Ekstra Bladet - Tipsbladet

MÅLMANDSFA­MILIE: FARMAND HAR STILLET STORE KRAV

- TEKST: KENNETH JENSEN

Alle kender naturligvi­s familien Schmeichel. Peter var verdens måske bedste målmand, da han spillede for Manchester United i 90'erne, og Kasper Schmeichel har i Leicester City også udviklet sig til en af de bedste.

En lidt mindre kendt målmandsfa­milie er familien Bernat. Hans Christian Bernat er i kassen hos fynske OB og ligner en solid keeper, og han er gået i fodsporene på sin far, Robert Bernat, der spillede en enkelt Superliga-kamp for Vejle Boldklub og også spillede for Næsby Boldklub.

Og så er der familien Iversen. Det er i sandhed en målmandsfa­milie.

Historiens omdrejning­spunkt er Esbjerg og EfB, hvor 24-årige Daniel Iversen, der er udtaget til landsholde­t og i dag en vigtig spiller for Preston, fik en del af sin fodboldopd­ragelse. Og hvor hans lillebror, 15-årige Lukas Iversen, er en keeper, man håber meget på, og i efteråret skrev under på en ungdomskon­trakt.

Deres far, Ivan Iversen, har selv en fortid som målmand og målmandstr­æner, omend på et lidt lavere niveau.

Og Ivan Iversen har en stor andel i, at Daniel Iversen er blevet så god, som han er, og at Lukas Iversen også har gode muligheder for at nå langt. For han har på en rigtig og respektful­d måde sikret sig, at børnene var bevidste om, hvad der skulle til for at nå topfodbold­en.

"Farmand Ivan har altid stillet store krav til dem og sørget for, at de har levet profession­elt. Det samme med deres mor, Tina. Og det mener jeg på en rigtig god måde," siger EfB's akademiche­f, Lars Vind.

LANDSHOLDS­UDTAGET

For Esbjerg fB er det med stor glæde, at man har set, at Daniel Iversen er udtaget til det danske landshold, der møder først Holland og siden Serbien i et par testkampe.

Og for Lars Vind er det også noget særligt, da han kender Daniel Iversen gennem mange år.

"Daniel har altid været en meget talentfuld målmand. Han dukkede op hos os som U13-spiller, og Daniel har altid været en stærk målmand. som gennem ungdomstid­en stort set altid har været den bedste på sin årgang."

"Jeg har selv været træner for ham. Allerede som U15, var Daniel med på U17-holdet, da jeg var træner for holdet."

"Han har altid haft en udstråling, og om det er kamp eller træning, har han altid haft en positiv hovering over for sin direkte modstander. Alt blev gjort til en kamp."

"Ud over udstråling­en har han også redningern­e, han fylder godt i målet, og så er han hurtig på stregen," siger Lars Vind.

Allerede i en tidlig alder forlod Daniel Iversen Danmark og EfB. Keeperen blev i januar 2016 – som 18-årig – solgt til engelske Leicester City. Her er han stadig på kontrakt, selv om han ikke har formået at slå igennem i klubben. Det skyldes blandt andet, at det er Kasper Schmeichel, han spiller bag.

Så Daniel Iversen har ført en tilværelse som udlejet spiller siden sit skifte til Premier League-klubben, men i denne sæson har han været forrygende for Preston fra den næstbedste engelske række. Så meget, at Iversen er blevet bemærket i England. Og altså også af Kasper Hjulmand.

NY KONTRAKT TIL TALENTET

For Lukas Iversen er livet som fodboldspi­ller først ved at starte. Der er store forhåbning­er til den 15-årige målmand, som i efteråret skrev under på en ungdomskon­trakt.

Men EfB er også bevidste om ikke at lægge for meget pres på Lukas Iversen, der skal finde sin egen vej i fodbolden.

"Vi gør meget ud af ikke sammenlign­e de to – det er to forskellig­e typer og to forskellig­e perioder i EfB. Lukas har en predicted height, hvor han kan blive lige så stor som Daniel. Der er han ikke helt endnu. Han er også født sent på året, lige i slutningen af oktober, så han har ikke den samme modenhed, som Daniel havde på det tidspunkt."

"Men Lukas har et rigtig godt potentiale. Han er god med fødderne og kan spille spillet. Han er faktisk også redningsst­ærk på stregen. Det er klart, at qua at han ikke har den store fysik endnu, råder han ikke helt over feltet," siger Lars Vind og gentager:

"Det er to forskellig­e mennesker, og der skal vi ikke ud i at sammenlign­e dem. Lukas har sit eget forløb, og han får også sin egen karriere. Vi presser Lukas som den, Lukas er, og det bliver spændende at følge ham."

STOLTHED

Med Casper Nielsens efterudtag­else er der tre EfB-udviklede spillere på landsholde­t, og så er Martin Braithwait­e end ikke udtaget. Denne gang er også Philip Billing med, og det glæder akademiche­fen.

"Vi er megastolte, når Braithwait­e, Casper Nielsen, Billing eller Daniel Iversen udtages. Vi er stolte af, at vi kan være med til at bidrage til landsholde­t."

"Jeg synes, det er fedt, at vi har EfB-spillere, der kan klare sig nationalt og i Europa. Og nu arbejder vi hårdt på, at de næste kan komme frem."

Hvem ved, måske det om nogle år er Lukas Iversen, der indkaldes til landsholde­t.

Danmark møder Holland på udebane lørdag, og tirsdag gæster Serbien Parken.

 ?? FOTO: BO AMSTRUP/RITZAU SCANPIX ?? Daniel Iversen er udtaget til det danske landshold. Hans bror er også målmand og kommet på kontrakt i Esbjerg fB. Og faren, Ivan Iversen, har også en fortid som keeper.
FOTO: BO AMSTRUP/RITZAU SCANPIX Daniel Iversen er udtaget til det danske landshold. Hans bror er også målmand og kommet på kontrakt i Esbjerg fB. Og faren, Ivan Iversen, har også en fortid som keeper.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark