DA UPÅAGTEDE GRUN NARREDE DE HOLLANDSKE STJERNER
Sig navnet Georges Grun, og hollænderne græder, mens belgierne griner. Forsvarsspilleren fra Anderlecht huskes for evig tid for sin sene scoring i playoffkampen mod Holland i november 1985. På en frosthård De Kuip i Rotterdam førte Holland med 2-0 og tilhængerne sang om Mexico, indtil Grun med et hovedstød i slutfasen lukkede munden på hjemmeholdet og slukkede naboernes VMdrømme.
Resultatet var en 2-1 sejr til Holland, men eftersom Belgien havde vundet den første kamp hjemme på Vandenstock Stadion i Bruxelles med 1-0, så var sagen klar – i kraft af reglen om udebanemål. Det var ikke Holland med de opkommende verdensnavne Marco van Basten, Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Ronald Koeman, der skulle spille VM i Mexico, for det blev det lidt mere etablerede belgiske landshold anført af den rutinerede træner Guy Thijs, der trak det længste strå.
STOPPET AF MARADONA
De to playoffkampe udgør tilsammen det vel nok mest dramatiske og mytiske opgør mellem de to nabolande – også kaldet Derby der Lage Landen. I begge kampe var spændingen ulidelig, og der var hændelser i et omfang et pænt stykke over det normale.
Det var andenpladser i de to landsholds indledende grupper, der førte dem sammen til vind-eller-forsvindkonfrontationen på et tidspunkt, hvor begge landshold havde kvalitet til at begå sig på højeste niveau.
Det blev understreget af, at Belgien med profiler som Jean-Marie Pfaff, Eric Gerets, Franky Vercauteren, Jan Ceulemans og en ung Enzo Scifo ved VM 1986 først blev bremset i semifinalen af Argentina og Diego Maradona. Og hollænderne rejste sig i den grad efter skuffelsen og vandt EM i 1988, da Oranje efter otte år uden slutrunder endelig var med igen.
VERCAUTEREN SKURK OG HELT
Grundlaget for den samlede belgiske sejr i 1985 blev skabt i den første playoffkamp i Bruxelles, hvor hjemmeholdet vandt 1-0 over Holland, der spillede det meste af kampen med 10 mand. Det skyldtes udvisningen efter bare fire minutter af angriberen Wim Kieft, der blev provokeret til at gøre gengæld mod sin overfaldsmand Franky Vercauteren. Belgieren indrømmede flere år efter, at hans optræden havde været usportslig. Det var i øvrigt ”skurken” selv, Vercauteren, der blev matchvinder og dermed sørgede for at en enkelt scoring på De Kuip ville kræve tre hollandske træffere for at sikre VM-adgangen.
Alt peger på, at rutine og kynisme var de afgørende faktorer i det historiske nabomøde. Belgien var i gang med en gylden periode, der indledtes med EM-sølv i 1980, fortsatte med VM-deltagelse i 1982 – åbningskampsejr på 1-0 over Argentina – og en næsten-semifinale ved EM i 1984. 2-0 føringen mod Danmark endte i et 2-3 nederlag.
UHELDIGE VAN LOEN
Holland derimod havde efter de to tabte VM-finaler i 1970erne svært ved at finde tilbage på den store scene. Men nye stjernefrø piblede frem, og trænerlegenden Rinus Michels kom tilbage som bondscoach i VM-kvalen til Mexico i 1986. Han måtte dog undervejs strække gevær som følge af hjerteproblemer. Leo Beenhakker tog over, og han blev siden bebrejdet sin udtagelse af den unge og relativt uprøvede tårnangriber John van Loen.
Den 20-årige Utrecht-spiller blev passet op af Georges Grun og havde også et par muligheder, men han skulle også følge belgieren, hvis denne bevægede sig ud af egen zone. Det gjorde han så til sidst med et uafviseligt resultat til følge. Belgien kom til VM, mens Holland græmmede sig. Så tæt på – og så langt fra.
HÆVNEN
Men der findes også de iagttagere, der betragter Oranjes 1985-nedtur som belgisk hævn fra en tilsvarende VMkval 12 år tidligere. Stedet er Amsterdam, datoen er 18. november 1973, og Holland kan hjemme skaffe sig billetter til slutrunden i Vesttyskland med et uafgjort resultat.
Kampen ender da også 0-0, og et halvt år senere bjergtager Johan Cruyff og Co. en hel fodboldverden og spiller sig i VM-finalen mod værtslandet.
Men der findes stadig mange belgiere, der taler om ”de Schande (skandalen) van 73”. De husker, at Jan Verheyen i kampens sidste minut på en aflevering fra datidens største belgiske navn, Paul van Himst, sender bolden i i mål til 1-0. Kampens russiske dommer vinker imidlertid afværgende med stor belgisk frustration til følge. Tænk at 74-slutrundens klart største attraktion var så tæt på slet ikke at have været med …
Måske undrer du dig lidt, kære læser, og det er egentlig forståeligt nok. For hvorfor i alverden skal vi dog læse om VM i 2030 og Kina og Saudi-Arabien, når der Nations League-kampe og derefter et VM i Qatar lige foran os?
Slutrunden i Qatar og problemerne med brud på migrantarbejderes basale rettigheder og menneskerettigheder generelt i Qatars storstilede PR-projekt har fyldt meget de seneste par år og kommer til at gøre det i de kommende måneder, så hvorfor dog beskæftige sig med noget, der ligger så mange år ude i fremtiden?
Indvendingen er rimelig og fornuftig, men virkelighedens verden i fodbold tager ikke højde for, at otte år føles som en evighed, ligesom den ikke gjorde det, da FIFA's eksekutivkomité tilbage i december 2010 valgte at gøre Qatar til VM-vært 12 år før, slutrunden skulle spilles.
Og positioneringen fra mulige værter, den har været i gang i årevis og bliver hedere nu, hvor der er to år til, værten formelt skal vælges.
”Menneskerettigheder er nu en del af budprocessen, men vi også indse, at menneskerettigheder som et krav også betyder, at vi skal adressere det, at vi skal ud til folk, og ikke ekskludere noget som helst men i stedet inkludere hele verden,” sagde FIFA-præsident Gianni Infantino i marts sidste år.
”Hvis vi handler på en negativ måde, hvis vi begynder at ekskludere lande, folk, racer eller noget, så er vi fuldstændig på den forkerte side,” lød det videre fra FIFApræsidenten.
SKAL LÆRE AF QATARS VM
Infantinos kommentarer faldt på et spørgsmål om, hvorvidt de massive problemer med krænkelser af menneskerettigheder i Kina kunne koste landet muligheden for at blive VM-vært, og FIFA-præsidentens tvetydige melding illustrerer de svære valg, blandt andre dansk fodbold og DBU snart kan stå med.
For hvordan stiller man sig til et muligt bud et VM-værtskab fra Kina til slutrunden i 2030 eller den i 2034, når en række af FIFA's største sponsorer er store kinesiske virksomheder med tætte bånd til regeringen og kommunistpartiet?
Eller hvis Saudi-Arabien med de store sportsambitioner byder sig til, selvom krænkelserne af menneskerettigheder og migranters arbejdsforhold om muligt er endnu værre end i Qatar.
”Det er på tide, at fodboldverdenen indser, at det ikke længere går at blive brugt som redskab til store nationers promovering og sports washing, hvor eksempelvis krænkelser af menneskerettighederne skal gemmes af vejen med hjælp fra store sportsbegivenheder som VM,” siger Annette Stubkjær Rimmer, der er policy advisor ved Amnesty International i Danmark.
”Saudi-Arabien har jo nøjagtig det samme Kafala-system og dermed de samme alvorlige problemer med krænkelser af migrantarbejderes rettigheder. Der skal stilles helt tydelige krav op om, at et VM i SaudiArabien ikke bidrager yderligere til krænkelsen af migrantarbejderes rettigheder, og til potentielle VM-værter i det hele taget,” siger Annette Stubkjær Rimmer, der er meget spændt på, hvordan VM-slutrunden i Qatar løber af stablen med de implikationer, det har for senere værtsnationer.
”Får fansene lov til at gå frit rundt og drikke øl, får homoseksuelle lov til at gå -AnnetteStubkjær Rimmer hånd i hånd i Qatar, får man i det hele lov til at være, hvem man nu en gang er? Det er jo det, FIFA har lovet, at man kan, selvom det strider mod Qatars lovgivning.”
”Vi fornemmer, at der er to strømninger. Der er nogle konservative kræfter i Qatar, som for eksempel mener, at det er frygteligt, hvis homoseksuelle kan komme i Qatar og holde i hånd, og som mener, at man skal overholde alle Qatars love og normer. Og så fornemmer jeg, at der er kræfter eksempelvis i Supreme Committee, komiteen der arrangerer VM, der også gerne efter VM ser, at der kan komme turister til landet, som kan få lov at være dem selv.”
”Læringen fra VM i Qatar bliver enormt vigtig. Hvis det ikke går som håbet, bør man jo overveje, om det er smart at give fremtidige slutrunder til lande, der ikke overholder menneskerettighederne,” siger Annette Stubkjær, der håber på højlydt engagement fra DBU, også længe før der er afstemning på FIFA's kongres i 2024 om VM-værten i 2030.
”DBU burde have set problemerne og reageret længe før 2015. Jeg håber, man har lært af Qatars slutrunde og den due diligence, der er nødvendig i valget af værter til slutrunder, fordi dette VM som ingen andre sportsbegivenheder har bidraget til yderligere brud på især migrantarbejderes rettigheder. Der har fodboldverdenen haft en direkte skadelig virkning på menneskerettighederne, og det må ikke gentage sig,” siger Annette Stubkjær Rimmer.
ØDELÆG KORRUPTIONEN
For Jesper Olsen, formand for den danske afdeling af Transparency International, er det bedste værktøj at gå efter mulighederne for korruption, der ikke mindst ligger i opførslen af VM-arenaer og infrastruktur.
”To af de brancher, hvor der er allerbedst mulighed for korruption, er inden for politik og i anlægsbranchen. Og uden de her massive byggeprojekter i Qatar havde krænkelserne af menneskerettigheder jo ikke være lige så omfattende, som de har været. Så hvorfor ikke gå benhårdt efter infrastrukturen og for eksempel stille op som krav til potentielle værtsnationer, at der maksimalt må bygges fem procent nyt. Verden bliver ikke et bedre sted, fordi der bliver bygget flere nye stadions,” siger Jesper Olsen.
”Man kunne også gøre det delvist betinget af sportslige resultater. Jeg er lidt inspireret af EM sidste år i Europa, hvor der jo ikke skulle bygges en masse nyt. Selv Parken og København kunne være med. Så hvorfor ikke gøre for eksempel nummer 1 til 16 ved seneste VM til førstevælgere i forhold til at byde ind på kampe? En model i den dur kunne også gøre massiv korruption sværere og mindske risikoen for krænkelse af menneskerettigheder,” siger Jesper Olsen, der godt ved, at de forslag ville være svære at komme igennem med, netop fordi byggeriet og det politiske spil omkring slutrunderne er noget af det, der får lande som Kina, Saudi-Arabien og Marokko til at overveje at blive VM-værter.
FIFA bryster sig af, at afstemningen nu
er lagt ud fra det lille råd, hvor lidt over 20 personer gav VM 2018 og 2022 til Rusland og Qatar, til hele FIFA's kongres, hvilket er over 200 fodboldnationer.
Men det ændrer for Jesper Olsen ikke på, at kriterierne for at tildele VM-værtskaber bør skrives igennem, hvis man for alvor vil korruption og brud på menneskerettighederne til livs.
”Det er jo naivt at tro, at det forhindrer korruption. Man kan altid bestikke nøglepersoner i en forsamling og påvirke en afstemning, hvis det er det, man vil. Og det ændrer ikke på problemet med, at ét land har én stemme i FIFA. Der er jo en grund til, at Tyskland har flere medlemmer af Europaparlamentet end andre nationer. Det blandt andet derfor, jeg lidt kontroversielt foreslår at ændrer på kriterierne i forhold til at inddrage det sportslige eller lægge begrænsninger på omfanget af byggerierne,” siger Jesper Olsen.
Planen er, at der skal stemmes om VM-værtskabet ved FIFA's kongres i 2024. De over 200 medlemslande har hver én stemme, ergo er det ikke et mindre råd, der skal uddele VM, som det var ved tildelingen af VM i 2018, der gik til Rusland, og her i 2022 i Qatar.
Der er 48 lande ved VM fra og med slutrunden i USA, Canada og Mexico i 2026.
Udvidelsen betyder, at der typisk skal større værtslande end ved tidligere VM-slutrunder, eller at to eller flere lande skal gå sammen, hvilket virker som en mere sandsynlig løsning.
Før afstemningen skal der udarbejdes tekniske rapporter af eksperter udpeget og hyret af FIFA om hvert af buddene, og kandidaterne får mulighed for at tale deres sag.
Uformelt er positionskampene dog allerede i fuld sving og har været det i flere år med regeringer og store forretningsinteresser som meget aktive aktører i kulissen.
Et forenet britisk bud på slutrunden i 2030 blev tidligere i år trukket tilbage og erstattet af et lignende bud på EM 2028, som England, Skotland, Wales, Nordirland og nabolandet Irland er kæmpe favoritter til at vinde ved en afstemning til september næste år foran Tyrkiet, der er den eneste anden kandidat.
Saudi-Arabien taler med en række lande som Spanien, Italien, Marokko og Egypten om at gå sammen om et bud, enten i 2030 eller 2034, og det er stadig uklart, om saudiaraberne og Kina kan byde på VM 2030, da FIFA ved seneste tildeling af VM 2026 udelukkede de to kontinenter, Europa og Asien, der senest havde haft VM.
Appetitten på at blive VM-vært lader især til at være stor i Saudi-Arabien og i andre lande, hvor landets kongefamilie eller statsoverhoved ikke behøver befolkningens opbakning til at bruge milliarder på stadions og anden infrastruktur, for ikke at tale om de skatteog afgiftsundtagelser til et tocifret milliardbeløb, der er et obligatorisk krav fra FIFA til enhver værtskandidat.