Trods alle fejlene kan Superligaen stadig noget

Superligaen fylder i denne uge 30 år, og vi markerer i Tipsbladet de tre årtier med historier fra fødslen, hvor Bent Christensen blev den første målscorer, og fundamentet til FC Midtjylland indirekte blev lagt via Ikasts nedtur.

Det er selvsagt svaert at holde fest i den nuvaerende coronaaera, og tømmermaendene ville alligevel have vaeret lidt tungere, end da man fyldte 25.

Men fødselaren kan nu alligevel noget, selvom vi må vente med den store fejring, og selvom der er en masse brok og kaevl i en frustrerende tid uden tilskuere på stadion.

Det er tydeligt, at et drama som Juventus' exit til FC Porto og Erling Haalands opvisning for Dortmund i tirsdagens Champions Leaguekampe ikke er noget, Superligaen nogensinde kan matche sportsligt. Det er ikke to forskellige sportsgrene (endnu), men alligevel er det tempo og de solopraestationer noget, vi ikke får at se i Superligaen.

Men nogle gange skal man miste noget, før man forstår, hvad det betyder, og adgangen til de lokale fodboldarenaer gør virkelig nas.

Her et år inde i epidemien rammer det stadig hårdt at vaere på arbejde på stadion og høre, hvor stille der er. Den naerhed til os, til vores foraeldre, vores børn og vores venner på stadion er det allervigtigste, Superligaen og dens klubber har og aldrig må miste.

Vi skaendes om VAR og hvem systemet favoriserer, og problemerne med VAR og fodboldloven her i 2021 kraever helt klart justeringer, der er på vej, blandt andet med en aendring af hands-reglerne til sommer.

Naerheden i Superligaen skal vi også passe på med tanke på de mange udenlandske opkøb af danske klubber, og Superligaens succes i de naeste 30 år er bestemt ikke nogen selvfølge.

Men det fysiske savn, mange af os føler, når vi ser de tomme Superliga-arenaer, fortaeller historien om, at ligaen kan noget, og at der i den grad er noget at bygge videre på, når man igen må se en fodboldkamp i Danmark på stadion.