AGENTEN DER BLÆSTE PÅ DET HELE. SELV DØDEN
Mino Raiola var ikke bare kontroversiel, men skubbede hårdt til fodboldens magtbalance og selvforståelse i spillernes retning.
Selv døden havde svært ved at få bugt med Mino Raiola. I januar blev den hollandske-italienske fodboldagent indlagt med helbredsproblemer på San Raffaele i Milano, og italienske medier skrev ham døende. Falsk alarm, men at Raiola var alvorligt syg stod klart, da han fire måneder senere igen blev indlagt. Igen skrev aviserne, at nu var han afgået ved døden efter længere tids sygdom, så overraskelsen var stor, da den kontroversielle superagent i slutningen af april rasende skrev på Twitter:
”Nu er det anden gang, jeg skrives død.” To dage senere døde han. 54 år gammel. Fodbolden blev 30. april ikke bare en stor personlighed fattigere, men siger også farvel til en kontroversiel agent, der fra 90erne og frem mærkede skubbede til sportens rammer og selvforståelse.
Man skriver som regel, at en kontroversiel person, der er gået bort, delte vandene. Det gjorde Raiola ikke. Han var efter sigende et ærekært familiemenneske, men når det kom til jobbet, var han sine klienters mand døgnet rundt og til benet og tog gerne et slagsmål med den ene og den anden klubchef. Han ønskede ikke at dele vandene. Han tog det, der tilkom ham og hans klienter. Færdigt arbejde. Han var ikke i gamet for at få venner i bestyrelseslokalerne, og med den magt han havde takket være klientnavne fra fodboldens allerhøjeste hylde, skubbede han voldsomt på den proces, der har set topspillere eksponere sig selv mere som brands fremfor fodboldspillere i X eller Y’s klubs tjeneste.
MILEPÆL
Fodboldens spillermarked har flere milepæle. Den vigtigste er Bosman-dommen. Den dom om at følge EU’s regler for arbejdskraftens frie bevægelighed forskubbede fodboldens tektoniske plader og udløste et jordskælv, der slog dybe revner i fundamentet.
Magtbalancen blev rykket med et pennestrøg på et retsdokument sendt fra klubberne over til spillerne, der ikke længere var slaver af deres arbejdsgiver, når kontrakten for ansættelsesopholdet udløb. De sidste seks måneder af ansættelsesforholdet kunne spillerne pludselig give arbejdsgiveren en kold skulder og forhandle til anden side i dybeste hemmelighed. Selv med rivalklubber som vi set, da Sol Campbell tog de mest forbudte trin i Nordlondon og skiftede fra Tottenham til Arsenal kvit og frit.
Men magten blev reelt sendt over i hænderne på spillernes repræsentanter – agenterne. Både de regelrette og sidegadetyperne. Der findes spillere – også danske landsholdsspillere i tidens løb – der blot har spurgt deres agenter til månedslønnens størrelse hos potentielle nye arbejdsgivere, men ikke brugt fem minutter på at læse deres egne kontrakter igennem. Misbrug af denne tillidsrelation er talrige, men vil tage for lang tid at gå i dybden med her og bevæge sig for langt væk fra emnet, og er mest af alt vidnesbyrd om den magtbase, som agenterne udgør. De forhandler for spillerne og ikke så få tilfælde har de bare bedt spillerne skrive under på kontrakter, som spillerne reelt ikke har sat sig ind i eller er blevet redegjort for. Det er agentens kontrakt i disse tilfælde. Spilleren skriver under.
SÆRKLASSE
Det hører med til regnestykket, at hovedparten af agentkorpset arbejder snorlige efter reglerne med karriereplanlægning og kvalificeret rådgivning for at sikre klientens bedste mulige levevej og videre kurs.
Mino Raiola var i en kategori for sig. Flere nekrologer blandt andet The Guardians omtalte han forleden som verdens mægtigste fodboldagent. Den antagelse må bestrides, men han var at finde på podiet. At sammenligne Raiola med de agenter, der opererer med at sælge ikke mindst engelske klubber, er som at sammenligne æbler og pærer, men han tåler sammenligning med den portugisiske agent, Jorge Mendes. Han er bedst kendt for at have Cristiano Ronaldo i sit klientkatalog og har opbygget en global koncern med fingre med i spillet i bestyrelseslokalerne i en stor skare europæiske topklubber samt direkte spillerhåndtering og salg. En koncern med kontorer over hele kloden ikke mindst Irland med mulighed for udspekuleret skattegymnastik.
Raiola var anderledes med et beskedent kontor i Monaco med blot fire ansatte, men med klienter som Ibrahimovic, Pogba, Verratti, Haaland, Lukaku og Donnarumma talte han med høj, magtfuld og ikke mindst provokerende stemme.
Mødet med Zlatan Ibrahimovic beskrevet i svenskerens bo er en scene i serien Sopranos værdig. Den unge Ajax-stjerne ankommer velklædt og med et dyrt ur på håndleddet. Han møder til tiden på den aftale restaurant.
Mino Raiola kommer for sent. Han har shorts på, badesandler og en hawaiiskjorte og bestiller sushi til syv personer, og forsikrer den lamslåede Zlatan om, at det store måltid nok skal blive spist.
Raiola har et stykke papir med over statistik på topangribere som ’Pippo’ Inzaghi og Christian Vieri. Han påpeger, at svenskeren med kun fire mål i sæsonen for Ajax Amsterdam ikke kan forvente at blive solgt til samme store summer som Europas fremmeste bombere. Svenskeren skal gå mindre op i dyre vaner og score flere mål, understreger agenten.
”Med de stats, som de andre har, ville min mor kunne sælge mig. Det er derfor, jeg har brug for dig,” svarer Zlatan med en ræv bag øret.
Raiola slår en høj latter op.
”Så er du kommet til den rette.”
RESPEKT
Når først en spiller var en del af Raiola-familien havde han deres ryg – trænere og klubejere havde han ingen respekt for.
Man kan anse Raiola som en gammeldags familiefader efter italiensk snit, og det har sandsynligvis været hans mere eller mindre bevidste strategi.
Han blev født 4. november 1967 i stationsbyen Nocera Inferiore i en dal syd for Napoli og lidt nord for Salerno, men allerede året efter flyttede familien til Holland. Med tiden fik familien Raiola opbygget en
lille kæde af pizzarestauranter, og Mino tog arbejde som opvasker for at være tættere på sin far, og senere blev han tjener i familieforetagendet for til sidst takket være sine bedre hollandske sprogkundskaber at overtage ansvaret for regnskab og administration. Dertil et ufærdiggjort jurastudie.
”Jurastudier var spild af tid. Jeg kan købe advokater,” sagde han i 2016 til det tyske magasin 11 Freunde.
Relationen
Drømmen om at blive fodboldagent førte ham til den hollandske virksomhed Sports Promotions ledet af Rob Jansen, som han bistod med en lang række toneangivende, spillerhandler i halvfemserne ud af Holland til Italien. Serie A, som var verdens bedste liga på dette tidspunkt, var storforbruger af hollandske spillere på dette tidspunkt, og Raiola var assistent på handler som Bryan Roy til Foggia, Wim Jonk og Dennis Bergkamp til Inter i 1993. Samme år skiftede Marciano Vink til Genoa samt Michel Kreek til Padova i 1994.
Denne lille opremsning er central, fordi den underbygger Raiolas forståelse for relationer. Da Bryan Roy skiftede til Foggia, var Zdenek Zeman træner for holdet fra Apulien. Tjekken havde ført Foggia fra Serie C til den bedste række takket være en ultraoffensiv spillestil med inspiration fra Zemans tid som håndboldspiller.
Raiola var på god fod med den kæderygende tjekke, og de drøftede mulige spillerhandler.
”Ring når du har en spiller, der kan drible som Maradona, løbe 15 kilometer og er træningsnarkoman og perfektionist.”
Få år senere ringede Raiola til Zeman, der nu var træner for Lazio. Raiola havde brudt med Rob Jansen og etableret eget firma, og en af hans første klienter var Pavel Nedved.
”Jeg har den spiller, du drømmer om.” Nedved blev Raiolas vej til at repræsentere stjernerne og forsvare dem til det yderste, hvilket ikke mindst Manchester United fik at føle.
BRANDS
Det er ikke tilfældigt, at Alex Ferguson har omtalt agenten som en shitbag, men det interessante er ikke personkontroverserne som sådan. Mere det at en agent ene mand har magt nok til at lægge arm med en af verdens største klubber.
Alene Premier League brugte fra februar 2021 til januar 2022 hele 272,2 millioner pund på agenthonorarer, så af indlysende årsager så kritiserer agenter sjældent fodboldklubber i offentligheden. Også i dansk kontekst holder de fleste agenter lav profil af hensyn til business, og hvis de udtaler sig til pressen, så bliver der som regel serveret et stykke med corporate bullshit, selv om de off the record mener noget helt andet.
Raiola holdt aldrig kæft, og det handlede ikke kun om at varetage sine klienters interesser. Med sin åbenmundede og til tider flabede stil skubbede han på den proces, der har set fodboldspillere gå fra at være atleter til brands. Ingen over klubben siger man. Eller sagde man. Stinkende rige fodboldspillere opfører sig som nyslået adel i hermetisk lukkede luksuriøse sfærer langt fra folket på tribunen. Det handler ikke om, hvad stjernespilleren kan gøre for klubben, men hvad klubben kan tilbyde stjernen, hvilket Raiola ikke mindst med sine talrige angreb på Manchester United for at forsvare klienten Paul Pogba vidner om.
”Jeg er skideligeglad med, om jeg nogensinde laver en handel med Manchester United igen. For mig handler det kun om spilleren. Da Ferguson var træner, var han vant til at folk kom ind på kontoret og bukkede for ham og sagde ’yes sir’. Man skal være underdanig for trænere som Ferguson og Guardiola. Sådan er jeg ikke,” sagde han til The Athletic.
Sådanne frontalangreb hører til sjældenhederne i fodboldens verden, og Raiola kunne kun gøre det, fordi hans stald har navne, der er kommercielt stærke brands. Money talks. Og pengene taler højere end klubkultur nu.
Det var derfor heller ikke videre overraskende, da agenten i 2019 blæste på parnasset og gik til angreb på FIFA’s regler for spillerhandler og skruede på en alternativ transfermodel. Der ville sende endnu mere magt til spillerne. Og deres agenter.
Mino Raiola er her ikke længere. Et godt bud er, at han sidder enten det ene eller andet sted og forhandler bedre vilkår for sjælefred hjem. Og bestiller sushi til syv.
Spørgsmålet er nu, om ikke Zlatan Ibrahimovic overtager Raiolas agentforretningen. Det ville være i familiens ånd.