"JEG ER KUN EN FORNUFTIGT TAENKENDE KAERESTE FRA AT HAVE JÜRGEN KLOPP HAENGENDE SOM PLAKAT OVER VORES DOBBELTSENG"
Nogle maend begynder at kitesurfe eller dyrke triatlon, når de kommer op i fyrrerne. Satirikeren, forfatteren og instruktøren Oliver Zahle begyndte for alvor at holde med Liverpool igen.
Faktisk begyndte det med Liverpool allerede, da Oliver Zahle kom i 1. klasse og fik at vide, at det var den klub, som man holdt med. For så gjorde han det, og det var nemt, for det var jo også dem, der vandt. Så Oliver Zahle var Liverpool-fan, og det blev han ved med at vaere op gennem livet, som det udviklede sig med trommespil i Mikael Bertelsens legendariske talkshow fra slutningen af halvfemserne, i radiosatireprogrammet Selvsving, som forfatter af børne- og ungdomsbøger, filminstruktør og helt aktuelt idemand og vaert på DR2programserien Arty Farty.
Men i de seneste år er der sket noget med forholdet til Liverpool.
"Det er kommet til at fylde helt sindssygt meget. Tidligere fyldte det noget i to gange 45 minutter og så gik livet videre, men nu... Jeg tror, der sker noget med maend, når de når en vis alder. Så er der nogle døre, der lukker, og nogle ting, der falder på plads i livet, og det er all good, men hvor skal man så kanalisere al energien hen?" siger den 51-årige Oliver Zahle.
"Så er der nogle maend, der begynder at kitesurfe eller dyrke triatlon. De får en hobby med gadgets og gear, og de er meget optagede af, hvad for en cykel, de nu skal vaelge. Det grinede jeg så lidt af, indtil jeg indså, at "hey, jeg gør jo det samme, det er bare Liverpool.""
Det er sådan lidt out of character for mig, for med min hjerne er det stadig bare to gange 45 minutter. Det er ligesom at gå ind at se en film, og så er den spaendende, og man snakker lidt om den bagefter, men man er jo ikke deprimeret en uge efter, fordi helten ikke fik reddet jorden til sidst. Det var jo bare en film. Men på en eller anden maerkelig måde har Liverpool... Det er bare blevet helt vildt vigtigt, og selv om min hjerne ikke kan forstå det, må jeg konstatere, at det kan mit hjerte," siger han.
På trods af besaettelsen var han nu aldrig rigtig nervøs, da corona også lukkede fodboldverdenen ned og truede med at stoppe Liverpools sikre mesterskab, der jo var det første siden 1990. For med de tvpenge, der var på spil, var han sikker på, at det nok skulle blive gennemført på en eller anden måde, og det blev det altså også, omend det selvfølgelig kostede på euforien omkring den historiske bedrift.
"Da de første begyndte saesonen igen, var det jo reelt ikke spaendende. Det var bare et spørgsmål om hvornår, så jeg var heller ikke sammen med nogen den aften, hvor City tabte til Chelsea, og de blev mestre. Så kom der nogle sms'er med "Nå, så kom den i hus", men der hvor jeg følte glaeden, det var ved at se alle de små film, som spillerne og klubben lagde op den aften. Hvordan de sad sammen på et hotel og delte det. De film var jeg inde at se nogle gange for ligesom at maerke det."
"Men det var slet ikke som sidste saeson, da de slog Barcelona 4-0 i Champions League-semifinalen. Der sad jeg også alene hjemme, for den var jo røget, men da de så kom på 3-0, gik jeg ind til min kaereste, der lå og sov med vores lille barn, for jeg var ved at eksplodere. "Jeg bliver nødt til at gå ud, hvis de scorer igen. DET ER FOR SINDSSYGT..." Og så måtte jeg løbe ned på et af Liverpool-stederne for at kramme med nogen, jeg ikke kendte."
"Den aften, mesterskabet kom hjem, kom jeg også til at taenke på, da Steven Gerrard gled. Vi havde siddet nogle stykker sammen, og bagefter gik jeg hjem sammen med min gudsøn, og vi var fuldstaendig lammede. Men da sagde jeg til ham, at det her måske var ligesom, når ens kaereste slog op med en. "Det giver heller ikke nogen mening, før man har fået en ny kaereste, og så kan det give rigtig meget mening. Men lige nu er det fuldstaendig meningsløst." Og så skiltes vi."
"Det, der så gav mening, var jo, at Gerrards slip måske var det, der gjorde, at Jürgen Klopp kom til Liverpool. Hvis Liverpool havde vundet mesterskabet, havde Brendan Rodgers vaeret urørlig, men jeg tror ikke, at han havde fået Liverpool lige så langt, som Klopp har nu. Så på en eller anden måde var det godt, at Gerrard gled."
"På den måde har jeg altid set fremad med Liverpool. Hvad konsekvenser kan de forskellige ting få. Men nu er der ro på. Mesterskabet var ikke en kaempebrandert, det var mere som den der fornemmelse, man har efter en hård flytning eller en lang arbejdsweekend, hvor man smider benene op og tager en øl. Aaahhh...," siger Oliver Zahle og spørger, hvornår vi skal snakke noget mere om Jürgen Klopp.
For det er Liverpool-manageren, der personificerer både de nye triumfer og den klubhistorie, som satirikeren elsker. Det er tyskeren, der driver holdet og løfter fankulturen, og Oliver Zahle er fan af Klopp på en måde, så han også selv lader sig inspirere af Liverpool-manageren.
"Der hvor det rationelle og hjertet smelter sammen i mit forhold til Liverpool, det er ved Jürgen Klopp. Jeg er kun en fornuftigt taenkende kaereste fra at have Jürgen Klopp haengende som plakat over vores dobbeltseng. Jeg er fan af ham, som piger var fan af Take That. Den dag han forlader Liverpool, kommer jeg til at graede som pigerne den dag, Take That gik i opløsning.
Jeg synes, at han er sindssygt inspirerende og spaendende, og han inkarnerer det hele ved Liverpool. Jeg synes, at han er helt fantastisk."
"Nu arbejder jeg jo som instruktør, og det handler også om, at man har nogle ideer, som alle andre skal udføre, og hvordan får man dem så til det? Så taenker jeg på Klopps laeresaetning om, at taktik er vigtigt, men følelser er endnu vigtigere. Hvad nytter det, at man har alle mulige visioner for, hvordan man skal løse noget med en scene og nogle skuespillere, hvis ikke man kan indgyde en samhørighed, en fornemmelse af at vaere et hold og det gode ved at alle arbejder i den samme retning?"
"Og så synes jeg også, at den måde, han er på, er enormt livsbekraeftende. Man kan godt vaere en fed fyr og vinde. Man behøves ikke at vaere en idiot eller Mourinho. Man kan faktisk godt vaere både genuin og a good guy og stadig få folk til at yde."
"Han er både ydmyg og ambitiøs, og så kan jeg godt lide, at han ikke vil snakke fodbold, når han mødes med nye spillere. Han ved jo godt, hvad de kan. Han har set filmene. Han vil hellere vide, hvem de er som menneske. Hvad bruger de deres liv på, hvordan er de, og kan de med deres personlighed blive en del af faellesskadet og bidrage?" siger Oliver Zahle, der da også har NORMAL 1 stående på ryggen af sin Liverpool-trøje som en haeder til hans største helt i favoritklubben.
Og det er Liverpool, der fylder det hele. Han orker hverken at se Superliga eller andre Premier League-hold, når nu Liverpool giver ham den saerlige følelse.
"Jeg er optaget af mit arbejde med liv og sjael. Jeg taenker på det hele tiden, jeg arbejder med det hele tiden og tager det med hjem, men så er der noget, jeg kan stresse af med, for Liverpool er så kraftig en ting i mit liv, at det skubber alt andet ud, og så har jeg halvanden time i en form for meditativ tilstand."
"I meditation prøver man jo at lukke alle tanker ude. Det gør jeg ikke. Jeg lukker bare nogle andre tanker ind, i og med at jeg jo godt rationelt ved, at det ikke er virkelighed. Men det er det så alligevel. Uanset hvad, så stresser jeg af med det. Så har det en mening for mig at kunne dykke ind i det Liverpool-univers og vaere i det på samme måde, som en der kitesurfer er i naturen og stresser af med det," siger Oliver Zahle og udbygger tankerne om fodbolden som virkelighed eller ej.
"Det der er så staerkt ved fodbold, det er, at det er en metafor for livet på samme måde, som når vi laeser bøger og ser film og teater, for det er jo også en måde at se andres liv på. Det er fortaellinger, der siger noget om vores liv, og som vi blive optaget af. Der er nogle dilemmaer og nogle karakterer, som vi kan spejle os i, og det er der også alt sammen i fodbold, måske lige undtagen historien om kaerligheden mellem en mand og en kvinde."
"Men udover det, så er det der alt sammen. Uretfaerdigheden, den lille mod den store, alt det der ligger i det. Karaktererne. Det er som en saebeopera, der bliver ved. "Ham, der før var kaereste med hende der, er nu blevet skilt og så..." bliver i fodbolden til "Han spillede for den anden klub før, men nu, og det er dramatisk fordi..." Fodbolden er en kaempefortaelling."
"Så det er en metafor, men samtidig er det også virkelighed, og derfor er fortaelling så staerk. Man kunne ikke have skrevet "Liverpool-Barcelona 4-0" som en film, for den havde vaeret utroligt dårlig og utrovaerdig. Men når det så sker alligevel, så er det rigtigt, og så virker det endnu kraftigere."
"Så hvis man har forstået praemisserne, karaktererne og historierne og kender tilgangen og har et favorithold, så har man virkelig muligheden for at få en kaempe oplevelse med fodbolden, som er film og tv og litteratur overlegen, fordi det samtidig er virkelighed. Der er ikke nogen, der har digtet det. På den måde er det sindssygt livsbekraeftende."
"Og så er det også interaktivt. Man kan selv vaelge sin hovedperson. I min historie er det Liverpool, men i en andens er det Manchester City. Hans historie endte dårligt, mens min endte godt, men det er stadig den samme historie, vi beskuer. Det er jo helt vildt overlegent," siger Oliver Zahle. Jeg har udtaget spillere, som jeg tror er sympatiske mennesker, og som samtidig også står for både fighteregenskaber og fair play. Det er for eksempel Sami Hyypiä og Gary Lineker, der stort set ikke fik nogen kort i deres karriere, og det er folk som Dirk Kuyt og James Milner, der bare aldrig giver op, men det er også Ronaldinho for smilet og glaeden ved spillet. Og selvfølgelig Daniel Agger, der afviste rygter om Barcelona ved at få tavoveret YNWA på knoerne og så røg på baenken i Liverpool og derfor sluttede i Brøndby i stedet for i Barcelona. Det er en skaebnetung fortaelling, men det er også en smuk historie om klubfølelser over penge – lige som Trent Alexander-Arnold også bliver det.
Der skal også vaere plads til Jan Heintze, som jeg altid har haft noget med, og som mine venner altid har grinet af min passion for. Men han blev også bare ved – og så var det sjovt, at han brugte det der hajtakspulver. Og hvem kan komme uden om Elkjaer? Men første mand på holdkortet er helt klart Frank Arnesen, der både var en elegantier og en gadedreng fra Amager. Der var noget rock'n roll over ham. Han var fodboldens svar på Mick Jagger.