NORDJYDEN DER IKKE VILLE VAERE HELT
I denne uge er det 25 år siden, at det danske landshold deltog i og vandt turneringen, der dengang hed King Fahd Cup, og som senere skiftede navn til Confederations Cup. En af profilerne på holdet var Peter Rasmussen; en 27-årig nordjyde der spillede sine første landskampe i seks år, og som ikke havde lyst til at sparke straffespark, men som endte med at blive en af profilerne i en uventet triumf for et ligalandshold tilsat et par Laudrup’er.
King Fahd Cup. Intercontinental Cup. Mini-VM.
Kaert barn har mange navne, således også den turnering, som det danske landshold for 25 år siden spillede og vandt i Saudi-Arabien. Dengang skrev de danske medier også om ”Kong Fahds Cup” og ”Kings Fahds Cup”, mens Per Høyer Hansen i Tipsbladets spalter erklaerede, at turneringens officielle navn altså var ”2. internationale mesterskab om Kong Fahd-pokalen”.
Så hvad skal man egentlig kalde turneringen?
”Intercontinental Cup og så King Fahd Cup. Det er et af de to navne, jeg bruger,” siger Peter Rasmussen.
Den 52-årige nordjyde må vaere manden at spørge. Turneringen har betydet mere for ham end for de fleste andre, og han betød også ganske meget for turneringen. Dengang i 1995 var han en 27-årig AaB-spiller uden naevnevaerdig landsholdserfaring, mene t godt efterår i Superligaen fik Richard Møller Nielsen til at udtage ham til januar-turen til Riyadh, og her endte Rasmussen med at blive en afgørende brik i den danske turneringssejr.
Et par år senere fik turneringen så endnu et navn. FIFA overtog King Fahd Cup, der indtil da havde vaeret arrangeret af den saudiske hersker og landets fodboldforbund, og fik navnet Confederations Cup. Samtidig anerkendte verdensforbundet med tilbagevirkende kraft de foregående turneringers om officielle FIFA arrangementer. Det betyder, at Danmark idag står som vinder af Confederations Cup; en turnering der ellers kun er blevet vundet af store lande og fodboldnationer som Brasilien, Frankrig, Argentina, Tyskland og Mexico. Den triumf fejrer sølvbryllup netop i disse dage.
”Jeg var egentlig overrasket, da du ringede og sagde, det var 25 år siden,” siger Peter Rasmussen.
”Det havde jeg ikke skaenket en tanke. Men det er lidt sjovt, at det er så lang tid siden, og det var egentlig noget stort dengang. Det er også dejligt, at nogen tager det op. Jeg bliver konfronteret med det på den måde, at hvis nogen spørger en som mig, hvad min største oplevelse som fodboldspiller var, så må jeg nok sige, at det var den turnering,” siger nordjyden, da Tipsbladet et par dage efter telefonopkaldet mødes med ham på en café for at mindes King Fahd Cup.
Han møder op velforberedt, for han har vaeret på Youtube for at genopleve kampene fra dengang.
”Jeg må indrømme, at det har jeg gjort. Det var et stykke tid siden, men nogle gange gør jeg det. Det er sjovt. Det er også på en eller anden måde tilfredsstillende at se.”
VARETAGELSEN AF EN NATIONAL PRESTIGE
I sommeren 1994 accepterede DBU en invitation om at deltage i King Fahd Cup i januar 1995. Turneringen bestod af seks hold – vaerterne fra Saudi-Arabien, samt de kontinentale mestre fra Nord- og Mellemamerika (Mexico), Sydamerika (Argentina), Afrika (Nigeria), Asien (Japan) samt Europa. Og det var som bekendt Danmark, der vandt europamesterskabet i 1992. Alle kampene skulle afvikles i Riyadh på King Fahd International Stadium, et prestigebyggeri med plads til 70.000 mennesker og med en pris på op mod svimlende seks milliarder kroner.
”Det virker som en meget spaendende turnering, hvor vi får lejlighed til at møde nationer fra de fjernest liggende steder i verden. Jeg vil forsøge at stille vores staerkeste landshold, men er klar over, at turneringerne i bl.a. Spanien og England er på sit højeste i naevnte periode,” sagde Richard Møller Nielsen, da landsholdets deltagelse var en realitet.
King Fahd Cup var officielt anerkendt af
FIFA, hvilket betød, at landstraeneren kunne kraeve sine spillere fri til turneringen. Men han ønskede ikke en konflikt med klubberne og fravalgte udlandsprofferne Jakob Kjeldberg (Chelsea), John ”Faxe” Jensen (Arsenal), Ronnie Ekelund (Southampton), Claus Thomsen (Ipswich), Bent Christensen (Compostela) og Thomas Helveg (Udinese), der alle skulle spille vigtige turneringskampe. Den danske trup endte med at blive et ligalandshold forstaerket af seks spillere fra udenlandske klubber. Der var heller ikke mange tilbage fra det europa