EVIGHEDSTALENTERNE PÅ KANTERNE
Hverken Andrij Jarmolenko eller Jevhen Konoplijanka har levet op til de store forventninger. Nu er det ved at vaere sidste chance for de 30-årige ukrainske kantspillere.
Da Ukraine som vaerter blev slået ud af EM-slutrunden i 2012 efter blot tre gruppekampe, var det selvfølgelig en trist stund for fodboldtilhaengerne i landet, for det var slet ikke det, man havde håbet på – heller ikke selv om gruppen med Sverige, Frankrig og England var svaer, og slutrundetraditionerne var små i landet, der blev en del af UEFA i 1992, og som kun havde otte kiksede kvalifikationer og en meget lidt spektakulaer VM-kvartfinale i 2006 at se tilbage på. Og tristessen blev ikke mindre af, at nationens bedste spiller nogensinde, 35-årige Andrij Sjevtjenko, indstillede karrieren efter slutrunden, hvor han havde scoret vaerternes eneste to mål.
Men der var trods alt et lys i mørket, for der var en ny generation på vej. Ja, ikke bare det, der var to kantspillere på vej, der vidnede om europaeisk topklasse, og som inden slutrunden havde fået landstraener Oleg Blokhin til at tale om fremtiden for ukrainsk fodbold. For den venstrebenede højrekant Andrij Jarmolenko og den højrebenede venstrekant Jevhen Konaplijanka kunne begge noget saerligt, også selv om de som 22-årige ikke havde vaeret i stand til at løfte landsholdet ud af EM-gruppen sammen med Sjevtjenko. Jarmolenko havde dog lagt op til det ene af ”Sjevas” to mål, og Konoplijanka havde vaeret en af de dominerende spillere på det U/21-landshold, der havde kvalificeret sig til EM i Danmark året før.
Med hver deres foretrukne ben var der endda også plads til dem begge to samtidig på landsholdet, så nu var det bare at laene sig tilbage og se kant-magien udfolde sig – det håbede man i hvert fald i Ukraine. Men sådan gik det slet ikke.
ÅRETS SPILLER IGEN OG IGEN
De blev begge født i efteråret 1989, Konoplijanka er 25 dage aeldre, og de voksede begge op i mellemstore byer i Ukraine, omend Jarmolenko faktisk blev født i Sankt Petersborg, hvor hans foraeldre var flyttet til for at få job, dengang Ukraine var en del af Sovjetunionen. Men hjemveen var for stor, så familien flyttede hurtigt tilbage til Tjernihiv i det nordlige Ukraine, hvor Jarmolenko voksede op og hurtigt fandt fodbolden, hvilket han stadig mindes med ens tatoveringer på sine underarme. Skiftet ind til Dynamo Kijev som 13-årig var også for tidligt, så han vendte hjem igen og ventede fire år, før han var klar til det oplagte skridt.
Jevhen Konoplijanka blev født i Kropvynytskyj i den centrale del af landet, og han spillede ikke kun fodbold, men dyrkede også karate, som han endte med at tage det sorte baelte i. Men det var fodbolden, der kaldte, og som 16-årig blev han også opdaget af en af de store klubber, omend han gik mod strømmen og i stedet for Dynamo i Kijev eller Sjakhtar i Donetsk valgte naerliggende Dnipro. Han debuterede som 17-årig, mens Jarmolenko var 18, da han fik sin første kamp for Dynamo Kijev, og det stod hurtigt klart, at de to var udover den almindelige og allerede høje fodboldstandard blandt ukrainske talenter.
Konoplijanka var mere oplaegger end målscorer, mens Jarmolenko var omvendt, men kvaliteten og dominansen var tydelig, hvilket også ses ved, at Konoplijanka blev årets spiller i Ukraine i 2010, 2012 og 2013, mens Jarmolenko blev det i 2013, 2014, 2015 og 2017, så de to delte altså prisen i 2013.
Allerede i januar 2014 var Liverpool interesserede i Dniprospilleren, men han var ikke til salg og måtte vente til kontraktudløbet, før han kunne skifte, hvilket han så også gjorde, til Sevilla, der netop havde slået Dnipro i Europa League-finalen anno 2015.
Også Jarmolenko havde svaert ved at komme til udlandet trods stor interesse fra blandt andet Milan og Chelsea, for selv om aftalen var, at han kunne skifte, når Dynamo Kijev igen blev mestre, måtte han stadig vente et par år fra titlen i 2015, til han med hjaelp fra superagenten Mino Raiola kunne gå samme vej som Shjakhtar Donetsks Henrikh Mkhitarian havde gjort i 2013 og skifte fra ukrainsk ligafodbold til Dortmund.
SKADER OG KULTURKLØFT
På den måde kom de to største stjerner ud i Europa med forsinkelse, men det blev ingen succes for nogen af dem. Konoplijanka vandt godt nok Europa League med Sevilla i 2016, men havde svaert ved at falde til i Spanien, og det blev ikke nemmere, da han skiftede til Schalke 04, hvor han allerede blev vraget efter et år, så nu er han tilbage i Ukraine, i Sjakhtar Donetsk med begraenset succes og mest som indhopper.
Jarmolenko havde det også svaert i Tyskland, men det skyldtes mere en tidlig og alvorlig fodskade. Han fik dog heller ikke lang snor og blev solgt til West Ham efter en saeson. Her er han faldet fint til, men han rev hurtigt akillessenen over og missede det meste af 2018/19-saesonen. Denne saeson starte
de han godt, men han faldt med West Ham-holdet og mistede undervejs sin plads, og intet har hidtil tydet på, at managerafløser David Moyes har lyst til at give ham en ny chance, så der spekuleres i en januar-transfer.
Så det blev ikke som håbet for de to i udlandet, og det samme er historien på landsholdet. Jarmolenko står godt nok noteret for 37 mål i 86 kampe, mens Konoplijanka har scoret 22 i 85, så de har vaeret med, og de har spillet en rolle, men de har ikke imponeret og domineret, som man havde regnet med. EM-slutrunden i 2016 var et lavpunkt, hvor de to formodede profiler slet ikke levede op til forventningerne, og Ukraine blev sendt hjem med nul point og en målscore på 0-5 efter tre gruppekampe i Frankrig.
”Et hold består af 11 spillere på banen og syv på baenken. Først og fremmest skal den gruppe holde sammen. Jeg vil ikke sige, at Andrij og jeg er ledere eller over andre på nogen måde. Tvaertimod, hvis ikke forsvarerne stjaeler bolden, kan vi ikke angribe. Selvfølgelig er Andrij en topklasse spiller, det ved alle, men vi er intet vaerd uden vores holdkammerater. Det ukrainiske hold er ikke kun Konoplijanka og Jarmolenko,” sagde Konoplijanka inden den slutrunde, men i Ukraine drømmer man stadig om at se de to 30-årige evighedstalenter i fuldt flor, på hver deres kant, som det vaegtige bidrag til landsholdet, man altid havde håbet på, men som man kun har set i sjaeldne glimt.
Men kvaliteterne er der stadig, specielt for Jarmolenkos vedkommende, så måske bliver det i år?