Manchester United vinder intet med børn Og det gør de fleste andre heller ikke
” You can’t win anything with kids” sagde BBC’s ekspert Alan Hansen, da Manchester United havde tabt åbningskampen i 1995 med 1-3 til Aston Villa.
Det citat boblede frem hos naervaerende lederskribent, da Kevin De Bruyne sendte Phil Jones op efter en meat pie og Andreas Pereira sekundet efter scorede selvmål i tirsdagens Liga Cup-kamp på Old Trafford, hvilket gav City en 3-0-føring i de sidste minutter af første halvleg.
Det er en tilsnigelse at kalde det nuvaerende Manchester United-hold for ”kids”, men med fem mand i startopstillingen mellem 18 og 22 år mod Manchester City og David De Gea som alderpraesident med sine 29 år har Ole Gunnar Solskjaer og hans stab da i hvert fald en pointe i, at Manchester United i modsaetning til flere af de tidligere managere i aeraen efter Ferguson spiller med et relativt ungt hold, man gerne vil gøre dygtigere i de naeste saesoner.
Alan Hansen blev til grin i midt-halvfemserne, da United med Paul Scholes, David Beckham, brødrene Neville og Nicky Butt vandt mesterskabet og indledte en storhedstid for klubben, der kulminerede med en Champions League-sejr over Bayern München fire år senere, men jeg tør godt love, at Manchester United ikke vinder noget med de unge denne gang, selvom Solskjaer efter 1-3-ydmygelsen mindede os om klubbens comeback mod Paris Saint-Germain i sidste forårs Champions League-ottendedelsfinaler.
Det har den seneste tid vaeret påfaldende at følge de historier, Manchester United selv har fortalt, og tydeligvis placeret, i britiske medier.
Man har gjort meget ud af, at man nu har stillet til over 4.000 kampe i traek med mindst én egenudviklet spiller i truppen, og at man er den Premier League-klub, der giver flest spilleminutter til egenudviklede spillere, mens britiske medier ganske bekvemt omtaler andre klubber med faerre spilleminutter til egenudviklede spillere som ”syndere”.
Måske burde jeg have valgt en H.C. Andersenanalogi om manglende påklaedning i stedet, for problemet her er, at Manchester Uniteds ledelse, manager og stab tilsyneladende ligesom et utal af medier og fans verden over har købt den helt katastrofale fejlslutning, at det automatisk er saliggørende og fantastisk at spille med mange spillere, man selv har uddannet i klubben eller købt i andre klubber i landet.
Sidst jeg tjekkede, handlede fodbold om at vinde fodboldkampe, og meget gerne trofaeer og medaljer, hvis man er stor og dygtig nok.
En del af tankegodset i det med de egenudviklede spillere er, at disse folk med deres større hjerte og talent bare skal have en chance for at slå igennem, for at de viser sig at vaere dygtigere end aeldre spillere købt for mange hundrede millioner kroner.
Det er ganske enkelt ikke sandt.
I langt de fleste tilfaelde er en ung spiller, der var en af de bedste i sin årgang i talentafdelingen, ikke en kommende verdensstjerne, og oftest er han heller ikke god nok til at vaere reserve i en klub, der spiller med om topplaceringer.
Det er en katastrofal fejlslutning, mange fans og mennesker i min branche baerer rundt på, og som tilsyneladende også har sneget sig ind i Manchester United i deres desperate jagt på en succes-formel, at de bedste spillere fra ungdomsafdelingen bare skal have chancen i form af en saeson eller to på førsteholdet.
Nej de skal ej!
Hvis man har en af landets bedste ungdomsafdelinger, kan man som FC Midtjylland i Superligaen bruge de unge til at spille med om mesterskaber, hvis man vel at maerke har en raekke aeldre, stabile spillere, der er blandt de største stjerner i ligaen. Uden de stjerner kan man spille med i Top 6 som FC Nordsjaelland, hvis man er møghamrende dygtig til at udvaelge og uddanne nogle af dygtigste teenagetalenter i landet. Det bliver langt de fleste klubber aldrig i stand til.
I Manchester United virker strategien helt malplaceret og i betaenkelig grad baseret på ønsketaenkning, hvor man håber på at fremmane 90’ernes storhed, hvis man bare tror nok på det.
Virkeligheden er, at United i England har rygte for at have en ungdomsafdeling, der i snart to årtier i både spillermateriale og faglighed har vaeret langt fra eliten i Chelsea, Manchester City, Arsenal, Tottenham og nu også Liverpool. En topspiller som Marcus Rashford dukker op i ny og nae, men det gør de altså også i Sheffield og Sunderland.
Selvom United bruger de egenudviklede spillere langt, langt mere end rivalen City, er Citys talentarbejde fagligt helt oppe i stratosfaeren sammenlignet med Uniteds, og når man er en af verdens fem rigeste klubber, er det ekstremt uansvarligt at vaere så dårlig til at vurdere egen formåen og konkurrencesituationen, at man af nostalgiske årsager satser på egne talenter og unge briter.
Manchester Uniteds nuvaerende trup er et eksempel på, at man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at tro på floskler om, det bare handler om spilletid til de unge. Og det gaelder også her i landet, hvor lighedstegnet mellem megen spilletid til egenudviklede spillere og en strålende, guldbelagt fremtid stadig bliver brugt helt ukritisk.
Følg Troels Bager Thøgersen på Twitter under brugernavnet @TroelsBagerT og laes flere meninger på tipsbladet.dk/ blogs. Få også de seneste fodboldnyheder på facebook. com/tipsbladet