LANDSHOLDET MELLEM EUFORI OG EFTERTANKE

Jeg var sikker på, han var død. Det var vi vist alle, var vi ikke det? Han faldt som, man ikke falder, og han lå, som man ikke ligger, ikke medmindre noget er fuldstændig galt. Og det var han jo også. Christian Eriksen var død. Jeg husker en finne, jeg mødte i timerne efter kampen. Hans landshold havde vundet, og så endda deres første kamp til deres første europamesterskab nogensinde. Det bliver ikke meget større. Men som han sjoskede mod sit hotel langs Sortedam Dosseringen i København, hvor trækronerne blev revet rundt af den lune vind, lignede hans ansigt mit. Denne finne, en mand i 40’erne iklædt den blå-hvide nationaltrikot, skulle have gået arm i arm med sine landsmænd, skrålet op i den lyse nat, krammet og grint, fulde og lykkelige. De skulle have fyldt irriterende meget på fortovene, gået i vejen for cyklister og holdt indre by vågen. Vi danskere skulle have været forbandede misundelige. I stedet var han alene. Han nikkede, smilte forsigtigt og hævede sin halvtomme øl. Ingen ord, men klar besked. 0-1 var ligegyldigt.

Men Christian Eriksen døde ikke. Han overlevede, og ikke engang bare det: I dag ligner han sig selv, han er sig selv, også som fodboldspiller, og på tirsdag er han tilbage i et fuldsat Parken (hvis han da ellers kommer sig fra sin coronasmitte), 289 dage efter Finlandskampen og den forskrækkelse, der på sin egen perverse måde blev begyndelsen på en fuldstændig uforglemmelig sommer. Hans tilbagevenden kommer på et prekært tidspunkt. For bare få måneder siden var der stadig ingen, der var sikre på, at han ville komme til at spille fodbold igen. Alligevel kan det være svært at finde den helt rette grimasse. Danmark har i mellemtiden kvalificeret sig til verdensmesterskaberne i Qatar til novemberdecember, og i sit comeback-interview med DR Sporten gjorde Eriksen det klart, at han bestemt regner med at være med i truppen. Kasper Hjulmand planlægger åbenlyst også efter det. I sig selv er det