikke var meget for at tage ned på OB og åbne omklaedningsrummene anden juledag. Eksempelvis strakte spillernes sommerpause sig ikke meget laengere end fra den 20. juni til 5. juli. I løbet af en sommerferie kunne vi på 30 dage nå helt op på 50 traeningspas, med stor vaegt på såvel den individuelle spillerudvikling som den holdmaessige og indstillingsmaessige,” fortalte Brink til Observation Magazine i 2004.
OB’s ynglingehold markerede sig som en altdominerende faktor i dansk fodbold i årene 1987 til 1991, hvor det blev til hele tre danske ynglingemesterskaber samt en sølvmedalje og en bronzemedalje. Steen Nedergaard var en del af det hold, der vandt de første mesterskaber i 1987 og
1988, og han husker også Kim Brinks detaljerede arbejdsmetoder.
“Vi fik leveret sedler med traeningsprogrammer, og hvornår vi skulle gå i seng, og der var fokus på overjeg og underjeg. Vi fik at vide, at selvom man havde det dårligt, skulle man komme til traening. Vi fik kampoplaeg, vores egne taktiske ideer, og kampoplaeg på modstanderne. Det var simpelthen en modstanderanalyse af, hvem vi skulle spille imod. Men først og fremmest havde han fokus på hver enkelt spiller i truppen, og hvad han skulle arbejde med, men også en gedigen laering i hvordan man skulle leve som professionel fodboldspiller. Vi traenede lige så meget som førsteholdet på det tidspunkt,” siger Steen Nedergaard, der også peger på andre aspekter af traeningen som afgørende.
“Kim var meget inspireret af Ajax, og jeg ved, at han sparrede med Louis van Gaal. Så der var stort fokus på det spillemaessige, koordination, vindermentalitet og meget andet.”
I bogen De Stribede Fra Fyn – historien om Odense Boldklub har Nedergaard også fremhaevet Kim Brinks fokus på de fysiske aspekter af spillet, hvor den berygtede løberute fra Ådalen til Skovsøen i Fruens Bøge – en tur på 1300 meter – er en legendarisk del af fortaellingen om halvfemsernes OB.
“Vi løb som sindssyge og krydsede blandt andet jernbaneskinnerne uden at taenke på, om der kom tog. Engang løb vi runden elleve gange og spillede en kamp senere om eftermiddagen. Vi tabte, og i pressen hed det sig, at vi havde en doven indstilling til tingene – journalisten skulle bare have vidst, hvad vi havde vaeret igennem om formiddagen,” siger Steen Nedergaard i bogen.
Nedergaard kom til OB i 1987, hvor Kim Brink fortsat var traener i ungdomsafdelingen, hvor en raekke staerke spillere var tilknyttet. I dag fremhaever han tiden i OB’s ungdomsafdeling i slutningen af firserne som noget ganske saerligt.
“Årgang 1969 og 1970 havde vundet alt, fra de var lilleputter, og der var også en masse andre dygtige spillere, som kom på andetholdet dernede. Jeg tror, vi startede 40 mand op til traening i ynglingetiden. Der var virkelig dygtige spillere, der ikke klarede cuttet, og der kom mange spillere udefra. Folk som Jess Thorup, Glen Riis og Jan Michaelsen. Det havde hurtigt rygtet sig, at OB havde fat i et eller andet på det tidspunkt,” siger han. Steen Nedergaard husker i det hele taget en tid, hvor han var del af et succesfuldt kuld.
“Mit første år var sammen med Per Pedersen og Lars Melvang, og nogle af foraeldrene var rigtig engagerede, både omkring juniorog ynglingeholdet. Man blev taget virkelig godt imod, og vi havde et meget staerkt sammenhold. Vi spillede den første kamp i Ynglinge-DM nede i Haderslev og tabte 0-1, men derefter tabte vi ikke mere som ynglingespillere i de to år,” siger Steen Nedergaard om en gylden periode for ungdomsafdelingen i OB, hvor klubben vandt Ynglinge-DM i 1987, 1988 og 1990, mens det blev til sølv i Yndlinge-DM i 1989. I den saeson var der til gengaeld flere af ynglingespillerne, der var med til at vinde DM-guld på seniorniveau.
“Hvis man skal pege på et tidspunkt af sin karriere, hvor man virkelig har vaeret heldig og truffet nogle gode valg, så var det at ende i lige praecis det miljø på det tidspunkt. Det var ekstraordinaert godt,” siger Steen Nedergaard.
For Ulrik Pedersen var det også en åbenbaring at komme til OB og blive en del af den unikke ungdomsafdeling.
“Min ungdomsklub var jo OB. Når andre tog ned i fritteren og spillede bordtennis, tog jeg ned i OB, hvor man også spillede bordtennis, indendørs fodbold eller tennis. Man hang bare ud, for der var altid traenere dernede, som sad oppe i vores cafeteria. Der var altid nogen at gå til, og jeg havde et indtryk af, at de levede deres liv dernede. Det var meget centreret omkring Kim Brink, for han var et stort lokomotiv. Han havde ansvaret for den aeldste årgang og var også en meget dygtig traener. Det var et fantastisk udviklende miljø,” siger Ulrik Pedersen.
Det var i det hele taget begivenhedsrige år i OB i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. Danmarksmesterskabet i 1989 blev vundet, på trods af at klubben var i store økonomiske problemer oven på storinvestoren Bendix Banks konkurs, og man formåede ikke at bygge videre på den sportslige succes. I 1991 rykkede OB derfor ud af Superligaen og skulle spille en saeson i den davaerende Kvalifikationsraekke, der var landets naestbedste raekke. Og på trods af de staerke resultater og den ukuelige traeningsiver var der en vis skepsis omkring Kim Brink, da han i 1991 skulle overtage roret som cheftraener for
➜ seniorholdet i OB efter fyringen af Roald Poulsen oven på nedrykningen til Kvalifikationsraekken. I bogen Et Fodboldliv husker Lars Høgh tilbage på sin egen tvivl.
“Jeg synes, at det var noget af en satsning at lade en ungdomstraener overtage styringen,” skriver Høgh, der imidlertid blev overbevist om Brinks baeredygtighed i voksenfodbolden.
Lars Høghs OB-historie begyndte allerede som etårig, da hans far, Poul Høgh, var leder i klubben og ofte havde sønnen med ned på anlaegget. Og siden han som 18-årig debuterede på førsteholdet, havde han vaeret en del af klubbens bedste mandskab under skiftende traenere. I begyndelsen af halvfemserne var han en af de mest erfarne spillere i truppen, og han husker i dag, hvordan Kim Brink gjorde indtryk.
“Han var jo en original og en motivator, som havde sit lille hof i klubben af ungdomstraenere og ledere, der fulgte ham. Og han var en sjov størrelse. Nogle gange hilste han på dig, andre gange ikke. Han var lidt introvert. Men jeg må sige, at jeg faldt for Kim, for så var han jo der. Han var jo ellers så distraet, når man mødte ham, at man taenkte: Han kan ikke vaere der. Men jeg oplevede, at han var der hundrede procent. Og han var meget motiverende og nytaenkende i forhold kost, søvn og sådan noget. Det var ret interessant. Så jeg var med ham, og vi fik et godt makkerskab som meget ung traener og meget gammel målmand. Der var ingen tvivl omkring det faglige, og der var vi begge to så passionerede. Vi ville vinde. Der svingede vi rigtig godt,” siger Lars Høgh.
Ansaettelsen af Kim Brink som cheftraener for OB’s førstehold gav umiddelbar succes. I foråret 1992 rykkede OB op fra Kvalifikationsraekken til Superligaen (i øvrigt sammen med rivalerne fra B1909), og Brinks første saeson som Superliga-traener var også beundringsvaerdig på resultatsiden. Som oprykker spillede OB således med i toppen af raekken, og foråret 1993 endte med en triumf i pokalturneringen samt fornemme sølvmedaljer, der endda kunne have vaeret af endnu finere karat, hvis ikke OB havde tabt til AaB i naestsidste spillerunde. I stedet var det nystiftede F.C. København,
der tog mesterskabet, selvom OB havde besejret overbygningen fra hovedstaden med 2-0 i naestsidste spillerunde foran 12.771 tilskuere på Odense Stadion. Det hele skete med et OB-hold, der havde en gennemsnitsalder på bare 25 år og 77 dage. 25 år senere er det fortsat det yngste OB-hold i Superliga-historien. Potentialet var med andre ord stort, men ikke alt var fryd og gammen i Ådalen. Trods de gode resultater på banen kaempede OB stadig med følgerne af nedrykningen fra Superligaen i 1991. Økonomien i klubben var dårlig, og egenkapitalen var ved udgangen af 1992 nedskrevet til 2,8 millioner kroner fra de oprindelige 6,2 millioner kroner. Derfor måtte der spillersalg til, og i efteråret 1993 måtte Kim Brink se flere profiler forlade det spaendende hold for at sikre økonomisk overlevelse. Midtbanemanden Allan Nielsen blev solgt til F.C. København for en million kroner, hardhitteren Brian Steen Nielsen kom til Fenerbahce i Tyrkiet, og endelig blev 22-årige Thomas Helveg skudt af sted til italienske Udinese for omkring fire millioner kroner. OB blev økonomisk styrket, men sportsligt svaekket.
“Vi blev voldsomt kritiseret for det – rent sportsligt. Men økonomisk var vi altså i klemme. Vi manglede ganske enkelt penge i kassen. Efteråret 1993 var simpelthen forfaerdeligt, fordi vi skulle saelge. Og det betød, at der blev solgt én spiller for meget. Det vil jeg gerne erkende. Lige pludselig gik det hurtigt,” har davaerende OB-direktør, Jørgen Baekkelund, siden udtalt i Helveg-biografien Født til at løbe.
“Det var ikke morsomt, og vi fik mange verbale taesk for vores dispositioner,” siger Jørgen Baekkelund i bogen.
Kim Brink arbejdede dog ufortrødent videre, og selvom resultaterne var svingende i løbet af 1993/94-saesonen, blev fundamentet til et staerkt OB-hold lagt. Og det med en dedikeret cheftraener i spidsen. En af de helt unge spillere, der blev en del af førsteholdstruppen på dette tidspunkt, var Jesper Hjorth, og han mindes den knaldhårde traening på Superligaholdet som noget saerligt i dansk fodbold.
“Det var rigtig hårdt. Jeg kom op som senior, og det var en omvaeltning. Der blev smadret igennem, og der blev traenet godt. Der var ikke nogen kaere mor. Det skulle bare vaere perfekt. Når vi var igennem en traeningssession, kunne det godt traekke ud, for hvis det ikke lige kørte, som det skulle, blev vi bare ved. Han var en hård traener på mange måder, men han var også forud for sin tid i forhold til måden at traene på. Der var i hvert fald ikke mange hold, der var i så god form for os,” siger Jesper Hjorth.
Når han mødte jaevnaldrende fodboldspillere på diverse danske ungdomslandshold, kunne han forstå, at traeningen i OB var enestående. Der var ingen andre klubber, der traenede lige så hårdt som i OB, og derfor var de fynske spillere også i ekstraordinaert god fysisk form.
“Kim havde en filosofi om, at hvis vi var i så god form, kunne vi ødelaegge de andre. Vi blev virkelig taesket igennem på det tidspunkt. Han var en ener i den måde, han kørte det på,” siger Jesper Hjorth.
Han er bare en af mange spillere, der betoner Kim Brinks unikke tilgang til traeningen. Ulrik Pedersen fremhaever således også Kim Brinks faglighed og engagement.
“Uanset om man er ung eller lidt aeldre, er det vigtigt for alle spillere at maerke den der dedikation. Den smitter så meget af, og det er derfor, han står som en af mine favorittraenere sammen med Viggo Jensen. Han kunne også have sine saerheder, men når man kunne maerke, at de braendte mindst lige så meget for det som én selv, gjorde det indtryk.
Det gjorde Kim i den grad. Han var jo indbegrebet af OB,” siger Ulrik Pedersen.
Han mindes fodboldmanden Kim Brink som et unikum, der altid var iklaedt traeningsdragt og fodboldtøj. “Han rendte altid rundt i det tøj, og så havde han en lejlighed lige oppe på Søndre Boulevard, der ligger et stenkast fra Ådalen. Jeg tror faktisk, han overnattede nede i Ådalen, mere end han gjorde i den lejlighed. Han sov jo nogle gange bare på massagebrikken, og så stod han op naeste morgen. Det var bare super fedt. Men han underviste så også ude på universitetet, for han var og er en meget begavet herre,” siger Ulrik Pedersen. Kim Brink selv medgiver, at han brugte adskillige timer af sit liv i OB, selvom han også nuancerer billedet en smule.
“Jeg brugte vel mit liv delt mellem universitetet og OB, hvor jeg, efter jeg blev cand. merc., blev ansat som licentiatstuderende. Det vil sige, at jeg underviste, men også skrev licentiatafhandlinger samtidig med at jeg traenede fodbold i stor stil. Det vil sige, at det sådan set kun var de steder, jeg befandt mig; på universitetet og i OB. Det var det, der fyldte.”
Da Tipsbladet i november 1994 tegnede et stort portraet af OB’s cheftraener, skete det under en markant overskrift, der blev udbasuneret på forsiden af fodboldavisen: HAN BLIVER TOPTRAENER I UDLANDET Sådan lød skudsmålet fra fodboldpublikationen, og inde i avisen kunne man laese et skarpt portraet af fodboldtraeneren, der ifølge skribenterne Peter Vestergaard og Henrik Larsen havde viet hele sit liv til OB.
“Han lever for OB 24 timer i døgnet – og naesten 365 dage om året. De enkelte dage, han holder ferie i sommerpausen, tilbringer Brink således altid i Skagen, hvor han intenst følger OB’s ungdomshold i turneringen Skaw Cup,” lød en af passagerne i artiklen.
De to journalister havde talt med både navngivne og unavngivne OB-spillere, og så havde de også fået lederen af DBU’s traeneruddannelse, Per B. Jørgensen, i tale. Han gav også Kim Brink fine ord med på vejen.
“Kim har de fornødne kvaliteter fodboldfagligt og teoretisk. Hos ham finder du det høje engagement og den professionelle myndighed, som skal til for at klare sig på internationalt niveau. Han har gennemslagskraft og er i faerd med en personlig udvikling, der gør ham egnet til at virke på absolut topplan, hvis han kan stå for det pres, som en Morten Olsen f. eks. oplever lige nu,” sagde Per B. Jørgensen i artiklen med henvisning til den tidligere landsholdsanførers problemer som traener i FC Köln.
Det store fokus på det fysiske og konditionelle gik også igen i beskrivelsen af Brink. Et udpluk mere fra artiklen:
“Fysisk forlanger Kim Brink også meget af sine spillere. OB er måske det hold i Superligaen, som traener mest, og spillernes grundkondition er efterhånden naermest legendarisk. I perioder kan det naesten vaere for meget, mener flere i spillertruppen. For eksempel på traeningslejren i Frankrig før forårssaesonen, hvor OB’erne traenede tre gange om dagen. To gange på traeningsbanen og en lektion i et styrketraeningslokale. Når nu spillerne var samlet, kunne man lige så godt udnytte tiden, mente Kim Brink. ‘Vi var i bad hele tiden,’ som en spiller udtrykker det.”
En af de spillere, der havde udtalt sig til citat i artiklen, var forsvarsspilleren Johnny Hansen. Den rødhårede stopper var fast mand på mesterskabsholdet i 1989 og blev siden solgt til den hollandske storklub Ajax, men i 1992 kom han tilbage til OB, hvor han stiftede bekendtskab med Kim Brink efter at have traenet under Louis van Gaal i Ajax.
“På det rent fodboldmaessige har Kim ingen svagheder. Ingen kan laese en modstander bedre rent taktisk, og hans oplaeg til kampene er perfekte. Overholder vi dem, kan vi ikke tabe kampen. Så gode er de. Samtidig har han formået at gøre hver eneste traeningstime koncentreret. Det minder faktisk om en slags eksamen, hvor vi spillere hele tiden skal yde det optimale. Praecis som jeg følte det i Ajax. Og det betyder selvfølgelig at vores form hele tiden bliver skaerpet,” forklarede Johnny Hansen.
Så det med at traene fyldte meget for Kim Brink, og forsvarsspilleren Michael Hemmingsen husker også, at det kostede mange kraefter. Men han peger også på, at truppen kunne håndtere det.
“Jeg kan huske personligt, at det var hårdt. Også maengden. Indholdet af traeningen kraevede også noget, men det kommer man jo efter. Enten kan man vaere med, eller også kan man ikke vaere med. Der var nogle typer, som virkelig kunne løbe; min egen bror, Jens Melvang og Steen Nedergaard kunne alle sammen løbe. Der var noget fysik i holdet og en størrelse på spillerne, som også gav pote. Det var et godt udgangspunkt,” siger Michael Hemmingsen
Netop evnen til at få spillertruppen til at tro på hans ideer var en af Kim Brinks spidskompetencer, mener Viggo Jensen.
“Han havde den der evne til at få folk med, få fremført tingene og overføre troen på, at man kan lykkes med det. Han kunne skabe en stemning. Nogle gange var han fravaerende, men når han så rejste sig og sagde noget, var han i stand til at køre noget på plads. Det var han altså rigtig god til, og det betyder jo meget. Men han var også bindegal med fodbold, for ellers var han ikke kommet dertil, hvor han var. Han ydede det ekstra, som skulle til,” siger Viggo Jensen.
Den totale dedikation, det kompromisløse fokus på hårdt arbejde og det dybdegående taktiske nørderi er ingredienser, der konstant går igen, når talen falder på Kim Brink. Samtidig er hans kantede personlighed også et til
bagevendende tema, når OB’s cheftraener anno 1994 skal beskrives. Carsten Hemmingsen havde således også et specielt første møde med Kim Brink, som han ikke kendte fra tidligere. Carsten Hemmingsen havde lavet sine første tacklinger i barndomsklubben Braendekilde-Bellinge Boldklub, men da klubben ikke havde noget juniorhold, havde han forsøgt sig i OB, hvor han primaert traenede med andetholdet. Siden tog han til B1913, hvor han spillede divisionsfodbold, inden han blev hentet til OB i januar 1994 og mødte Kim Brink for første gang i traenerrummet i OB.
“Jeg tror, han sad og kiggede på mig i fem minutter uden at sige noget. Når man sidder der som ny, så er det jo ikke det sjoveste, men så sagde han bare: ‘Du kan spille de her tre positioner.’ Det var jeg meget enig med ham i, og det var sådan set det første møde, vi havde. Man kan sige meget om Kim, han var speciel, men man respekterer jo folk for det, de kan, og Kim var bare helt fantastisk fagligt,” siger Carsten Hemmingsen, der fremhaever Kim Brink som en traener, der har betydet meget for ham.
“Det er jo sjaeldent, at man får en traener, der har hele pakken. Kim kunne godt gå forbi en uden at sige godmorgen, for så at grine helt vildt, naeste gang han gik forbi en. Hvis man havde brug for at have stor kontakt til traeneren, tror jeg måske ikke, at det var det bedste tidspunkt at vaere i OB på. Men hvis man ligesom mig havde det sådan, at han var ens chef, og man skulle arbejde for ham og gøre de ting, han sagde, uanset hvad man mente om det, så var han jo en fantastisk traener,” mener Carsten Hemmingsen.
Der findes adskillige historier og anekdoter om Kim Brinks lidt distraete og til tider specielle facon, og flere spillere og traenere husker blandt andet den overtro, der i perioden også praegede traeneren.
“Jeg synes jo, at det er sjove ting, men for folk, der ikke kender ham rigtigt, vil det vaere saerheder. Han havde rigtig mange ritualer og var meget overtroisk. Et af hans hold var engang i en DM-finale som ynglinge, og dengang gik han altid rundt i sådan nogle grusbanestøvler fra Puma. Op til den finalekamp havde han fået et par nye, fordi de gamle var så slidte, at han havde bundet dem op med sportstape, så de var helt hvide ude i spidsen. Men han stod altså i sine flotte nye støvler i første halvleg af finalen, men det gik ikke helt, som det skulle, så i pausen var han lige inde og skifte til de gode gamle. Dem havde han på i anden halvleg, og det var så typisk ham,” siger Ulrik Pedersen.
En af de mest berømte Kim Brink-historier handler om den rute, traeneren i årevis altid gik ad, når han skulle ned i OB. Historien er velfortalt og er muligvis vokset gennem årene, men den lyder sådan her: I en periode var der to jernsøjler, der markerede en af indgangene til OB. Når Kim Brink skulle ned i omklaedningsrummet, gik han altid imellem de to samme jernsøjler, og han gik altid den samme rute. Men på et tidspunkt blev pladsen i OB for trang, så man var nødt til at bygge en tilbygning for at få plads til klubbens administrative medarbejdere. Bygningen blev opført lige der, hvor jernsøjlerne stod, og det resulterede i, at der ikke laengere var direkte adgang til klubhuset ad den rute, som Kim Brink plejede at tage. Det forhindrede dog ikke Kim Brink i at gennemføre sit faste ritual, og når der nu ikke var nogen dør, måtte han i stedet kravle ind gennem vinduet, og det gjorde han så.
Viggo Jensen smiler ved tanken, når samtalen om Kim Brink drejer ind på ritualerne og overtroen.
“Der var steder her i Odense, hvor vi ikke måtte køre i ugerne op til kampene. Kim havde ikke bil, så han kørte sammen med mig, men hvis vi kørte den forkerte vej ind i Nørregade, måtte vi vende bilen, for ellers kunne vi tabe om søndagen. Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg også har miraklet i
haft det sådan. Da jeg var i Fürth i Tyskland, hentede vi hinanden på kryds og tvaers. Da vi havde vundet en kamp efter at have hentet en mand, følte vi, at vi var nødt til at køre en omvej til alle 50 hjemmekampe, jeg har spillet. Det må aldrig nogensinde blive et åg for en, når man har sådanne ritualer, men hvis man har noget, der kan støtte en, er det egentlig vigtigt at have de ting. Det handler om at fokusere; nogen gør det for eksempel med yoga, og det er i princippet det samme. Man bruger et eller andet til at gøre sig klar,” siger Viggo Jensen.
Men selvom det blev til omveje under kørsel og spadsereture, skabte Kim Brinks stil en speciel aura omkring traeneren. Journalisten Leif Rasmussen husker, hvordan Kim Brink i den periode gjorde indtryk på omgivelserne.
“Han kunne gå over i lejligheden på Søndre Boulevard, hvor der ikke stod så meget som en potteplante, og når han så gik tilbage igen, skulle det ske gennem den samme dør i klubhuset, for ellers risikerede man, at det gik dårligt i naeste kamp. Der var også nogle traeningsdragter, der skulle passe med de enkelte kampe. Men den vildskab rev jo også os andre i omgivelserne med. Her var en mand, der havde taenkt over det. Han kom engang hjem fra Milano, hvor han havde studeret AC Milan i en uge, og man kunne se, at begejstringen lyste ud af ham over det ophold. ‘Ved du hvad, jeg har lige fundet ud af efter mit besøg dernede, at vi ikke behøver at drible mere. Det er helt unødvendigt,’ kunne han sige. Folk kiggede og forstod måske ikke, hvad han mente, men han kunne blive så besat af en tanke, at det rev nogle folk med. Det virkede så overbevisende, og spillerne kunne ikke rigtig skuffe ham,” siger Leif Rasmussen.
Da Ekstra Bladet i 1994 lavede et stort interview med Kim Brink, blev traeneren også spurgt til sin overtro, og han fastslog, at de pudsige optrin efterhånden var fortid.
“Jeg er ved at laegge mine ritualer og overtro på hylden. Tidligere betød det meget for mig, fordi jeg på den måde kunne feje negative tanker ud af hovedet. I takt med succesen er jeg blevet mere sikker i min sag og kan se, at det er traeningsarbejdet og forberedelserne, der alene sikrer sejrene.”
Det var imidlertid ikke alle, der brød sig om Brinks til tider specielle facon. I det føromtalte portraet i Tipsbladet rundede man også traenerens mandskabspleje, der ikke passede alle spillere lige godt.
“Kim Brink karakteriseres ofte som en ganske barsk traener, og tonen kan vaere hård under traeningen – specielt overfor reservespillerne. Ikke alle oplever det som retfaerdigt, men i Brinks univers er der ikke plads til mentalt svage spillere. Han kører psykisk hårdt på de enkelte spillere og
presser dem til det yderste. Efter en dårlig praestation af en spiller kan der således godt gå flere dage, før han igen taler til vedkommende,” lød det i Tipsbladet.
En af disse reservespillere kunne vaere Steen Pettersson. Den krølhårede fynbo var kommet til OB i løbet af 1992/93-saesonen, men han havde svaert ved for alvor at bide
➜ sig fast på Kim Brinks mandskab. I efteråret 1994 bragte Fyens Stiftstidende et interview med spilleren, der luftede sin frustration.
“Det er ikke altid, at Kim Brinks paedagogiske evner slår til overfor spillerne. Jeg har set flere miste selvtillid, fordi Kim Brink kan vaere utrolig hård overfor spillerne. En type som John Damsted mistede totalt selvtilliden. Nogle spillere kan få en dialog med Kim, andre kan ikke. Kim er nok ikke så lydhør overfor kritik. Selvfølgelig skal der stilles store krav til spillerne, men det er måden, det gøres på,” lød det fra Pettersson, der samtidig udtrykte ønske om at forlade OB.
I Tipsbladet kommenterede forsvarsspilleren Johnny Hansen også, at traenerens enorme vindergén nogle gange gik ud over mandskabsbehandlingen.
“Det er nok Kims eneste store svaghed som traener. Han kan for eksempel overhovedet ikke forstå, hvordan nogle af os spillere på vej hjem fra en tabt kamp i Aalborg bagerst i bussen kan finde på at pjatte eller begynde at grine. Han er selv helt knust over alle nederlag, og for ham er det uforståeligt, at vi ikke alle har det på samme måde,” sagde Johnny Hansen.
Flere af stamspillerne på datidens OB-hold nikker genkendende til beskrivelsen af Kim Brink som en kraevende traener.
“Han kunne også gå hen til en i bussen, når man sad for sig selv, og stille sig en halv meter fra en og så stirre en ind i øjnene i måske et minut, bare for at se, om man var klar. Jeg tror, at han godt kunne vaelge sit hold på vej til kamp efter, hvem der så mest klar ud. Som ung spiller – eller som spiller generelt – er det måske ikke det mest behagelige, at traeneren står og stirrer lige ind i øjnene på en på en halv meters afstand,” siger Ulrik Pedersen om et af de optrin, der kunne finde sted i forbindelse med OB-kampe i halvfemserne.
Et andet kunne foregå på storebaeltsfaergen på vej mod kampe på Sjaelland.
“Han gik også meget op i, hvad vi spiste. I starten af 90’erne var Storebaeltsbroen jo ikke blevet bygget, så vi sejlede over, når vi skulle spille på Sjaelland. Der var det kutyme, at vi fik noget frokost eller brunch, og da kunne han godt gå sirligt rundt og fordele, hvad man måtte spise. Jeg kan huske, at han sagde, at det kun var gravide og gamle damer, der spiste smør,” siger Ulrik Pedersen som et spøjst minde om en af sine favorittraenere.
Carsten Hemmingsen finder det dog ikke maerkvaerdigt, at Brink ikke ville tolerere, at der blev grinet i bussen efter et nederlag.
“Det handler også lidt om at have den samme indstilling til tingene. For jeg kunne heller ikke sidde efter et nederlag og grine i bussen. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg kunne ikke vaere i naerheden af nogen mennesker resten af dagen, så det giver jo sig selv. Det faglige, han kom med, og den måde, han fremlagde tingene på, gjorde bare, at jeg troede på det, han sagde. Det gjorde jeg bare. Han havde en eller anden god evne til at få os til at tro tingene,” siger Hemmingsen om en traener, der ikke bare gjorde indtryk på de unge spillere, der havde kendt ham gennem ungdomstiden.
Den eneste udlaending på OB-holdet i 1994 var den camerounske angriber Alphonse Tchami, der var kommet til klubben fra Vejle i 1992. Under Kim Brinks ledelse voksede han også til en profil i Superligaen, og da han mange år senere så tilbage på sin tid i Danmark i et interview med Jyllands-Posten, fremhaevede han også den fynske fodboldprofessor.
“Kim Brink var noget helt specielt. Han var 33-34 år, en ung traener, men han var helt besat af fodbold. I begyndelsen var jeg naesten lidt skraemt af, hvor meget han gik op i spillet, men jeg kunne hurtigt se, at jeg kunne laere en masse af ham. Da jeg var faerdig med at spille selv, tog jeg faktisk en traeneruddannelse og traenede en 4. divisionsklub i Frankrig for at se, hvordan det er at vaere Kim Brink. Det har kun vaeret med til at øge min respekt for ham, for det var et ubeskriveligt stressende og hårdt job,” sagde Alphonse Tchami i 2010, hvor Jyllands-Posten besøgte en raekke afrikanske spillere med danske tråde frem mod VM-slutrunden i Sydafrika.
Når Lars Høgh kigger tilbage på tiden med Kim Brink som traener, fremhaever han også traenerens facon som en styrke. Målmanden er et år aeldre end Kim Brink og var i midten af halvfemserne med afstand den mest rutinerede spiller på OB-holdet med masser af kampe under baeltet og kaempe anciennitet i klubben. Han har flere gange fremhaevet Brinks store kvaliteter, for selvom han kunne vaere kraevende og kontant, var det med til at flytte OB i den rigtige retning.
“Kims største plus var efter min mening hans hudløse aerlighed; han var altid den samme. Uanset om han talte med direktøren, en fan, direkte i tv eller til os spillere. Derfor blev vi, som spillere, overbevist om, at taktikken var den rigtige, og at det kunne lade sig gøre, hvis vi bare fulgte planen,” konstaterer Lars Høgh i bogen Et Fodboldliv.
Her har han dedikeret et helt kapitel til Kim Brink, for som han skriver:
“Han skal have et kapitel for sig selv. Han er et kapitel for sig selv.” ✖