Frygten kommer igen snigende

I sidste saeson skete der noget bemaerkelsesvaerdigt, da grundspillet skulle afgøres.

Superligaen var skåret fra 14 til 12 hold, og i de første 11 runder blaeste holdene derudad og nåede op over et målgennemsnit på tre mål per kamp, hvilket er rigtig meget i en solid europaeisk liga.

Og så gik de i stå.

Fra et målgennemsnit på 3,08 per kamp i runde 1 til 11 bød runderne 12 til 22 på anderledes beskedne 2,36 mål per kamp.

Også antallet af uafgjorte opgør steg fra 14 i første halvdel af grundspillet til 20 i sidste halvdel.

Jeg har efterhånden opgivet mit forsøg på at få modellen med grundspil og slutspil taget op til genovervejelse.

Men jeg vil påpege, at tallene i hvert fald indikerer, at der sker noget med modet til angribe og frygten for at miste noget, når de sidste runder i grundspillet naermer sig.

Dårligere baner og vejr kan også medvirke til at gøre det svaerere at spille angrebsfodbold, ligesom udmattelse og hold tvunget til at dykke dybt i reserverne naturligt nok også kan miste 5-10 procent af eventyrlysten.

Ikke desto mindre fornemmer jeg, at ligastrukturen puster til frygten og gør Superligaafslutningen til et spil, hvor man mere frygter at miste noget end forsøger at opnå noget, og det er synd for underholdningsvaerdien og muligvis også for lysten til at prøve noget nyt, for eksempel unge, lovende spillere, hvilket en fyringstruet cheftraener og sportsdirektør naturligt nok ikke har lige så megen lyst til i den nuvaerende model.

Måske tager jeg fejl – måske er det nu, Superliga-klubberne skruer op for charmen og brager løs med underholdende fodbold indtil vinterpausen om seks ugers tid. Men indtil de gør, tillader jeg mig at forholde mig skeptisk til udsigterne i de kommende spillerunder og det fornuftige i en så stringent grundspils- og slutspilsmodel, der direkte opmuntrer til at vaere forsigtig og undgå risici.