UNAI EMERYS CV
det gik i årene efter kampene mod Arsenal i 2006. Med en nedrykning. Og det var tæt på. I sæsonen 2018/19 flirtede Villarreal længe med stregen, og den ellers så veldrevne klub lignede i en periode et galehus. Javier Calleja havde afløst Fran Escribá, der havde erstattet den succesfulde Marcelino, der var raget uklar med ledelsen, men han kunne ikke følge op på succesen sæsonen forinden. Derfor var det heller ikke overraskende, at Calleja blev fyret i begyndelsen af december 2018, da klubben kun lå tre point over stregen. Mere overraskende var det, at Villarreal valgte at genansætte selvsamme Calleja blot 50 dage senere. Det var ikke just et tegn på en klub i harmoni. Og så alligevel.
For de rykkede sammen i ubåden. Calleja var trods alt en af deres egne med en fortid som spiller og ungdomstræner i klubben, og sådanne personer skyller man ikke bare ud med vandet. Klubben indså, at den havde begået en fejl og indrømmede det. Med Calleja tilbage ved roret blev abonnementet på La Liga sikret i rimelig ro og orden, og det efterfølgende år formåede han at føre holdet til en femteplads og Europa League adgang efter en flot slutspurt.
Og så er vi tilbage ved Unai Emerys møde med sin spillertrup i sommeren 2020. Mr. Europa League lyttede til sine spillere, holdt ord og gav klubben sit første trofæ nogensinde. Naturligvis efter to kampe mod engelske hold. Først var det Arsenal, der røg ud efter sammenlagt 2-1, hvormed man fik vasket noget af traumet fra 2006 væk. Og i finalen vandt man så efter en mærkværdig straffesparkskonkurrence, hvor samtlige markspillere og målmand Geronimo Rulli scorede fra 11-meter pletten, før Manchester Uniteds målmand, David De Gea, som den eneste af de 22 aktører, brændte sigt forsøg. Den sidste rest fra Riquelmes brændte straffe fra 2006 var væk, og Villarreal kunne løfte klubbens første trofæ.
For ligesom med genansættelsen af Calleja havde Villarreal lært af sine fejl. Det engelske traume og det brændte straffe
Født: 3. november 1971 i Hondarribia, Baskerlandet
Aktiv karriere
1990-1995: Real Sociedad B 1995-1996: Real Sociedad 1996-2000: Toledo 2000-2002: Ferrol 2002-2003: Leganés 2003-2004: Lorca
Som træner
2004-2006: Lorca 2006-2008: Almería 2008-2012: Valencia 2012-2012: Spartak Moskva 2013-2016: Sevilla 2016-2018: Paris Saint-Germain 2018-2019: Arsenal
2020- : Villarreal
Titler som træner
Fire gange Europa League-vinder (tre med Sevilla, én med Villarreal) Ligue 1-vinder med PSG
Fire pokaltitler med PSG
var blevet til engelsk succes og triumf fra 11-meter pletten, og nu mangler kun det sidste åbne regnskab. Revanchen mod Liverpool fra 2016
DET EUROPÆISKE PARADOKS
Da de to mandskaber senest mødtes i en semifinale, var Liverpool et hold på vej til at finde sig selv under Jürgen Klopp, og kun James Milner og Roberto Firmino er tilbage fra den trup, der gæstede Villarreal for seks år siden. Det er sidenhen kun gået frem for Liverpool, der fortsat kan vinde historiske fire titler i denne sæson, mens Villarreal omvendt har lagt alle æg i den kurv, der hedder Champions League. I pokalen røg de allerede ud i tredje runde mod Sporting Gijón fra den næstbedste række, og at La Liga i løbet af foråret blev sekundært blev også tydelig for enhver, da de mellem de to kampe mod Bayern München valgte at udskifte samtlige 11 spillere til opgøret mod Athletic. En direkte konkurrent til kampen om syvendepladsen i La Liga, der potentielt kunne give adgang til Conference League.
Europæisk succes, en ny en af slagsen, er blevet til det altoverskyggende mål, men det er ikke i rotationerne sidst på sæsonen, at vi finder forklaringen på, hvorfor Villarreal for andet år i træk leverer store resultater i Europa for kun at kæmpe med om at holde fast i subtoppen i La Liga.
For hvordan kan et hold, der vinder 3-0 i Torino mod Juventus fire dage senere tabte med 1-0 til Cádiz og kort efter Levante, to hold begge under stregen, for så at slå Bayern München med 1-0 på hjemmebane?
”Deres spillestil er bedre egnet til Europa, hvor de møder hold, der giver dem plads. I La Liga er det lige omvendt. Her står hold som Levante og Cádiz dybt, og det er ikke Villarreals force at åbne sådanne defensiver op. Derudover handler det formentlig også om motivation. Det er alt andet lettere at motivere sig til kampe mod Manchester United, Bayern München og Liverpool end mod hold fra den lavere ende af tabellen i La Liga,” forklarer Javi Mata og uddyber:
”Den spanske liga er vanskelig. Skal du vinde, skal du have en anderledes stor bredde, som et hold som Villarreal ikke har. Det er svært at konkurrere i to turneringer, og de store penge er i Europa, så det er bevidst der, man satser på at levere. Over 38 kampe vil Villarreal komme til kort, men på dagen kan de slå selv de bedste. Ingen, hverken trænere eller eksperter, gav dem mere end fem procents chance mod Bayern, men de gik videre. Det var det samme mod Juventus og i gruppen mod Manchester United og Atalanta. Det var mirakler, og nu skal de levere endnu et.”
Og troen i byen er på, at de kan gøre det igen. For 25 år siden havde ingen forestillet sig, at Villarreal en dag skulle blive en fast del af La Liga og da slet ikke i spille i Europa. Da de tabte til Arsenal i semifinalen i Champions League var indtrykket, at man havde glippet en unik chance for at komme i en finale i den største klubturnering. Men nu står de her igen og med en træner, der i sine knap to år i klubben endnu har til gode at tabe en knockoutkamp i Europa.
Det tog fire tabte semifinaler i Europa, før de knækkede koden og brød forbandelsen mod de engelske hold, og nu skal de gentage triumfen fra i sommer, når de over to kampe møder Liverpool i semifinalerne. En klub og en by holder vejret og står sammen, mens nye kapitler føjes til den utrolige historie om Villarreal.