SUPERLIGAEN SLOG IKAST IHJEL
Hele vejen op gennem 1980'erne havde Ikast Forenede Sportsklubber vaeret et fast element i den bedste danske fodboldraekke og oven i købet vundet medaljer ved to lejligheder. Det aendrede sig i den første Superliga-saeson efter en katastrofal traeningslejr i Kenya. Ikast rykkede ned og formåede aldrig igen at bide sig fast i toppen af dansk fodbold – og det førte til, at klubben gik sammen med rivalerne fra Herning Fremad og skabte en ny storklub på heden.
Dansk fodbold blev forandret dengang i 1991, da Superligaen blev indført. Det gjorde Ikast FS også. Men ikke til det bedre og staerkere. I hvert fald ikke i første omgang.
Hele vejen op gennem 1980'erne havde den midtjyske klub vaeret fast bestanddel af den bedste raekker og var til tider faktisk en magtfaktor. Det blev til to saet medaljer og to pokalfinaler på fem saesoner. Og da Superligaen i 1991 blev indført, regnede alle med, at det ville fortsaette sådan. Ligaen var blevet skåret ned fra 14 til 10 hold, og der var en direkte nedrykningsplads og en playoffkamp mod et 1. divisionshold at undgå, men det var ikke forventet, at Ikast ville komme i problemer.
”Undgår holdet alvorlige skader, må Ikast vaere et godt bud på en placering mellem nummer tre og seks,” vurderede Tipsbladet i saesonoptakten, mens direktøren Ove Lyhne samme sted erklaerede, at ambitionen var at blive blandt de otte bedste klubber i Danmark.
”Laengere vil vi ikke gå med en målsaetning, og om det så raekker til en første- eller ottendeplads, det må tiden vise,” sagde Ove Lyhne om holdet, der var blevet nummer tre i 1991.
Ikasts spil det forår rakte til en plads som nummer sjok. En en på alle måder fejlslagen traeningslejr i Kenya ledte til et forår, hvor holdet godt nok vandt premieren over de senere vicemestre fra Lyngby, men så efterfølgende indledte en stime på 14 kampe i traek uden sejre. Og i en bare 18 runder lang saeson, som var skåret ned, fordi turneringen skulle omlaegges fra kalenderår til efterår/forår, var det skaebnesvangert laenge at spille uden sejr.
”Det var bare en hel masse udefrakommende faktorer, som gjorde, at vi ikke faldt ind i en rytme. Når der så er så kort tid at redde det på, kunne vi ikke nå det på en halvsaeson,” husker den davaerende målmand Mogens Krogh 30 år senere.
”Vi kunne slet ikke få det til at haenge sammen,” siger direktøren Ove Lyhne i dag.
Så Ikast FS rykkede ned, og klubben blev aldrig igen stamgaest i den bedste raekke efter omlaegningen til Superligaen. Op gennem 1990'erne blev det kun til spredte, korte besøg – en markant modsaetning til de 13 saesoner i traek, som klubben havde spillet på øverste niveau frem til nedrykningen i 1991.
STØVRING KRO SERVEREDE STEGT FLAESK MED PROFESSIONEL KONTRAKT
Det begyndte med oprykningen i 1978, det første år med betalt fodbold i Danmark. For første gang nogensinde skulle Ikast Forenede Sportsklubber spille i landets bedste raekke. Da var en 20-årig Ejner Rahbek, som blev en stor profil i klubben i det efterfølgende årti, netop kommet til klubben.
”Jeg kom fra Brande og havde selv spurgt – eller min traener havde – om jeg kunne få lov til at prøve tingene i Ikast. Og jo, jeg kunne godt få lov til at traene i førsteholdstruppen, som vel var på 30 mand. Jeg var ikke med det første halve år, for vi havde Max Rasmussen som traener, og han havde et princip om, at han udtog 16 mand, og de skulle udgøre truppen det første halve år uanset hvad. Så kom jeg ind i løbet af sommerpausen, da der var lidt afbud,” siger i dag 63-årige Rahbek om oprykningsåret.
I 1960'erne havde et af Ikasts første store hold vaeret kendt som ”De Jyske Ungarere”, og en lignende filosofi forsøgte man at kopiere 20 år senere.
”Det var i hvert fald noget god angrebsfodbold og altid med rimelig gode angribere, der kunne score, og så var det måske med lidt forskellig kvalitet på resten af banen. Men som regel med godt, underholdende spil, vil jeg vove at påstå. Vi kunne selvfølgelig også tage ved, når det skulle vaere,” husker Rahbek.
I 1982 fik Ejnar Rahbek en ny holdkammerat, en teenagekeeper fra Taars-Ugilt IF, der boede i Horne lige syd for Hirtshals.
”I de år var jeg med på juniorlandsholdet og ynglingelandsholdet. Jeg var nok blevet scoutet i den sammenhaeng. Kontrakten blev underskrevet på Støvring Kro, for så kørte vi cirka lige langt, min mor og jeg og Leo D. Nielsen, som var forretningsfører i Ikast FS. Så fik vi noget stegt flaesk med persillesovs og fik lavet en stor kontrakt der,” fortaeller Mogens Krogh.
Han startede saesonen på andetholdet i Danmarksserien, men da englaenderen Andy Pape fik en skulderskade, hev traener Flemming Serritslev det store talent op til de sidste tre kampe i 1. division, hvor Ikast var i store problemer under nedrykningsstregen.
”Jeg debuterede på min 19 års fødselsdag mod Esbjerg. Jeg husker fra min debutkamp, at Henning Lund Sørensen var dommer og dømte skridt på mig. Jeg var en ung målmand, og hvis ikke jeg havde nerver på, så fik jeg det der. De scorede på det indirekte frispark, men vi endte så med at vinde kampen 3-2 og vandt også de efterfølgende to. Den naestsidste var faktisk i Brøndby. Det var mindevaerdigt, at vi reddede os mod alle odds. Det var også lidt historien om Ikast, som hele tiden overlevede. Som havde et specielt sammenhold på holdet og kaempede, når det så sortest ud,” siger Mogens Krogh.
”Det var en provinsklub med et familiaert forhold. Man hentede spillere fra det naermeste opland op til slut/midt-80'erne. Der var godt kammeratskab og den der typiske foreningskultur, som bar det hele igennem. En hel masse frivillige mennesker bakkede op. Og så var der en stor lokal opbakning; på tilskuersiden, men primaert på økonomisiden og sponsorsiden,” siger målmanden.
Den støtte husker Ejner Rahbek også. ”Så mange store virksomheder har vi heller ikke i Midtjylland, men nogle er der. Den mest kendte er vel JBS, undertøjsfabrikanten, i den periode, og så fik vi Faxe Kondi som sponsor på et tidspunkt, hvor vi var det vestlige islaet, og Naestved var det østlige. Ellers var det rigtig mange lokale sponsorer, rigtig mange tekstilvirksomheder, som jo også var selvgjorte folk, der var kommet til med succes op gennem 60'erne og 70'erne.”
”Når der var krise med økonomien – for det var der tit, det var jo inden tv kom ind med en lidt større pengepung – var man lige rundt for at sige, at nu havde vi brug for lidt penge. Helst efter en kamp vi havde vundet. Manglede vi en ny spiller, var man også rundt; også helst efter en kamp vi har vundet. Nogle gange når vi tabte,
var de jo klar til at smide hele investeringen eller sponsoratet i skraldespanden,” siger Ejner Rahbek.
”Det var et bredt, bredt netvaerk. Der var ikke så pokkers meget andet, man kunne støtte i virkeligheden. Der var vel Herning Ishockey, men slet ikke med samme volumen, som den økonomi vi havde i Ikast.”
STORHEDSTIDEN I SLUT-80'ERNE
”Der var i det hele taget meget pionerånd op gennem 80'erne i måden, tingene blev grebet an på med sponsorer, og måden, klubben blev drevet på. Man var også dygtig til dengang at fiske i klubberne ikke alt for langt vaek og så ellers spaede til. Jo laengere hen vi kom i 80'erne, desto laengere vaek begyndte man at hente folk fra,” siger Ejner Rahbek.
Med tiden blev Ikast et etableret hold i den bedste raekke. Holdet nåede pokalfinalen i 1986 og vandt sølv efter Brøndbys suveraene mestre året efter. To år senere blev det til endnu en pokalfinale; en berømt kamp hvor Brøndby endnu engang var overmagten og vandt 6-3.
”Midt i 80'erne klikker det hele bare for os. Vi er de rigtige spillere på de rigtige pladser. Og så er der desvaerre lige en klub, der hedder Brøndby, som ikke er til at hamle op med,” siger Rahbek.
”Man var gode i rekrutteringen,” siger Mogens Krogh.
”Man fik opbygget et godt hold med unge spillere og arbejdede kontinuerligt med den unge gruppe fra start- og midt-80'erne og så frem til 1990, for der havde vi flere gode saesoner. Vi var mange jaevnaldrende i de år, og vi havde det skidegodt sammen. Og så selvfølgelig hårdt arbejde og vilje. Det var de ting, som gav resultaterne,” uddyber målmanden.
I 1989 blev Ove Lyhne, der tidligere havde spillet i klubben, ansat som ny direktør i Ikast FS. Året efter blev svenskeren Lennart ”Liston” Söderberg ny traener, hvilke både gav kontroverser og resultater.
”Han var en meget speciel traener, en fantastisk traener, som mente, at vi ikke var i form i Ikast. Efter tre måneder var det lige ved, at jeg skulle finde ud af, om det var spillerne, jeg skulle beholde, eller traeneren. Men jeg valgte klogelig at beholde ham. Det viste sig, at selv om han eddermame var hård ved dem, og nogle af spillerne var ved at løbe skrigende bort, så fik han dem i en kanonform. Vi spillede fremragende fodbold. ”
”Lennart Söderberg havde en fortrinlig evne til at organisere et hold. Ove Hansen var en superhurtig spiller, og ham fik han det optimale ud af. Han havde designet forskellige løb, og vi havde nogle fortraeffelige midtbanespillere, der kunne spille ham i dybden. Vi var i bedre form end de andre, det var vi 100 procent, og det kunne man simpelthen se i kampene. Ikke på noget tidspunkt kunne vi røres ved fysisk. Vi kunne møde hold, der var bedre end os, det er okay, men de kunne ikke køre os ned. Lennart og jeg havde rigtig mange snakke om den uro, der var i truppen, og den formåede vi at holde i ro, for jeg troede 100 procent på Lennart. Det lykkedes heldigvis også at komme igennem,” siger Ove Lyhne om den svenske traener, der førte sit hold til bronze i den første saeson i 1990.
Det blev Ejner Rahbeks sidste år på topplan. Han fik en skade, som han aldrig helt kom sig over, og besluttede sig for at trappe ned.
”Pengene var ikke så store, selv om der godt nok var kommet lidt tv på, så det handlede også om at få gang i den civile karriere. Jeg havde altid haft en ide om, at når jeg passerede 30, skulle jeg til at slå over og se, hvad resten af karrieren skulle bestå af. Da så den skade kom oveni, og det var slut med topniveauet, var beslutningen i grunden ikke så vanskelig. I en overgang hjalp jeg til som mentor for nogle af de lidt yngre kraefter i klubben og spillede et par år eller tre på andetholdet. Engang imellem blev jeg kaldt ind, hvis der var mange afbud, og de var på den. Så kunne jeg stå en forsvarer,” siger Rahbek, der på den baggrund også skulle få tre Superliga-kampe i foråret 1991.
Men reelt var karrieren forbi for en af de store spillere fra Ikasts staerke 80'er-hold. Rahbek fik 10 A-landskampe og spillede yderligere 33 gange i den røde trøje på diverse U-, amatør- og ligalandshold. Han husker kampe i Thailand, hvor der var 90.000 tilskuere, som stod helt ned til sidelinjen, og han husker, da han første gang stod ret til nationalmelodien til en OL-kamp i Aalborg.
”Det var lidt stort for en knejt fra Brande,” siger Ejner Rahbek.
KATASTROFEN I KENYA
Fordi Ejner Rahbek trappede ned til Danmarksserie-fodbold, var han ikke med på Ikasts traeningslejr i Kenya forud for saesonstarten i 1991. Men historierne dernedefra fik han fortalt.
”Jeg var rystet, da jeg hørte om det, da de kom hjem. Det, der skulle have bragt dem foran, endte med at gøre fuldstaendig det modsatte, og de blev sat tilbage i forhold til, hvis de var blevet herhjemme,” siger Rahbek.
Sådan husker Mogens Krogh det også. ”Da vi rykkede ud, kan det i min verden knyttes direkte tilbage til den traeningslejr, vi var på i Kenya,” siger målmanden.
”Jeg var en af de spillere, som ikke mente, det var en god ide, at vi skulle til Kenya. Vi skulle selv betale noget for at komme afsted, men frem for alt var det for mig for eksotisk i forhold til at få et sportsligt udbytte. Jeg plejer at sige, at vi så da en flodhest og en abe i et trae, men vi så ikke engang en løve. Og så spillede vi nogle frygtelige steder, som ikke havde sportslig berettigelse.”
”Det var banerne, modstandernes kvalitet... Også varmen i forhold til hvor meget man kan holde til at lave på stenhårde jordmarker. Vi skulle have spillet nogle ting ind på et hold, der skulle virke to uger efter til en vigtig saesonstart, men det var en helt anden type fodbold mod nogle modstandere, som var fuldstaendig atypiske i forhold til det, vi skulle ud imod.”
”Det var bare... Det var bare helt forkert. Hvis man tog derned og havde en fuldstaendig plan og vandet graesbane, man kunne traene på, så kunne det måske gå, men der var bare alt for meget, som ikke var rigtigt,” siger Krogh.
Direktør Ove Lyhne er enig. For eksempel havde Ikast et samarbejde med fynboen Jack Johnson, som var traener for en kenyansk klub, og det var temmelig kaotisk.
”Mens vi var dernede, nåede han at blive fyret og genansat. Der var ikke rigtig styr på de ting, der skulle vaere styr på. Vi havde lavet en deal om, at vi skulle dele tilskuerindtaegterne, for der var rimelig mange tilskuere, men hver gang vi havde spillet en kamp, havde nogen stjålet af kassen, så vi havde ingen kasse at dele. Det var en vanvittig tur. På sin vis var den oplevelsesrig. Vi spillede i Mombasa, og vi spillede i Eldoret, som lå frygtelig langt ude på landet, så vi kørte derop om natten i busser. Det var noget forfaerdelig noget. Det var også mentaltraening, vi var udsat for. Set i bakspejlet skulle vi ikke have taget den tur,” siger Ove Lyhne.
Det vaerste var de helbredsmaessige konsekvenser. Truppen blev ramt af salmonellaforgiftning.
”Vi havde flere spillere, som, da de kom hjem, var så afkraeftede, at der gik lang tid, inden de kom i omdrejninger igen. Jeg tror, vi havde fire spillere, som virkelig var afkraeftede i lang tid. Og hvis man er ude i en måned i så kort en saeson, inden man overhovedet er tilbage på noget, der minder om tidligere tiders styrke, så er saesonen forbi,” siger Mogens Krogh.
Og så blev Lennart Söderberg alvorligt syg. To dage før hjemrejsen blev han ramt af en blodprop i hjertet og blev indlagt på et kenyansk privathospital i 10 dage.
”Lennart kunne godt have fået den blodprop derhjemme, selvfølgelig kunne han det, men kosten kostede også. Det var faktisk en uheldig tur for os,” siger Ove Lyhne.
30 år senere lever Söderberg stadig, og han fylder 80 til sommer, så han kom sig heldigvis, men han var ude i størstedelen af det vigtige Superliga-forår. Den tidligere landsholdsspiller Lars Bastrup, der var en del af Ikast FS' sportslige ledelse, og Ove Lyhne selv vikarierede i begyndelsen som traenerduo, indtil Bastrup overtog ansvaret alene. Det gik ikke godt. I de første 11 runder uden den svenske traener hentede holdet bare én sejr og tre uafgjorte.
”Man kan naesten sammenligne det med, da Ferguson stoppede i United, eller da Guy Roux stoppede nede i Frankrig. Der sker altså et eller andet med holdet. Der skal ikke så meget til faktisk, når man har bygget det op omkring noget bestemt. I det forår formåede vi ikke at holde fokus på vores fundament. Der blev uro i truppen. Og der er ingen tvivl om, at salmonellaforgiftningerne, som vi havde med hjem, afkraeftede spillerne. Lars Bastrup forsøgte at holde fast, men han havde også sin stil. Man kan ikke kopiere en traener. Man skal vaere den, man er som person,” siger Ove Lyhne.
Lennart Söderberg vendte tilbage til turneringens sidste tredjedel, men da var Ikast allerede isoleret i bunden med fem point op til garanteret overlevelse – et paent hul i en turnering med kun to point per sejr. Og fra start blev det ikke bedre med svenskeren på sidelinjen, for efterfølgende blev det kun til ét point i de naeste fire kampe, inden Ikast så faktisk sluttede haederligt med at vinde to af de sidste tre kampe. Men da var det for sent. 13 saesoners ophold i den bedste raekke var ovre. Ikast FS rykkede ned.
FUSIONEN VAR NØDVENDIG
Ambitionen efter nedrykningen var klar: Ikast skulle tilbage til Superligaen, og man regnede med, at det nok skulle kunne lade sig gøre.
”Jeg kan ikke se, hvem der i 1. division kan slå os over en hel saeson,” sagde profilen Jesper Thygesen til Tipsbladet, da nedrykningen var ved at vaere en realitet.
Virkeligheden blev en anden. Dygtige spillere – blandt andre Mogens Krogh som tog til Brøndby for at erstatte Peter Schmeichel – forlod klubben, og først i 1993 rykkede Ikast igen op – for så igen at ryge i kvalifikationsligaen efter halvanden saeson. I løbet af 1990'erne blev det til yderligere to oprykninger, som straks blev fulgt af to nedrykninger. Ikast kunne ikke etablere sig i Superligaen, og det var økonomien, der var problemet.
”Det år sad jeg med i Divisionsforeningens bestyrelse, og der havde man besluttet sig for, at man ville lave en ny Superliga. Vi havde som målsaetning, at vi skulle op på 8000 tilskuere i gennemsnit, og et af midlerne til at nå det mål var blandt andet, at man skulle prøve at indskraenke Superligaen for at få koncentreret økonomien i faerre klubber. Jeg sagde: ”Ved I hvad, det er en katastrofe at rykke ned nu, for der er så stor forskel i økonomien?” Desvaerre gik det ud over os i Ikast det år.”
”Der blev lavet en ny tv-aftale, så økonomien fik pludselig stor betydning. Jeg skulle skaere tre millioner kroner i kontrakter, og det var mange penge, når vi omsatte for ni millioner. Det er en cirkel, man kommer ind i. Det er dyrt at vaere fattig. På den ene side skulle vi spare, på den anden side skulle vi udvikle et sportsligt projekt. Derfor lå vi i den position frem og tilbage” siger Ove Lyhne.
Den rekruttering, som havde vaeret en stor del af succesen årtiet forinden, kunne ikke laengere fungere på samme niveau.
”Man kunne ikke tiltraekke de spillere, der skulle til. Selvfølgelig kunne man godt fiske spillere ude omkring, men det ekstra stjernedrys lykkedes man ikke med i 90'erne. Og så var økonomien i øvrigt blevet så stor, at bare det at få rimelig gode kvalitetsspillere kostede en formue, og den økonomi havde man simpelthen ikke. Jeg sad i bestyrelsen i to år, og der var ikke meget at gøre med. Det var rigeligt bare at skulle kaempe for at beholde dem, vi havde, kan jeg hilse at sige. Der var gassen feset lidt ud af ballonen, og vi blev overhalet af mange andre klubber, der kom nedefra og overhalede os i venstre bane,” husker Ejner Rahbek.
Der skulle drastiske midler til, før Ikast igen var repraesenteret i dansk fodbolds top. Allerede da Ove Lyhne blev ansat som direktør i 1989, var en af hans arbejdsopgaver at arbejde hen imod en fusion med rivalerne i Herning 15 kilometer mod vest. Han havde som aktiv spillet i begge klubber, så han måtte vaere den rette mand til det job, syntes bestyrelsen.
”Men det døde faktisk ret tidligt på det tidspunkt, fordi ungdomsafdelingen i Herning Fremad mente, vi skulle spille i blå strømper, og ungdomsafdelingen i Ikast ville spille i gule strømper. Det er sådan groft karikeret,” husker Ove Lyhne.
Men som dansk fodbold udviklede sig op gennem 1990'erne, og hverken Ikast eller Herning kunne finde fodfaeste på de øverste tinder, besluttede de to klubber at finde et faelles fundament, og FC Midtjylland blev født.
”I 1995 bliver jeg direktør i DBU Jylland. og der siger jeg, at ”I kan godt fortsaette ad den her vej, men så bliver det på det her niveau. Hvis I ikke tager det store skridt og udvider til et større område end Ikast, kan I simpelthen ikke overleve.” Vi havde Herning-Ikast Erhversråd, som var gode til at samarbejde, men man havde ikke et økonomisk grundlag til at gøre en forskel.”
”Allerede dengang havde man nogle stadionplaner, og vi havde lavet en akademitanke, og vi havde lavet FS Midtvest-samarbejdet, som jeg rent faktisk startede i '89. Alt det der havde vi forberedt, men vi havde bare ikke økonomi til at gennemføre det. Det var pengene, der kom en nat i 1999, som gjorde, at nu var det nu med fusionen, og siden er det så gået fremad, selv om der har vaeret op og nedture,” siger den nuvaerende direktør i DBU Jylland.
Da det hed 1. division, kunne Ikast klare sig selv og opnåede flotte resultater. Den gik ikke, da Superligaen kom til. Til gengaeld går det ganske godt for FC Midtjylland, der i dag spiller hjemmekampe på MCH Arena i Herning, men traener ved det gamle stadion i Ikast, hvor Ejner Rahbek, Mogens Krogh og alle de andre i tiden før Superligaen var et af de bedste klubhold i Danmark.