UNG MOD GAMMEL
I en ikke så fjern fortid var OB en fast deltager i europæisk fodbold med store ambitioner om at blive dansk mester og præstere internationalt. Den position i dansk fodbolds hierarki har FC Midtjylland overtaget – med nogle af de samme værktøjer og med større succes. Tipsbladet fortæller historien om hvordan en ung fusionsklub overhalede de gamle traditionsklubber.
De fleste kender Lise Nørgaards ikoniske DR-serie Matador og historien om Mads Skjern, der kommer til byen Korsbæk fra Jylland og langsomt bygger sin forretning op. Gennem ærgerrighed, frækhed og ukuelighed bliver han en af byens vigtigste mænd. Alt dette sker til stor irritation og til dels på bekostning af Hans Christian Varnæs; bankdirektøren, der i årtier var byens store mand og samlingspunkt for velhavere og folk, der var noget ved musikken. Han formår imidlertid ikke at følge med tiden og mister som årene går både status og position i byen. Mens Mads Skjern opbygger et imperium med både tøjbutik, bank og ejendomme, skrumper Hans Christian Varnæs’ indflydelse og renommé. Mads Skjern er i Matador et billede på fremtiden; Hans Christian Varnæs et billede på fortiden.
Fra 1977 til 2011 var OB en næsten konstant magtfaktor i toppen af dansk fodbold. Det blev til tre mesterskaber, fem pokaltitler og otte øvrige Top 3-placeringer i dansk fodbolds bedste række i perioden, hvor OB i øvrigt spillede 97 europæiske kampe. Men siden 2011 har klubben ikke været i nærheden af dansk fodbolds top eller Europa, for den position er blevet taget af FC Midtjylland. Siden OB’s sidste medaljehøst har FC Midtjylland taget tre mesterskaber og en pokaltitel samt fem Top 3-placeringer. Men hvordan overhalede FC Midtjylland OB? Hvad kendetegner de to klubbers nyere historie? Og hvad betyder det for torsdagens pokalfinale mellem de to klubber?
GØDNING OG AMBITIONER
Da den daværende OB-cheftræner Kim Brink i januar 1995 skulle se frem mod UEFA Cup-kvartfinalen mod Parma, satte han ord på sine ambitioner for OB i et interview med Tipsbladet.
”OB skal være en international storklub,” udtalte han mange år inden Claus Steinlein begyndte at sige det samme ovre i det midtjyske.
Kim Brinks udtalelse faldt få måneder efter, at OB havde slået Real Madrid i december 1994 – samme efterår, som Ikast fS var rykket ud af Superligaen. Fire år senere tog OB samme tur, da fynboerne i 1998 rykkede ned. Allerede året efter vendte man dog tilbage til Superligaen ved at vinde 1.division ganske suverænt foran Esbjerg. Og hvem endte på tredje- og fjerdepladsen i 1.division i foråret 1999? Det gjorde Ikast fS og Herning Fremad, der få uger efter sæsonafslutningen fusionerede og blev til FC Midtjylland.
Kenneth Møller Pedersen er en af de spillere, der var med på den første rejse i FC Midtjylland. Han var ellers et produkt af OB’s berømmede talentudvikling i 1990’erne, men ad omveje var han havnet i det midtjyske i 1999.
”Jeg kan huske, hvordan jeg kørte fra Fyn til Ikast, hvor landskaberne omkring Vejle stadig havde skov og biodiversitet, men når jeg nåede Heden, var der bare nogle små bakker med lyng, og ellers var det plantager, der var plantet på de bare marker. Sådan var det også med FC Midtjylland. Det skulle plantes først, men deroppe gror tingene hurtigt, for der bliver gødet mange steder fra. Man blev enige om at gøre tingene sammen,” fortæller Kenneth Møller Pedersen.
FC Midtjylland blev født med en ambition om at blive regionens klub, men drømmene var større.
”Da vi rykkede op, var det ikke nok at overleve. Vi ville spille med i toppen, og vi blev nummer fire. Året efter vandt vi bronze. Det var nemmere at skabe fremdrift, fordi maskinen ikke var så tung. Der var en masse velvilje, fordi der var skabt en klub, hvor traditionerne ikke stod i vejen. Vi kunne mærke det som spillere, for der var ingen, der havde aktier i noget. Det hjælper også, når man vinder. Siden er klubben bare blevet frækkere og frækkere. Man stikker næbet frem, og man er vel den klub i Danmark, som traditionsklubberne hader mest,” siger Kenneth Møller Pedersen, som i FC Midtjylland oplevede en anden kultur end det, han kendte fra OB.
”I 1990’erne var OB en tung traditionsmaskine. Man kunne mærke vindene fra mesterskabet i 1989 og traditionsopgørene mod B1913 og B1909. Det var en gammel, tung og stor klub, som fyldte med en masse historik. I FC Midtjylland kom jeg til et nyt sted, hvor to klubber, der havde hadet hinanden, pludselig blev enige om at elske hinanden.”
En af FC Midtjyllands første trænere var Troels Bech, der blev ansat i 2002 efter at have været i OB. Han husker, hvordan mentaliteten i klubben adskilte sig fra det, han oplevede på Fyn.
”FC Midtjylland var fra begyndelsen båret af den enorme friskhed og energi, der fulgte med at give sig selv en ny start som en fusion. Nogen kalder det frækhed. Fri af traditioner har FC Midtjylland været i stand til at skubbe til grænserne for, hvad der var normalen. I FC Midtjylland var der ikke noget med ”sådan gør vi ikke her”. Det gav et kraftigt afsæt. OB har i selvforståelse og i omgivelser været defineret af en fortid, og fortiden hjalp ikke altid. Den fantastiske sejr over Real Madrid blev på en måde et damoklessværd, for siden den triumf har ingen sejre rigtig været gode nok. Sådan var det ikke i Midtjylland,” siger Troels Bech.
I OVERHALINGSBANEN
Med rigmanden Niels Thorborgs indtog i OB og Kim Brinks tilbagevenden i starten af årtusindet, skruede den fynske klub for alvor op for spillerbudgettet og ambitionerne. OB havde i årene frem mod 2010 det næsthøjeste spillerbudget i Superligaen, klubben duellerede med FC København om mesterskabet og lavede en række store spillersalg i form af Jonas Borring, Ulrik Laursen og Djiby Fall, der alle blev solgt for rekordbeløb. Hvis det lyder bekendt, er det
fordi FC Midtjylland gjorde nøjagtig det samme fra 2014. Siden rigmanden Matthew Benham kom til klubben som hovedaktionær, har midtjyderne fået skabt sig det næststørste budget i ligaen, de har vundet guld og de har lavet masser af spillersalg. Imens er OB gået i stå, blandt andet fordi klubbens ledelse har sænket spillerbudgettet mærkbart.
”At bevæge sig ud i overhalingsbanen var OB’s tilgang i starten af nullerne. Den overtog Midtjylland. FCM har udlignet Thorborgs konstante kapitaltilførsler med først et finansieret afrikansk projekt, siden indiske Dempo-penge samt inden og særligt efter Benhams indtog stigende spillersalg; det sidste i kraft af to vellykkede satsninger: den afrikanske forbindelse og akademiet. Det har sikret en økonomisk slagkraft til den offensive strategi med massive stigninger i det sportslige budget - mens OB skar ned,” lyder det fra Troels Bech.
Hvor OB i 2010 brugte dobbelt så mange penge på sin trup som FC Midtjylland, bruger midtjyderne nu næsten tre gange så mange penge på deres fodboldhold som OB.
”MADS HAR ALT”
Det er her, de to klubber står i dag. OB byggede sin storhedstid i 1990’erne med et stærkt akademi og fortsatte opturen i nullerne med spillersalg og store sportslige budgetter. Det gav både hjemlig og international succes. FC Midtjylland har gjort det samme med et stærkt akademi i nullerne og store budgetter i de seneste år. Begge klubber har endda været kendetegnet af at have stærke afrikanske spillere med i de succesfulde perioder.
På vejen til den aktuelle position som et af Superligaens lokomotiver har FC Midtjylland overhalet OB – og en masse andre traditionsklubber.
”AGF, Esbjerg, Vejle, Brøndby, AaB og OB er alle blevet overhalet af FC Midtjylland på rekordtid. Det handler også om, at man ikke er blevet forstyrret eller har stået i skyggen af historien og resultaterne fra fordums tid,” mener Kenneth Møller Pedersen.
Han ser dog et håb for en klub som OB. ”Traditionsklubbernes styrke er at finde den balance, hvor man kan forny sig og samtidig være loyal overfor historikken. Det er OB faktisk i gang med at italesætte ved at fokusere på deres dyder og prøve at finde ud af, hvad en OB-spiller egentlig er. Det er jo flyvsk at sige, at der er noget historie, der står og skygger, for er det ikke en styrke at have nogle traditioner? Jo, det er det kraftedeme. Men man skal bare være opmærksom på, at man også skal forny sig og videreudvikle det. Det lykkedes Liverpool jo med,” siger Kenneth Møller Pedersen, der ser interessante perspektiver i finalen.
”Det er en unik kamp, og det er sjældent for OB at komme i en pokalfinale. Men sulten, energien og momentet skal gribes for begge hold. FC Midtjylland lever af titler, medaljer og pokaler, men de er mere vant til det. For OB vil en sejr betyde, at de kan springe nogle års udvikling over, og det vil være en gave af en anden verden for klubben.”
OB-fans har i årevis set misundeligt mod Herning, hvor FC Midtjylland har fejret den ene triumf efter den anden med nogle af de dyder, som OB byggede sin succes på: En fysisk spillestil, powerfodbold og en innovativ tilgang til sporten. FCM er blevet alt det, som OB var, og de har alt det, som mange OB-fans gerne vil have. Som Troels Bech udtrykker det:
”I FCM oplever jeg en eventuel pokalsejr som et plaster på såret, mens det i Odense vil være en voldsom triumf. Det siger også noget om, hvor de to klubber er i dag,” siger Troels Bech
Det er i det lys, at torsdagens pokalfinale skal ses. Hvis OB vinder sin første titel siden 2007, vil det være det første lille skridt for klubben på vej tilbage mod fordums styrke. Hvis FC Midtjylland vinder, vil klubben igen vinde et trofæ, som OB engang hjemtog med jævne mellemrum.
Og så kan man som fynbo komme til at tænke på slutscenen i Matador.
Her sidder familierne Varnæs og Skjern ved middagsbordet i spisestuen hos førstnævnte. Der har været kold luft mellem familierne, men efter årtier med magtkampe, konflikter og tænders gnidsel er de samlet til sølvbryllup hos Familien Varnæs. Til bords sidder konsulinde Holm – en af Varnæs-familiens allierede – ved sidsen af Kristen Skjern, der er lillebror til Mads Skjern.
Under middagen henvender Holm sig til Kristen Skjern med seriens næstsidste replik.
”Deres bror har en smuk og dygtig hustru,” siger hun.
Kristen Skjern tænker sig kort om og svarer så:
”Ja. Mads har alt.”
Fra Gjilan i Kosovo til Tirana i Albanien er der mindre end 300 kilometer, men for den hollandske traditionsklub Feyenoord kunne kontrasten næsten ikke være større mellem det sted, sæsonen 2021/22 tog sin begyndelse i juli, og det sted, den på onsdag når sin afslutning. Det er en rejse fra den obskure middelmådighed til den store scene, og den lange vej sammenfatter historien om Feyenoords mange lidelser de sidste to årtier.
Kampen i Kosovo mod FK Drita var klubbens allerførste i den nyopfundne Conference League, hvor hollænderne trådte ind allerede i den anden af fire kvalifikationsrunder. Og faktisk var det meget tæt på, det hele sluttede, nærmest inden det begyndte. Efter 0-0 i Kosovo 22. juli kom Drita sensationelt foran 2-1 i returkampen på De Kuip en uge senere, hvor Feyenoord længe balancerede på randen af et sensationelt exit, inden Guus Til først udlignede til 2-2 og til allersidst fuldendte sit hattrick og sendte Feyenoord videre.
”Havde vi tabt den kamp mod Drita, havde alt set anderledes ud. Kampene blev spillet på et tidspunkt, hvor vi stod midt i en stor udskiftning i spillertruppen og slet ikke havde holdet på plads. Og jeg havde i de foregående måneder gennemført radikale ændringer i klubben,” fortæller Frank Arnesen, der har været teknisk direktør i Feyenoord siden 2020.
I sommer forekom det ganske urealistisk, at mødet med de upåagtede kosovoere skulle blive starten på en kampagne, der har genrejst Feyenoord som en faktor i europæisk fodbold. Men sådan er det gået; på onsdag gælder det sæsonens 19. kamp i Conference League, når Feyenoord møder italienske Roma i turneringens første finale.
Conference League og Feyenoord har klædt hinanden. De europæiske aftener på De Kuip har været den bedst tænkelige reklame for den nye turnering. Stemningen har været på kogepunktet i kvartfinalen mod Slavia Prag og semifinalen mod Olympique de Marseille, og Feyenoords tilhængere har omfavnet Conference League som en anledning til at føle sig som del af det gode europæiske selskab igen og minde sig selv og omverdenen om, hvor stor en klub Feyenoord er. At det så foregår på tredje klasse, har ikke lagt låg på euforien.
”Det har været fantastisk at opleve. Til at begynde med kæmpede vi bare for at komme med i gruppespillet. Alle er meget opstemte over, hvad der er sket. Alle glæder sig til finalen, og hernede taler man bare om den som Feyenoords fjerde europæiske finale i historien. Det gør det ikke mindre betydningsfuldt, at det er i en helt ny turnering. Det er bare synd, den bliver spillet på sådan et lille stadion. Vi får kun 4000 billetter, men vi kunne nemt have haft 15.000 eller 20.000 dernede. Men så arrangerer vi i stedet noget på De Kuip, hvor 50.000 kan se finalen på storskærm og få lidt at drikke. Så de, der er herhjemme, kan også få en fest ud af det,” siger Frank Arnesen.
DEN SOVENDE KÆMPE
Med sin ansættelse i Feyenoord har Frank Arnesen fuldendt sin livslange rundtur i Hollands største fodboldklubber. Som teenager rejste han fra Amager til Amsterdam, hvor han i Ajax indledte en udlandskarriere, der sluttede i PSV Eindhoven. Her skabte han sig et navn som sportsdirektør i 1990’erne, og efter en rundtur i Europa landede han i 2020 i Rotterdam i det Feyenoord, der var hans ærkerival i de unge år i Ajax.
Feyenoord er som klub alt det, som Ajax ikke er. Hvor Ajax repræsenterer Amsterdams forfinede sans for æstetik og elegance, med en fodboldstil formet af Rinus Michels og Johan Cruyff, udtrykker Feyenoord noget helt andet.
”Det var den fysiske by med hård, calvinistisk arbejdsmoral over for det kreative centrum med tolerance og kunst, pjat og prostitution. Og det var verdensby over for provins, højrøvet hovedstad over for hul – godt nok et stort et af slagsen. Rotterdamdigteren Jules Deelder opsummerede engang: ’Hollands penge tjenes i Rotterdam, fordeles i Haag og skylles ud i kloakken i Amsterdam’,” skriver Joakim Jakobsen i sit kapitel om rivaliseringen mellem Ajax og Feyenoord i antologien ’Arvefjender’.
I årtier kæmpede de to klubber om herredømmet i Holland, og i 1970 vandt Feyenoord som den første hollandske klub Europa Cup’en ved at besejre Celtic i finalen. Men fra at trone som Europas bedste hold kunne Feyenoord i de følgende årtier se PSV overtage den nationale position som Ajax’ førsteudfordrer. Det var et strejf af fordums storhed, da Feyenoord i 2002 spillede sig i UEFA Cup-finalen, der tilmed blev afviklet hjemme på De Kuip. Jon Dahl Tomasson spillede sin sidste kamp for klubben, og det var samtidig en af karrierens bedste i 3-2-sejren over Borussia Dortmund.
Men siden ramte en nedtur så dyb, at den var tæt på at udslette Feyenoord.
Op gennem 00’erne blev den sportslige middelmådighed værre og værre, og samtidig var klubben kørt økonomisk i sænk af en inkompetent ledelse, der opbyggede en gæld på mere end 300 millioner kroner.
”Hvor langt skal vi gå tilbage for at sætte fingeren på det øjeblik, hvor Feyenoords fald startede? Var det i sommeren 1999, da de efter deres seneste mesterskab investerede uklogt – en vane, som siden har gentaget sig igen og igen? Eller var det i midten af 00’erne, da de var blevet så vant til at fejle, at de begyndte at glorificere fiaskoen og portrætterede sig selv som en græsk tragisk helteskikkelse?” lød det i en artikel i fodboldmagasinet The Blizzard.
I 2010 nåede Feyenoord et historisk lavpunkt, da en ligakamp i Eindhoven endte med det absurde resultat 10-0 til PSV over Feyenoord.
”Det var en sort side i vores historiebog,” sagde den ydmygede træner Mario Been efter nederlaget, der var det ultimative bevis på storklubbens forfald.
En konkurs var en reel mulighed i den periode, og det var tilmed en mulighed, som selv nogle af klubbens egne fans så som den rette løsning, så Feyenoord kunne starte forfra i amatørafdelingen Excelsiors klæder. Spillere blev pantsat som nødløsning, og i sidste ende blev klubbens eksistens reddet af gruppen ”Vriendenvan Feyenoord”, Feyenoords venner. Sportsligt
fik Ronald Koeman i de følgende sæsoner ført Feyenoord tilbage i toppen af tabellen.
Men stadig var Feyenoord meget langt fra at være det, som Feyenoord var. Traditionsklubben var blevet ”eenslapende reus”, en sovende kæmpe. Den var blevet et fortidslevn uden plads i 2010’ernes fodboldverden, hvor en lokalt forankret traditionsklub i en mellemstor europæisk liga haltede langt bagefter klubberne fra de store ligaer.
I 2017 lysnede det, da Feyenoord endelig vandt mesterskabet igen efter 18 års titeltørke. Nicolai Jørgensen var topscorer og nøglespiller, men i de fem følgende sæsoner er det ikke lykkedes Feyenoord at slutte i Top 2 i Eredivisie.
Og da Frank Arnesen i 2020 blev ansat som teknisk direktør, konstaterede han, at Feyenoord havde brug for at lave om på sig selv, hvis klubben for alvor skulle konkurrere med Ajax og PSV og være andet end et hold, der røg ud i gruppespillet i Europa League.
EN NY STRATEGI
I modsætning til Ajax, der under Erik ten
Hag moderniserede sin spillestil, sad Feyenoord stadig fast i sin tradition for arbejderfodbold, som i stigende grad kom til at fremstå utidssvarende. Samtidig så Frank Arnesen en klub, hvor organisationen lod en del tilbage at ønske.
”Efter at have været i klubben i et års tid vidste jeg, at jeg skulle lave om på meget. Jeg skulle nærmest starte fra scratch. På den ene side var det lidt skræmmende, men på den anden side var det også en spændende udfordring,” siger han om arbejdet, der startede med ansættelsen af Arne Slot som ny cheftræner efter hans gode arbejde i AZ.
”Han var min ønsketræner, og vi var allerede enige i efteråret 2020 om, at han skulle skifte i sommeren 2021. Så sammen med ham lavede jeg den nye strategi. Jeg ansatte en ny sportschef for akademiet, en ny læge og en ny fysisk træner, og vi udskiftede alle klubbens scouts, så 1. marts sidste år sad jeg på mit kontor uden en eneste scout bortset fra Bjarne Hansen, der stadig dækkede Skandinavien. Først et par måneder senere havde jeg den nye scoutingafdeling på plads,” fortsætter
Frank Arnesen.
”Det var nødvendige beslutninger, men det var ikke så nemt, for vi sagde farvel til nogen, der havde været i klubben i mange år. Men det var nødvendigt at ændre det hele radikalt. Vi var nødt til at gøre op med den negative attitude, der var i Feyenoord. Man var blevet for vant til ikke at vinde,” siger han.
Ansættelsen af den nu 43-årige Arne Slot har Frank Arnesen ikke haft grund til at fortryde. Slot har givet Feyenoord et langt mere moderne udtryk, hvor klubbens historiske forkærlighed for det hårde arbejde er blevet tolket ind i en offensiv spillestil præget af stor energi og hidsigt presspil.
”Han startede med at tage fat på spillerne til det allerførste møde og sagde: ’Jeg har en god og en dårlig nyhed til jer: Den gode er, at vi vil have bolden meget, spille fremadrettet og score mål. Den dårlige nyhed er, at for at gøre det skal I arbejde meget hårdere, end i nogensinde har gjort i jeres liv.’ Det har været strategien fra start. Vi vil spille med høj intensitet, presse højt, vinde bolden hurtigt og have mange dybdeløb. Sådan træner han hver dag, og det er vi blevet bedre og bedre til i løbet af sæsonen,” siger Frank Arnesen.
”I dag skal langt de fleste spillere løbe 12 kilometer i en kamp. Og samtidig skal der være et højt antal sprint i løbet af en kamp. For at gøre det skal man træne hårdt. Men samtidig har vi skullet præstere tre gange på en uge på grund af de mange kampe, så jeg var spændt på, om vi ville blive ramt af mange skader. Men det er ikke sket, og jeg er meget begejstret for arbejdet i vores fysiske og medicinske stab,” siger Arnesen.
ET UNGT FEYENOORD
Spillestilen kan konkret aflæses i resultaterne i Conference League, hvor Feyenoord har været involveret i nogle hæsblæsende affærer. I de fem første knockoutkampe scorede holdet hele 17 mål, og holdet er præget af ungdommelig energi, som lover godt for fremtiden, og som givetvis vil generere store transferindtægter.
Den aktuelt skadede målmand Justin Bijlow har ligesom venstrebacken Tyrell Malacia spillet sig på det hollandske landshold i løbet af sæsonen. Den 21-årige midtbane
spiller Orkun Kökcü er også født i Holland, men har valgt at repræsentere det tyrkiske landshold. Kökcü har som den 22-årige colombianske venstrekant Luis Sinisterra fået sit store gennembrud i denne sæson, og begge kan blive attraktive salgsobjekter til sommer.
”Sidste sommer solgt vi spillere for 7,25 millioner euro og købte for 5,1 millioner euro. De tre andre semifinalister i Conference League har budgetter, der er tre gange større end vores. Det er helt enestående, at spillere og trænere har kunnet lave sådan en præstation. Og det kan skabe en god spiral. Når spillere præsterer i Europa, kommer de på deres landshold, og så bliver de mere værd. For et år siden havde vi én landsholdsspiller i Steven Berghuis, der blev solgt til Ajax. Nu har vi ti,” siger Frank Arnesen.
En af solstrålehistorierne i Conference League har været den nigerianske angriber Cyriel Dessers, som er lejet i belgiske Genk. Med sine ti mål er han topscorer i hele Conference League og den mest scorende Feyenoord-spiller nogensinde i en sæson i Europa. Det har gjort ham populær blandt Feyenoords tilhængere, der iværksatte en crowdfunding-kampagne for at kunne udløse hans friløbsklausul på fire millioner euro i Genk. Feyenoord-ledelsen udtrykte beundring for tilhængernes dedikation, men fastslog, at klubben nok selv skulle betale klausulen, hvis det blev aktuelt. Endnu er det dog ikke sket, og det fortæller noget om den fortsat begrænsede økonomi, at en så beskeden klausul for en topscorer ikke bare uden videre udløses.
”Vi er Feyenoord. Vi er ikke Real Madrid eller Chelsea. Jeg skal kigge efter tre gange, før jeg giver en øre ud,” siger Frank Arnesen, der af samme grund indtil videre ikke har kigget mod Danmark, men i stedet mod Sverige og Norge på transfermarkedet.
”Det danske marked er interessant, men klubberne vil have for mange penge i forhold til kvaliteten. Klubberne i Danmark er fantastiske til at sælge, men det er ikke altid, spillerne bliver til noget, når de kommer ud. Min konklusion har derfor været at lade de andre klubber købe dyrt i Danmark, og så kigger jeg mod Sverige og Norge, hvor jeg kan få den samme kvalitet billigere. Priserne på selv 16-årige spillere har nået svimlende højder. Ajax køber dem for over tre millioner euro, og det er fint, men det har vi slet ikke pondus til,” siger Arnesen, der i den nuværende trup råder over de to norske landsholdsspillere Fredrik
Aursnes og Marcus Holmgren Pedersen og den svenske U/21-landsholdsspiller Patrik Wålemark.
Den fortsat pressede økonomi fik også den konsekvens, at Feyenoord dette forår endegyldigt skrinlagde planerne om at bygge et nyt stadion som erstatning for det historiske, men utidssvarende De Kuip. Tiden er ikke til så stor en investering, lød begrundelsen.
FINALE MOD MOURINHO
Selv forlængede Frank Arnesen for et par måneder siden sin kontrakt til 2023, men selvom han er blevet 65 år, vil han ikke slå fast, at den nye kontrakt bliver karrierens sidste, eller at Feyenoord bliver hans sidste arbejdsgiver.
”Vi talte om en forlængelse på et eller to år, men det passer mig fint med et år. Til den tid vil jeg have været her i tre et halvt år, og det er jo også et stykke tid. Men så længe jeg har det godt og føler mig fit, så så vil jeg ikke udelukke, at jeg bliver i længere tid,” siger Arnesen.
I næste uge venter den foreløbige kulmination på danskerens ophold i Rotterdam. I Tirana er modstanderen Roma, som nu ledes af en mand, der for halvandet årti siden delte arbejdsgiver med Arnesen, men
Ofir Marciano
Gernot Trauner
Tyrell Malacia
Luis Sinisterra
Cyriel Dessers alligevel endte som hans modstander. José Mourinho og Frank Arnesen fandt aldrig fælles fodslag i Chelsea, hvor Roman Abramovitj i 2005 ansatte danskeren, som skulle styrke klubbens akademi og ungdomsarbejde. På det tidspunkt tronede Mourinho med et mesterskab i sin første sæson som manager, og han var ikke interesseret i, at Arnesen efter et år i klubben også skulle få indflydelse på transferaktiviteterne omkring førsteholdet, sådan som Abramovitj ønskede det i det intrigante magtspil på Stamford Bridge.
”Vi har haft vores bataljer, og det er fint nok. Men det er 15 år siden nu. Mourinho er en vinder, og han er en fantastisk træner. De resultater, han har opnået, er outstanding. Generelt er det sådan, at trænere ofte fokuserer på det, der kan give resultater nu og her. Men i min rolle skal jeg også se længere frem. Det kan skabe et spændingsfelt. Men som træner har jeg stor respekt for Mourinho,” siger Frank Arnesen, der ikke vil have nogen problemer med et gensyn med portugiseren, der tidligere har erklæret, at hans forhold til Arnesen var ikke-eksisterende.
”Der er ingen problemer fra min side. Jeg er 65 år, så sådan noget polemik gider jeg ikke fokusere på. Jeg glæder mig bare til finalen. Vi så Mourinho græde, efter at Roma havde spillet sig i finalen. Det siger noget om, hvor meget de går op i Conference League. Og det samme gør vi i Feyenoord,” siger Arnesen om den lange vej, der startede i Kosovo i juli og nu kulminerer i Tirana på onsdag.