DEPORTIVO OG DET DYBE FALD
For 20 år siden spillede et af de bedste klubhold i Europa på Riazor i La Coruña, men i de seneste år er tingene gået helt galt, og aktuelt ligger Deportivo nu på en ydmygende sidsteplads i Segunda División. Hvad er der sket – og hvorfor er der måske alligevel en lille smule håb at finde for fodbolden i det nordvestligste hjørne af Spanien?
Det er altid interessant at lade blikket vandre fra den bedste raekke i et land og ned til den naestbedste, for her finder man tit minder fra fodboldhistorien i form at store klubber i hårde tider som supplement til lokale helte fra mindre byer og fremstormende opkomlinge.
Tag for eksempel Segunda División i Spanien, som er fyldt med klubber, der tidligere var at finde i den bedste raekke. Syv af holdene spiller for eksempel på hjemmebaner med plads til over 30.000 tilskuere, og billeder fra fodbolddelen af hjernen fylder stadig, når øjnene falder på klubnavne, man ikke laengere ser så tit efter nedrykningen ud af La Liga.
For her er Malaga, Kris Stadsgaards og Iscos gamle klub der under Manuel Pellegrini pludselig kom i Champions League, Tenerife som to gange i starten af halvfemserne i sidste runde slog Real Madrid på øen langt ude i Atlanterhavet, så Johan Cruyffs Barcelona i stedet blev mestre, og Real Zaragoza der vandt Europa Cuppen for pokalvindere over Arsenal i 1995 på Nayims vilde lob i det 120. minut. Og sådan kan man fortsaette, mens blikket løber ned over tabellen, før det naturligt stopper ved 22. og sidstepladsen, der overraskende nok indtages af den største af klubberne blandt de naestbedste.
For Deportivo La Coruña blev jo spansk mester i 2000, hvilket gør dem til den seneste nye mester i Spanien – en rekord der tidligere blev indehavet af Real Sociedad med mesterskabet i 1981 i et land, hvor kun ni forskellige klubber er sluttet på førstepladsen i den bedste raekke. Så ”Super-Depors” bedrifter vakte opsigt, men nu lader det til at vaere ved at gå helt galt for klubben fra det allernordvestligste hjørne af Spanien, hvor regnen og blaesten kommer susende ind fra Atlanterhavet og som noget af det første rammer det store stadion Riazor.
Her havde 30.000 tilhaengere svaert ved at forstå de mirakler, der dengang ramte deres favoritklub, og som skrev dem ind i den spanske fodboldhistorie efter mange år som en parentes. Men når man har nået toppen, gør nedturen selvfølgelig også ekstra ondt, og derfor er den svindende fanskare i dag lige så frustreret, som den dengang var begejstret. For udover sidstepladsen er klubben aktuelt uden ledelse, og man har netop ansat den 11. traener på fem et halvt år, så Depor er overhovedet ikke spor Super laengere.
Men hvordan er det gået så galt? Som så meget andet her i livet handler det om penge.
CENTENARIAZO I MADRID
Historien om Deportivo La Coruña begynder med stiftelsen i december 1906 efter en engelskfarende ungersvend havde bragt fod
boldspillet med tilbage til Galicien og efter nogle år som graesrodsbevaegelse endte med at skabe interesse og behov for en decideret klub. I 1941 rykkede man for første gang op i den bedste raekke, og perioden fra 1948 til 1957 betegnes som ”La década de oro” (Det gyldne årti) med andenpladsen i La Liga i 1950 som højdepunktet.
Siden da forsvandt man ned blandt de naestbedste, indtil det naer var gået helt galt i 1988. Her lå Deportivo til nedrykning fra Segunda División med risiko for at ryge helt ud i glemslen af regionale raekker, men et mål i det 94. minut i sidste runde reddede klubben på falderebet, og kort efter overtog den lokale politiker Augusto César Lendoiro posten som praesident med det formål at flytte noget. Og det gjorde den dengang 43-årige Lendoiro i den grad.
I 1991 rykkede man tilbage til den bedste raekke efter 18 saesoners fravaer, og så tog investeringerne for alvor fart, blandt andet i form af den brasilianske landsholdsduo Bebeto og Mauro Silva i 1992, mens Donato kom til året efter. Det gav resultat med andenpladser i både 1994 og 1995 samt en sejr i pokalturneringen i 1995, men det burde også have givet et mesterskab i 1994.
For opkomlingen fra La Coruña skulle bare besejre Valencia på hjemmebane i sidste runde for at skrive historie, og efter en nervøs kamp fik man også alle tiders mulighed for at gøre det, da der blev dømt straffespark i overtiden. Men den normale skytte Mauro Silva var blevet skiftet ud, topscorer Bebeto havde braendt to spark i den forgangne måned, og så endte det tunge lod på den serbiske centerforsvarer Miroslav Dukic, der åbenbart var hårdt ramt af det historiske øjeblik, for han skød fladt og svagt, så Valencia-keeperen kunne redde bolden, og dermed blev Barcelona mestre.
Deportivo gav dog ikke op af den grund, og selv om Bebeto som brasiliansk verdensmester rejste videre i 1996, kom der nye forstaerkninger til i form af dygtige spillere som Rivaldo (i en enkelt saeson), Djalminha, Diego Tristan og Roy Makaay, mens man heller ikke må glemme den lille lokale venstrekant Fran, der havde vaeret med til at tabe mesterskabet i 1994, men også var med til at vinde det i 2000 efter en maerkelig saeson, hvor alt var vendt på hovedet, og ingen hold viste styrken til at saette lange sejrsserier sammen.
For eksempel røg storklubber som Real Betis, Atletico Madrid og Sevilla ud af raekken, mens Deportivo denne gang holdt stand i toppen og sikrede sig mesterskabet trods 11 nederlag i løbet af saesonen, for på andenpladsen tabte Barcelona nemlig 12. Faktisk blev mandskabet endnu bedre i de kommende år med blandt andet Juan Carlos Valerón, der ikke ville rykke ned med Atletico, og det blev bevist, da man i 2002 ødelagde den store fest for Real Madrid i pokalen.
Finale nummer 100 i turneringen skulle spilles på Santiago Bernabeu så tidligt som den 6. marts, hvilket passede praecis med Reals 100 års fødselsdag, og da madrilenerne nåede finalen, var der selvfølgelig lagt op til den helt store jubelstund på hjemmebanen. Men det ville Deportivo-holdet ikke vaere med til.
I løbet af en god halv time førte de 2-0 på mål af Sergio og Diego Tristan, og selv om Raul reducerede efter pausen, var det ikke nok. Real Madrid missede festen, og begrebet ”Centenariazo” blev født i Spanien på linje med Brasiliens VM-tab i 1950 på hjemmebane, den såkaldte ”Maracanazo.”
FRA CHAMPIONS LEAGUE TIL NEDRYKNING
To år efter var La Coruña-klubben taet på at tage et nyt skridt. Efter andenpladserne i La Liga i 2001 og 2002 sluttede man som nummer tre i 2003 og kvalificerede sig dermed for fjerde gang i traek til Champions League, hvor man også havde gjort det godt. I 2001 og 2002 nåede man kvartfinalerne, som blev tabt til henholdsvis Leeds og Manchester United, mens man i 2003 nåede det andet gruppespil og var taet på at gå videre på bekostning af Juventus, men i 2003/04-saesonen faldt det hele i hak.
I 1/8-finalen blev Juventus slået 1-0 ude og hjemme, i kvartfinalen kom man på fornem vis tilbage fra 1-4 i Milano ved at slå AC Milan med hele 4-0 hjemme på Riazor, og semifinalen mod Porto så også godt ud efter 0-0 på Estádio do Dragão. Men så stoppede festen, og José Mourinhos Porto nåede finalen via et straffesparksmål af Derlei, mens det også stod klart, at den økonomiske virkelighed var ved at indhente Deportivo, der laenge havde investeret stort uden at have de helt samme indtaegter.
Så fra 2005 blev der skåret ned, profilerne forsvandt, og i stedet skulle der satses på talentarbejdet, hvilket aldrig blev en succes. I 2011 rykkede Deportivo derfor ud af La Liga igen efter 20 saesoner med trods alt flere opend nedture, mens det var ganske symptomatisk, at man rykkede ud, da man tabte kampen om den sidste nedrykningsplads med fem andre klubber ved at tabe 0-2 hjemme til den onde ånd fra Valencia.
”Min store fejl var, at jeg ikke solgte spillere, når jeg kunne. Men drømmen var at vinde titler. Nu må vi finde løsninger på de problemer, som det mål [Derleis straffespark] har givet, men som tilhaengerne synger: ”Hvordan kan jeg glemme, at Deportivo blev mestre, hvis det er det bedste, der er sket i mit liv?”” sagde klubpraesident Lendoiro i 2009, fem år efter den tabte Champions League-semifinale og to år før nedrykningen.
Tilbage stod resultatet med et mesterskab og to pokaltitler, men hvis et par straffespark på Riazor i henholdsvis 1994 og 2004 var faldet anderledes ud, kunne det altså have vaeret to mesterskaber og måske en Champions League-titel – Porto havde i hvert fald ikke svaert ved at besejre Monaco i finalen dengang i 2004.
Uanset er der ingen tvivl om, at klubben fra Spaniens 19. største by leverede over evne gennem et par årtier via dygtige og dyre spillere samt staerkt traenerarbejde af først lokale Arsenio Iglesias og siden baskeren Javier Irureta, men prisen var også høj.
Efter nedrykning i 2011, oprykning i 2012 og ny nedrykning i 2013 viste regnskabet en gaeld på 1,15 milliarder kroner, og den nødstedte klub blev sat under administration, mens et krav for videreførelse af virksomheden var, at praesident Lendoiro trådte tilbage, hvilket han også gjorde i januar 2014.
”Selvfølgelig har vi lavet fejl i min periode som praesident. Det har vi aldrig afvist, og vi undskylder også for dem. Men jeg forsikrer, at alt altid blev gjort med det klare mål at få vores Deportivo så højt op som muligt,” som praesidenten sagde det, da han trådte tilbage efter knap 26 saesoner i spidsen for klubben.
19 KAMPE UDEN SEJR
Siden da har Deportivo La Coruña haft problemer. Godt nok rykkede man tilbage til La Liga i 2014 og blev der til og med 2018, og for tredje gang i 10’erne kunne man i sommer også have rykket op igen med det samme, da man vandt den første playoff-finale hjemme på Riazor med 2-0 over Mallorca. Men ude på øen vandt Mallorca med 3-0, og så måtte Deportivo for første gang siden slutningen af firserne indstille sig på mere end en saeson blandt de naestbedste. Og det er gået mere end dårligt i 20 års-saesonen for det historiske mesterskab.
På grund af gaelden har der selvfølgelig vaeret en stor spillerudskiftning undervejs i de seneste år, også selv om man nu ”kun” skylder 600 millioner kroner vaek og blandt andet i sommeren 2017 fik betalt en truende gaeld til det offentlige via et banklån, der dog betyder, at Riazor nu officielt hedder AbancaRiazor. Traenermaessigt har det også vaeret ganske kaotisk med hyppige udskiftninger. Således var det hollandske Clarence Seedorf, der rykkede ud med klubben i 2018 efter godt tre måneders ansaettelse, hvorefter Natxo González overtog, og José Luis Martí fuldførte sidste saeson, hvor oprykningen tilbage altså kiksede. Derfor begyndte denne saeson under Juan Antonio Anquela, og den begyndte godt med en 3-2 sejr i åbningsrunden mod Oviedo, men i de ni naeste kampe vandt Anguela ikke, og så blev han erstattet med Luis César Sampedro, der heller ikke kunne få Deportivo til at vinde.
Efter otte kampe havde det uorgani- ➜
➜ serede og rystede mandskab kun vaeret i stand til at score tre mål og hente fire point via uafgjorte kampe, og selv om man ifølge en december-artikel på The Athletic faktisk har det sjettestørste spillerbudget i raekken, var bunden nu nået i Segunda División, og bekymringerne på holdet var store.
”Det er en vanvittig saeson, vi har. Det er utroligt, hvor dårlige vi er. Det er virkelig bekymrende. Vi kunne ikke slå et hold af blinde spillere,” lød det således fra lejesvenden fra Bilbao, den 21-årige midtbanemand Peru Nolaskoain, på en Instagram-video efter 0-0 kampen mod lillebror Lugo sydøst for La Coruña i starten af december.
Efter 3-1 nederlaget hjemme til Zaragoza den 8. december valgte hele ledelsen, inklusiv praesidenten Paco Zas, der ellers kun havde siddet siden maj, at traekke sig tilbage, så klubben er nu under en midlertidig ledelse frem mod en ekstra-ordinaer generalforsamling på tirsdag den 14. januar, hvor den tidligere sportschef Fernando Vidal er favorit til at overtage praesident-embedet.
Den uafklarede situation forhindrede dog ikke, at den midlertidige ledelse reagerede på de katastrofale resultater, så den 27. december blev Sampedro også fyret, ironisk nok efter en 2-1 sejr over Tenerife, den første ligasejr i 20 kampe, og et par dage efter vendte Fernando Vázguez så tilbage til klubben som traener.
SOM EN GRAND SLAM-TURNERING
Den nu 65-årige Vázguez havde vaeret en stor traenerprofil i flere La Liga-klubber fra midten af halvfemserne til april 2007, hvor han blev fyret i Celta Vigo. Derefter forsvandt han ud af rampelyset i seks år, før han pludselig dukkede op i sin fødebys Deportivo i februar 2013 og naer havde reddet den kuldsejlede klub fra nedrykning. Men om ikke andet rykkede han dem op igen med det samme, hvorefter han ragede uklar med den nye klubledelse efter Augusto Cesar Lendoiro. Så i juli 2014 forsvandt den belaeste Vázguez igen ud af spillet bortset fra et år på Mallorca i 2016, indtil han for anden gang blev praesenteret som redningsmand i Deportivo lige før nytår.
”Jeg har altid gerne villet vende tilbage til Deportivo. Det har jeg altid sagt, og jeg var også sikker på, at det ville ske en dag, jeg vidste bare ikke hvornår. Nogle gange sker det så i en kompliceret situation, selv om jeg selvfølgelig havde foretrukket noget andet, men så må vi gå efter at skabe den, så vi kan bygge et hold, der kan rykke Depor op i La Liga igen. Men jeg accepterer også, at der er en risiko for at rykke ned i Segunda B. Jeg bliver uanset, og jeg ser frem til at redde klubben,” sagde Fernando Vázguez ved praesentationen.
Her kunne den midlertidige ledelse også fortaelle, at man forhandlede med bankerne om lov til at bruge 25 millioner kroner på spillere i både januar-vinduet og til sommer. Og 2019 var kun lige blevet til 2020, før den offensive tyrkiske midtbanemand Emre Colak var hentet tilbage til klubben efter et ophold i Saudi-Arabien, mens der også spekuleres i, at den 31-årige midtbanespiller Celso Borges og den 34-årige venstreback Luisinho, to andre spillere med en fortid i Deportivo, kan komme tilbage.
Men for den nye gamle traener handler det også om at få troen tilbage på holdet og det med hjaelp fra tilhaengerne.
”Hvis vi skal kunne vende denne situation, skal vi også acceptere, at der er en risiko, og tilhaengerne må rykke sammen for at hjaelpe os. Jeg har altid sagt, at tilhaengerne er det vigtigste i en klub, uanset hvilken raekke man spiller i. Hvis man spiller i den tredjebedste raekke med 8000 tilhaengere, er man stadig en god klub. Raekken er irrelevant. Hvad der gør en klub vigtig, er det antal mennesker, den kan traekke på stadion. Så jeg beder alle dem, der ikke kommer på stadion nu: Hvis Deportivo skal overleve, vil jeg gerne se et fyldt stadion. Det er i nødens stund, at I skal vise jeres støtte,” sagde Fernando Vázguez med tanke på den halvtomme hjemmebane, der ellers er den 14. største rent kapacitetsmaessigt i Spanien.
Søndag gjorde han og holdet i hvert fald deres til, at der kommer mange mennesker på Riazor, når det efter weekendens pokalrunde gaelder opgøret mod nummer naestsidst Racing Santander torsdag aften, for det lykkedes faktisk at besejre topholdet Numancia med 1-0 trods udebane. Godt nok fik hjemmeholdet også en mand vist ud før pausen, men det var stadig et stort resultat for en traengt klub, der med de seks point omkring julepausen nu har fået kontakt til holdene omkring nedrykningsstregen, som kun er fire point vaek.
For selv om Deportivo-truppen i dag er uden kendte navne, men til gengaeld praeges af otte lejesvende samt de nye, der eventuelt kommer til i løbet af januar, lykkedes det hurtigt for cheftraener Vázguez at få bygget en enhed med fokus på det defensive via en bagkaede med fem spillere. Og den holdt han fast i, selv om Numancia altså fik en mand vist ud, for føringen kom kort efter, og sejren var vigtig.
”Fodbold er en mønt med to sider, og man må prioritere den staerke side først. Vi skal vaere rolige og så udvikle offensiven. Det her er som at spille en Grand Slam. I stedet for at vinde 12 saet skal vi vinde 12 kampe, og efter i dag er det kun 11. Så vi tager det kamp for kamp. Vi kan tabe ni kampe, og det gjorde vi ikke i dag. Når det sker, kan vi tabe otte og så videre. Sådan er matematikken, og den følger vi,” sagde Fernando Vázguez efter sejren, der bragte en lille smule håb ind i hensygnende Deportivo La Coruña. ✖