Vejer transfersystemet mere end spillerne fanget i Rusland?

Om tre uger skal Anders Dreyer formelt møde til træning i Rubin Kazan og forberede sig på en sæson i næstbedste række efter en overraskende nedrykning. Her befinder den tidligere AaB'er Oliver Abildgaard sig allerede, og de skal efter planen have følgeskab til Rusland af spillere som Sveriges Jordan Larsson, der er lejet til AIK men ejet af Spartak Moskva, og en række spillere, der med FIFA's midlertidige regel om frit lejde til lejemål forlod Rusland i marts og april.

Og her spørger jeg så: Hvorfor i alverden har UEFA og FIFA ikke for længst taget konsekvensen af Ruslands angrebskrig i Ukraine og givet spillere i Rusland lov til at ophæve deres kontrakter, alternativet som minimum blev udlejet for en hel sæson uden at skulle spørge deres russiske klubber om lov?

Jeg har skrevet om emnet flere gange i foråret, ja endda også her i juni, men min undren bliver altså ikke mindre i takt med, at 1. juli nærmer sig.

Problemet er vel åbenlyst: Man kan dårligt lade spillere i stikken, der indgik kontrakter med klubber i Rusland, og da slet ikke nu, hvor russiske klubber er udelukket af næste sæsons europæiske turneringer, og det russiske fodboldforbund fik kylet sin politisk motiverede ansøgninger om EM 2028 og 2032 i skraldespanden af UEFA.

Det undrer mig, meget, at FIFA's og UEFA's top sammen med de nationale fodboldforbund kan leve med at lade fodboldspillere sejle i egen sø, fordi man er nervøs for de juridiske eftervirkninger af at give dem fripas.

Det gør det nok heller ikke lettere at vende tilbage til Gazprom og andre russiske konglomerater om et par år og tale nye sponsorater i milliardklassen, hvis nogen stadig drømmer om det.

Men jeg hørte forleden en anden, foruroligende historie inde fra fodboldens maskinrum om, hvorfor det skal tage så længe at give spillere fra russiske klubber og potentielle købende klubber eller aftagere til fritstillede folk klarhed.

Der er åbenbart betydelig modstand blandt flere af de større europæiske klubber i Europa, muligvis påvirket af gode kolleger i russiske storklubber, der ikke har megen lyst til at at slippe udenlandske spillere i Rusland fri.

Frygten er, at det kan danne præcedens og gøre det lettere for spillere at slippe fri af besværlige kontraktsituationer i fremtiden, og dermed rokke ved transfermarkedet.

Der er helt sikkert en masse interesser forbundet med spillerne på kontrakt i Rusland. Hvad sker der for eksempel med de op mod 25 millioner kroner, Rubin Kazan stadig skylder FCM for Anders Dreyer, hvis Dreyer må ophæve sin kontrakt eller uden at spørge Rubin lader sig udleje igen for de kommende 12 måneder?

Men situationen er et morads for fodboldverdenen, der skal løses så snart som muligt.

Nej, det er ikke lige så alvorligt som Ruslands trusler mod demokratier og tusinder af dræbte i Ukraine. Men i den snævre branche, fodbold i den sammenhæng er, skal man simpelthen bruge magten og nå frem til en løsning i stedet for at slæbe fødderne og håbe, afgørelsen kommer dumpende ned fra oven.